Kommunisterne under besættelsen
Dette er anden artikel i en serie om kommunisternes rolle under besættelsen af Danmark under Anden Verdenskrig.
Da Nazi-Tyskland indledte invasionen af Sovjetunionen den 22. juni 1941 tidligt om morgenen, indså de danske kommunister, at deres tid som lovlige aktører var udløbet. Men mange af dem blev taget på sengen af danske politibetjente, der bankede på deres dør med en arrestordre i hænderne.
En af dem, der anede uråd, men alligevel tog hjem til sin lejlighed i midten af Danmarks fjerdestørste by, Aalborg, var fodermesteren Villy Fuglsang – vel at mærke, inden han havde tjekket, at partiets lokale medlemskartotek var fjernet. To betjente stod klar i hans lejlighed og tog ham med, da han kom hjem.
Han blev interneret i en særlig lejr for kommunister et halvt hundrede kilometer nord for København, nemlig Horserødlejren.
I den første bølge af arrestationer blev flere hundrede sat fast, selv om det tyske sikkerhedspoliti, Gestapo, kun krævede 66 navngivne kommunister sat fast.
Men politiets ledelse besluttede at tage fem gange så mange, som Gestapo krævede. Politiet arresterede i tiden fra 22. juni til den 22. august i alt 339 kommunister.
Den, som begår Sabotage eller hjælper med dertil eller over for Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler imod sit Fædrelands Interesser.
Vilhelm Buhl (S), statsminister, 1942
Tre rigsdagsmedlemmer (parlamentsmedlemmer) var på listen over dem, politiet skulle have fat i. De får kun fat på en, Martin Nielsen. En af de tre når at flygte. Den tredje, partiets formand, blev arresteret i december samme år og smidt i tysk kz-lejr, hvor Martin Nielsen allerede sad.
Den eneste kommentar, statsminister Thorvald Stauning havde, var, at de tyske krav skulle gennemføres.
Kommunistpartiet blev forbudt
En enig Rigsdag, som parlamentet “Folketinget” dengang hed, besluttede den 22. august 1941 at forbyde DKP med tilbagevirkende kraft. Dermed blev politiets arrestation af kommunisterne legaliseret af samtlige partier, lige fra socialdemokraterne til de konservative og de borgerligt liberale.
To uger efter vedtog regeringen – den 8. juli – at der blev oprettet en militær formation af danske frivillige med navnet Frikorps Danmark, der som en enhed i Waffen-SS skulle sættes ind på Østfronten i kampen mod bolsjevismen. Og officerer, der ønskede at indtræde i Frikorps Danmark, kunne få orlov fra hæren uden at miste deres privilegier og efter endt tjeneste genindtræde i hæren.
Den 29. august 1943 blev de 243 fanger i Horserødlejren svigtet af de danske politikere og imod tidligere løfter udleveret til tyskerne, der rykkede ind i lejren. For 93 af fangerne lykkedes det at flygte over hegnet, mens de 150 øvrige, 143 mænd og 7 kvinder, i oktober 1943 blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof, hvor 21 af dem døde.
Hedevigs kamp
En af de kommunister, der i første omgang gik fri af politiets arrestationer i sommeren 1941, var den 50-årige kvindelige husassistent og kommunist Hedevig Alexandra Carlsen.
Hendes hjem var et skjulested for partiets formand, Aksel Larsen. Men som månederne gik, strammede garnet, og en beboer i nabolaget genkendte formanden – og han blev afsløret.
Det førte til, at politiet arresterede Hedevig den 4. december 1942. Og hun blev ni måneder senere sendt videre til koncentrationslejren Stutthof i Polen, et sted hvor rædslerne ventede. Hun blev sat til at reparere brugt tøj, der var fyldt med lopper, inficeret med plettyfus. Hun døde to år senere.
En af de andre kvindelige kommunister, Ragnhild Andersen, gik under jorden den 22. juni 1941. På trods af politiets jagt forsøgte hun at fortsætte sit faglige arbejde og talte ved det kvindelige arbejderforbund KAD’s kongres samme sommer.
I september blev hun imidlertid arresteret og indsat i Vestre Fængsel, senere sendt til kvindeafdelingen i Horserødlejren. I oktober 1943 blev hun sendt til KZ-Stutthof.
Ragnhild Andersen overlevede.
Studenter blev oprørte
Den 23. november 1941 rejste den danske udenrigsminister Erik Scavenius til Berlin for at skrive under på Antikominternpagten. Det skete den 25. november. Aftalen, der oprindeligt blev underskrevet af Tyskland og Japan som en alliance mod kommunismen, var blevet udvidet til at inkludere flere fascistiske stater som Italien, Spanien og Ungarn.
Da pagten skulle fornyes i 1941, blev Danmark, sammen med Manchukuo og Finland, inviteret til at tilslutte sig.
Danmark var det eneste ikke-fascistiske land, der skrev under, og dette skridt vakte stærke reaktioner i København. Demonstrationer begyndte dagen efter, organiseret af konservative og nationalt sindede studerende fra Københavns Universitet, og de krævede, at Danmark trak sig ud af samarbejdet med fascistiske magter.
Men de unge fik tæsk af politiet på vej til parlamentet. En del borgerlige studerende gik herefter ind i den gryende modstandsbevægelse.
Erhvervsliv interesseret i profit
De fleste store og mellemstore danske firmaer sendte varer til Nazi-Tyskland eller servicerede besættelsesmagten på anden måde – så der var nok at tage fat på for kommunisterne, som diskuterede at indføre sabotage.
