Den 25-årige danske statsborger Nina Julia Jacquelines Rojas befandt sig ombord på det civile fartøj Adara Flotilla, som en del af flåden Global Sumud Flotilla, der forsøgte at bryde den ulovlige blokade af Gaza men blev opsnappet af Israel, mens de befandt sig i internationalt farvand.
Det skete sent onsdag aften i sidste uge, og Nina Julia Jacquelines Rojas blev sammen med 470 andre aktivister, journalister samt parlamentarikere kidnappet og mod deres vilje bragt til Israel.
Det er ulovligt jævnfør international lovgivning at angribe og stoppe civile fartøjer samt kidnappe civile i internationalt farvand.
Thameen Al-Kheetan, der er talsperson for FN’s Menneskerettighedskontor, udtalte torsdag den 2. oktober til Reuters, at Israels opsnapning af civile nødhjælpsfartøjer på vej til Gaza i internationalt farvand “udvider dens ulovlige blokade af striben,” og skrev endvidere; “Som besættelsesmagt skal Israel sikre fødevarer og medicinske forsyninger til befolkningen i det fulde omfang af de tilgængelige midler.”
Regeringens rungende tavshed
Det tog de danske medier hele fem dage at nævne, at den 25-årige kvinde var tilbageholdt i et berygtet israelsk fængsel, og hverken det danske udenrigsministerium eller den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har udtalt sig offentligt – modsat øvrige europæiske lande hvor Israel tilbageholder deres statsborgere.
Udenrigsministrene i Sverige, Tyskland, Italien, Frankrig, Holland, Belgien, Irland Norge, Serbien, Tjekkiet, Bulgarien, Østrig, Finland, Polen, Slovakiet, Storbritannien, Schweiz, Luxembourg og Spanien har alle udtalt, at de arbejder med deres ministerier og ambassader for at få deres statsborgere sikkert hjem.
De skriver, at hvis min søster har brug for konsulær hjælp, skal hun bare henvende sig til ambassaden. Eller i den nærmeste Borgerservice.
Zahed Noos, talsperson for Nina Julia Jacquelines Rojas
Den Belgiske udenrigsminister har kaldt den israelske ambassadør til samtale, den irske og franske udenrigsminister udtrykte stor bekymring for deres statsborgeres velbefindende, efter at Israel opsnappede deres statsborgere i internationalt farvand.
Den spanske indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska udtalte
– Jeg er bekymret som minister, og jeg er bekymret som spansk statsborger, og simpelthen som person, over enhver krænkelse af grundlæggende rettigheder, selvsagt. Men til det er der også juridiske kanaler: Den Internationale Straffedomstol og også de spanske domstole, når det vedrører nationale borgere.
Marlaska bemærkede også, at boarding af skibe i internationalt farvand tydeligt er i strid med internationale konventioner samt inden for det nationale retssystem, fordi “dette ville være en frihedsberøvelse, absolut ulovlig, for de mennesker, der var ofre for sådanne handlinger.”
Det eneste vi har hørt fra den danske udenrigsminister er rungende tavshed, kontrasten til reaktioner fra andre EU-lande står skarpt, og Danmark fremstår isoleret i deres handlingslammelse.
Er der grund til bekymring?
Det er ikke uden grund, at reaktionerne fra mange andre lande end Danmark har været så kraftige.
Aktivisterne fra Global Sumud Flotilla blev i strid med international lov bragt til et land med årtiers veldokumenteret tortur, i det den prominente israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem i deres rapport “Velkommen til Helvede” kalder torturlejre.
Israel har kørt en kampagne, hvor de kalder civile ubevæbnede aktivister for terrorister. Det er velkendt, hvordan Israel behandler påståede terrorister, hvilket burde have skabt bekymring samt kraftige reaktioner fra de danske myndigheder og medier.
Aktivisterne blev ført til det berygtede Ketziot-fængsel i Israel og blev i starten afhørt uden juridisk præsentation. Ligeledes fortæller aktivisterne, at de blev nægtet rent vand, tilstrækkelig mad, medicin og lægetilsyn.
