I en hel dag debatterede ihærdige ildsjæle fra store dele af landet udviklingen i velfærden, solidaritetsarbejdet med palæstinenserne samt krigen i Ukraine og den øgede militarisering af det danske samfund.
Igen i år inviterede Arbejderen til konferencen Revolutionære Stemmer, der for første gang rykkede ud af avisens lokaler og ind i Folkets Hus på Nørrebro i København.
Ukraine-krigen og militarisering af Danmark
Dagens første panel tog temperaturen på krigen i Ukraine og den øgede militarisering af det danske samfund.
– Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik står i en ny situation: Der findes ikke længere en dansk udenrigspolitik. Den danske udenrigspolitik er orienteret efter USA’s interesser. Der sker en systematisk omstilling til krigsøkonomi af det danske samfund, konstaterer formand for Kommunistisk Parti Lotte Rørtoft-Madsen.
Hun henviser til, at Venstres formand Troels Lund Poulsen på partiets landsmøde netop har proklameret, at Danmark skal bruge 300 milliarder ekstra på militæret for at leve op til NATO’s kommende styrkemål.
– Loftet for de militære udgifter hæver sig hele tiden. Det er en uendelig spiral. Grænsen mellem det civile og det militære udviskes. Vi står over for at blive udplyndret på vores velfærd og få vores kollektive rettigheder undergravet på grund af den her udvikling, lyder det fra Lotte Rørtoft-Madsen.
Samtidig står Danmark i en situation, hvor vejen er banet for de udenrigspolitiske høge.
– Den parlamentariske venstrefløj er kollapset, når det gælder kampen mod krig og for fred og om at bekæmpe imperialismen i vores land. Det har store konsekvenser for debatten. Vi må finde andre veje til at opbygge freden, tage kampen op og opbygge den antiimperialistiske bevægelse. Vi må søge sammen og søge enhed, så vi bliver i stand til at lave fremstød ind i den store propagandakrig. Det gør vi bedst ved at koble spørgsmålet om oprustning til den daglige kamp, mener Lotte Rørtoft-Madsen.
Hun er ikke i tvivl om nogle af de krav, der skal stilles:
– Danmark må stoppe med at være en frontlinjestat for USA. Danmark må være et neutralt land – ellers bliver vi endnu mere overskyllet af imperialismen.
USA-baser
Et konkret eksempel på militariseringen af Danmark og krigsforberedelserne er den aftale om at oprette amerikanske baser i Danmark, som den danske regering har underskrevet med USA, der skal vedtages af Folketinget til foråret.
– De nordiske lande og Østersøen har hidtil undgået USA-baser, men nu bliver der oprettet 47 baser i Norden. Også den danske regering er klar til at indlemme Danmark i USA’s baseimperium med mere end 900 baser over hele verden samt afgive suverænitet til USA’s fremtidige, skiftende regeringer og til det militær-industrielle kompleks, fortæller forkvinde for Demos og aktiv i Fredsinitiativets basekampagne “Nej til USA-baser” Tove Jensen.
Hun uddyber:
– Det USA, hvis militær regeringen lader opmarchere på dansk grund, har med sine 80 militære interventioner været den mest krigeriske nation i årtier.
Fyret underviser kommer til orde
I panelet sidder også Jens Jørgen Nielsen, der er historiker, forfatter og underviser.
Han har boet i mange år i Rusland og Baltikum, arbejdet som projektansat og blandt andet været korrespondent for Politiken. Han taler flydende russisk og følger de russiske medier, har skrevet flere bøger om Rusland og er med i Rådet for International Konflikthåndtering (RIKO).
Hans undervisning i Ukraine-krigen fik ham fyret fra sit job på Folkeuniversitetet i København, og han blev sat på en ukrainsk dødsliste.
Jens Jørgen Nielsen startede sit indlæg med at takke Arbejderen for at lade ham være blogger på arbejderen.dk.
– Jeg er glad for, at Arbejderen stiller spalter til rådighed for, at jeg kan komme til orde. Jeg bliver boykottet i stort set alle danske medier, fordi jeg stillede op til et interview i russisk tv, efter at Nordstream II var blevet sprunget i luften.
Han peger på, at der også findes lyspunkter i verden – som eksempelvis det netop overståede BRIKS-topmøde i den russiske by Kazan.
– Det netop overståede BRIKS-topmøde i Rusland viser, at langt størstedelen af verdens befolkning ikke støtter sanktionerne mod Rusland og har nogle andre tanker om Ukraine-krigen end Vesten. Jeg håber, at et eller flere BRIKS-lande – eventuelt Indien – tager initiativ til at indlede fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine, siger Jens Jørgen Nielsen.
Han mener, at BRIKS-samarbejdet kan være med til at vise vejen frem i forhold til fremtidens samarbejde.
