Analyse
Efter mange års kamp mod Københavns Kommune fik 39-årige Denis Beglerovic, der lider af en række alvorlige fysiske og psykiske sygdomme, tilkendt førtidspension i september 2020. Men byretten slår i sin dom fast, at der burde være givet førtidspension allerede tilbage i 2010, hvor Denis Beglerovic første gang søgte om pension.
Det betyder, at Denis Beglerovic har omkring en million kroner til gode, fordi han i ti år har været parkeret på kontanthjælp af kommunen, selv om han var berettiget til førtidspension.
– Det er en stor sejr, som jeg er utrolig glad og tilfreds med. Det giver mig en lille smule tro på, at der trods alt er retssikkerhed i Danmark, siger Bitten Vivi Jensen, der har været partsrepræsentant for Denis Beglerovic og en afgørende faktor for, at det endelig lykkedes at få tilkendt førtidspension i 2020.
Det var Bitten Vivi Jensen, der i 2020 sendte en anke til Ankestyrelsen og argumenterede for, at førtidspensionen burde være tilkendt med tilbagevirkende kraft fra 2010, hvor der blev søgt om førtidspension første gang. Allerede dengang var Denis Beglerovic alvorligt syg og ude af stand til at arbejde. Men Ankestyrelsen afviste klagen. Derfor gik Denis Beglerovic rettens vej med hjælp fra Pramming Advokater.
Byretten går stik mod både Ankestyrelsen og Københavns Kommune og skriver i dommen, at “samtlige de fysiske og psykiske lidelser, som førte til afgørelsen om førtidspension, også var til stede hos Denis Beglerovic pr. den 9. december 2010”.
Derfor lyder dommen, at “Ankestyrelsen skal anerkende, at Denis Beglerovic er berettiget til førtidspension fra den 9. december 2010.”
Det har været en lang og besværlig vej frem til domsafsigelsen, men Bitten Vivi Jensen håber, at afgørelsen kan være med til at skabe forandring og forhindre den slags sagsmishandling, som Denis Beglerovic er blevet udsat for gennem 17 år.
Flygtede fra krig
Denis Beglerovic kom som ni-årig til Danmark i 1995 sammen med sin mor og søster. De kom som del af en gruppe behandlingskrævende kvoteflygninge fra krigen i Bosnien-Hercegovina. De var meget glade over at komme til Danmark og regnede med, at nu ville Denis få den rigtige behandling og hjælp.
Han havde både psykiske problemer på grund af sine oplevelser under krigen samt fysiske sygdomme herunder en meget svær allergi, astma og en hudlidelse, som giver bylder og åbne sår forskellige steder på kroppen.
De forskellige sygdomme har præget Denis Beglerovics barndom, ungdom og voksentilværelse. Det har betydet, at han aldrig har kunnet tage en uddannelse eller klare et arbejde. Hans mor har forgæves søgt kommunen om hjælp. I 2010 søger hun uden held om førtidspension til sin søn.
Jeg kom til at græde, da jeg læste papirerne, så hjerteskærende desperat var det. Det er nærmest tortur, som familien er blevet udsat for. Jeg har set meget, men det her er nok den værste sag, hvor jeg har været partsrepræsentant.
Bitten Vivi Jensen
– Familien fik aldrig noget svar fra kommunen. Først i 2016 tager kommunen fat om ansøgningen og giver afslag på førtidspension. De mener i modstrid med en række speciallæger, at alle behandlingsmuligheder ikke er udtømt. Afgørelsen bliver anket til Ankestyrelsen, som giver kommunen ret, siger Bitten Vivi Jensen.
Hun mener, at kommunen bevidst har forhalet sagen, og kritiserer, at de har lænet sig op ad udtalelser fra lægekonsulenter og Retslægerådet, der aldrig har mødt sagens hovedperson.
Bitten Vivi Jensen hører først om sagen i foråret 2020, hvor hun finder en bunke papirer i sin postkasse, hvor der udenpå står “HJÆLP”. Det er et nødråb fra Denis Beglerovics mor.
– Jeg kom til at græde, da jeg læste papirerne, så hjerteskærende desperat var det. Det er nærmest tortur, som familien er blevet udsat for. Jeg har set meget, men det her er nok den værste sag, hvor jeg har været partsrepræsentant, siger hun.
Det fik Bitten Vivi Jensen til at gå ind i sagen. Hun krævede aktindsigt og fik i løbet af fem måneder sikret en førtidspension, efter at sagen havde kørt rundt i det kommunale system i 17 år.