Israel deporterede de første 170 aktivister fra forskellige lande i løbet af weekenden, og de beretter om trusler, intimidering, ydmygelser og vold.
Frigivne aktivister har ligeledes fortalt, at Greta Thunberg – den 22-årige svenske aktivist, der blev taget til fange – blev slået, trukket i håret og tvunget til at kysse det israelske flag, mens soldater gjorde grin af hende og filmede det på deres telefoner. Det skrev Politiken faktisk en artikel om, dog i første omgang uden at nævne den danske statsborger Nina Julia Jacquelines Rojas, der befandt sig i israelsk varetægt.
Hvorfor tog det danske medier fem dage at skrive så meget som en linje om, at en dansk statsborger blev kidnappet på internationalt farvand og holdt fanget af et land med en meget lang historik om alvorlige brud på menneskerettigheder herunder tortur og systematisk seksuel vold af fanger?
Ikke villige til at samarbejde
Zahed Noos er officiel talsperson for Nina, og han fortæller mig, at ingen danske medier har taget kontakt til ham eller familien for at forhøre sig om Nina før 6 oktober. Jeg har løbende været i kontakt med Noos, der udtaler sig på vegne af Nina og familien.
Noos fortæller, at udenrigsministeriet og den danske ambassade i Israel har været alt andet end samarbejdsvillige, når han eller Ninas familie har forsøgt at få oplyst noget.
Udenrigsministeriet har kontinuerligt henvist Noos og familien til det juridiske team tilknyttet Global Sumud Flotilla. Ninas søster udtaler til Politiken, at den danske ambassade var alt andet end hjælpsomme:
– De skriver, at hvis min søster har brug for konsulær hjælp, skal hun bare henvende sig til ambassaden. Eller i den nærmeste Borgerservice. Det er et mærkeligt budskab, når hun sikkert er i Negev-ørkenen uden mulighed for at kontakte nogen som helst.
Det står igen i skærende kontrast til øvrige EU-lande, der offentligt har udtalt, at deres ambassader i Israel alle gør, hvad de kan for at hjælpe deres respektive statsborgere, og at de har været i løbende kontakt med disse.
Men er man som dansk statsborger fanget i en notorisk israelsk torturlejr, skal man ikke forvente nogen former for hjælp fra den danske ambassade – man kan i stedet spørge vagterne i torturlejren, om man må låne telefonen og ringe til ens lokale borgerservice…
Mangel på kontakt
Noos fortæller, at advokaterne fra det juridiske team tilknyttet flotilla’en i starten blev nægtet at deltage i afhøringerne af aktivisterne. De fik først efter flere timer lov til kort at se fangerne, men derefter er de blevet flyttet rundt mellem israelske fængsler og regelmæssig kontakt til Nina eller de øvrige aktivister har været udfordrende at etablere.
Den danske ambassade i Israel og udenrigsministeriet har gentagne gange refereret til de israelske myndigheders udtalelse om, at Nina “havde det fint”, og hverken Noos eller familien har været i direkte kontakt med Nina.
Flotilla’ens juridiske team blev oplyst om, at Nina angiveligt skulle være blandt 171 aktivister, der ville blive deporteret til Athen mandag, hvilket udenrigsministeriet bekræftede overfor mig mandag eftermiddag.
Noos fortæller, at de først oplyste familien om dette, efter de selv tog kontakt til udenrigsministeriet, der ikke kunne eller ville oplyse, hvornår de forventer at deportationen finder sted.
Familien fik først en endelig bekræftelse på, at Nina var blandt de frigivne fanger, da flyet landede i Athen sent mandag eftermiddag – ikke fra de danske myndigheder, men det juridiske team fra flotilla’en.
Ninas familie føler sig svigtet af udenrigsministeriet, den danske ambassade i Israel, de danske medier og danske politikere, der med få undtagelser har været tavse.
