Ikke dømt for chikane
Det er et vildt forår, vi har gennemlevet. Ruslands invasion i Ukraine udløste et skred af politiske handlinger, som magthaverne indtil for nylig ikke kunne være kommet igennem med. Endnu engang er det den såkaldte chokdoktrin, der tages i brug.
Først fik vi beskeden om, at Danmark og USA i over et år har forhandlet en aftale om, at Danmark skal være opmarchområde for USA’s militær, stille havne til rådighed og lægge jord til amerikanske baser.
EU skal angiveligt nu være en supermagt i verden, fordi vi er det kontinent, der repræsenterer de sande demokratiske værdier.
Så fik vi det store nationale krigsforlig, der – fuldt indfaset i 2033 – lægger 18 milliarder kroner over til våbenindustrien, over en nat lempede budgetloven samt udskrev folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet.
Ultimo maj proklamerede EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, at EU nu er klar til at forberede traktatændringer, der kan tage et opgør med enstemmighed på centrale områder i EU, herunder militær. Denne offentliggørelse havde dog ikke noget med Ukraine-krigen at gøre.
Resultatet af folkeafstemningen den 1. juni var som bekendt, at et mindretal af danskerne, 44 procent, gav deres ja til, at Danmark skal være en del af EU’s krigsoprustning. Men på grund af en historisk lav valgdeltagelse er dette resultat gældende.
Og endelig, mindre end en uge efter, indgår EU-parlamentet og Det Europæiske Råd en politisk aftale om EU’s mindstelønsdirektiv, der betyder, at vi inden længe har en formel godkendelse af dette direktiv. Det vil være gældende for alle lande, også Danmark, selvom danske politikere stemmer imod hele vejen. Man får den tanke, at de også læser valgresultater i EU. Danmark er det land, der har været den mest konsekvente modstander af direktivet.
Flere kommentatorer udlagde på valgnatten resultatet som, at danskerne nu har droppet deres EU-skepsis og støtter, at Danmark skal være et af EU’s kernelande. Mette Frederiksen var lidt mere afdæmpet og lovede, at regeringen ville “passe godt på vores ja”.
I praksis er det ikke politikerne, der kommer til at afgøre tempoet i denne her proces. Det er de kolossale profitmuligheder, som den danske våbenindustri har øje på, der kommer til at sætte scenen.
Hvor er EU på vej hen?
Det er klart, at der er en nær sammenhæng mellem EU’s ambitioner om at blive en militær supermagt og så de traktatændringer, som er undervejs i den kommende tid.
EU vil være en handlekraftig aktør på den globale scene. Derfor skal enstemmighed og vetoret være fortid i EU.
I 2019 indgik Frankrig og Tyskland en politisk aftale om, at de sammen vil sikre etableringen af en EU-hær. (Aachen-traktaten). Tyskland er i øjeblikket det land, der har skruet mest op for militariseringen. Hvert år sættes der 100 milliarder euro i den tyske våbenindustri.
Men dertil kommer, at Frankrig i november 2021 indgik en politisk aftale med Italien (steigan.no). Formålet er at trække Italien med ind i magtens kerne. Et af de vigtigste punkter i aftalen er at sparke yderligere fart i processen hen imod at afskaffe enstemmighed. Som det blev formuleret af Mario Draghi, Italiens præsident og tidligere chef for Den Europæiske Centralbank: “Vi skal overvinde princippet om enstemmighed, der udspringer af mellemstatslig logik.” (Tale i EU-parlamentet 3. maj 2022, kilde: steigan.no.)
EU skitserer selv i det såkaldte “strategiske kompas”, der blev vedtaget på et topmøde i marts 2022, hvor man især vil fokusere den militære indsats. Afrika er et helt særligt fokus. Men det gælder også Arktis, hvor EU vil spille en selvstændig militær rolle.
Ligeledes Det Sydkinesiske Hav hvor Tyskland og Frankrig allerede har aktiviteter. På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark vil deltage i missioner i dette område, hvis vi bliver spurgt, svarer Morten Bødskov uden vaklen: “Ja” (DR Debatten, torsdag 2. juni).
Værdikamp
Der efterlades ingen tvivl om, hvem fjenden er. Skurkene er fremfor alt Kina, men naturligvis også Rusland. Der males et fjendebillede, der er som taget ud af en dårlig amerikansk western. Det hele pakkes ind i patetisk snak om, at det er en værdikamp. Selv Enhedslisten har åbenbart nu accepteret denne udlægning.
