Det er et gammelt problem: Når store begivenheder ryster verden, beskyldes Arbejderen for ubalanceret dækning. I den nuværende situation med en overhængende trussel om en storkrig i Europa er beskyldningerne ikke ligefrem afdæmpede – vi beskyldes for at stå på Putins aggressive nationalchauvinismes side.
Arbejderen har ingen sympati for det russiske borgerskabs stormagtsdrømme. Vi har ingen særlig tillid til russiske statsejede medier. Vi er ikke ligeglade med den ukrainske befolknings lidelser – tværtimod!
Det gør vi naturligvis ikke! Vi har fra dag ét fordømt Ruslands angreb på Ukraine. Vores solidaritet er rettet mod folkene i såvel Ukraine og Rusland som i resten af verden. Alle de som rammes af krigens konsekvenser. De som tvinges på flugt, som mister deres nærmeste, som tvinges til at kæmpe i en krig, som ikke er deres, som rammes af stigende fødevare- og energipriser…
Men hvordan kan det så være, at vi alligevel for nogle fremstår som støtter af Putin? For nogle enkelte indædte antikommunister handler det helt sikkert om at underminere vores troværdighed. Men det er ikke kun vores fjender, som ser en ubalance i vores dækning; der er altså grund til selvkritik.
Balance i det store eller små
Arbejderen er trods vores store ambitioner et lilleputmedie. Vi har ikke mulighed for at nyhedsdække dag til dag-begivenheder, ligesom vi hver dag må prioritere endog meget skarpt mellem de mange vigtige historier, vi gerne vil fortælle. Når vi således prioriterer mellem mange vigtige historier, er selvstændig vinkling en afgørende faktor. Altså: Kan Arbejderen bibringe det samlede mediebillede nuancer, som ellers ikke vil være tilgængelige for danske mediebrugere?
Således sorteres meget hver dag fra, simpelthen fordi historien fortælles af andre medier i Danmark. De historier, som kommer igennem nåleøjet, er historier, som vi på Arbejderen vurderer som vigtige bidrag til debatten blandt aktive kræfter i arbejderbevægelsen, fredsbevægelsen, klimabevægelsen, boligbevægelsen og så videre. Historier som ikke bliver fortalt i andre medier, eller som vi kan fortælle med en radikalt anden vinkel, som bidrager til at nuancere det samlede mediebillede.
Vi ønsker at bidrage med baggrundsviden og kontekst, som giver os mulighed for at forstå den stadige strøm af løsrevne nyheder.
I den nuværende situation betyder det, at vi stort set intet skriver om det, som de andre medier flyder over med. Det giver nogle læsere indtryk af, at vi ikke finder det vigtigt at dække forlydender om russiske krigsforbrydelser, Putins afsky for demokrati og borgerrettigheder eller om russiske mediers tendentiøse- og propagandakarakter, som de øvrige medier konstant fortæller om.
Man kan altså sige, at når vi fremstår ubalancerede, skyldes det vores forsøg på at skabe balance i det samlede mediebillede.
Men lad mig slå fast: Arbejderen har ingen sympati for det russiske borgerskabs stormagtsdrømme. Vi har ingen særlig tillid til russiske statsejede medier. Vi er ikke ligeglade med den ukrainske befolknings lidelser – tværtimod!
Misforståede hensigter
Når man går ind på vores temaside om Ukraine, springer overskrifter som Direktører og tidligere ministre vil ikke svare på spørgsmål om deres våbenindsamling til Ukraine, To EU-lande har løsladt kriminelle og nazister, der vil til Ukraine og kæmpe og Ukraines regering forbyder politisk modstand måske i øjnene på mange, som konkluderer, at vores eneste mission er at fortælle negative historier om Ukraine og om de, der ønsker at støtte Ukraines regering.
Det er imidlertid slet ikke det, vi ønsker at signalere. Men det bliver sådan, fordi vi i vores iver efter at bringe balance i, hvad vi ser som en ubalanceret mediedækning, selv ender med en stærk ubalance. Dette forhold er et stort problem, når det får vores læsere til at misforstå vores hensigter.
Rent journalistisk er det helt uproblematisk, hvis man spørger mig. Vi er et lille marxistisk medie i et stort borgerligt mediehav. Og siden Ruslands overfald på Ukraine har medierne i hidtil uset omfang fulgt det politiske flertals enøjede vurderinger af situationen. Eller som journalisternes fagblad Journalisten skrev 5. april: Medierne hoppede i med begge ben, da Christiansborg valgte Ukraines side.
”Siden krigens start har jeg mange gange tænkt, at mediernes ideal om at lave tilstræbt objektivitet er sat under hårdt pres,” siger Kurt Strand til Journalisten efter den første måned af krigen i Ukraine.
I den situation er vores udvælgelseskriterier kommet under pres fra en samlet og enig dansk mediedækning. Vi har været meget bevidste om denne problematik og har forsøgt ikke at falde i fælden at sidde i vores eget alternative univers og råbe imod en enig mediestorm.
Min vurdering er, at det i det store og hele er lykkedes. Vores mediedækning er generelt blevet taget godt imod. Hovedparten af vores læsere har kunnet se Arbejderens dækning som et supplement til de øvrige mediers dækning – og ikke som en form for “moddækning”, endsige en fyldestgørende dækning i sig selv.
Men når vi så alligevel fortsat beskyldes for at stå på Putins side, må vi jo også kigge indad og indrømme, at vores projekt ikke er lykkedes 100 procent. Man kan helt tydeligt fortsat misforstå vores dagsorden. Derfor denne kommentar.
Vi på Arbejderen sympatiserer på ingen måder med Putin, på ingen måder ønsker vi at negligere krigsforbrydelser. Vi ønsker blot at bidrage med nuancer i en unuanceret debat. Vores standpunkt er, som Lotte Rørtoft-Madsen skrev 14. marts:
“Vi, der er imod krigen, imod militarisme og oprustning, må tage kampen op mod “vores egen” regerings aktive krigsstøtte. Vi må være forkæmpere for forbrødring og solidaritet mellem arbejdere og folk, i Ukraine og i Rusland, i Europa. Solidaritet og mellemfolkelighed er vores våben. Vi må vende os imod at sætte arbejder op mod arbejder for et formål, der ikke er deres.”
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér