I dag tirsdag skal byrådet i Aarhus tage stilling til, om kommunen skal stoppe lokale indkøb af varer og tjenesteydelser, som er produceret i de israelske bosættelser på palæstinensiske områder besat i strid med Folkeretten.
Bag forslaget står Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.
– Ved hjælp af en effektiv boykotbevægelse lykkedes det at få stoppet apartheidstyret i Sydafrika. Jeg håber på, at Aarhus kan være med til at skubbe til en lignende bevægelse, der kan sætte en stopper for den israelske apartheid mod palæstinenserne, forklarer Enhedslistens medlem af Aarhus Byråd, Lone Norlander Smith, til Arbejderen.
Jeg håber på, at Aarhus kan være med til at skubbe til en bevægelse, der kan sætte en stopper for den israelske apartheid mod palæstinenserne.
Lone Norlander Smith, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten
Forslaget om at sætte en stopper for israelske bosættervarer handler ikke “kun” om Israels aktuelle bombardementer af Gaza.
– Israel har i årevis udsat den palæstinensiske civilbefolkning for omfattende undertrykkelse og systematisk diskrimination. Palæstinenserne bliver dagligt nægtet adgang til vand til deres oliventræer, og de skal igennem checkpoints, hvor de bliver chikaneret, når de skal i skole eller på arbejde. Ambulancer bliver tilbageholdt, så civile ikke kan få den hjælp, de har brug for, fortæller Lone Norlander Smith.
Hun har selv været i Israel og med egne øjne set den daglige undertrykkelse af palæstinenserne.

De tre partier henviser til, at de israelske bosættelser på Vestbredden er opført på besat land, hvilket er i strid med Folkeretten og flere resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd, samt at FN og Den Internationale Domstol i Haag har dømt de israelske bosættelser på Vestbredden for ulovlige og menneskerettighedskrænkende.
Aarhus Kommune har allerede en politik for “ansvarlige investeringer”, der skal sikre, at Aarhus Kommune med sine investeringer tager samfundsansvar, og en lokal indkøbspolitik, der lægger vægt på bæredygtighed, social ansvarlighed og etiske forhold.
– Vores kommune har en række flotte målsætninger om etiske og bæredygtige indkøb. Jeg håber på, at resten af byrådet også er enige om, at vi skal tage vores lokale målsætninger for vores indkøb alvorligt. Det er vigtigt at sende et signal om, at Aarhus Kommune tager situationen i Palæstina alvorligt. Det er uacceptabelt, hvis et land som Danmark er med til at understøtte Israels ulovlige bosættelser, mener Lone Norlander Smith.
Hun vil også bede kommunens forvaltning om at udarbejde en oversigt over, om/hvilke bosættervarer kommunen køber ind.
Fuldt lovligt
De tre partier stillede et lignende forslag tilbage i 2014. Dengang blev forslaget afvist af et flertal i byrådet, der mente, at kommunen ikke havde lovhjemmel til at vedtage boykot af varer.
Men det argument holder ikke, understreger Lone Norlander Smith.
Hun henviser til, at daværende økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard i et svar til Folketingets Kommunaludvalg har slået fast: “at kommuner ikke er afskåret fra i deres indkøbspolitik at fastsætte, at de ikke indkøber varer fra besatte områder på Vestbredden”.
Arbejderen kunne tidligere på måneden berette om, hvordan foreløbig ni norske kommuner og fem amtsråd har besluttet ikke at købe israelske varer og tjenester fra besatte områder.
Læs også
Boykot-debat i flere byråd
Det er ikke kun i Aarhus, at de lokale byråd debatterer kommunal boykot.
I Greve har Enhedslistens medlem af byrådet, Mehmet Dogru, også forsøgt at få vedtaget en lokal boykot af Israelske bosættervarer og virksomheder, der samarbejder med de ulovlige bosættelser.
– Det er vigtigt, at vores kommune har en ordentlig indkøbspolitik. Vores lokale skattepenge skal selvfølgelig ikke være med til at støtte en besættelsesmagt og en apartheidstat, fortæller Mehmet Dogru til Arbejderen.
– Boykot er et vigtig redskab, der kan være med til at sætte en stopper for en apartheidstat som Israel. Ligesom det lykkedes for boykotbevægelsen med apartheidregimet i Sydafrika. Først var det den enkelte dansker, der gjorde det, så boykottede kommunerne og fagforeningerne, og til sidst endte det med statslig boykot. Derfor er en boykot vigtig.
Forslaget i Greve blev afvist af et flertal bestående af Venstre og Dansk Folkeparti.
I Horsens foreslog Enhedslistens medlem af byrådet, Lisbeth Torfing, at “ingen led i Horsens Kommune indkøber varer fra de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden”.
Kun SF bakkede op om Enhedslistens forslag.
Flertallet i byrådet afviste forslaget med henvisning til, at der er tale om udenrigspolitik, som hører hjemme på Christiansborg og ikke i Horsens Byråd.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

