90’erne er præget af sammenbruddet i de tidligere socialistiske lande. Kommunismen og den socialistiske idé har lidt et voldsomt tilbageslag. Der er en aggressiv antikommunistisk kampagne, og kapitalismen bliver fremstillet som det eneste livsduelige samfundssystem.
I Danmark bliver det tidligere store og stærke DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, splittet, og mange tidligere kommunister bliver politisk inaktive. Det får konsekvenser i fagbevægelsen og mange folkelige bevægelser, hvor kommunisterne har spillet en aktiv og udfarende rolle.
Det var formidabelt vigtigt for os, at Arbejderen dækkede konflikten.
Tove Andersen, Ri-Bus-støttekomitéen
Det mindre, kommunistiske parti, DKP/ML, der udgiver Arbejderen, tager bestik af den nye situation og beslutter at arbejde for at samle de splittede venstrefløjskræfter. Det får betydning for Arbejderens rolle. Fra i høj grad at have været DKP/ML’s avis bliver avisen nu åbnet for hele den folkelige og kæmpende bevægelse, samtidig med at DKP/ML fastholder sin ledelse af avisen.
”Avisen skal udvikle sig som talerør for alle kæmpende kræfter, den er åben for alle progressive, enkeltpersoner, organisationer og bevægelser. Det må gøres lettere at bruge avisen, den må øge sin relevans for alle disse grupper som deres avis.”
Sådan hedder det i beretningen til DKP/ML’s 5. kongres i 1991.
– Det var den bedste periode i al den tid, jeg var på avisen, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Hun arbejdede på redaktionen i de første årtier af dagbladets levetid og var redaktør fra 1993 til 2000.
– Vi satte os for at lave en avis, som kunne samle de splittede kræfter og give dem et talerør – hvilket også betød at give plads til forskellige synspunkter i avisen. Vi diskuterede meget, hvordan vi kunne åbne avisen op og få folk til at bruge den. Vi øgede vores kontaktflade i 90’erne, flere og flere følte, at det var nødvendigt at bruge Arbejderen, fortæller Lotte Rørtoft-Madsen.
Avisen fik en mere selvstændig rolle i den periode. Det var ikke længere sådan, at avisen var identisk med partiet. Men vi fastholdt rimeligt hardcore, at avisen skulle kunne lave politiske analyser og gøre det muligt for læserne at orientere sig, tilføjer Lotte Rørtoft-Madsen.
På blokaden i Esbjerg
Der er en række store faglige kampe og vigtige EU-afstemninger i løbet af 90’erne. Helt centralt står Ri-Bus-konflikten, der starter i 1995.
268 dages uafbrudt konflikt med strejke og blokader i protest mod privatiseringen af busdriften i Esbjerg. Der udvikler sig et landsdækkende støttearbejde, og undervejs er der en aktionsdag på landsplan, hvor omkring 250.000 nedlægger arbejdet.
Arbejderen dækker konflikten hele vejen igennem forløbet. Avisen er med på blokaderne i Esbjerg, ved demonstrationerne rundt omkring i landet, fortæller om støttearbejdet og sympatikonflikter.
– Arbejderen gav en helt fantastisk flot dækning af konflikten, både af selve strejken og alle dens aspekter samt alle retssagerne bagefter, siger Tove Andersen, tidligere talskvinde for støttekomitéen med Ri-Bus-chaufførerne, til Arbejderen.
To andre talsmænd for støttekomitéen, Peter Kleist og John Andersen, bliver varetægtsfængslet sammen med en af de strejkende chauffører, Bjørn Marker, på påstanden om, at de har opfordret til hærværk. Derudover er der en række andre retssager mod Ri-Bus-aktivister.
Retssagerne slutter først i 1998. Arbejderen dækker hvert eneste retsmøde.
– Det var meget vigtigt for os, at Arbejderen dækkede konflikten. Efter vores mening optrådte store dele af den borgerlige presse som lakajer for systemet, siger Tove Andersen.
Fra forsideoffer til trofast støtte
En af dem, som følger Arbejderens faglige dækning i 1990’erne fra en lidt anden vinkel, er Hardy Hansen.
Han er socialdemokrat og frem til 1996 formand for Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD, som siden bliver en del af 3F. Som forbundsformand bliver han ofte kritiseret i overskrifter på Arbejderens forside.
– Vi var måske nødt til at lave nogle kompromiser, som Arbejderen syntes var for dårlige – det er jo en rød avis. Det er fair nok. Det er vigtigt, at nogen pisker lederne. Det gør Arbejderen jo også i dag med Harald Børsting og Helle Thorning. Det er fuldt berettiget, det var det sikkert også dengang overfor mig, siger Hardy Hansen.
- 1.september 1994: Arbejderen udvider fra 12 til 16 sider fra tirsdag til lørdag. Samtidig får avisen nyt hoved og ny layout med federe overskrifter.
