Ønsker Bitten alt held og lykke. man bliver helt skamfuld over at være Dansker.
Meget velskrevet men trist læsning. men super vigtig Skriv.!
Det var ik svært og sende 200 i støttet.
Fredag den 5. april fortsatte den retssag, som Københavns Kommune har rejst mod kommunal whistleblower og partsrepræsentant Bitten Vivi Jensen.
Sagen foregår i Retten på Frederiksberg. Den 5. april var alle tilhørerpladserne optaget af først og fremmest Bitten Vivi Jensens støtter fra de sociale modstandsbevægelser. Flere måtte tage til takke med en plads på gulvet.
Bitten Vivi Jensen er anklaget for chikane mod 16 sagsbehandlere i Københavns Kommune.
Anklageskriftet beskriver, at hun i en periode over to år fra september 2018 til august 2020 har lavet en række opslag på Facebook med kritik af navngivne sagsbehandlere. Anklagen omfatter også en række lydfiler, som Bitten Vivi Jensen har optaget fra syge borgeres møde med sagsbehandlere, hvor hun har været med som partsrepræsentant.
Der er gået over halvandet år siden det første retsmøde i sagen, der fandt sted den 19. september 2022.
Oprindelig var sagen beregnet til kun at skulle vare halvanden time, men efter protest fra Bitten Vivi Jensen og hendes advokat Mads Pramming lykkedes det i første omgang at få afsat en hel dag til sagen.
På det første retsmøde i september 2022 blev det på ønske fra både forsvarer og anklager besluttet, at der skal bruges yderligere halvanden dag på retssagen. Det er de retsmøder, som finder sted nu. Den ekstra tid betyder, at der er mulighed for at føre vidner og gå dybere ned i sagens substans.
Afhøring af anklagede
Retsmødet den 5. april startede med Mads Prammings afhøring af Bitten Vivi Jensen.
Forsvareren fik først anklagede til at beskrive sin baggrund som ergoterapeut og tidligere ansat i Frederiksberg Kommune. Her var hun sundhedsfagligt medlem af kommunens rehabiliteringsteam, der skal tage stilling til sager om førtidspension, fleksjob og ressourceforløb. Hun oplevede dengang, at meget syge mennesker ikke fik den hjælp, som de har ret til ifølge loven.
– Jeg blev vidne til uhyrligheder, som jeg ikke havde drømt om. Jeg prøvede flere gange at tale med de andre i rehabiliteringsteamet og gøre min leder opmærksom på problemerne, men jeg blev ikke hørt, faktisk blev jeg bedt om at tie stille, forklarede Bitten Vivi Jensen.
– Jeg endte med at blive fyret. Så begyndte jeg at hjælpe folk og sprang ud som whistleblower. Jeg samlede omkring 90 sager fra kommunen og gav dem til en Cavling-journalist, der skrev om sagen, tilføjede hun.
Det førte til en politianmeldelse af Bitten Vivi Jensen, der blev anklaget for at bryde sin tavshedspligt som offentligt ansat. Sagen kørte i både byret, landsret og Højesteret og endte i januar 2022 med en dom på 10 dagbøder a 500 kroner.
- 2006: Bitten Vivi Jensen, der er ergoterapeut, bliver ansat i Frederiksberg Kommunes visitation på ældreområdet.
- November 2015: Bitten Vivi Jensen kommer med i rehabiliteringsteamet i Frederiksberg Kommune. Teamet behandler blandt andet ansøgninger om førtidspension og fleksjob.
- Marts 2016: Bitten Vivi Jensen stopper i rehabiliteringsteamet, fordi hun ikke kan stå inde for behandlingen af syge mennesker. Hun tager kopier af 90 sager for efterfølgende at kunne dokumentere, hvad hun mener er en systematisk ulovlig og umenneskelig behandling af sårbare mennesker.
- Juli 2016: Frederiksberg Kommune fritstiller Bitten Vivi Jensen efter hendes omfattende kritik af kommunens sagsbehandling. Hele forløbet har tæret på Bitten Vivi Jensen, der er plaget af stress, søvnløshed og depression. Hun forsøger at søge jobs, men får ikke nyt arbejde.
- Februar 2017: Da opsigelsesperioden udløber, begynder Bitten Vivi Jensen på dagpenge. Krav fra a-kasse og jobcenter øger hendes stressproblemer. I samme periode dør hendes børns far, og hendes mor får konstateret uhelbredelig kræft.
