I 2011 er Thorning-regeringen kommet til efter 10 år med en VK-regering. Det lykkes Socialdemokratiet at sætte sig på statsministerposten, efter at fagbevægelsen har ført en meget aktiv valgkamp for at få valgt en ny regering i håbet om også at få en ny politik.
Skuffelsen er stor, da Socialdemokratiet danner regering sammen med Radikale og SF og lægger ud med at proklamere, at de fortsætter VK-regeringens økonomiske politik og ikke vil ændre på den drastiske forringelse af dagpengene, der er vedtaget under VK-regeringen.
De fire år med Thorning-regeringen byder på en lang række reformer, der forringer det sociale sikkerhedsnet voldsomt, dertil kommer underlægning under EU’s økonomiske politik, nedskæringer i velfærden, salg af DONG-aktier, skattelettelser til de rige og andre upopulære ting.
“I løbet af det sidste folketingsår har regeringen gennemført en lang række reformer. Der tegner sig et mønster for reformerne: Sociale satser bliver sat ned, perioderne, man kan få ydelserne, bliver kortere, og det bliver sværere at får ret til ydelserne. Modsat er der skattelettelser til de højtlønnede og erhvervslivet”, skriver Arbejderen den 19. juli 2013 i en gennemgang af regeringens mange reformer.
Succesfuld relancering
Arbejderen står stærkt efter sin succesfulde relancering den 1. september 2012 på dagbladets 30-års fødselsdag. Her får papiravisen nyt design med et mere tabloidt udtryk. Det betyder flere sider, større overskrifter, flere og større fotos, mere grafik og forskellige indgange til den enkelte artikel. Arbejderen udkommer med 16 sider fem dage om ugen og får samtidig ny hjemmeside.
Det er det grafiske kooperativ Rabotnik, der står bag Arbejderens nye design og hjemmeside.
– Ambitionen har været at skabe et design, der udtrykker et selvsikkert, marxistisk dagblad, der ikke er bange for at vise, hvor det står, siger Rune Bødker, medejer af Rabotnik, i Arbejderen den 1. september 2012.
Med det mere tabloide udtryk ønsker Arbejderen at komme sin målgruppe blandt aktive arbejdere i møde og give dem en mere let tilgængelig avis.
– Relanceringen er et kæmpe stort skridt for Arbejderen. Vi har arbejdet med at planlægge den i et helt år, inden vi går i luften den 1. september 2012. Ud over nyt design arbejder vi med at forbedre vores journalistik. Vi bliver mere skarpe på det journalistiske håndværk og begynder at arbejde med flere genrer som for eksempel analytiske artikler. Vi sikrer systematisk uddannelse af journalisterne og øger kvaliteten i de enkelte artikler. Vi skaber et mere professionelt produkt, siger Birthe Sørensen, der var redaktør for Arbejderen fra 2000 til 2019.
I forbindelse med relanceringen samler Arbejderen omkring 600 til en stor fest i Nørrebrohallen for at fejre både 30-års-dagen og den nye avis.
En arv fra oprøreren, aktivisten og forfatteren Patrick Mac Manus er med til at sikre det store løft af Arbejderen. For at ære Mac Manus minde bliver der på festen for første gang uddelt Patrick Mac Manus Mindepris. Den går til advokat Bjørn Elmquist for hans utrættelige kamp mod magtens vilkårlighed og terrorlovene og for demokrati og ytringsfrihed.
Det er i forbindelse med relanceringen, at Arbejderen starter en lang række debatpaneler op indenfor forskellige områder som faglig politik, økonomi, socialpolitik og retspolitik.
– Mange meget kompetente mennesker med forskellig baggrund og holdninger begynder at skrive i Arbejderen. Her er både formænd for fagforbund, aktive tillidsfolk og mange andre. Vi skaber en større rummelighed i avisen og plads til, at meninger kan brydes. Tilsammen er de nye tiltag med til at skabe en avis, der opnår en større autoritet, især i forhold til vores målgruppe blandt fagligt aktive, konstaterer Birthe Sørensen.
Reform af folkeskolen
Få måneder efter Arbejderens relancering fremlægger regeringen i december 2012 et udspil til en reform af folkeskolen. Eleverne skal have flere undervisningstimer, der skal være obligatorisk lektiehjælp og en række andre tiltag. Reformen skal finansieres af lærerne, der skal have flere undervisningstimer og mindre tid til forberedelse.