– BRIKS har samlet lande, der har været i krig med hinanden og haft spændte indbyrdes forhold. Nu finder de sammen uden at have en fælles ideologi, og de blander sig ikke i hinandens interne forhold, fortæller Jens Jørgen Nielsen.
For et par måneder siden deltog han i en konference i Rusland. Her talte han blandt andet med russere og indere.
– De forstå os ikke. De undrer sig over, hvorfor vi går ind for sanktioner mod Rusland og i stedet køber dyr amerikansk gas. Det gør kun prisen på sort energi dyrere. Det er ikke rationelt, hvis vi gerne vil gøre noget ved klimaet og øge beskæftigelsen, påpeger Jens Jørgen Nielsen.
I debatten spørger flere af de fremmødte ind til, hvordan vi i Danmark bør bekæmpe den imperialistiske dagsorden anført af USA og NATO.
– Vi skal øge vores globale udsyn. Vi lever i Vesten. Vesten er lille set i forhold til resten af verden. Den propaganda, som vi får, får de ikke i 80 procent af verdens øvrige lande. Derfor har de helt andre synspunkter på eksempelvis krigen i Ukraine. Og de er i fuld gang med at gøre op med kolonialisme og udbytning. De ønsker fred og udvikling. Vi har som antiimperialister nogle fælles mål med de her lande – på både bevægelsesplan, på befolkningsplan og på regeringsplan. Lad os finde håb og koble os til deres udvikling, understreger Jens Jørgen Nielsen.
Det skæve Danmark
Arbejderens Revolutionære Stemmer tog også fat på et andet tema, hvor der er sket enormt skred, nemlig på hele velfærdsområdet.
Her deltog Ulla Rosenvold, der i over 30 år har arbejdet som journalist på Arbejderen, hvor hun har fulgt den nedbrydning af velfærdssamfundet, der er sket de seneste årtier.
Det bliver sværere og sværere at få de ydelser, vi har ret til – og ydelserne bliver sværere og sværere at leve af.
Ulla Rosenvold, journalist, Arbejderen
Hun startede med at give et overblik over de principper, der traditionelt har kendetegnet det danske velfærdssamfund.
– Alt, hvad der kendetegner vores danske velfærdsmodel, er nu ved at blive brudt ned. Den danske velfærdsmodel startede med indførelsen af folkepensionen, der var en ydelse for alle. Herefter fulgte ydelser for arbejdsløse og SU. Der blev bygget flere offentlige plejehjem og daginstitutioner. Der blev opbygget en stærk offentlig sektor, der ikke var underlagt markedsvilkår, men var politisk styret, forklarer Ulla Rosenvold.
Hun fortsætter:
– Vores velfærdssystem bygger på universelle ordninger – det vil sige, at alle borgere har ret til de samme ydelser som eksempelvis folkepension. Rettighederne finansieres over skatten. Ydelserne skal være tilstrækkelige.
Udhulingen af det danske velfærdssamfund begyndte for alvor at tage fart i 1980’erne, hvor der blev gennemført forringelser for arbejdsløse og af sygedagpenge.
Siden da er der løbende sket forringelser af det kollektive velfærdssystem, forklarer Ulla Rosenvold.
– Det system, der skal gribe os og sikre, at vi har noget at leve af, når vi bliver syge, nedslidte og gamle, bliver mere og mere udhulet. Det bliver sværere og sværere at få de ydelser, vi har ret til – og ydelserne bliver sværere og sværere at leve af, siger journalisten.
Samtidig gør markedssektoren sit indtog med krav om effektiviseringer, udlicitering og privatisering og fritvalgsordninger.
Hun peger på en række nylige aftaler og reformer, der har det til fælles, at de fører til mere ulighed.
– I en situation, hvor flere bliver syge og psykisk syge, har politikerne indgået en handicapaftale, hvor forudsætningen er at spare penge, og udgifterne ikke må “løbe løbsk”. Det er ekstremt kynisk, påpeger Ulla Rosenvold og uddyber:
– På ældreområdet indføres mere privatisering under dække af “mere selvbestemmelse”, der skal give de ældre bedre mulighed for at tilkøbe ydelser. Men det bliver kun for dem, der har råd.
Heller ikke den stort anlagte sundhedsreform gør op med den store ulighed i sundhedssystemet.
– Mænd med de højeste indkomster lever gennemsnit ti år længere end de mænd, der har de laveste indkomster. Lavtlønnede bliver mere syge og dårligere behandlet i sundhedssystemet. Samtidig har tre millioner danskere i dag en privat sundhedsforsikring. Det er med til yderligere at skævvride sundhedssystemet, fordi det kun er dem i arbejde, der er sikret.
