Fredag den 26. august tog jeg toget fra København til Esbjerg. Målet var Klima-Karavanens start på Rådhustorvet, og rygsækken var pakket til 22 dages vandring tilbage mod København.
I Esbjerg tog den lokale gruppe imod, og alt startede fredeligt med taler og sange og god stemning.
Med et blev himlen kulsort, og uvejret var over os. Heldigvis var der ly på rådhuset, hvor vi drivende våde afrundede dette “brag af en start” for Klima-Karavanen.
Efter endnu et vejrskift gik vi gennem Esbjerg by med bannere og badges-salg og tilbud om samtale, og da sulten meldte sig, vandrede vi til Teatret Fugl Fønix, hvor der var mad og fælles klimasange.
Overnatning på Esbjerg Gymnasium – jeg skal hilse og sige, at automatisk lys ikke er det smarteste, når man gerne vil sove en nat igennem!
Lørdag morgen videre mod Bramming efter oplæg om klima og krig, så der var nok at tale om undervejs.
Vi sov – argh, det var så meget sagt! – på Bramming Station – med en alarm, der gik i gang én gang i timen!
Søndag morgen fik vi et fint oplæg om klimaangst og en anmeldelse af Esther Kjeldahls bog: “Vi er sammen om at mærke det”. Jo, jo….. det er vi – uanset alder, køn.
Der var nok at tale om på dagens vandring mod Holsted. Noget andet der kunne mærkes, var de ømme lårmuskler.
Fortsættes…..
Den 26. august 2022 lød startskuddet til en 340 kilometer lang Klima-Karavane igennem Danmark – med start i Esbjerg og endemål København den 17. september.
Undervejs besøger karavanen 18 byer – heriblandt Lunderskov, Kolding, Middelfart, Vissenbjerg, Odense, Slagelse, Lejre, Albertslund – for at slutte i København.
Bag karavanen står foreningen Klima-Karavanen, der består af cirka 150 aktivister i en række forskellige byer, der har arrangeret overnatning, mad og drikke samt lokalt debatarrangement, når karavanen kommer til deres by.
På sin hjemmeside skriver Klima-Karavanen blandt andet, at “Klimakaravanen er en vandrende højskole. Den kommer gennem store byer, landsbyer, landområder og hovedstad og vil tegne et bredt billede af, hvordan den danske befolkning forholder sig til klimakrisen”.
Du kan løbende følge med i Klima-Karavanens aktivieter på deres Facebook-gruppe og hjemmeside.
Karavanen bliver bakket op af en lang række miljø-, klima- og fredsorganisationer.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.