Reformen støder på kraftig modstand blandt lærerne, mens Kommunernes Landsforening (KL) ser en chance for et længe ønsket opgør med lærernes arbejdstidsaftale. Afskaffelse af aftalen bliver et krav fra kommunerne ved overenskomstforhandlingerne i foråret 2013. Da forhandlingerne bryder sammen, varsler KL lockout af omkring 67.000 lærere.
Arbejderen er det eneste medie, der dækker lockouten ud fra en klassebevidst synsvinkel.
Ane Søegaard, lærer
Efter 25 dages lockout slutter konflikten med et regeringsindgreb, der får støtte fra alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten og Liberal Alliance. Med regeringsindgrebet mister lærerne en central arbejdstidsaftale. Efterfølgende er det blevet afsløret af andre politikere, at regeringen allerede i slutningen af 2012 lufter mulighed for indgreb i en eventuel konflikt.
Lockouten og regeringsindgrebet kommer som et chok for mange lærere, der slet ikke forestiller sig, at det kan komme så langt, fortæller lærer Ane Søegaard, der i 2013 er formand for Frederiksberg Lærerforening og meget aktiv i konflikten.
– Der er ikke afsat penge til at lave reformen. Derfor skal lærerne betale ved at sikre mere undervisning for de samme penge. KL og regeringen har skabt et billede af, at det sagtens kan lade sig gøre, fordi lærerne alligevel ikke bruger al deres arbejdstid på undervisning, siger Ane Søegaard.
– Arbejderen er det eneste medie, der dækker lockouten ud fra en klassebevidst synsvinkel, som en arbejdskamp der er et angreb på den danske model. I løbet af lockouten begynder lærerne selv at bruge kampbegrebet. Det er ellers ikke noget, der ligger i lærernes DNA, men konflikten ændrer den genetiske kode hos os, tilføjer hun.
Ane Søegaard fremhæver, at mens lærerne skal hive fat i de andre medier for at få dem til at skrive om lærernes synspunkter, er det Arbejderen, der opsøger lærerne for at få deres stemme med.
Lærerkonflikten er kun en af de mange faglige konflikter, Arbejderen dækker i perioden. Avisen fastholder sit store fokus på den faglige kamp og situationen i fagbevægelsen. Det røde dagblad er også med på mange af fagforbundenes kongresser.
Reform af førtidspension og fleksjob
Ud over folkeskolereformen er et andet af Thorning-regeringens meget omstridte projekter reformen af førtidspension og fleksjob, der træder i kraft den 1. januar 2013. Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen står i spidsen for voldsomme forringelser af fleksjobordningen og muligheden for at få førtidspension.
Arbejderen dækker reformen tæt, fra den bliver fremlagt i februar 2012 frem til vedtagelsen i december 2012, og har efterfølgende fulgt de alvorlige konsekvenser af reformen og den voksende modstandsbevægelse, der kræver afgørende ændringer.
Claus Jansson er blandt de første, der tager kampen op mod reformen. Han er fleksjobber og voldsomt utilfreds med de store forringelser af fleksjobordningen. Han er med til at danne Folkets Parlament, der i slutningen af 2012 arrangerer de første protester mod reformen.
Arbejderen er de eneste, der går seriøst ind og dækker reformen fra start af, ikke kun ud fra ministeriets pressemeddelelser, men også beskriver problemerne med reformen.
Claus Jansson, fleksjobber
– Med reformen mister fleksjobberne arbejderrettigheder og er ikke længere sikret samme løn- og ansættelsesvilkår som ordinært ansatte. For mange kommer reformen til at betyde lavere løn. Vi går fra at være lønmodtagere til at være offentlige klienter. Det føler mange sig ramt af, fortæller Claus Jansson.
– Hele lovprocessen omkring reformen er meget topstyret. Der bliver ikke lyttet til de mange kritiske høringssvar. Efterfølgende oplever vi alvorlige konsekvenser af reformen, hvor syge bliver sendt ud i lange udredningsforløb, der gør dem endnu mere syge. Evalueringen af reformen er først i gang nu, og indtil videre er der kun gennemført kosmetiske ændringer, tilføjer han.
Claus Jansson vurderer, at Arbejderen er det medie, der har skrevet mest om reformen gennem hele forløbet.
