For første gang i EU’s historie er bolig blevet en officiel del af en kommissærs portefølje. Spørgsmålet er, hvad det egentlig betyder, og hvem der vinder eller taber på, at EU nu blander sig i boligområdet.
Ifølge Kommissionen er baggrunden den voksende boligkrise på tværs af EU-medlemslandene, hvor millioner af borgere presses af stigende huslejer og boligmangel, særligt i de store byer.
Samtidig udgør bygninger omkring 40 % af EU’s energiforbrug og over en tredjedel af CO₂-udledningerne, hvilket gør energirenovering centralt for at nå de grønne målsætninger.
Den kommende ”European Affordable Housing Plan” skal derfor både afhjælpe sociale problemer og understøtte klimamålene. Planen vil blive understøttet af en ny investeringsplatform i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som skal mobilisere både offentlige og private midler.
At oprette en boligkommissær er dermed ikke kun symbolpolitik, men også et politisk signal om, at EU ønsker at vise handlekraft på et område, hvor unionen hidtil har haft begrænset kompetence.
Et svar på medlemslandenes boligkrise?
På papiret kan posten som boligkommissær tolkes som et socialpolitisk fremskridt. Millioner af borgere på tværs af medlemslandene oplever i dag stigende huslejer, boligmangel og energiregninger, der sluger en stor del af husholdningsbudgettet. Jørgensens mandat bliver derfor at finde løsninger, som både kan skabe flere overkommelige boliger og sikre, at de lever op til EU’s klimamål.
Dette indebærer blandt andet nye finansieringsværktøjer og fælles initiativer, der skal koble sociale hensyn med grøn omstilling.
Det kan ligne en sejr for social retfærdighed, men spørgsmålet er, om EU’s svar reelt vil løse problemerne eller blot skabe mere bureaukrati, flere markedsreformer og lægge yderligere pres på de nationale velfærdsmodeller.
Selvom Danmark, ligesom mange andre lande, oplever et stigende pres på boligmarkedet med højere huslejer og færre ledige almene boliger, har vi stadig et af de mest velfungerende systemer for almene boliger sammenlignet med de andre EU-medlemslande. Ifølge OECD og Housing Europe er Danmark blandt de lande, hvor den almene boligsektor spiller en særlig vigtig rolle for at sikre bred adgang til betalelige boliger.
Når et politikområde først placeres i Kommissionen, udvides EU’s rolle typisk skridt for skridt, også på områder hvor traktatgrundlaget er svagt.
I modsætning til mange andre lande er de danske almene boliger åbne for alle, både lavindkomstfamilier, studerende og almindelige lønmodtagere og ikke kun for de mest udsatte grupper. Modellen bygger på idéen om blandede boligområder, hvor folk med forskellige baggrunde bor side om side, og på et stærkt beboerdemokrati, hvor beboerne vælger bestyrelser, der har reel indflydelse på drift og udvikling af deres boligområder. Det gør den danske model både socialt bæredygtig og demokratisk forankret.
EU har tidligere sat spørgsmålstegn ved brede almene boligordninger, eksempelvis i Holland, hvor Kommissionen i 2009 krævede, at sociale boliger i højere grad målrettes lavindkomstgrupper for at undgå konkurrenceforvridning. En problematik, der allerede begrænser mulighederne for at kunne give den nødvendige statsstøtte til at bygge det antal almene boliger, som eksempelvis Københavns Kommune har ambitioner om.
EU’s statsstøtteregler sætter markante grænser for, hvor mange almene boliger kommuner som København kan opføre, fordi kommuner, ifølge EU-traktatens forbud mod konkurrenceforvridning, ikke må sælge jord under markedspris eller give økonomiske fordele til almene boligselskaber uden at risikere at bryde EU-retten.
Samtidig definerer EU “social housing” langt snævrere end den danske model for almene boliger, hvor kun boliger målrettet socialt udsatte grupper kan undtages som “tjenester af almen økonomisk interesse” og dermed modtage den nødvendige statsstøtte.
Dette betyder, at støtte til boliger for eksempelvis studerende eller almindelige lønmodtagere i princippet kan vurderes som ulovlig statsstøtte. Reglerne kan blandt andet gøre det vanskeligt for København at nå målet om 10.000 nye almene boliger, fordi kommunen hverken frit kan bruge lave jordpriser eller hurtige støtteordninger.
EU-midler med betingelser
En anden kritisk dimension er finansiering. En central del af Jørgensens kommende boligplan er oprettelsen af en ny paneuropæisk investeringsplatform for overkommelige og bæredygtige boliger, der udvikles i samarbejde mellem EU-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank (EIB).
- Kanalisere investeringer til boligbyggeri og renoveringer med fokus på både overkommelighed og energieffektivitet.
- Tilbyde lån, garantier og blandede finansieringsmodeller for at tiltrække private investorer.
- Integreres med eksisterende EU-fonde som InvestEU og regionalpolitikken.