– De undrer sig over, hvorfor det diplomatiske samarbejde har været så dårligt med Danmarks tætte allierede. Familien har været dybt bekymrede for Nina og følt sig meget utrygge over det manglende samarbejde med udenrigsministeriet, fortæller Noos og fortsætter; “udenrigsministeriet har været helt ulidelige at samarbejde med”.
Gæk, gæk, gæk den gode journalist er væk?
Hvorfor har stort set ingen danske medier dækket, at en dansk statsborger i strid med international lov er blevet kidnappet i internationalt farvand og holdt fanget i et land, der er særdeles kendt for mishandling og tortur af fanger?
Det er svært at forestille sig, at de danske medier ville ignorere, hvis Rusland havde kidnappet en ung dansk kvinde i internationalt farvand og nu holdt hende fanget.
Sent mandag aften bragte Politiken, Danmarks største avis, så endelig historien om Nina, dog lykkedes det dem ikke ligefrem særlig godt, og de skrev ikke, at Nina på daværende tidspunkt var blevet frigivet og ankommet til Athen. Det ville selvsagt også være meget forlangt, at de evnede at få den lille detalje med, og vi må ikke være urimelige overfor et stort dansk medie med rigelige ressourcer, som de bruger på guderne må vide hvad? Brugt på en ung dansk kvinde der er blevet kidnappet af et brutalt apartheidstyre, der begår folkedrab blev de sandelig ikke.
Politiken havde heller ikke spildt tid på at kigge på et kort, hvorfor de skriver: “Katerina Norup har ikke fået livstegn fra sin søster, der for fem dage siden blev tilbageholdt i Israel. Nu frygter hun, at søsteren sidder isoleret fra omverdenen i et fængsel i Negev-ørkenen.”
Et kort opslag på Google Maps kunne have oplyst Politiken om, at Adara Flottila, hvor Nina befandt sig ombord, blev opsamlet i internationalt farvand tæt på den kystlinje, der grænser op til Gaza, altså at hun ikke befandt sig inde i Israel.
Jeg er godt klar over, at Politiken ikke har forstået det med international konsensus eller kendelsen fra FN-domstolen fra 2024 omkring den ulovlige besættelse af Gaza, noget Mediekritisk Netværk flere gange har gjort Politiken opmærksom på. Men her taler vi ikke engang om palæstinentisk territorium, men internationalt farvand. Det er altså midt ude på havet og ikke på landjorden.
Endvidere skriver de: “Politiken har også henvendt sig til Udenrigsministeriet og til ambassaden i Tel Aviv, men har ikke fået svar.”
Et godt samarbejde?
Det lykkedes, modsat Politiken, mig at komme i kontakt med udenrigsministeriet flere gange i løbet af mandagen. Jeg kom, efter et par forsøg, i kontakt med en person med indblik i sagen og havde en længere snak med hende mandag eftermiddag.
Hun kunne bekræfte, at Nina var på vej til Athen, men kunne ikke oplyse mere om Nina grundet persondata – udover at udenrigsministeriet havde haft et godt samarbejde med Ninas familie. Jeg kunne informere hende om, at familien havde en noget anderledes oplevelse af det såkaldte samarbejde med citatet “det har været aldeles forfærdeligt”, hvilket hun selvsagt ikke kunne kommentere på.
Jeg forsøgte at få en forklaring på, hvorfor de og Lars Løkke Rasmussen modsat øvrige EU-lande havde været fuldstændig tavse? Det kunne hun ikke svare på, de havde ikke hørt om, hvordan andre lande håndterede krisen men hun kunne, noget overflødigt, fortælle, at Lars Løkke Rasmussen meget sjældent udtalte sig offentligt.
Hvorfor det er tilfældet kan man kun gisne om, han har fortsat ikke udtalt sig om den vejledende kendelse fra FN-domstolen om lovligheden af Israels besættelse af Palæstina – og den udkom i juli 2024. Med den latenstid ville det være imponerende, hvis han kunne udtale sig om det, der burde være en diplomatisk krise med ens “oprigtige ven” Israel. Det er måske bare mig, men jeg troede ikke “oprigtige venner” kidnappede hinanden.