– Arbejderen er de eneste, der går seriøst ind og dækker reformen fra start af, ikke kun ud fra ministeriets pressemeddelelser, men også beskriver problemerne med reformen. Siden har I løbende fulgt reformen. Tak for det, siger Claus Jansson, der stadig venter på en reel ændring af reformen.
Green Desert-skandalen
Et andet område, der bliver dækket intensivt af Arbejderen, er dansk krigsdeltagelse. I kølvandet på avisens relancering i 2012 sætter redaktionen særligt fokus på den dansk ledede operation Green Desert i Irak i november 2004. Her bliver 36 uskyldige irakere taget til fange og udleveret til fængsling og tortur.
Tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard skaber opmærksomhed om sagen, da han i 2012 offentliggør en video fra Operation Green Desert, hvor man ser danske soldater se passivt til, mens irakiske soldater slår og sparker civile fanger.
Arbejderen bider sig fast i sagen og kommer i 2013 i besiddelse af en fortroligt stemplet militær efterretningsrapport, en såkaldt Target Folder, der vurderer, at der efter al sandsynlighed kun vil befinde sig uskyldige civile de steder, hvor de danske tropper har planlagt at gennemføre Operation Green Desert i 2004. Alligevel sætter den danske bataljons øverste chef, oberst John Dalby, operationen i gang.
“Soldaterne fandt kun civile irakere. De blev vækket, trukket ud af deres huse, sparket og slået, mens danske soldater filmede og kommenterede mishandlingen, og kørt væk til måneders fængsling og tortur i Basra”, skriver Arbejderens daværende webredaktør Freja Wedenborg i en kommentar i Arbejderen den 11. juni 2013.
“Target Folderen viser, at hele operationen var en løgn i sig selv. Og det er måske meget passende, når den krig, den fandt sted under, og som kostede hundredetusinder af mennesker livet, også var indledt på løgne”, slutter kommentaren.
Gennem en lang række artikler afdækker Arbejderen forløbet op til, under og efter Green Desert-operationen og følger de civile tilfangetagne irakeres kamp for at få erstatning for den mishandling, de blev udsat for. Siden 2012 har Arbejderen bragt over 100 artikler om Green Desert.
Økonomiske problemer
På de indre linjer slås Arbejderen med problemer nogle år efter relanceringen i 2012. Det lykkes ikke som planlagt at hæve abonnementstallet, og avisen har store økonomiske vanskeligheder.
– Vi bliver ramt af den almindelige udvikling på mediemarkedet, hvor færre læser papiraviser og i stedet får deres nyheder på nettet. I en situation, hvor andre aviser mister tusindvis af abonnenter, lykkes det for os at fastholde antallet af abonnenter, men ikke at hæve det som planlagt, konstaterer daværende redaktør Birthe Sørensen.
Den 1. januar 2014 træder en ny lov om mediestøtte i kraft. Arbejderen, der bliver udgivet af Kommunistisk Parti, kan glæde sig over, at et forslag om ikke at give støtte til dagblade, der har et parti som udgiver, er blevet droppet.
– Den bestemmelse ryger heldigvis ud igen – men jeg er stadig forundret over, at organisationer som Dansk Journalistforbund og Danske Medier overhovedet kunne støtte et sådant forslag, siger Birthe Sørensen.
Vi har nogle fantastiske læsere, der yder en uvurderlig støtte til Arbejderen. Læsernes støtte har hele vejen igennem været en vigtig forudsætning for Arbejderens eksistens.
Birthe Sørensen, tidligere redaktør, Arbejderen
Hun ser det som et demokratisk problem, hvis der kun er plads til dagblade, som udgives af en kapitalfond eller en samling af aktionærer, der skal sikres overskud.
De nye regler for mediestøtte rammer Arbejderen på anden vis. Nu bliver støtten givet efter produktionsomkostninger fremfor som tidligere til at dække udgifterne til distribution som for eksempel porto.
For et medie som Arbejderen med meget frivillig arbejdskraft og få fastansatte og dermed lave produktionsomkostninger betyder det et kraftigt fald i mediestøtten. Over en periode på tre år mister Arbejderen omkring en million kroner i støtte.
Avisen tager kampen op og går under overskriften, ”Medieloven får os ikke ned med nakken”, i offensiven. Redaktionen vælger at skære antallet af ugentlige papiraviser ned fra fem til fire for at spare penge og i stedet opruste netudgaven, der nu opdateres alle ugens dage.