- Give teknisk rådgivning og støtte til kommuner og boligforeninger, så projekter kan tilpasses EU’s kriterier.
Erfaringer fra både tidligere investeringsplatforme og andre EU-politikområder viser, at EU-midler sjældent er betingelsesløse. Nationale regeringer, kommuner og boligforeninger må ofte tilpasse deres politikker for at kvalificere sig til pengene, hvilket i praksis gør EU’s fonde til styringsværktøjer.
NGO’er som Housing Not Profit advarer desuden om, at modellen kan fremme en udvikling, hvor boligbyggeri ses som et investeringsobjekt snarere end et socialt gode, fordi private investorer får en styrket rolle.
I Danmark kan konsekvensen blive, at lokale boligbehov i eksempelvis København eller Aarhus må vige for Bruxelles’ definitioner af, hvad der tæller som overkommeligt og bæredygtigt.
Klimapolitik som bagdør til boligpolitikken
Koblingen mellem energi og boliger skal ifølge von der Leyen sikre, at klimamål og boligstandarder går hånd i hånd. Dan Jørgensen skal blandt andet implementere EU’s direktiv om bygningers energimæssige ydeevne (EPBD), der pålægger medlemslandene at hæve energiklassen i deres bygningsmasse, gennemføre omfattende renoveringer og gradvist udfase fossile varmekilder som olie- og gasfyr.
Dette betyder i praksis, at mange eksisterende bygninger skal opgraderes til mindst energiklasse D inden 2033, og at alle nybyggerier fra 2030 skal være nul-emissionsbygninger. I Danmark, hvor bygningsreglementet allerede er blandt de skrappeste i EU, kan dette føre til krav, der ligger ud over de standarder, vi allerede har fastsat nationalt.
Konsekvensen kan blive højere byggeomkostninger, der i sidste ende rammer lejerne. Almene boligforeninger kan eksempelvis blive pressede til at gennemføre dyre renoveringer hurtigere, end de selv har planlagt, hvilket vil øge huslejeniveauet.
I en by som København, hvor mange almene ejendomme allerede står foran omfattende renoveringsbehov, kan EU’s tidsplan for energieffektivitet derfor få meget konkrete sociale konsekvenser.
Et andet eksempel er EU’s krav om udfasning af fossile varmekilder. Danmark er langt fremme med fjernvarme, men i yderområder og småbyer er mange husstande stadig afhængige af olie- og gasfyr. Hvis EU kræver en hurtigere udfasning, end vi i Danmark selv har besluttet, kan både private boligejere og mindre boligforeninger blive pålagt store udgifter uden at have økonomien til det.
Klimahensynet påvirker dermed de sociale forhold, fordi det ofte gennemføres uden tilhørende finansiering. Konsekvensen er, at udgiften sendes videre til lejerne, som i forvejen betaler høje priser for deres bolig. Dermed er der en reel risiko for, at EU-regler kommer til at påvirke ikke kun Danmarks klimaindsats, men også landets sociale boligpolitik og lejevilkår.
Symbolpolitik med store konsekvenser
At indføre en boligkommissær kan fremstå som symbolpolitik og en måde at signalere handlekraft på over for boligkrisen på tværs af medlemslandene, men symboler i EU har dog ofte konkrete konsekvenser. Når et politikområde først placeres i Kommissionen, udvides EU’s rolle typisk skridt for skridt, også på områder hvor traktatgrundlaget er svagt.
Et godt eksempel på dette er EU’s Ungdomsgaranti, der blev lanceret under finanskrisen. Oprindeligt havde EU meget begrænsede muligheder på beskæftigelsesområdet, men initiativet blev lanceret som et politisk løfte om, at unge under 25 år skulle have tilbud om job, uddannelse eller praktik inden for fire måneder efter ledighed.
Hvad der begyndte som et symbolsk svar på ungdomsarbejdsløsheden, udviklede sig hurtigt til en ordning, hvor medlemslandene måtte indrette nationale programmer efter EU’s rammer for at få adgang til finansiering.
Danmark havde i forvejen en aktiv ungepolitik længe før EU’s Ungdomsgaranti blev vedtaget. Derfor fremstår garantien som symbolpolitik, som primært har givet Kommissionen mulighed for at markere handlekraft på ungdomsområdet, mens de praktiske resultater i Danmark er udeblevet, fordi ungdomsarbejdsløsheden i forvejen var lav.
Til gengæld har den betydet, at staten og kommunerne har måttet omlægge og dokumentere eksisterende ungeindsatser for at leve op til EU’s krav og få adgang til midler, og garantien har i højere grad formet systemet end hjulpet de unge.
På samme måde kan en boligkommissær i første omgang fremstå som et symbolsk signal, men når EU begynder at stille midler og programmer til rådighed, vil nationale regeringer være nødt til at tilpasse deres boligpolitikker til EU’s kriterier for at få del i pengene. Dette kan gradvist flytte indflydelsen fra Folketinget og kommunerne til Bruxelles.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