- Marts 2017: Bitten Vivi Jensen bliver sygemeldt på grund af en akut belastningsreaktion, der de kommende måneder bliver yderligere forværret. Hun kommer derfor på sygedagpenge. Selvom hun har det meget dårligt, fortsætter Bitten Vivi Jensen under sin sygemelding med at fungere som partsrepræsentant for enkelte borgere uden at bruge meget tid på det. Arbejdet som partsrepræsentant fungerer som et støttepunkt for hende i en meget svær tid og er med til at bringe lidt normalitet ind i hverdagen.
- April 2017: Information skriver på baggrund af dokumenterne fra Bitten Vivi Jensen en artikel, hvor hun i kraftige vendinger kritiserer Frederiksberg Kommunes behandling af borgere, der søger førtidspension.
- Sommeren 2017: Frederiksberg Kommune melder Bitten Vivi Jensen til politiet for brud på tavshedspligten. Politiet tiltaler hende den 31. juli for overtrædelse af straffelovens paragraf 152 stk. 1 om videregivelse af fortrolige oplysninger samt straffelovens paragraf 155 om krænkelse af privates eller det offentliges ret.
- September 2017: Frederiksberg Kommune meddeler, at de vil stoppe Bitten Vivi Jensens sygedagpenge. Kommunen vurderer, at når hun kan fungere som partsrepræsentant, kan hun også arbejde. De anklager hende for socialt bedrageri og kræver tilbagebetaling af 89.000 kroner, hun har modtaget i sygedagpenge.
- Oktober 2017: Kommunen stopper udbetaling af sygedagpenge, og Bitten Vivi Jensen står uden indtægt i tre måneder, indtil hun den 1. januar 2018 bliver folkepensionist.
- Juli 2018: Afgørelse fra Ankestyrelsen slår fast, at Bitten Vivi Jensen ikke skal tilbagebetale 89.000 kroner, der er modtaget i sygedagpenge.
- 1. november 2019: Retssagen om brud på tavshedspligten skulle være startet, men bliver udskudt til 2020.
- 29. januar 2020: Første retsmøde i Frederiksberg Ret i sagen hvor Bitten Vivi Jensen står anklaget af Frederiksberg Kommune for at have videregivet fortrolige oplysninger.
- 5. februar 2020: Andet og sidste retsmøde i sagen. Bitten Vivi Jensen dømmes skyldig i brud på tavshedspligten og idømmes 10 dagbøder på hver 500 kroner. Derudover skal hun betale sagens omkostninger. Bitten Vivi Jensen anker dommen til landsretten.
- April 2020: Bitten Vivi Jensen får besked om, at Københavns Kommune har meldt hende til politiet for chikane af en gruppe sagsbehandlere. Der er efterfølgende rejst sigtelse for overtrædelse af straffelovens paragraf 119 a.
- 25. marts 2021: Østre Landsret stadfæster dommen for brud på tavshedspligten fra byretten på Frederiksberg. Bitten Vivi Jensen anker efterfølgende dommen til Højesteret.
- 7. januar 2022: Højesteret behandler sagen.
- 13. januar 2022: Højesteret stadfæster dommen for brud på tavshedspligten.
- 19. september 2022: Første retsmøde i sagen i Frederiksberg Ret, hvor Bitten Vivi Jensen er anklaget for chikane af 16 sagsbehandlere i Københavns Kommune. Det besluttes at udvide sagen med halvanden dag ekstra.
- 5. april 2024: Retssagen fortsætter efter over halvandet års pause.
- 12. april 2024: Sidste retsmøde i sagen om chikane.
- 23. april 2024: Der falder dom i chikanesagen. Bitten Vivi Jensen frifindes.
Før, under og efter denne retssag har Bitten Vivi Jensen fungeret som partsrepræsentant for meget syge mennesker, der har været i systemet mellem 15 og 43 år uden at blive afklaret til førtidspension, fleksjob eller andet. Hun anklager nogle af sagsbehandlerne for bevidst at trække sagerne i langdrag, ikke overholde loven og undlade at give borgerne den rigtige hjælp.
Ulovligheder i konkrete sager
Det er om nogle af de værste af disse sager, Bitten Vivi Jensen har lavet de opslag på Facebook, der er omdrejningspunktet i den aktuelle retssag.
Mads Pramming sluttede afhøringen af sin klient med at komme med nogle eksempler på sager, hvor Bitten Vivi Jensen har lavet kritiske opslag med navne på ansatte i Københavns Kommune. Han påpegede, at der i de konkrete sager er sket ulovligheder.
