EU’s medlemslande – på nær Danmark og Malta – har siden 2004 brugt milliarder på at oprette, udruste og træne militære kampgrupper.
Hver kampgruppe består af mellem 1500 og 2500 soldater, der kan sendes til eksempelvis Afrika, Mellemøsten og andre steder på kloden, hvor EU gerne vil være militært til stede eller har interesser i eksempelvis at beskytte leveringer af råstoffer og energi eller forhindre flygtninge i at nå Unionens grænser.
Hvis det danske forsvarsforbehold bliver afskaffet ved folkeafstemningen den 1. juni, og Danmark bliver en del af EU-militæret, vil Danmark blive forpligtet til at stille styrker til rådighed for EU’s kampgrupper.
EU-kampgrupperne skiftes til konstant at være i beredskab i et halvt år ad gangen, hvor de står klar til at blive sendt i krig af EU’s Ministerråd med bare ti dages varsel.
– EU’s kampgrupper er et eksempel på de enorme skridt, som EU de seneste år har taget på det militære område. EU stræber efter at blive en en geopolitisk supermagt, siger Mark Akkerman til Arbejderen.
Han er researcher i det europæiske fredsnetværk Stop Wapenhandel, der holder et vågent øje med EU’s militære udvikling samt den europæiske våbenindustri og dens lobbyisme i EU-systemet.
Han fortsætter:
– Militariseringen af EU er dybt problematisk. Den bidrager til øgede spændinger og til udviklingen henimod en ny kold krig og til militær håndhævelse af EU’s økonomiske interesser på bekostning af andre lande på kloden og bidrager til en militariseret verden, hvor humanitære og politiske udfordringer – inklusive klimakrise, pandemier og flygtninge – bliver gjort til sikkerhedsproblemer, der bliver mødt med militære midler.
Kampgrupperne har foreløbig kun været på øvelser og aldrig i kamp. I dag kræver det nemlig enstemmighed at sende kampgrupperne i krig.
Hvis det danske forsvarsforbehold bliver afskaffet ved folkeafstemningen den 1. juni, og Danmark bliver en del af EU-militæret, vil Danmark blive forpligtet til at stille styrker til rådighed for EU’s kampgrupper.
Hvis forsvarsforbeholdet bliver afskaffet, vil regeringen og resten af ja-partierne nemlig have Danmark med i EU’s såkaldte permanent strukturerede militære samarbejde – også kaldet PESCO. Dermed vil Danmark blive juridisk forpligtet til både at opruste og stille soldater til rådighed for EU’s kampgrupper.
“Forskellen mellem PESCO og andet samarbejde er, at de deltagende medlemslande omfattes af juridisk bindende forpligtelser. Forpligtelserne omfatter eksempelvis, at medlemsstaterne skal forøge deres forsvarsudgifter, afsætte yderligere midler til forskning i militær teknologi og stille styrker til rådighed for EU’s kampgrupper”, oplyser Folketingets Internationale Sekretariat i en note til Folketingets Europaudvalg, Udenrigspolitisk Nævn, Forsvarsudvalget og Udenrigsudvalget.
Samtidig er stærke kræfter i EU klar til at tage et opgør med enstemmigheden, når EU vil træffe udenrigs- og sikkerhedsmæssige beslutninger – som eksempelvis at sende EU-kampgrupperne i aktion.
På Europadagen i mandags fremlagde EU-kommissionen, EU-parlamentet, EU-rådet, EU-agenturer, en række borgergrupper og de nationale parlamenter ikke mindre end 300 forslag til, hvordan EU skal se ud i fremtiden.
Blandt anbefalingerne er, at: “EU forbedrer sin kapacitet til at træffe hurtige og effektive beslutninger, navnlig inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)”.