Samtidig sætter avisen gang i salg af symbolske støtteaktier. Målet er at hente 200.000 ad den vej. Det lykkes også. Da 2014 er gået, er der solgt støtteaktier for 206.000 kroner. Derudover er der samlet 1,3 millioner kroner ind ved den årlige indsamling til Arbejderens Støttefond.
– Vi har nogle fantastiske læsere, der yder en uvurderlig støtte til Arbejderen. Læsernes støtte har hele vejen igennem været en vigtig forudsætning for Arbejderens eksistens, siger Birthe Sørensen.
Internationalt samarbejde
Trods de økonomiske problemer tager Arbejderen udadvendte offensive skridt i 2014. Blandt andet indleder redaktionen et tættere samarbejde med en række ligesindede aviser i andre lande. Konkret drejer det sig om junge Welt i Tyskland, Morning Star i Storbritannien og Zeitung vum Letzëbuerger Vollek fra Luxembourg. Derudover har Arbejderen et tæt samarbejde med den svenske Proletären.
Samarbejdet omfatter dels udveksling af artikler og fotos og dels fælles indstik. Det første udgives i anledning af 100-året for Første Verdenskrigs udbrud. I 2015 arbejder de fire aviser sammen om hele fire indstik.
Arbejderen deltager også i den årlige Rosa Luxemburg-konference arrangeret af junge Welt i Berlin. I 2014 taler avisens webredaktør Freja Wedenborg under konferencens åbningsdebat om det internationale mediesamarbejde. Hendes budskab er: Hvis vi vil udfordre den ensidige og reaktionære dagsorden, som præger mediebilledet i dag, må vi bruge vores fælles styrke.
En svær beslutning
De følgende år holder Arbejderen skruen i vandet og dækker store begivenheder i klassekampen som for eksempel afstemningen om retsforbeholdet i 2015, hvor danskerne stemmer nej, den britiske afstemning for brexit i 2016 og de offentligt ansattes flotte overenskomstkamp i 2018.
Men det bliver stadig sværere at få avisens økonomi til at hænge sammen. Ud over stigende portopriser fortsætter udviklingen med at stadig flere får deres nyheder digitalt. Arbejderen indskrænker ad flere omgange sidetallet i papiravisen. Samtidig er trykmaskinen ved at være nedslidt, og anskaffelsen af en ny maskine vil være en meget stor udgift.
– De økonomiske problemer betyder også, at vi kommer til at mangle arbejdskraft, fordi vi ikke har råd til at ansætte nok folk. Vi har problemer med at løfte kvaliteten i avisen. Det produkt, vi kan levere, er for dyrt i forhold til sit indhold, siger Birthe Sørensen.
– I en proces over nogle år fører det til en erkendelse af, at det ikke kan blive ved med at gå, og landsledelsen i Kommunistisk Parti, der udgiver Arbejderen, ender med at beslutte at lukke papiravisen og overgå til at være et digitalt dagblad. Det er en meget svær beslutning, men jeg er overbevist om, at det er den rigtige beslutning, vi tager, tilføjer hun.
På det tidspunkt udkommer Arbejderen fire dage om ugen med otte sider fra tirsdag til torsdag og 12 sider om fredagen.
– Der er en reel frygt for, om Arbejderen kan overleve. Det er en stor sejr, at det lykkes at omstille avisen til at blive et digitalt dagblad, siger Birthe Sørensen.
Igen træder de mange trofaste læsere til og støtter deres dagblad. En ekstraordinær indsamling giver i løbet af tre måneder 880.000 kroner til at sikre Arbejderens overgang til netmedie.
På Arbejdernes Internationale Kampdag den 1. maj 2019 udkommer Arbejderen for sidste gang som papiravis. Det historiske eksemplar bliver delt ud til 1. maj-arrangementer rundt omkring i landet sammen med en opfordring om at abonnere på det nye digitale dagblad.
Redaktørskift
I forbindelse med overgangen til digitalt dagblad skifter Arbejderen redaktør. Birthe Sørensen fratræder stillingen efter 19 år på posten.
– Jeg er blevet 63 år og ønsker at nedtrappe mit arbejde, men vil stadig være tilknyttet avisen. Jeg synes, det rigtige tidspunkt at skifte redaktør er nu, hvor avisen træder ind i en helt ny epoke. Jeg må jo indrømme, at mine kompetencer først og fremmest er knyttet til papiravisen, siger Birthe Sørensen, der er uddannet typograf, i forbindelse med redaktørskiftet.