EU skal angiveligt nu være en supermagt i verden, fordi vi er det kontinent, der repræsenterer de sande demokratiske værdier. EU er overlegen på værdier. Vi er rige, civiliserede og demokratiske, forklarede ja-politikerne i DR Debatten dagen efter valget.
Selvfølgelig ved EU’s magtelite udmærket godt, at dette her ikke handler om “værdikamp”. Det handler om økonomiske interesser, også på det lange sigt. Og det kan virke barokt, at EU i dén grad gør sig selv til en brik i USA’s spil i stedet for at vælge en afbalanceret politik over for Kina.
For EU’s magtelite ved naturligvis også godt, at USA er en supermagt, der er på vej ned ad tronen som verdens unipolære leder. Den amerikanske imperialisme har simpelthen ikke den økonomiske basis, der skal til den position mere. Men Washington skyr ingen militære eller politiske midler til at udskyde faldet.
EU’s position kan kun forstås ved at indse, at det er dette her setup, der giver EU-eliten de bedste muligheder for at komme igennem med sine egne ambitioner om at blive en føderal, politisk og militær supermagt. Det er den målsætning, der forfølges hele tiden.
EU’s placering i den kriseramte globale kapitalistiske økonomi
Ukraine-krigen har fået en i forvejen kriseramt kapitalistisk verdensøkonomi til at skælve endnu mere. Finansministeriet opregner årsagerne i notatet “Scenarier for dansk økonomi som følge af Ruslands invasion af Ukraine” (marts 22):
- Markante prisstigninger på energi samt risiko for egentlig rationering/afbrydelser af energiforsyning idet Rusland leverer store dele af energien til EU.
- Dramatiske prisstigninger på fødevarer fordi Ukraine og Rusland er et af verdens største “kornkamre”, især hvad angår hvede.
- Rusland er desuden storeksportør af en lang række metaller og andre råvarer, hvor der kan opstå forsyningsvanskeligheder.
- Ud af alle disse prisstigninger følger naturligvis en stærkt voksende inflation på verdensplan.
- På grund af den usikre situation er der dramatiske udsving på aktiemarkederne og en flugt hen imod “sikre havne” for værdipapirer på finansmarkederne.
På den ene side beroliger Finansministeriet med, at det sandsynligvis kun er i 2022, at økonomien for alvor er ramt af Ukraine-krigen. Derefter indrømmes det så, at der er betydelig risiko for, at det udløser en længerevarende krise, hvis sanktionerne mod Rusland for alvor medfører, at der opstår mangel på energi og råstoffer i EU-området. Faktisk sammenligner Finansministeriet med oliekriserne i 70’erne.
Det er her vigtigt at huske på, hvad situationen i den kapitalistiske verdensøkonomi – herunder EU’s økonomi – var, da krigen brød ud. Op til coronakrisens udbrud i 2020 var vi meget tæt på et udbrud af en ny verdensomspændende krise.
Billedet blev skildret således i Magasinet Arbejderen nummer 4, 2020: “Problemets kerne er kort fortalt en meget lav profitabilitet i den reelle produktionssektor. Derfor investeres der ikke, selvom der er ekstremt overskud af ledig kapital, som kan fås til nærmest negative renter. Væksten i økonomien falder over hele verden. I EU er Tyskland det land, der har været hårdest ramt. Her er industriproduktionen faldet måned for måned… Den tikkende bombe er virksomhedernes gæld. Den næste nedtur vil derfor blive udløst i den ikke-finansielle produktionssektor. Den vil blive tvunget i knæ af gælden, og det vil udløse en kædereaktion”.
I 2020 brød coronakrisen ud og forårsagede et stort fald i bruttonationalproduktet, BNP, i 2020 og ind i første halvdel af 2021. Så når det på overfladen så ud som om, at økonomien var i fremgang i starten af 2022, så er det altså tal, der skal ses på baggrund af, at der var fald i BNP i 2020 og ind i 2021.
EU’s økonomi bliver forholdsvis meget hårdere ramt af Ukraine-krigen og sanktionspolitikken end resten af den vestlige verden. Dertil kommer, at EU i forvejen haltede bagefter de andre store økonomier på verdensplan.
EU har ført en restriktiv økonomisk politik
Årsagen er, at EU har ført en langt mere restriktiv økonomisk politik end sammenlignelige økonomier, simpelthen for at beskytte euroen mod sammenbrud.
Fra 2010 gennemføres en markant omlægning af den økonomiske politik: Systematiske nedskæringer i den offentlige sektor som sådan, i det offentlige forbrug i særdeleshed, nedskæringer i de sociale ydelser, nedskæringer i løn og arbejdstagerrettigheder.