Hvis udviklingen skal vendes, kræver det aktiv kamp, understreger Ulla Rosenvold:
– Fagbevægelsen har været en vigtig forkæmper for velfærdssamfundet. Men i dag kæmper fagbevægelsen for private sundhedsordninger i overenskomsterne, der er med til at skævvride vores sundhedssystem. Hvorfor kæmper fagbevægelsen ikke for det kollektive, universelle velfærdssystem, hvor alle har samme rettigheder?
– Vi skal stå sammen i den her kamp. Vi skal ikke lade os spille ud mod hinanden. Vi skal holde fast i, at der er råd til ordentlig velfærd. Men vi er nødt til at kæmpe for det, fastslår Arbejderens journalist.
Allerede ondt i ryggen
I panelet om “Det skæve Danmark” sidder to andre aktive mennesker, der kæmper, hvor de er.
En af dem er Lauze Christiansen, der er aktiv i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) Ungdom og lærlingerepræsentant i Tømrer- og Snedkernes Brancheklub i Storkøbenhavn.
Han kan nikke genkendende til spørgsmålet om nedslidning.
– Jeg har arbejdet i to år og har allerede ondt i ryggen. Jeg kommer ikke til at arbejde, til jeg er 75 år. En af de største kampe, som fagbevægelsen skal kæmpe for, er at få pensionsalderen ned.
Han mærker også skævvridningen på arbejdsmarkedet:
– Mange østeuropæere sover på loftet, hvor de arbejder, og deres eneste lys er en halogenlampe. De tager hjem, når de er færdige. Derfor har BJMF ansat syv tolke på fuld tid, der kører rundt til byggepladserne og forsøger at få østeuropæerne til at melde sig ind i en fagforening, fortæller Lauze Christiansen.
Ghettoloven rammer skævt
Ved siden af ham sidder Majken Felle, der bor i Mjølnerparken i København.
Hun er aktiv i Almen Modstand og kæmper for at bevare gode og billige almene boliger mod ghettolovens privatiseringer og nedrivninger.
– Som en konsekvens af ghettolovgivningen tør mange boligselskaber ikke leje ud til folk, der ikke har arbejde eller ikke har en forholdsvis stor indtægt. Det betyder, at arbejdsløse og fattige ikke længere kan flytte i en almen bolig. Det rammer skævt og er med til at skævvride adgangen til en bolig, forklarer Majken Felle.
Hun flyttede ind i Mjølnerparken i 2014 og blev hurtigt glad for at bo der.
– Jeg blev hurtigt glad for mine naboer og blev en del af fællesskabet. Derfor gik jeg aktivt ind i kampen mod ghettolovgivningen, da der en dag i 2019 lå en seddel om, at afdelingsbestyrelsen havde besluttet at sælge to boligblokke for at leve op til ghettoloven. Jeg var glad for at bo i Mjølnerparken og var glad for mine naboer. Mjølnerparken skulle ikke gå ned uden kamp, understreger Majken Felle.
Hun uddyber:
– På et afdelingsmøde havde næsten samtlige beboere vedtaget et alternativ til bestyrelsens salgsplaner – nemlig at ommærke boligerne til ungdoms- og ældreboliger og på den måde leve op til ghettolovgivningens krav. Derfor vidste jeg, at et flertal af beboerne var imod planerne om at sælge ud af vores almene boliger.
Nu håber hun sammen med 11 øvrige beboere i Mjølnerparken, at hun kan stoppe ghettolovgivningen ad rettens vej.
Hun er blandt de 12 beboere, der har lagt sag an imod Boligministeriet, fordi de mener, at ghettoloven forskelsbehandler ulovligt i forhold til etnicitet, fordi almene boligområder bliver stemplet ud fra beboeres “ikke-vestlige” oprindelse.
Kampen for Palæstina
Årets Revolutionære Stemmer havde naturligvis også inviteret den omfattende Palæstina-solidaritetsbevægelse.
Dagens debat efterlader ingen tvivl om, at oplægsholderne er aktive og har fingeren på pulsen. Debatten kan ikke sættes i gang til tiden – for dem, der skal sidde i panelet, skal først fra den stordemonstration i København, der samler mange tusinde mennesker. En demonstration hvor to af debattørerne spiller en ledende rolle.
I solidaritetsbevægelsen så jeg, at vi er mange forskellige mennesker, der er solidariske med Gaza. Jeg fandt styrke og mod til at stå ved mine holdninger og værdier.
Sarah Hassoun, Palæstina-aktivist
Aktivisterne gjorde status over et år med store, brede, folkelige demonstrationer og så fremad.
En af de aktive er Sarah Hassoun, der er vokset op med bombelyde fra tv-kanalen Al Jazeera, der konstant kørte i baggrunden i hendes barndomshjem.