Hvis vi er heldige, og han skriver en biografi om 10 år, får vi måske et svar på, hvordan han forholder sig til hans ansvarsområder?
Jeg spurgte hvorfor udenrigsministeriet ikke havde udtalt, at der sad en dansk statsborger fanget i Israel, og at man arbejder på at få hende hjem, uden at nævne private detaljer?
Svaret lød, at det gør Danmark aldrig, og hun kunne ikke svare på, hvorfor det adskilte sig så drastisk fra øvrige EU-lande.
Udenrigsministeriet kunne dog oplyse, at adskillige danske medier havde kontaktet dem og fået bekræftet, at der var en dansk statsborger blandt de tilbageholdte. På daværende tidspunkt havde ingen danske medier skrevet om historien.
Victim blaming
Sig mig, hvilket århundrede lever vi egentlig i?
Jeg har sjældent set et mere grumt tilfælde af victim blaming fra de danske medier som dette spørgsmål fra artiklen i Politiken;
“Men kunne din søster ikke have sagt sig selv, at hun og andre israelere ville opfatte deres hjælpeaktion som en provokation, netop med det formål at få en spektakulær konflikt?”
Hvor skal man overhovedet begynde henne?
Nina deltog i en civil aktion, der under international lovgivning er lovlig, i forsøget på at bryde en ulovlig blokade mod en befolkning fanget bag højt hegn med pigtråd, der lider under en bevidst fremkaldt hungersnød. Nina og de øvrige aktivister gør kun dette fordi deres respektive lande nægter at handle, overholde international lovgivning og deres forpligtigelse under folkedrabskonventionen om at forhindre og stoppe folkedrab.
Hvordan er det deres skyld, at de bliver kidnappet i internationalt farvand?
Om man kunne have sagt sig selv, at Israel ville opfatte aktivister – der medbringer modermælkserstatning til en befolkning, der sulter – som en provokation?
Muligvis, men spørgsmålet er; “who gives a shit”? Det fratager ikke forbryderne fra deres ansvar og den eneste part der har handlet ulovligt er Israel.
Endnu engang demonstrerer Politiken deres basale misforståelse af ordet konflikt.
Det er altså ikke en konflikt, hvis nogen overfalder og kidnapper dig, særlig ikke en “spektakulær” en af slagsen.
Dette svarer til at spørge en kvinde, der er blevet voldtaget, om hun mon ikke var klar over, at hendes kjole ville provokere voldtægtsmanden og hans venner?
Hun måtte da kunne forstå, at det kunne opfattes som en provokation “netop med det formål at få en spektakulær konflikt?”
Hvor skal man overhovedet begynde henne der? Den står vist også tydeligt nok for sig selv.
Vi har særlig brug for, at medierne dækker sager, hvor både den danske ambassade, udenrigsministeriet og regeringen svigter deres ansvar over for danske statsborgere.
Det er vel ikke uden grund, at man kalder medierne den fjerde søjle i et sundt demokrati? De har et ansvar for at holde ministre og ministerier til ansvar for deres negligering.
Det er intet mindre end en skandale, at vores udenrigsminister som det eneste land i Europa har været fuldstændig tavse, og at den danske ambassade i Israel intet foretog sig for at hjælpe Nina.
Der er muligvis tidspunkter, hvor tale er sølv og tavshed er guld, men når ens statsborger bliver kidnappet og holdt fanget af et brutalt apartheidstyre, hvis eneste anvendelse af konventioner er som lokumspapir, er tavshed det sidste vi har brug for.
Det er skræmmende, at den hjælp man kan forvente at få, afhænger af hvem ens regering opfatter som allierede. Man kunne jo helt få den mistanke, at udenrigspolitiske interesser er vigtigere for karrierepolitikere, ansatte på ambassaden og i ministerier end de borgere, de er ansat eller valgt til at tjene.
Nina og hendes pårørende fortjener en tydelig offentlig forklaring, og det samme gør vi andre.
Det gælder både fra udenrigsministeriet, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, regeringen og i særdeleshed fra de danske medier.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
