En gruppe aarhusianske borgere fra fredsbevægelsen Aarhus mod Krig og Terror demonstrerede fredag mod, at Aarhus Havn – for tredje gang i år – tog imod det enorme amerikanske militære transportskib ARC Independence, fyldt med våben og forsyninger til USA’s baser i Østeuropa.
Kravene fra den aarhusianske fredsbevægelse Aarhus mod Krig og Terror er klare:
Havnene i Aarhus og Esbjerg skal ikke misbruges til krigsforberedelser, hvor USA og NATO gør Danmark til en brik i en kæmpe krigsopbygning og gør vores infrastruktur til et serviceorgan for krig. Al udenlandsk militær skal ud. Ingen fremmede tropper på dansk jord.
Oprustning er ikke i Danmarks interesse
Talsperson for Aarhus mod Krig og Terror Carsten Andersen holdt en tale for at fortælle forbipasserende om aktionen:
– Regeringen, Folketinget og pressen er sikre på, at dansk sikkerhed bedst opnås ved at tækkes amerikanerne og følge dem blindt. Det er officielt for Danmarks sikkerheds skyld, at vi skal have baseaftale og amerikansk militær, lød det fra Carsten Andersen.
Han fortsatte:
– Og hvorfor er vi så imod det? Det er vi, fordi Danmark og USA har forskellige sikkerhedspolitiske interesser. Bare kig på en globus. Danmark og resten af Europa skal leve med Rusland som nabo. Det er klart i vores sikkerhedspolitiske interesse, at det kan ske fredeligt. USA derimod taber ikke noget, men tjener milliarder af dollars på en krig i Europa.
– Hvis de danske stræder og bælter bliver spærret i en konflikt med Rusland, så er det ikke USA, men Danmark, der risikerer ødelæggelse. Hvis amerikanerne fra baser i Danmark angriber eller truer Rusland, så er det i første række Danmark, der risikerer ødelæggelse.
I stedet for at lade milliarderne rulle til krig og oprustning og udvidelse af havnen til militære formål kræver fredsbevægelsen, at de mange penge i stedet bliver brugt til at styrke velfærden.
Danmark og USA har forskellige sikkerhedspolitiske interesser. Bare kig på en globus. Danmark og resten af Europa skal leve med Rusland som nabo. Det er klart i vores sikkerhedspolitiske interesse, at det kan ske fredeligt.
Carsten Andersen, Aarhus mod Krig og Terror
En udregning fra det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI viser, at FN’s verdensmål om uddannelse til alle børn og unge, fattigdomsbekæmpelse og afskaffelse af sult kan nås ved at tage bare ti procent af verdens militærudgifter.
Fredsaktivisterne medbragte plakater med overskriften “Yankee Go Home”.
Plakaterne henvender sig direkte til amerikanske soldater og amerikansk militær og gør opmærksom på, at de ikke er velkomne, og at Danmark ønsker fred.
Danmark skal være springbræt for NATO-missioner
Amerikansk oprustning via danske havne er en konsekvens af, at Danmark via vores NATO-medlemskab er forpligtet til at sikre såkaldt Host Nation Support (værtsnationsstøtte) til NATO.
Det betyder konkret, at Danmark skal stille infrastruktur som havne, lufthavne, veje og broer til rådighed for andre NATO-lande på vej i krig, øvelser eller oprustning af NATO’s såkaldte fremskudte tilstedeværelse i Østeuropa.
Aarhus mod Krig og Terror advarer om, at USA aldrig oplyser, hvilke våben de medbringer.
Derfor er der ingen, der aner, om de amerikanske bombefly og krigsskibe medbringer atomvåben, klyngebomber eller andre ulovlige våben til Danmark.
– Regeringen har gjort os til “værtsstøttenation” – et knudepunkt for NATO’s militære oprustning. De gør Danmark til en gennemgangslejr og opmarchområde for krig. Denne politik optrapper kun modsætningerne og øger krigsfaren. Regeringen vil også give USA ret til at placere våben og soldater på permanente baser i Danmark. Det vil betyde, at Danmark bliver indrullet direkte under USA’s militær – med kampfly og enhver form for våben, de måtte ønske, inklusive atomvåben – alt uden for vores kontrol, konstaterer Carsten Andersen.
Læs også
USA's krigsskibe og bombefly indtager danske havne og luftrum
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.