Kronik
Det er fredag den 16. september. Klokken nærmer sig 13, og i Fællessalen på Christiansborg er tilhørerpladserne ved at blive fyldt op.
Under overskriften “Ret til retfærdighed” har Alternativet inviteret til høring om danskernes retssikkerhed i mødet med de sociale forvaltninger og Ankestyrelsen.
Torsten Gejl, folketingsmedlem for Alternativet, byder velkommen.
– Mangel på retssikkerhed er nok det største velfærdsproblem, jeg har oplevet i min tid i Folketinget. Der har været 500.000 klager til Ankestyrelsen de sidste 10 år. Mange af kommunernes afgørelser er omgjort af Ankestyrelsen, men der er ikke givet en eneste sanktion til kommunerne. Det er et kæmpe problem, at kommuner kan overtræde loven, uden at det får konsekvenser, siger Torsten Gejl.
Alternativet ser oprettelse af en særlig forvaltningsdomstol, der kan behandle sager mod kommunerne og andre myndigheder, som afgørende i forhold til at løse problemerne med den manglende retssikkerhed.
Mennesker med handicap i klemme
De første fem indlæg på høringen kommer fra mennesker, der enten selv har oplevet problemer med manglende retssikkerhed eller har haft det tæt inde på livet på anden vis.
Margit Jonsson kommer fra bevægelsen #enmillionstemmer, der arbejder for at sikre retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende.
– Retssikkerheden for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed er et bedrag. Alle ved det, men hvem vil reelt rette op på det? Hvor slemt skal det blive? Hvor mange historier skal der til, starter hun med at spørge.
#enmillionstemmer har indsamlet over 700 vidnesbyrd fra mennesker med handicap, der ikke har fået den nødvendige hjælp af kommunen. På høringen giver Margit Jonsson flere konkrete eksempler på mennesker, der er kommet i klemme i systemet.
Retssikkerheden for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed er et bedrag. Alle ved det, men hvem vil reelt rette op på det?
Margit Jonsson, #enmillionstemmer
For eksempel søger en familie i 2016 om hjemmetræning til deres treårige søn med svære handicaps. De får afslag på afslag, selvom de opfylder kriterierne for hjælp i serviceloven. Her seks år efter har de vundet otte afgørelser i Ankestyrelsen, men de har stadig ikke fået bevilget hjælpen.
– Vi taler om et lille barn med svære handicaps, som ikke får den rigtige hjælp. Seks år af hans barndom har han og hans familie levet i det pres, det er at være i kamp med kommunen. For slet ikke at tale om det pres det er, når ens barn har svære handicaps. I dag er barnet ni år, og to tredjedele af hans barndom er gået uden mulighed for at få støtte, som han og familien er berettiget til. Er det et retssamfund, siger Margit Jonsson.
Hun peger på nogle af de vigtigste udtryk for den manglende retssikkerhed: Langsommelig sagsbehandling domineret af vilkårlighed. Begrundelserne og skøn i afgørelserne der ikke hænger sammen med det, som borgerne har oplyst. Tilsidesættelse af faglige erklæringer. Kommunen kan altid udsætte sagsbehandlingstider uden konsekvens, borgerne derimod skal altid overholde svarfrister, ellers risikerer de at tabe ret til hjælp.
– Ankestyrelsen – vagthunden der skal holde øje med, at kommunerne overholder lovgivningen – har ikke rejst en eneste tilsynssag overfor en kommune i de sidste fem år. Ankestyrelsen har mulighed for at sanktionere kommuner, der er gennemsyret af dårlig eller urigtig sagsbehandling. Men Ankestyrelsen ikke har sanktioneret en eneste kommune, på trods af at dokumentationen er der, konstaterer Margit Jonsson.
Beretning fra selvstændig socialrådgiver
Næste “vidne” på talerstolen er Karin B. Nissen, der er privatpraktiserende socialrådgiver og derudover medlem af Handicaprådet i Vejle, hvor hun repræsenterer SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed. Karin B. Nissen er også kandidat ved det kommende folketingsvalg for SF i Sydjylland.
Hun starter med at pege på det problematiske i, at syge og udsatte borgere kun får den hjælp, de har ret til, hvis de har pårørende, der er i stand til at navigere i systemet eller har råd til at hyre en privat socialrådgiver eller advokat til at hjælpe sig.
– Antallet af voksne med en psykiatrisk diagnose steg 30 procent på fire år. Den største relative udvikling ses i antallet, der har psykiske udviklingsforstyrrelser som autisme og Aspergers syndrom. Hvert eneste år er der mere end 10.000 børn og unge under 18 år, som får en diagnose i behandlingspsykiatrien. Mange af dem dropper ud af skolen eller ungdomsuddannelsen. Resultatet er, at mindst 6000 unge hvert eneste år bliver henvist til en plads i de uuddannedes kø, og mere end halvdelen af dem kan se frem til et liv på overførselsindkomst, fortæller Karin B. Nissen.