Siden de første demonstrationer begyndte i oktober sidste år, har hun været til stort set alle demonstrationerne i København. Hun blev hurtigt aktiv i Alle På Gaden For Et Frit Palæstina-Initiativets demogruppe, hvor hun er med til at udarbejde de kampråb, der bliver råbt til demonstrationerne, planlægge ruter og arbejde med at rekruttere og fastholde aktive.
– I solidaritetsbevægelsen så jeg, at vi er mange forskellige mennesker, der er solidariske med Gaza. Jeg fandt styrke og mod til at stå ved mine holdninger og værdier. Vi har opbygget en fantastisk bevægelse. Faktisk er vi en af de mest organiserede solidaritetsbevægelser i Europa. Men vi skal mere ud i mainstreammedierne, opfordrer Sarah Hassoun.
Medier viderebringer Israels narrativ
Det kan være svært for solidaritetsbevægelsen at komme igennem med sine budskaber i det danske medielandskab.
Det har formand for The Foreign Press Association in Denmark Osama Al-Habahbeh en forklaring på.
Han har arbejdet som udstationeret journalist på arabiske medier i 40 år og følger dagligt de danske mediers dækning af Israels krig mod palæstinenserne.
– Danske medier viderebringer trofast det israelske narrativ og begynder ofte deres nyheder med sætningen “Israels hær udtaler”. Danske medier rejser ofte rundt ledsaget af israelsk militær. Ofte er den eneste kilde Israels militær. Der findes ingen danske journalister i Gaza. I stedet sender de danske medier fra Tel Aviv eller fra israelske bosættelser, fortæller Osama Al-Habahbeh.
Han minder om den fabrikerede historie om “halshuggede babyer” under de palæstinensiske modstandsfolks angreb den 7. oktober 2023. Det var en falsk fortælling, der nåede bredt ud i vestlige – herunder danske – medier.
– Det er som om, der findes et partnerskab mellem danske medier og israelsk militær. Det bedste eksempel er historien om de påståede halshuggede babyer. Det er fake news. Men selvom historien hurtigt blev trukket tilbage og stemplet som fake news, fortsatte danske politikere og danske medier med at referere til de “halshuggede babyer”, lyder det fra Osama Al-Habahbeh.
Samtidig forsøger Israel at presse de internationale medier til at fortælle Israels side af historien og afvise det journalistiske princip om at høre begge sider af historien.
Den tidligere israelske premierminister Yair Lapid udtalte den 19. oktober 2023:
“Hvis de internationale medier er objektive, tjener de Hamas, hvis de præsenterer fortællingen fra begge sider, tjener de Hamas, hvis de skaber symmetri i lidelse uden først at verificere deres årsag, tjener de Hamas. Jeg fortæller jer ikke, hvordan I skal gøre jeres job, men det skal ændres. Vi vil med glæde hjælpe med, at den måde, konflikten bliver dækket på, ændrer sig radikalt”.
Styrken i bevægelsen
I Palæstina-solidaritetspanelet sidder også Rune Jørgensen.
Ligesom Sarah Hassoun kommer han også direkte fra dagens stordemonstration og når lige at sætte sig, før debatten går i gang.
– Styrken i solidaritetsbevægelsen ligger i de mange forskellige grupper, der samarbejder om det samme mål. Det er helt unikt. Det er lykkedes at opbygge en af de stærkeste solidaritetsbevægelser, vi nogensinde har haft i Danmark, siger Rune Jørgensen.
Han mener, at demonstrationerne spiller en vigtig rolle.
– Demonstrationerne viser bredden i solidaritetsbevægelsen og binder bevægelsen sammen. Der er flere måder at være aktiv på. Når vi mødes til de store fælles demonstrationer, er det med til, at vi får en forståelse for hinanden. Dem, der demonstrerer, får en forståelse for dem, der laver blokader af eksempelvis Mærsk, forklarer Rune Jørgensen.
Som en del af den internationale kampagne “Mask Off Mærsk” har aktivister flere gange blokeret Mærsks hovedkvarter i København med krav om, at Mærsk stopper med at levere våben til apartheidstaten Israel.
Et eksempel på, at demonstrationerne er med til at binde bevægelsen sammen, er, at demonstrationerne samarbejder med Boykot Israel-kampagnen om ideer til demonstrationerne. Eksempelvis kan demoen gå forbi et rejsebureau eller et apotek, der handler med Israel, fortæller Rune Jørgensen.
Demonstrationerne er også med til at få folk til at blive aktive på andre fronter.
– Nogle af dem, der har været med til demonstrationerne, henvender sig til os og spørger, hvordan de kan komme til lave noget mere solidaritetsarbejde. Det er netop noget af det vigtigste ved solidaritetsbevægelsen: At kampen for et frit Palæstina føres på mange fronter – og der er brug for alle fronter, fastslår Rune Jørgensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Du kan være med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bliv abonnent eller overfør et støttebeløb.