I en af sagerne har kommunens borgerrådgiver skrevet til forvaltningen, at forvaltningens behandling af sagen er “utilfredsstillende”, og vejledningen af borgeren er “utilstrækkelig”.
I en anden sag har Ankestyrelsen kritiseret kommunen for ikke at behandle sagen hurtigt og godt nok.
Mit formål har ikke været at chikanere de enkelte sagsbehandlere. Jeg ved, at sagsbehandlerne selv er i klemme. Men jeg insisterer på, at loven bliver overholdt.
Ankestyrelsen har også været inde over sagen om en svært psykisk syg mand, der er blevet fastholdt på kontanthjælp i 10 år. Kommunen har sanktioneret ham ved at fjerne kontanthjælpen i 11 måneder. Det var ulovligt, har Ankestyrelsen slået fast. Kommunen kunne kun tage kontanthjælpen for en enkelt dag ifølge loven, fastslår Ankestyrelsen.
Den økonomiske straf betød, at manden blev hjemløs. Han levede delvist i skoven, tabte sig voldsomt, fik det meget værre og måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.
– Det er en forfærdelig sag, jeg græder, når jeg tænker på den. Han var ved at dø. Den slags sager har jeg haft flere af, fortalte Bitten Vivi Jensen med gråd i stemmen.
Denne sag førte til et opslag på Facebook, hvor Bitten Vivi Jensen nævnte en fagkoordinator med navn og kritiserede vedkommende for at “pisse på sårbare”. Denne fagkoordinator er en af de 16, der nu anklager Bitten Vivi Jensen for chikane.
“Du er inkompetent, tilsyneladende uden empati og interesserer dig åbenbart ikke for og aner intet om (borgerens navn – red.) alvorlige psykiske lidelse”, står der blandt andet i opslaget, som er en del af anklageskriftet.
Hvad er baggrunden for, at du lægger den her slags opslag op, spurgte Mads Pramming Bitten Vivi Jensen.
– Jeg ville gøre opmærksom på, hvad der foregår i systemet. Arbejdsevne skulle udvikles, men bliver i stedet afviklet. Mit formål har ikke været at chikanere de enkelte sagsbehandlere. Jeg ved, at sagsbehandlerne selv er i klemme. Men jeg insisterer på, at loven bliver overholdt. Det kunne jeg tænke mig, at de også gjorde, at de gik til deres overordnede, svarede hun og gjorde samtidig opmærksom på, at hun har vundet alle de sager, hvor hun har været partsrepræsentant.
Anklager Astrid Hjelmsø havde også nogle spørgsmål til Bitten Vivi Jensen.
Du siger, at du ikke havde til hensigt at chikanere. Men kan du forstå, at det kan opfattes som chikane at få sit navn nævnt, spurgte hun blandt andet.
– Jeg mener, at man må stå til ansvar for det, man laver. Nogle borgere er blevet indlagt på den lukkede afdeling, andre er døde. Jeg kan ikke svare ja eller nej til det spørgsmål, lød svaret fra anklagebænken.
Afhøring af vidner
Forsvarer Mads Pramming har efter samråd med sin klient valgt ikke at føre nogen vidner i sagen. Dels ønsker de ikke at trække meget syge mennesker igennem en afhøring, dels ønsker de ikke, at sagen bliver yderligere udskudt, og endelig vurderer forsvareren, at sagen godt kan belyses grundigt uden brug af vidner.
– Vi har bevist, at Bitten ikke har forfulgt nogen ud af det blå. Hun har ikke været ude efter at chikanere enkelte personer, men på at få ændret systemet. Det var sidste udvej at begynde at nævne navne, forklarer Mads Pramming over for Arbejderen.
Anklagemyndigheden har valgt at føre fem vidner. De fire af dem blev afhørt den 5. april.
Et af vidnerne var Charlotte Pedersen, der har været ansat i Københavns Kommune siden 2009 og i 2020 blev centerchef for rehabiliteringsområdet. Hun er ikke selv en af de 16, der står bag anklagen om chikane.
– Jeg vidste, da jeg overtog opgaven som centerchef, at nogle medarbejdere følte sig chikaneret. Nogle havde ikke lyst til samtaler med pågældende partsrepræsentant, nogle havde fået navne- og adressebeskyttelse, nogle havde oplevet, at chikanen fik konsekvenser for deres børn. Medarbejderne fik beklikket deres faglighed, samtaler blev optaget uden samtykke eller offentliggjort uden samtykke. Medarbejdere blev kaldt sagsmishandlere og sammenlignet med Stasi- og kz-vagter, fortalte centerchefen.