Ny redaktør bliver 35-årige Anders Sørensen, der har været tilknyttet Arbejderen i mange år og derudover har en række forskellige ufaglærte job bag sig.
Han er godt tilfreds med Arbejderens udvikling i de første to år som digitalt dagblad.
– I det store hele er det gået over al forventning. I perioden fra april 2020 til april 2021 har vi haft 50 procent flere læsere end i samme periode fra 2018-2019. Det er en stor stigning, som vi godt kan være stolte af. Her i 2021 har vi omkring 20.000 ugentlige læsere på Arbejderen.dk, erklærer redaktøren.
I det store hele er det gået over al forventning. I perioden fra april 2020 til april 2021 har vi haft 50 procent flere læsere end i samme periode fra 2018-2019.
Anders Sørensen, redaktør
Som et supplement til det digitale beslutter Arbejderen i forbindelse med overgangen til netmedie at starte udgivelsen af Magasinet Arbejderen, der kommer fire til seks gange om året med en række baggrundsartikler omkring teori, kultur med mere.
– Oprindelig tænkte jeg mest på magasinet som et plaster på såret for dem, der havde svært ved at undvære papiravisen, men det har vist sig at have en stor værdi i sig selv og er blevet en kæmpe succes, oplyser Anders Sørensen.
Ud over magasinet arbejder redaktionen også på anden vis med at fastholde især de ældre læsere, der har svært ved overgangen til digitalt medie.
Der bliver holdt læsermøder over hele landet, hvor deltagerne helt konkret bliver hjulpet til at komme over på nettet og vejledt i at finde rundt på hjemmesiden. Derudover starter redaktionen med at få indlæst en række af artiklerne, så også svagtseende kan have glæde af det digitale dagblad.
– Det lykkes at få de fleste læsere med over på netmediet. Det er meget få, vi taber helt, konstaterer en tilfreds redaktør.
Det daglige nyhedsbrev, der bliver sendt via mail, samt nyhedschatten på Messenger er også med til at skabe flere indgange til det digitale dagblad.
Bedre artikler og livereportager
Anders Sørensen fremhæver, at der med beslutningen om at overgå til digitalt dagblad bliver frigivet ressourcer til at skrive bedre artikler.
– Vi brugte mange ressourcer på papiravisen. At vi nu kan koncentrere os om hjemmesiden betyder, at der er mere ro til at kæle for den enkelte artikel og sikre et bedre journalistisk produkt, der passer til netmediet, siger han og tilføjer:
– Der er også skabt plads til igen at arbejde med journalistisk udvikling, hvor vi blandt andet har ladet os inspirere af den konstruktive journalistik, der i stedet for mest at fokusere på konflikt og problemer peger på løsninger og muligheder for at skabe forandring. Vi vil godt være med til at sætte folk i bevægelse og understøtte dem, der allerede er i bevægelse. Det, som for alvor rykker folk, er troen på, at de kan gøre en forskel.
Livereportager på Facebook af demonstrationer, strejker, blokader og andre kampe er et andet nyt tiltag efter overgangen til netmedie.
– Det erstatter ikke de skrevne artikler, der kan komme mere i dybden. Men det giver en god mulighed for at tage folk med ud i klassekampen og vise, hvad der sker, siger Anders Sørensen.
Han erkender, at der også er ulemper forbundet med overgangen til netmedie.
– Vi mangler en fysisk avis, vi kan dele ud på gaden og til demonstrationer eller tage med på generalforsamlinger i fagforeningerne og lægge i skurvognen eller frokoststuen på arbejdspladsen. Det er rigtig ærgerligt, at vi har mistet det. Vi har fundet nogle gode løsninger ved for eksempel at lave trykt præsentationsmateriale til kongresser i 3F eller FOA og flyers med artikler fra Arbejderen til uddeling på demonstrationer. Men det løser ikke helt problemet, konstaterer redaktøren.
Arbejderen lægger stort set alle artikler frit tilgængeligt ud på hjemmesiden. Samtidig bliver læsere opfordret til at give et støttebidrag eller tegne abonnement.