Fra 2008 til 2018 gennemføres mere end 400 arbejdsmarkedsreformer på direkte anvisning fra EU-kommissionen. Forbilledet er den tyske Hartz-reform: Øge det nedadgående lønpres og skabe mere fleksibel løndannelse, svække fagforeningssiden og decentralisere løndannelsen til virksomhedsniveau.
Resultatet er et markant fald i reallønnen i 25 ud af 28 EU-lande. Det slår igen ud i en voldsom vækst i både ulighed og fattigdom.
Derfor var EU’s økonomi i forvejen i meget dårlig stand, da Ukraine-krigen brød ud, og derfor særlig dårlig rustet til at håndtere det nye tilbageslag.
Dette tvinger EU til at gøre to ting:
- Gå på rov og være mere aggressiv i andre områder af verden hvor der er råstoffer og markeder. Vi har allerede nævnt Afrika, som EU udpegede som et særligt fokusområde helt tilbage i 2014. Men det er naturligvis også i dette lys, vi skal forstå, at EU presser så hårdt på for at få Mercosur-aftalen i hus med blandt andre Brasilien og Argentina.
- Stramme skruen endnu mere over for arbejderklassen i EU-landene. Dét, at mindstelønsdirektivet falder på plads netop nu, er det mest markante varsel om dette angreb. EU-mindsteløn skulle angiveligt være et værn mod “working poor-fænomenet”. Problemet er blot, at det virker stik modsat. Herom senere.
Men vi ser også helt konkret her i Danmark, hvordan skruen strammes, når det handler om den offentlige velfærd. Finansministeriet og KL har lige indgået en aftale, der lægger endnu snævrere rammer for kommunernes anlæg og forbrug. For tre måneder siden kunne man godt bevilge 18 milliarder kroner til oprustning og våben. Og man kunne lige ændre budgetlovens rammer for at skabe luft til denne bevilling. Til gengæld er der altså nu ikke råd til velfærd. Kommune efter kommune melder om, at der skal skæres ned på ældrepleje og børnepasning.
Vigtig at få stillet sigtekornet rigtigt ind
Man kan meget let som progressivt tænkende menneske få det indtryk, at modsætningen går mellem “det globale syd” mod “det rige nord”. Denne opfattelse næres også af den politiske elites bragesnak om værdikamp.
“Nu får det rige nord snart tæsk af resten af verden. Det har vi godt af”, erklærede en af mine kampfæller fra afstemningskampagnen for nylig.
Det er let at gøre billedet så simpelt. Men det holder ikke vand… Og det er heller ikke en analyse, der giver os redskaber til at kæmpe. For der er ikke noget “vi” i “det rige nord”.
Siden globaliseringen for alvor tog fart i 1980’erne med neoliberalismens gennembrud, har arbejderklassen i de industrialiserede lande i høj grad betalt prisen.
De første, der fik pisken at smage, var den amerikanske arbejderklasse. I USA ser vi “working poor”-udviklingen allerede fra slutningen af 80’erne. Dette er glimrende skildret i Fred Goldsteins bog “Low wage capitalism” (2008), der dokumenterer udviklingen på det amerikanske arbejdsmarked.
Først fra omkring 2004 sætter den samme proces for alvor ind i EU, forceret af østudvidelsen og reglerne for det indre marked med varernes, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed. Siden er det gået slag i slag.
Der er intens klassekamp i vores del af verden. Den har ikke været så intens som nu i mange årtier. Vi har en voldsom stigning i uligheden, en eksplosion i det prekære arbejdsmarked.
De landvindinger, som vi tilkæmpede os i efterkrigstiden baseret på arbejderklassens styrke og naboskabet med det socialistiske Sovjetunionen, alt dette har været under angreb de sidste to-tre årtier. Monopolkapitalen har for længst opsagt aftalen om klassesamarbejde og klassekompromis. Folk bliver fattige nu! Ikke kun i ulandene, også i vore lande.
Lige nu sker der en voldsom forringelse af folks daglige levevilkår på grund af prisstigninger på fødevarer, daglige fornødenheder, elregningen og benzinprisen. Men hvis arbejdsløsheden for alvor slår ud på grund af brud i råstof- og energiforsyning, så vil vi se meget mere alvorlig forarmelse, alene af den grund at dagpengesystemet snart er en skygge af sig selv.
Det er helt nødvendigt, at man placerer sig rigtigt i forhold til denne klassekamp. Vi skal imperialismen til livs, men en betingelse for, at det sker, er, at vi mobiliserer og organiserer arbejderklassen i vores del af verden til at kæmpe for et opgør med et råddent system. Det kræver, at arbejderklassen både rejser sig for at forsvare egne legitime interesser og derigennem får bevidsthed og styrke til at kaste sig ind i et opgør.