Konkret skal EU:
“Ændre praksis, således at alle spørgsmål, der træffes afgørelse om ved enstemmighed, særligt inden for FUSP (EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, red.) som standard bliver afgjort ved kvalificeret flertal. Basere samarbejdet om sikkerheds- og forsvarspolitik på det nyligt godkendte strategiske kompas og gøre brug af den europæiske fredsfacilitet”, hedder det blandt andet i anbefalingerne.
EU’s forsvarsministre vedtog i marts et Strategisk kompas for sikkerhed og forsvar. Det er en konkret køreplan for udviklingen af EU’s militær og et strategisk dokument, der fastlægger, hvem der er EU’s venner og fjender, og hvor EU forventer, at fremtidens krige og konflikter vil udspille sig, samt kortlægger, hvor EU har langsigtede interesser i eksempelvis råstoffer.
Et af hovedbudskaberne i det strategiske kompas er, at EU skal være i stand til handle selvstændigt militært – uden om FN, USA og NATO – og som en del af den strategi skal EU’s kampgrupper styrkes: Kampgrupperne skal tredobles – så de fremover kommer til at bestå af 5000 soldater.
Herudover skal lande, der er kritiske overfor at sende kampgrupperne i krig, afstå fra stemme imod – så det bliver lettere for EU at sende kampgrupperne i krig.
EU’s forfatning, Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009, slår fast, at målet er et fælles forsvar.
Lissabon-traktatens artikel 42.2 slår blandt andet fast, at “den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik vil føre til et fælles forsvar”.
Det er en opstramning af formuleringen i den tidligere gældende Nice-traktat fra 2002, hvor der blot stod, at EU’s fælles forsvarspolitik “vil kunne føre til et fælles forsvar”.
Men faktisk blev målsætningen om en EU-styrke allerede vedtaget af EU’s stats- og regeringschefer på et EU-topmøde i Helsinki i 1999.
På topmødet vedtog EU-lederne, at EU skal have adgang til 60.000 soldater.
EU skal nemlig være i stand til at have flere militære operationer kørende på samme tid. EU-lederne er meget konkrete på, hvor mange militære operationer man vil kunne have gang i på én gang:
“2 militære krisestyringsoperationer a 10.000 mand, 2 kampgruppeindsatser, 1 sømilitær operation, 1 evakueringsoperation samt 12 civile missioner, herunder én stor mission af størrelsesordenen 3000 mand”, skrev forsvarsminister Morten Bødskov i en opsummering til Folketingets Europaudvalg i april.
Samtidig med at EU-hæren således er sat på skinner, afviser den danske regering og resten af ja-politikerne, at EU er ved at opbygge en hær.
Forsvarsminister Morten Bødskov forsøger op til folkeafstemningen at forsikre vælgerne om at: “Der findes ikke en EU-hær… Og der kommer aldrig til at blive etableret en EU-hær”.
Også ifølge De Radikale findes der slet ingen EU-hær – og vi får ikke en EU-hær, lyder løftet.
Men det er EU-rådet, der – med enstemmighed – beslutter, hvor og hvornår EU’s kampgrupper skal sendes i krig.
EU har for længst oprettet militære strukturer – med en militærstab og et militært hovedkvarter, der styrer militære EU-operationer – herunder indsættelse af EU’s kampgrupper.
Det er EU’s Militære Stab, der har kommandoen over kampgrupperne.
EU har også oprettet en Militær Planlægnings- og Gennemførelseskapabilitet, der er ansvarlig for at planlægge og gennemføre EU’s militære operationer, oplyser forsvarsminister Morten Bødskov.
Til trods for at EU’s kampgrupper er en integreret del af EU, så har EU-parlamentet ingen indflydelse på kampgrupperne – og EU’s øvrige militære operationer – og ingen reel indsigt i økonomien og mandaterne bag EU’s militære operationer.
– Det betyder i praksis, at EU’s kampgrupper undgår demokratisk kontrol, og at der ikke er indsigt i, hvordan EU’s kampgrupper bliver brugt, og hvor meget de koster, fortæller Laetitia Sedou fra det europæiske fredsnetværk European Network Against Arms Trade (ENAAT) til Arbejderen.