– Samtidig er der opstået en samfundsfortælling om, at udgifterne til mennesker med funktionsnedsættelser stiger og stiger. Men sandheden er faktisk, at udgifterne til området er faldet, og at det til gengæld er blevet legitimt at nære mistillid til mennesker med funktionsnedsættelser og deres familier og at opfatte dem som grådige, tilføjer hun.
Der er ikke længere sammenhæng mellem de rettigheder, som Folketinget har givet borgerne i loven, og den måde, de administreres på i virkeligheden.
Karin B. Nissen, privat socialrådgiver
Den selvstændige socialrådgiver roser facebookgrupper som Jobcentrets Ofre og #enmillionstemmer for deres store indsats med at synliggøre problemerne og deres omfang.
Også hun har konkrete eksempler med på mennesker, der må kæmpe for de mest elementære rettigheder.
– I sidste uge fik en kvinde, jeg hjælper, medhold i Patientklagenævnet. Hun havde efter et selvmordsforsøg ligget fastspændt i 30 timer i en seng på en psykiatrisk afdeling. Uden at få hverken vådt eller tørt og uden, at der var en læge, som havde tilset hende. Hun har i en periode på snart tre år været berettiget til et botilbud, men først for nyligt, og efter at sagen har været behandlet i kommunen ti gange og tre gange i Ankestyrelsen, har hun fået bevilget det botilbud, som både psykiatrien og kommunen hele tiden har vidst, at hun havde behov for og var berettiget til, fortæller Karin B. Nissen.
– Jeg ser det som en absolut nødvendighed, at sagsbehandlingen optimeres, og at borgere ikke skal klage sig til det, de har ret til. Det er vigtigt, ikke mindst med de økonomiske briller på. Det kan aldrig betale sig ikke at give en borger den rette støtte fra starten. De mange vedvarende fejl vidner om systemets uvilje. Og systemets uvilje skal måske findes i netop en manglende grundlæggende anerkendelse af retssikkerheden for bestemte grupper af borgere. Der er ikke længere sammenhæng mellem de rettigheder, som Folketinget har givet borgerne i loven, og den måde, de administreres på i virkeligheden, tilføjer hun.
Et sygt beskæftigelsessystem
Bitten Vivi Jensen, aktiv i de sociale modstandsbevægelser og partsrepræsentant for mange syge borgere, sætter i sit oplæg fokus på den manglende retssikkerhed i jobcentrenes sagsbehandling.
– Jeg har oplevet en kvinde, der var syg af kol og næsten ikke kunne få vejret, som kommunen ville have i jobafklaring, selvom der kun var elleve måneder til hendes pensionsalder. Jeg har set terminalt syge mennesker komme til møde i rehabiliteringsteamet i kørestole, fortæller Bitten Vivi Jensen.
Hendes håb er, at flere sagsbehandlere vil gøre oprør mod systemet og sige fra.
Fik sønnen fjernet på falske beskyldninger
En af dem, der har oplevet den manglende retssikkerhed på egen krop, er Mads Silberg fra Solrød. Han har fået sin yngste søn, der på det tidspunkt var 13 år, tvangsfjernet.
– Det skete på baggrund af falske beskyldninger om vold i hjemmet. Kommunens reaktion på anklagerne var at anbringe vores søn, melde os til politiet og så ellers hævde, at de ikke kunne iværksætte nogen som helst socialfaglige tiltag, så længe straffesagen ikke var afsluttet. De ville ikke tale med os om situationen, ville ikke udarbejde en børnefaglig undersøgelse, de ville ikke give aktindsigt, og vores søn fik ingen psykologstøtte, fortæller Mads Silberg på høringen.
Der gik 50 dage, fra sønnen var anbragt, til han fik lov til at se sin familie. Og først efter 86 dage fik han lov til at være hjemme hos familien uden overvågning.
– Vi havde fået formaninger fra kommunen, om at vi ikke at måtte tale sammen om vores situation. Jeg ved ikke, hvordan det skulle være muligt, når alle familiemedlemmer er i deres livs krise. Vores søn brød fuldstændigt sammen, og vi blev klar over, at kommunen på intet tidspunkt havde fortalt ham, hvorfor han var anbragt. Han troede, at det var, fordi han havde løjet, og var fuldstændigt knust af skyld og fortvivlelse, siger en tydeligt berørt Mads Silberg.
Der er store kompetenceproblemer på området, sagsbehandlerne er simpelthen ikke dygtige nok. Jeg kender loven bedre end dem.
