Merkur skal stoppe al formidling af investeringer i israelske selskaber!
Sådan lyder forslaget fra 14 andelshavere op til generalforsamlingen i Merkur bank på lørdag.
Merkur har – via den europæiske investereringsselskab Triodos – aktier i den israelske pakkegigant TIPA.
Det vækker vrede hos en gruppe andelshavere, der har svært ved at se, hvordan investeringerne i Israel hænger sammen med, at Merkur markedsfører sig som “Danmarks værdibaserede pengeinstitut”, der “… arbejder for en bedre verden for mennesker, natur og miljø”.
– Situationen i Palæstina bliver mere og mere grotesk, og Israel fortsætter sit folkemord på palæstinenserne. TIPA støtter op om den israelske hær og den israelske regering, mener andelshaverne blandt andet.
Men Merkurs ledelse afviser at droppe sine investering i israelske TIPA.
TIPA’s produkter har nemlig en positiv indvirkning på miljøet, lyder argumentet.
“TIPA leverer bionedbrydelige emballageløsninger til fødevarer som et alternativ til plastik. Triodos har grundigt vurderet virksomheden og dens produkter og konkluderet, at TIPA har en positiv påvirkning på miljøet”, skriver Merkur blandt andet på sin side om bankens investeringer i Israel.
Det israelske samfund er gennemmilitariseret. De israelske virksomheder er en integreret del af den israelske stat og betaler skat i Israel og er dermed til at finansiere Israels folkemord i Gaza.
Jens Crumlin, andelshaver i Merkur
Merkurs ledelse henviser desuden til, at de følger lovgivningen i Danmark og EU.
“Merkur følger den danske regering og EU’s sanktionspolitik i forhold til lande og områder og iværksætter derfor heller ikke en generel boykot af israelske virksomheder”.
Men det er ikke godt nok, mener Jens Crumlin.
– Det er på ingen måde godt nok. Vi forventer langt højere etiske standarder af Merkur end blot at leve op til EU’s og Danmarks investeringsregler.
Frygter flere investeringer i Israel
Merkur investerer i øjeblikket “kun” i en enkelt israelsk virksomhed.
Men andelshaverne frygter, at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår Merkur banks ledelse udvider sine investeringer i Israel.
Selv om Merkur sidste år – efter pres fra andelshaverne – trak sine investeringer ud af to israelske selskaber, har Merkurs ledelse på intet tidspunkt indrømmet, at det er i strid med deres etiske retningslinjer at investere i Israel.
– Merkur viser ingen tegn på, at man vil stoppe investeringerne i Israel via investeringsselskabet Triodos. Tværtimod fastholder den såkaldte neutralitetspolitik, der går ud på at investere i lige mange israelske og palæstinensiske virksomheder, forklarer Jens Crumlin til Arbejderen.
Han uddyber:
– Derfor kan man frygte, at Merkur og Triodos vil fortsætte og udvide sine investeringer i Israel. Derfor skal vi fortsætte presset for at få Merkur til at droppe sin såkaldte neutralitetspolitik og stoppe med at formidle investeringer i Israel.
Jens Crumlin mener, at der skal ske en total boykot af investeringer i israelske virksomheder.
– Det israelske samfund er gennemmilitariseret. De israelske virksomheder er en integreret del af den israelske stat og betaler skat i Israel og er dermed med til at finansiere Israels folkemord i Gaza.
Har droppet investeringer i to israelske selskaber
Indtil sidste år havde Merkur via investeringsselskabet Triodos også aktier i de to israelske firmaer Solar Edge og Check Point Software Technologies, der arbejder tæt sammen med det israelske militær og den israelske sikkerheds- og våbenindustri, heriblandt dronefabrikanten Israel Aerospace Industries (IAI).
Men efter omfattende protester og en demonstration foran sidste års generalforsamling blev aktierne i de to selskaber solgt.
Merkur-ledelsens officielle forklaring var “skuffende økonomiske resultater” i de to selskaber.
Men den tror andelshaver Jens Crumlin ikke på.
– Selv om Merkurs ledelse ikke vil indrømme det, er jeg sikker på, at det er udtryk for, at vores pres har virket, mener Jens Crumlin.
Læs også
Andelshavere i Merkur kræver stop for investeringer i israelske firmaer
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.