– Vi siger direkte, at hvis Arbejderen skal fortsætte med at levere unik journalistik, der beskriver verden set fra arbejdsklassens synspunkt, er det nødvendigt, at vores læsere støtter og allerhelst abonnerer. Den opfordring er der heldigvis mange, der følger, fortæller Anders Sørensen.
Corona sætter dagsordenen
Som for resten af verden sætter coronapandemien i starten af 2020 også en ny dagsorden for Arbejderen. Det kommende års tid bliver præget af hjemmearbejde, digitale møder og afstand til de mennesker, avisen skriver om.
I dækningen af coronapandemien lægger Arbejderen vægt på betydningen af en stærk offentlig sektor og et skattefinansieret sundhedsvæsen i en sådan krise, beskriver den store solidaritet i befolkningen og sætter samtidig fokus på, hvor skævt pandemien rammer. Den højeste pris betales af lavtlønnede, fattige og socialt udsatte, og der er en total skævvridning af rige og fattige landes mulighed for at bekæmpe pandemien.
Arbejderen ser også på, hvilken betydning vores produktionsmetoder og levevis har for udviklingen af pandemier som corona. Avisen afholder blandt andet et velbesøgt digitalt læsermøde med oplæg af Carsten Rahbek, der er professor fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.
– Corona og en række andre pandemier og sygdomme i nyere tid har baggrund i de omfattende naturødelæggelser, der foregår overalt på kloden, konstaterer Carsten Rahbek blandt andet.
Jævnlige læsermøder om aktuelle emner er også et af de nye tiltag, Arbejderen tager i forbindelsen med overgangen til digitalt dagblad. Før corona bliver læsermøderne afholdt fysisk i Arbejderens lokaler i Hillerødgade i København, men det seneste år har læsermøderne været virtuelle på Facebook, YouTube og Twitter.
– Det betyder, at der kommer flere til læsermøderne, fordi folk fra hele landet kan være med, og så kan folk se møderne bagefter på nettet. Jeg forestiller mig, at vi efter corona vil holde fast i digitale møder, men samtidig også vil mødes fysisk. Det betyder noget at kunne se hinanden i øjnene og snakke sammen i pausen, mener Anders Sørensen.
Coronaepidemien betyder også en forsinkelse på Arbejderens overgang til en længe planlagt ny hjemmeside. Men den 1. maj 2021 er lang tids forberedelse endelig slut, og Arbejderen.dk går i luften med nyt og tidssvarende design, klar til nye fremskridt. Et nyt afsnit i Arbejderens historie starter.
I 2012 skrev vi Arbejderens historie som dagblad gennem 30 år. I forbindelse med overgangen til Arbejderens nye hjemmeside har vi ført historien op til 2021. Gennem fire afsnit kan du følge Arbejderens udvikling, fra avisen første gang udkom som dagblad den 1. september 1982 frem til april 2021.
1982-1992: Det kommunistiske parti DKP/ML sender Arbejderen på gaden som dagblad for første gang. De følgende år fylder strejker og bz-kampe godt på de tætskrevne sider. Tåregassen bølger gennem Ryesgade, faglige aktivister blokerer Christiansborg, og i Berlin falder muren.
1992-2002: Mens verden styrter sammen om de danske kommunister, åbner Arbejderen sig op og arbejder på at samle de splittede kræfter på venstrefløjen, mens støttearbejdet blomstrer i Arbejderens Venner. Avisen er med på blokaderne under Ri-Bus-konflikten i Esbjerg og dækker den massive EU-modstand, der resulterer i, at danskerne to gange i perioden stemmer nej til øget EU-integration.
2002-2012: Terrorlovene indføres i kølvandet på 11. september, politiet censurerer Arbejderens hjemmeside, og statsministeren meddeler, at terrorloven står over ytringsfriheden. Ungdomshuset bliver revet ned, og de offentligt ansatte mobiliserer til velfærdskamp. Efter ti år får Danmark en ny regering.
2012-2021: Til stor skuffelse for mange står Thorning-regeringen bag asociale reformer, nedskæringer og indgreb i lærerkonflikt. Derefter sætter Løkke yderligere skub over liberalisering og udlændingestramninger. Danskerne stemmer nej til retsforbeholdet, briterne vælger brexit, og klimakampen kommer højt op på den politiske dagsorden. Arbejderen står midt i klassekampen, men kæmper samtidig for at overleve og beslutter i 2019 at blive digitalt dagblad.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