Susanne Munck, RIFT
– Senere fandt vi også ud af, at sagsbehandleren fejlagtigt troede, at fordi han var under 15 år gammel, så var han ikke part i egen sag og derfor uden klageret. Det resulterede i, at han aldrig blev partshørt i deres afgørelser eller fik klagevejledning, tilføjer han.
Familien kastede sig ud i kampen med at klage over kommunens ulovligheder og få sønnen hjem igen. Det sidste lykkedes efter 514 dages anbringelse. Nu har forældrene lagt sag an mod Solrød Kommune på grund af ulovlig anbringelse.
Mads Silberg er som en konsekvens af sagen også gået ind i kommunalpolitik. Han er medlem af Solrød Byråd for Konservative og ønsker med sit politiske engagement at sætte fokus på kommunens lovstridige sagsbehandling.
Sagsbehandlere mangler uddannelse
Næste taler kender også meget til problemer med manglende retssikkerhed ved anbringelser af børn. Susanne Munck er formand for foreningen RIFT (Retssikkerhed I Familiers Trivsel), der er dannet af forældre til anbragte børn sammen med forskellige fagpersoner. Hun har i 20 år været støtteperson for forældre til anbragte børn.
Susanne Munck mener, at ideen med en forvaltningsdomstol er god, men understreger, at det ikke vil løse alle problemer.
– Der er store kompetenceproblemer på området, sagsbehandlerne er simpelthen ikke dygtige nok. Jeg kender loven bedre end dem. Vi oplever også elementer af magtfuldkommenhed. Der skal være en overbygningsuddannelse, som klæder sagsbehandlerne bedre på, måske også en autorisation, så de kan afsættes. Vi taler om mennesker, der gør noget så afgørende som at tage folks børn, siger hun.
Helt grundlæggende i sager om anbringelse af børn er en undersøgelse af forældrekompetencen. Men der findes ikke faste regler for, hvordan en sådan undersøgelse skal laves, og hvem der kan gøre det. Der er heller ingen instanser, hvor man kan klage over undersøgelsen.
– Kommunerne har også pligt til at lave en forældrehandleplan, når et barn er anbragt. Jeg har i hele min karriere set tre kvalificerede handleplaner. Man kan heller ikke klage over handleplanen, fortæller Susanne Munck.
Fleksjobber på halv løn
Fra problemerne på børneområdet bevæger høringen sig ind på forholdene for fleksjobbere. I forbindelse med reformen af førtidspension og fleksjob, der trådte i kraft i 2013, blev forholdene for fleksjobbere ændret markant, og mange oplevede store forringelser.
En af ændringerne var, at arbejdsgiverne nu kun skal betale løn for de timer, hvor fleksjobberen leverer effektivt arbejde. Det betyder helt konkret, at for eksempel en kasseassistent i Netto, der er ansat i fleksjob 20 timer om ugen, kun får løn af Netto for 10 timer, hvis arbejdsintensiteten vurderes til at være 50 procent. Oven i lønnen betaler kommunen så et såkaldt fleksløntilskud.
Foto: Anne Steen
Bestemmelsen om arbejdsintensitet bliver brugt af kommunerne til at tilbyde arbejdsgiverne billig arbejdskraft, fortæller Hanne Rasmussen fra landsforeningen Fleksjob. Hun ser det som et brud med den danske model, der skal sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet.
– Vi oplever i mange tilfælde, at der er lavet aftale med arbejdsgiveren om løn og arbejdsforhold, men at kommunens konsulent så oplyser arbejdsgiveren om, at de kan få medarbejderen til 50 procent. Fleksjobbere er blevet en handelsvare, hvor incitamentet til at ansætte dem er blevet arbejdsintensitet. Det skaber frustration og fortvivlelse, mange føler sig som B-mennesker over kun at få den halve i løn i forhold til kollegaerne. De faglige organisationer burde råbe vagt i gevær, siger Hanne Rasmussen.
Et af foreningens medlemmer har arbejdet i fleksjob som vicevært i 20 år. I slutningen af sit arbejdsliv måtte han have nyt arbejde og kom derfor over på de nye vilkår. Arbejdsgiveren var parat til at betale fuld løn, men kommunen tilbød dem at nøjes med 50 procent. Det var til stor frustration for manden, der måtte knokle med de samme opgave som hidtil, men nu kun til halv løn.
– Vores politiske system er meget stolte af den danske model, men hvor er fleksjobbernes retssikkerhed, spørger Hanne Rasmussen.
Eksperter på banen
Efter halvanden times oplæg med fokus på borgernes oplevelser af manglende retssikkerhed er det nu tre eksperter, der får ordet.