Mads Pramming ville vide, om det var rigtigt, at der var problemer på området med meget lang tid for afklaring af borgerne, der kunne være for eksempel 10-15 år i systemet.
– Min opgave er ikke at komme med personlige synsninger. Min opgave er at sikre borgerne et så kort forløb som muligt. Jeg har ikke den gennemsnitlige tid på behandling af ansøgninger om førtidspension, svarede Charlotte Pedersen, der også afviste, at der er et problem med at sende borgerne ud i nyttesløse ressourceforløb.
Et andet af anklagerens vidner var Pia Søndergaard, der har være ansat i Center for Beskæftigelse og Afklaring siden 2018.
Hun føler sig chikaneret af Bitten Vivi Jensen på grund af et opslag på Facebook, hvor der er en optagelse af en samtale, hun har haft med en borger, hvor anklagede var partsrepræsentant. Pia Søndergaard var orienteret om, at samtalen blev optaget, men fandt det ubehageligt, at lydfilen blev lagt ud på Facebook, og at Bitten Vivi Jensen flere gange har søgt om aktindsigt i hendes personalesag, fortalte hun i retten.
– Sagen gik videre med, at min lønseddel blev lagt op, og jeg blev omtalt som en del af et tæskehold. Man må gerne bede om aktindsigt i en personalesag, men ikke lægge lønseddel op og kalde folk for en del af et tæskehold. Jeg gik til min chef og sagde, at det ikke var i orden, fortalte Pia Søndergaard.
Mads Pramming spurgte ind til, hvordan Pia Søndergaard kunne føle sig chikaneret, når hendes navn ikke fremgik af opslaget eller lydfilen, og lønsedlen var anonymiseret.
– Jeg har set mit navn, sagde Pia Søndergaard.
Uklarheder i anklageskrift
Det var en af de mange uafklaretheder i anklageskriftet, der kom frem på retsmødet i forbindelse med anklagerens dokumentation af sagen.
Anklager Astrid Hjelmsø erklærede på et tidspunkt:
– Her skulle være en fejl med datoen. Med alt det andet tvivl i den her sag kan jeg da godt blive i tvivl.
Dommer Mads Bjerre Østergaard konstaterede, at det næste retsmøde må starte med en gennemgang af anklageskriftet. Han understregede også, at det ikke er ulovligt at skrive på Facebook, hvad forskellige professioner tjener. Et opslag om aflønninger af forskellige fagfolk uden deres navne indgår nemlig også i anklageskriftet.
Bitten Vivi Jensen er anklaget for at have overtrådt straffelovens paragraf 119 a, der omhandler chikane og forfølgelse af embedsmænd under udførelse af deres arbejde.
Både dommer, forsvarer og anklager lægger vægt på, at anklagen om chikane skal dokumenteres konkret for hver enkelt af de 16 personer. Det glæder forsvarer Mads Pramming.
– Retten skal tage stilling til, om den enkelte med rette føler sig forfulgt og chikaneret af Bitten Vivi Jensen. På retsmødet i dag så vi, at nogle af de 16 sager falder fra hinanden. I nogle opslag er der for eksempel ikke nævnt navne, udtalte han til Arbejderen efter retsmødet den 5. april.
– Kerneområdet for paragraf 119 a er stalking, hvor man for eksempel opsøger en sagsbehandler privat, holder uden for vedkommendes bopæl og den slags. Der er vi slet ikke i den her sag, tilføjede forsvareren.
For flere af de 16 sagsbehandlere gælder det i øvrigt, at der kun er tale om et enkelt anklagepunkt.
Næste retsmøde i sagen er den 12. april klokken 13-15.30. Ud over at gennemgå anklageskriftet er der afhøring af det sidste vidne samt forsvarer og anklagers procedure. Retsmødet er åbent for tilhørere.
Anklageren kræver en bødestraf på 30.000 kroner.
Den almennyttige forening ForRetssikkerhed har allerede startet en indsamling, der skal betale en eventuel bøde og sagsomkostninger, hvis Bitten Vivi Jensen bliver dømt. Man kan donere penge til indsamlingen via MobilePay 41914 eller via en bankoverførsel til 8401 0001056524.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.