Hvilke opgaver stiller det os overfor?
Resultatet af folkeafstemmingen den 1. juni er på ingen måde udtryk for, at der ikke er nogen EU-skepsis i befolkningen. Modstanden vil udvikle sig under de nye betingelser.
Blandt andet betyder det nye opgaver for fredsbevægelsen. Der er brug for at udvikle en handlekraftig fredsbevægelse, der også sætter kampen mod både deltagelse i EU-militæret og finansieringen af det på dens banner. Det åbner nogle nye muligheder i forhold til at danne stærke alliancer og brede EU-modstanden ud til nye former.
Ligeledes er der også åbnet for brede alliancer i kampen mod EU’s mindstelønsdirektiv.
Her er en samlet modstand i Danmark, der omfatter et stort flertal i Folketinget, hele fagbevægelsen samt hele arbejdsgiversiden. Alligevel kan vi med stor sikkerhed sige, at Danmark bliver stemt ned hele vejen rundt. Sandsynligvis vil den danske regering derefter rejse en sag ved EU-domstolen. Der er i hvert fald et markant pres for dette i øjeblikket.
Men hvor store chancer har vi for at vinde den? EU-kommissionen er allerede forberedt på dette skridt og har bedt EU’s egne jurister om at vurdere sagen og finde det smuthul, der skal bruges. Her skal man huske, at EU-domstolen er politisk. Den dømmer altid for “mere EU”.
Så kan vi kræve, at vi vil have en undtagelse. Men en sådan kræver, at samtlige lande i EU nikker ja til det. Hvor store chancer har det? Ingen, er det korte svar.
Så er der kun ét skud tilbage i bøssen, nemlig at træde helt ud af EU. Og det er præcist det perspektiv, som denne her kamp har i sidste ende.
Ude i fagforeningerne kan man mærke, at der er en gryende forståelse for, hvad dette her spørgsmål egentlig indebærer. Det kommer især af, at mange fagforeninger har koblet debatten om EU-mindsteløn sammen med foredrag og viden om “working poor-fænomenet”. Tag for eksempel Tyskland, hvor indførelsen af en lovbestemt mindsteløn over en kort årrække har betydet, at tyske arbejdere, der førhen havde et normalt lønnet arbejde, som de kunne leve af, i dag er presset ud som working poor, der hutler sig igennem tilværelsen med to-tre lavtlønnede jobs.
Pludselig forstår folk, hvad der er på spil. For når vi siger, at “mindstelønnen er en bombe under den danske model”, så skal man jo forstå, at dette handler ikke kun om løn og arbejdsforhold. Det handler om næsten alle de rettigheder, vi har tilkæmpet os i dette land, bortset fra ferielovgivningen. Løn under sygdom, barnets 1. og 2. sygedag, pligtige pensionsopsparinger, you name it.
Så bliver det jo også klart, at den del af arbejderklassen, som ikke er organiseret i en fagforening, men lukrerer på, at de får det samme alligevel på grund af overenskomstsystemet, de mister også alt.
35 procent af alle arbejdere i Danmark er i dag slet ikke organiseret i nogen fagforening overhovedet. Dette handler langtfra kun om udenlandske arbejdere. Mange unge melder sig slet ikke ind i en fagforening, når de træder ind på arbejdsmarkedet. Det handler ikke om ideologisk modstand mod fagforeninger. Det handler om manglende bevidsthed. Man er ikke klar over, hvad der er på spil.
Dertil kommer, at mindstelønsdirektivet også vil være en bombe under de offentlige velfærdsydelser. Den danske velfærdsstat er en afledt konsekvens af fagbevægelsens styrke og “den danske model”. Når reallønnen falder for den arbejdende befolkning, så falder også skatteindtægterne, og så udsultes de offentlige kasser.
Jeg tror, at kampen mod EU’s mindstelønsdirektiv har et kæmpe potentiale. Det kræver selvfølgelig, at det bliver udløst og ikke dæmmet ind. Det er naturligvis fagforeningerne, der kommer til at stå som den centrale spiller i denne kamp.
Der er allerede en organiseret og aktiv bevægelse i fremdrift mod EU-mindsteløn, centreret omkring en række af de store 3F-afdelinger. Den skal selvfølgelig bredes ud til andre dele af fagbevægelsen.
Men det er også vigtigt, at modstanden bliver bredt ud og organiseret ud over de nuværende fagforeningsmedlemmers rækker. Måske kan dette også blive en anledning til at vende den udvikling, som fagbevægelsen har lidt under i mange år med svigtende organisering.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