Hun fortsætter:
– EU-parlamentet har i det hele taget stort set ingen indflydelse på eller reelt indblik i EU’s militære projekter, som kampgrupperne og EU’s Forsvarsfond og EU’s Fredsfacilitet, der bliver brugt til at eksportere våben og finansiere EU’s militære operationer. EU-parlamentet bliver blot orienteret med jævne mellemrum om de overordnede linjer i EU-militæret.
Den danske forsvarsminister, Morten Bødskov, indrømmer da også i et svar til Enhedslistens Søren Søndergaard, at EU-parlamentet har “en stærkt begrænset rolle” i den parlamentariske kontrol med EU’s militære operationer – herunder udsendelse af EU’s kampgrupper.
“Europa-Parlamentet har en stærkt begrænset rolle. Europa-Parlamentets rolle er således begrænset til, at udenrigsrepræsentanten regelmæssigt hører Europa-Parlamentet om de vigtigste og grundlæggende valg i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og underretter Europa-Parlamentet om udviklingen i disse politikker”, skriver forsvarsministeren i svaret.
Samtidig er store dele af kampgrupperne mørkelagt for offentligheden.
Arbejdsgrundlaget for EU’s kampgrupper – EU Battlegroup Concept – der blev udarbejdet i december 2021, er ikke offentligt tilgængeligt. Offentligheden må heller ikke få flere centrale dokumenter om finansieringen af kampgrupperne at se, viser en søgning i EU’s dokumentbase.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få svar fra EU’s Udenrigstjeneste på, hvor mange kampgrupper EU-landene har oprettet.
Et af de EU-lande, der har oprettet en EU-kampgruppe, er Sverige.
Den svenske EU-kampgruppe kan indsættes i konfliktområder over hele verden med bare ti dages varsel af EU’s Ministerråd og være udsendt i op til tre måneder.
– Nordic Battlegroup er en militær indsatsstyrke for EU’s behov. Styrken består af 2500 mand fra syv lande. Det næste halve år er vi klar til at blive indsat overalt, hvor EU har behov for at indsætte os, fortæller lederen af den nordiske EU-kampgruppe, Torbjörn Larsson, i en video udarbejdet af svensk militær.
Sveriges parlament vedtog i 2004, at Sverige skulle tage initiativ til at oprette en EU-kampgruppe bestående af 1100 svenske soldater, og afsatte samtidig én milliard svenske kroner til blandt andet indkøb af materiel og træning.
I 2007 blev de første svenske soldater ansat i EU-kampgruppen. I foråret 2007 var de svenske soldater på deres første øvelse i EU-kampgruppen. Og fra januar 2008 til juni 2008 var den svenskledede EU-kampgruppe en del af EU’s militære alarmberedskab og stod standby til at kunne udsendes af et enigt EU-ministerråd.
Den svenskledede nordlige EU-kampgruppe – Nordic Battle Group – er blevet et dyrt bekendtskab for svenskerne.
Den svenske Riksrevision har flere gange gransket kampgruppen.
Da kampgruppen blev oprettet i 2004, vurderede den svenske regering, at prisen ville blive én milliard svenske kroner.
Efter bare to år – i 2006 – var regningen for EU-kampgruppen fordoblet – til to milliarder svenske kroner.
Den svenske regering orienterede ikke det svenske parlament om den voldsomme budgetoverskridelse, konstaterer den svenske rigsrevision i en kortlægning fra 2010 af EU-kampgruppen.
I 2008 var prisen for EU-kampgruppen steget til fire milliarder svenske kroner – fire gange så meget som den svenske regering havde afsat til kampgruppen, da den blev oprettet i 2004.
Riksrevisionen forklarer blandt andet eksplosionen i udgifter til EU-kampgruppen med, at antallet af svenske soldater i EU-kampgruppen voksede fra de 1100 soldater, som regeringen oprindeligt havde budgetteret med, til 2350 soldater.