Regeringen havde samme år oprettet Østrumsudvalget, som arbejdede for at udvikle danske erhvervsinteresser i især de baltiske lande, som netop var blevet erobret af Nazi-Tyskland.
Den gigantiske cement-virksomhed FLSmidth oprettede således en fabrik i Port Kunda i Estland og fik jødiske slavearbejdere og romaer til at producere cementen, der blandt andet gik til at bygge tyske bunkere. Også firmaets fabrik i tyske Kursachsen i Tyskland anvendte slavearbejdere.
Flæsk og mælk flød til Tyskland som en konstant strøm, der aldrig stoppede. Det kom fra danske andelsslagterier – og mejerier – og helt frem til 1945 dækkede dansk eksport hele 10-15 procent af Tysklands forbrug af fødevarer.
Det økonomiske samarbejde mellem Danmark og Tyskland bestod primært af normal handel, men omfattede også forsørgelse af tyske soldater og arbejdsstyrke til den tyske hær. Teoretisk set skulle tyskerne selv betale for disse udgifter, men i praksis blev de fleste midler trukket fra Danmarks nationalbank, hvor besættelsesmagten havde konti.
Ved krigens afslutning var der et overtræk på disse konti på over 8 milliarder kroner, svarende til hvad Danmark selv havde betalt for samarbejdet. Dette beløb svarer til 167 milliarder kroner i 2011-priser – omregnet er det 107 milliarder euro eller 928 millioner britiske pund.
Indledte bølge af sabotage
Det nu illegale DKP besluttede at igangsætte en væbnet kamp fra februar 1942. DKP’s distriksledelser og centralkomité besluttede efter flere ugers diskussion i det illegale partis afdelinger, at medlemmer nu kunne indlede sabotage.
En af de allerførste, der stod klar med maskinpistol og krudt var en vis Aage Nielsen. Men en anden kommunist og spaniensfrivillig havde allerede været i gang på egen hånd. Hans allerførste forsøg på at sætte ild til en fabrik, der producerede madrasser til den tyske værnemagt, skete den 23. december 1941 på Pipers Madrasfabrik tæt på Københavns centrale rådhusplads.
Det blev fra 9. april 1942 ikke blot til nogle få sabotager, men til en systematisk sabotagekampagne i de større byer over hele landet. Med hjemmegjorte spræng- og især brandbomber og primitive tændmekanismer blev fabrikker og værksteder udsat for anslag fra kommunisternes side. Politiet kunne konstatere, at sabotagerne var udført med ensartede hjemmelavede sabotagemidler.
De første sabotagegrupper var små, ofte bestående af fem eller seks personer – men deres betydning kunne ikke undervurderes. De var pionerer. Som stjerner dannede de gnister, der hurtigt udviklede sig til et flammehav over hele landet. Aage Nielsen var med.
Og i Danmarks næststørste by, Aarhus, genlød gadebilledet af brag fra kommunistiske sabotører fra Samsing-gruppen.
KOPA stiftes
Sabotørerne kaldte sig i starten KOPA, Kommunistiske Partisaner.
I samme periode foretog flere drengegrupper rundt om i landet, som for eksempel Churchill-Klubben i Aalborg, en række sabotager og afbrændinger. Drengene var ikke mere end 14-15 år gamle. De var ikke kommunister, men medlemmer af Konservativ Ungdom i Aalborg.
En spaniensfrivillig og hans kammerat satte for alvor gang i sabotagen, da de den 26. juli 1942 satte ild til en stak høvlspåner på et dansk bådeværft i Københavns Havn. To hurtigbåde fra den tyske værnemagt brændte op. Flammerne over A/S Nordbjerg og Wedels Skibs- og Baadeværft sendte kraftige advarsler til andre danske værnemagerfirmaer.
I provinsbyen Randers stod den kommunistiske A/S-gruppe for en række industri- og jernbanesabotager, mens det i landets tredjestørste by, Odense, var den kommunistiske Waltergruppe, der var på spil.
Statsminister opfordrede til at stikke sabotører
De mange sabotager gik ikke ubemærket hen over Statsministeriet. Den 2. september 1942 gik den nyvalgte danske statsminister Vilhelm Buhl – der havde erstattet Thorvald Stauning på posten – til mikrofonen i et radiostudie for at tale til befolkningen. Socialdemokraten manede i en besindig tone til omtanke i forhold til sabotage.
– Den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser, lød det.
Samtidig opfordrede Buhl til, at man som skoleledere og ledere i foreninger for unge “gør sit bedste for at forhindre, at ungdommelige elementer i ubesindighed og uforstand lader sig forlede til at begå handlinger, der under de nuværende forhold må betegnes som intet mindre end dødsens alvor.”
Talen, der blev sendt til hele landet gennem Statsradiofonien, bliver herefter kaldt “stikkertalen”. Den får blandt andre Hvidstengruppen i Jylland til at gå i aktion og blinke med de røde lygter som signal til de overflyvende engelske Stirling-maskiner om at kaste containere med våben og sprængstof ned fra himlen over Allestrupgård Hede.
Og talen afskrækkede ikke sabotørerne.
Natten til den 7. november 1942 gennemførte kommunister den første jernbanesabotage – i det nordlige Sjælland ved Espergærde. Det skete på årsdagen for den russiske revolution.
Anders Hauch Fenger er journalist og forfatter til bogen “Den Sidste Sabotør”, udgivet på forlaget Frydenlund, november 2024.
Læs også
Arbejderen mener
Kampen om historien er også en kamp for fremtiden
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