Birgitte Arent Eiriksson er vicedirektør i den juridiske tænketank Justitia. Hun har været med til at lave undersøgelser, der dokumenterer, at der er store problemer med retssikkerheden for udsatte borgere.
– Der er mange forkerte og mangelfulde afgørelser i kommunerne. Omgørelsesprocenterne (der hvor der er sket fejl – red.) på klagesager i Ankestyrelsen er stadig meget høje. De ligger på omkring en fjerdedel af sagerne, tidligere var det oppe på en tredjedel. Hvis det var afgørelser hos domstolene, det drejede sig om, ville der være et ramaskrig, men det er er åbenbart acceptabelt, når det drejer sig om kommunale afgørelser, konstaterer Birgitte Arent Eiriksson.
Hun oplyser, at der er et stort mørketal omkring fejl i de afgørelser, hvor borgerne ikke klager. Mange har ikke ressourcer eller overskud til at klage eller frygter at rage uklar med deres sagsbehandler, som de er afhængig af.
Mange flere opgaver, men ikke flere penge
Næste ekspert er kommunalforsker Roger Buch, der i 30 år har haft fokus på kommunerne. Han er enig i, at retssikkerheden er under voldsomt pres, men mener ikke, at en forvaltningsdomstol er løsningen på problemet.
– Hovedudfordringen er økonomien. I mange år voksede både den offentlige sektor og skattetrykket, men siden Schlüter var statsminister (1982-1993 – red.), har skattetrykket været stabilt, og den offentlige sektor er ikke vokset, heller ikke i forhold til den andel af arbejdsstyrken, der er offentligt ansatte. Ressourcerne i den offentlige sektor er de samme som for 30 år siden, men opgaverne er vokset. Antallet af ældre er vokset, der er kommet flere børn og flere mennesker med handicap, opgaver med klimatilpasning og så videre. Det er for mig at se kerneproblemet i vores velfærdssamfund. Der er en grundlæggende ubalance, erklærer Roger Buch.
– For at løse problemerne omkring retssikkerhed må vi forstå kerneproblemet. Økonomi er løsningen, når økonomi er omdrejningspunktet, tilføjer han.
Roger Buch tror ikke på øgede skatteindtægter. I stedet peger han på muligheden for at straffe kommunerne økonomisk, hvis de ikke sikrer en ordentlig retssikkerhed. Derudover peger han på nødvendigheden af at sikre socialrådgivere, psykologer og andre offentligt ansatte ordentlige arbejdsforhold, så de er i stand til at sikre en kvalificeret hjælp.
– I debatten her i dag kan man få det indtryk, at offentligt ansatte er onde mennesker, der ikke vil folk det godt. Det er rigtigt, at nogle er kyniske og ikke dygtige, men andre er super dygtige. Løsningen skal findes i den kommunale hverdag i stedet for et nyt system, som der skal skaffes ressourcer til, siger kommunalforskeren.
Domstolene må ikke gå ind i sager
Sidste ekspert på talerstolen er advokat Mads Pramming, der er kendt for at tage mange sociale sager.
Han sætter fokus på det problem, at kommunernes afgørelser i mange tilfælde ikke kan prøves ved domstolene. Det ligger simpelthen udenfor domstolenes område at træffe afgørelser i sager om forvaltningernes skøn. Det blev besluttet i forbindelse med vedtagelse af grundloven i 1848 og er blevet fastholdt lige siden.
Kommunerne bruger skøn i forbindelse med mange afgørelser, for eksempel ved ansøgning om førtidspension foretages der et skøn over personens mulighed for at komme i arbejde igen.
– Der er vide skønsmæssige rammer, og mange kommuner ønsker at prøve grænserne af, fordi de skal finde besparelser, og der er ingen konsekvens for kommunerne, når de går over grænsen, siger Mads Pramming.
– Ankestyrelsen kan ikke hjælpe, de skal ikke prøve skønnet, det står i loven. Styrelsen har i øvrigt vist sig som den mest restriktive af alle myndigheder. Ombudsmanden skal heller ikke prøve skønnet, tilføjer han.
Mads Pramming mener, at den mest enkle løsning på problemet vil være, at Folketinget skriver ind i lovene om for eksempel førtidspension, at domstolene har mulighed for at gå ind i kommuner og andre myndigheders skøn i forskellige sager.
Han støtter ideen om en forvaltningsdomstol, men ser den anden løsning som lettere at gennemføre.
Høringen slutter med en paneldebat mellem eksperterne og politikere fra Alternativet, Enhedslisten og Moderaterne.
Her påpeger Torsten Gejl blandt andet, at det er svært at få et flertal i Folketinget med på at åbne gamle love, mens han modsat lige nu oplever politisk interesse for ideen om en forvaltningsdomstol.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