Herudover betød kampgruppen også, at bureaukratiet i det svenske militær voksede, og kampgruppen havde sine egne særlige behov:
“Under dannelsen (af EU-kampgruppen, red.) blev der tilføjet kontrolfunktioner, der ikke var en del af de væbnede styrker. Forsvarsministeriet oprettede også en ‘uformel arbejdsgruppe’ med det formål at kortlægge behovene for kampgruppen”, konstaterer Riksrevisionen blandt andet.
Samtidig brugte de svenske væbnede styrker meget tid, mange kræfter og økonomiske ressourcer på at implementere EU’s kampgruppe-koncept i sit daglige arbejde. Og det havde “konsekvenser for de væbnede styrkers produktivitet”, konstaterer den svenske rigsrevision.
Riksrevisionen ender med at konkludere, at kontrollen med udgifterne til EU-kampgruppen har været “utilfredsstillende”.
Riksrevisionen kritiserer også, at regeringen først sent i processen videregav oplysninger om de voldsomme budgetoverskridelser til det svenske parlament: “Riksdagen fik derfor ikke et fuldt billede af de totale omkostninger”, kritiserer Riksrevisionen.
“Kampgruppen, der blev oprettet, svarede ikke til den, regeringen havde foreslået Riksdagen. Antallet af soldater blev mere end fordoblet, og NBG08 (Nordic Battle Group, red.) endte med at blive adskillige gange dyrere, end hvad der var blevet præsenteret for Riksdagen”, lyder slutbemærkningen i Riksrevisionens sønderlemmende kritik af EU-kampgruppens økonomi.
– Nordic Battle Group er bare ét eksempel på, at landene falder over hinanden for at opruste. Gruppen er ikke bare dyr for skatteyderne, den øger også spændingerne i vores region, det modsatte at hvad vi har brug for. Godt landene har en Rigsrevision, der kan afdække, når regeringer snyder på vægten. Det er bare alt for tit, at myndighederne prøver at undgå offentlig kritik ved at holde ubelejlige kendsgerninger skjult, siger næstformand for Statsrevisorerne i Danmark, Frank Aaen, til Arbejderen.
Den kontroversielle og dyre EU-kampgruppe har vakt røre i Sverige.
Det svenske FN-forbund opfordrede i 2015 til at nedlægge alle EU’s militære kampgrupper og i stedet bruge de mange ressourcer i form af mandskab og økonomi på at styrke FN.
FN-forbundet kalder EU-kampgrupperne for “ressourcesløseri”.
FN-forbundet i Sverige er frustrerede over, at der i deres land findes en gruppe på over 2000 soldater, der øver og øver og øver og koster fire milliarder kroner uden at blive sendt ud i verden til fredsbevarelse – og samtidig råber FN på fredsbevarende styrker fra EU-landene.
“Kampgruppekonceptet opfylder ikke målet om at bidrage til international fred og sikkerhed… Mens EU’s kampgruppekoncept mister støtte, øges behovet for fredsbevarende tropper i FN-regi”, konstaterer det svenske FN-forbund.
FN-forbundet kritiserer også, at samtidig med at EU har travlt med at opbygge egne militære kampgrupper – så bidrager EU-kredsen på daværende tidspunkt (2015) med mindre end én procent af personalet i FN’s fredsfremmende indsatser i Afrika.
Eksempelvis har Sverige i samme periode, som kampgruppen blev opbygget, stort set afstået fra at bidrage militært til FN-ledede fredsfremmende indsatser. “De seneste syv år har Sverige i gennemsnit hver måned bidraget med 30 soldater til denne type indsatser”, konstaterer FN-forbundet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Når det nu hedder “Forsvar, for behold det” er det nok fordi det ligger implicit i meningen af at vi skal fastholde det danske forsvarsforbehold ved folkeafstemningen 01. juni 2022. Det er simpelthen en sund og rationel politik.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