– Det var i sidste øjeblik, at vi fik hjælp af Bitten. Jeg var så syg, og vi kunne ikke klare mere, siger Denis Beglerovic.
Et liv præget af alvorlig sygdom
Han fortæller, hvordan han i løbet af sin ungdom begyndte at få det værre både fysisk og psykisk.
– Jeg var fysisk meget svækket, jeg havde kramper og åbne sår over hele kroppen. Jeg kom ikke meget ud blandt andre mennesker, jeg havde svært ved at orientere mig og koncentrere mig. Psykisk fik jeg det værre og værre med søvnproblemer og mareridt om natten, hvor jeg så døde mennesker og blod omkring mig. Jeg havde selvmordstanker og lyst til at slå på andre mennesker. For at undgå det slog jeg i stedet på ting og kom til skade af det, fortæller Denis Beglerovic.
– Min mor hjalp mig med at skrive massevis af ansøgninger om hjælp til kommunen, men vi fik afslag igen og igen. Mange gange fik vi slet ikke svar.
Allerede omkring år 2000 konstaterer lægerne, at Denis Beglerovic lider af svær PTSD (posttraumatisk stresstilstand). Den er aldrig blevet behandlet og har hen ad vejen udviklet sig til at være kronisk. Dertil kommer en skizofrenilidelse.
“Denis Beglerovics PTSD, der må tilskrives oplevelser fra før 1995, var således allerede massivt invaliderende for ham i hvert fald i 10 år forud for december 2010, og samme lidelse indgår i begrundelsen for hans førtidspension yderligere 10 år efter dette tidspunkt, sammen med hans skizofreni-lidelse, der ligeledes var konstateret længe inden december 2010”, står der i byrettens dom.
Pensionen gav ro i livet
Efter endelig at have fået førtidspension i 2020 har Denis Beglerovic fået det bedre både fysisk og psykisk, selv om han stadig har en lang række gener fra sine sygdomme.
– Det har været en stor lettelse, at jeg ikke mere skal tænke på, hvem der nu ringer til mig. Tidligere havde jeg kontakt til omkring otte forskellige personer, dels fra kommunen og dels forskellige læger og sygehuset. Det var kaotisk, også fordi jeg skiftede sagsbehandler hele tiden og skulle fortælle de samme ting igen og igen. Nu er der kommet mere ro på. Jeg kan selv styre tingene og har tid og råd til at gå til behandling hos en kiropraktor for mine kramper og spændinger, fortæller han og tilføjer:
– Jeg har fået det bedre, færre kramper, færre sår og færre mareridt, og jeg kan igen orientere mig, når jeg er ude. Men jeg har stadig psykiske problemer og er bange for mennesker.
Denis er meget glad for, at der kom en gruppe mennesker og støttede ham i retten.
– De beroligede mig og fik mig til at føle mig tryg. Det var rigtig godt.
Ankestyrelsen har mulighed for at anke dommen til landsretten indtil fire uger efter dommen i byretten. Det vil betyde, at der går endnu længere tid, inden at Denis Beglerovic får sine penge. Men det er ikke noget, han går og tænker på.
– Jeg og min familie er vant til ikke at kunne forvente hjælp. Vi ser, hvad der sker, siger han og tilføjer, at der også burde være en erstatning til hans mor, som har hjulpet ham gennem alle de mange år. Hele familien har lidt under den manglende hjælp og det frustrerende forløb.
Bitten Vivi Jensen mener, at mange kommuner vil blive ved med at overtræde loven, så længe det ingen økonomisk konsekvens har for dem.
– Det er udtryk for ren kassetænkning. Ankestyrelsen har muligheden for at sanktionere kommunerne økonomisk, men de har aldrig gjort det, siger hun.
Anklaget for chikane
Det er sager som denne, der har fået Bitten Vivi Jensen til at stille sig frem som en af frontfigurerne i de sociale modstandsbevægelser, der de sidste mange år har rejst kritik af jobcentrenes behandling af syge kontanthjælpsmodtagere. Siden 2010 har hun været partsrepræsentant for syge mennesker, der i årevis er blevet fastholdt i kontanthjælpssystemet.
Bitten Vivi Jensen har været skarp i sin kritik af jobcentrene og navngivne sagsbehandlere. Det fik i 2020 Københavns Kommune til at melde hende til politiet for chikane af en række sagsbehandlere. I april sidste år faldt der dom i sagen, hvor Bitten Vivi Jensen af Byretten på Frederiksberg blev frikendt for alle anklager.
Kommunen har efterfølgende anket dommen, som derfor skal behandles i landsretten. Det er ikke fastlagt, hvornår det kommer til at ske.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