- 28.maj 1996: På grund af økonomiske problemer går Arbejderen ned på otte sider de fire hverdage, men fastholder 16 sider lørdag. Samtidig starter avisen salg af støtteaktier til 500 eller 1000 kroner for at bringe økonomien på ret køl igen. Salget går forrygende, i løbet af en måned er der solgt for 85.000 kroner aktier til avisens læsere.
- 19.november 1996: Sideantallet øges til 12 i hverdagsaviserne, avisen er stadig på 16 sider lørdag.
- 9.oktober 1998: Støtte fra læserne sikrer, at Arbejderen kan skifte sin 25 år gamle nedslidte tjekkiske trykmaskine ud med en nyere model. Der må bankes hul i muren på 1.sal for at få maskinen ind.
- 1.marts 2001: Avisen går over til at udkomme med 12 sider hver dag også lørdag.
I løbet af tiåret skifter han fra at blive skældt ud i avisens overskrifter til at være en af avisens mest trofaste støtter.
– Det er godt, vi har Arbejderen. Dengang i 80’erne og 90’erne havde alle de store medier arbejdsmarkedsjournalister, som ikke lavede andet end at skrive om fagligt stof. Der var omkring 75 af dem. De havde tid til at deltage i en faglig kongres og få en dybdegående viden om, hvad tillidsmændene rundt omkring på landets arbejdspladser tænkte, siger Hardy Hansen og peger på, at arbejdsmarkedsjournalisterne forsvinder i midten af 90’erne.
– I dag er det reelt ikke andre end Arbejderens journalister, som dækker det område, og avisen fylder det hul fantastisk godt ud, erklærer han.
Et nej er et nej
Også EU-modstanden fylder meget i 90’erne.
Danskerne stemmer nej til Maastricht-traktaten i 1992. Efter at SF har skiftet holdning, bliver traktaten vedtaget i 1993 med en række danske forbehold. Det opfattes af mange som et stort forræderi og fører til voldsomme protester på Nørrebro i København, hvor politiet ender med at skyde med skarpt mod demonstranterne.
I 2000 stemmer danskerne nej til euroen efter en omfattende tværpolitisk nej-kampagne.
Lave Knud Broch bliver aktiv i Folkebevægelsen mod EU i starten af 90’erne, hvor han er ganske ung. Han oplever Arbejderen som det mest EU-engagerede dagblad i Danmark.
– Når der sker store ting i EU, er Arbejderen altid til stede og forsøger at dække det seriøst trods få ressourcer. Avisen går bagom historierne og afdækker konsekvenserne. Jeg ville ønske, at de store dagblade ville gøre det samme, siger Lave Knud Broch, som er medlem af Det Radikale Venstre.
Internettet revolutionerer arbejdet på avisredaktionerne i løbet af 90’erne. Det gælder selvfølgelig også Arbejderen – om end måske i lidt langsommere tempo.
Lotte Rørtoft-Madsen husker, hvordan avisens computeransvarlige opsøger hende omkring 1991 og fortæller om noget nyt, som bliver kaldt ”World Wide Web”.
– Jeg har travlt og tænker, at det nok ikke er særlig vigtigt. Men der går kun få måneder, så begynder det at pible på internettet. Det forandrer det hele, stort set fra dag til dag. Pludselig kan vi komme i kontakt med hele verden, det har ellers været vores store svaghed, at vi ikke har journalister ude i verden, siger den tidligere redaktør.
Arbejderen som springbræt
Op gennem 90’erne bruger Arbejderens redaktion mange kræfter på at udvikle journalistik og layout og bliver langt mere opmærksom på fotoets betydning i avisen.
Der kommer en fast fotograf på avisen, og derudover bliver der tilknyttet andre fotografer, som arbejder frivilligt i en periode. En af dem er Mads Nissen, som i dag er en kendt og prisbelønnet fotograf. Han arbejder på avisen et halvt års tid i slutningen af 90’erne.
– Jeg havde lige været i Venezuela for at lære spansk og studere sydamerikansk kultur. Der fik jeg en åbenbaring omkring fotografiet. Jeg så alle de fantastiske muligheder for at fortælle vigtige historier med fotos, siger Mads Nissen.
Han møder Arbejderens fotograf og laver en aftale om, at han kan være en periode på avisen som frivillig arbejdskraft.
– Jeg var meget grøn på det tidspunkt og syntes, det var fantastisk, at nogen ville give mig gratis film for at fotografere. Jeg havde en masse på hjerte og var glad for at få lov til at udvikle mig, og det gjorde jeg helt sikkert i det halve år på Arbejderen. Der var travlt, og vi fik meget erfaring. Jeg husker et foto, jeg var meget glad for. Det var til en demonstration, som politiet angreb. Jeg fik et foto, lige da en politimand slog en demonstrant – det var lige i øjet, husker Mads Nissen.
Han bruger erfaringerne fra blandt andet Arbejderen som et springbræt til at komme ind på fotojournalistuddannelsen.
– Arbejderen skal have stor ros for, at avisen gennem årene har taget mange grønskollinger ind, unge som ikke har det store faglige kendskab, men har noget på hjerte. Arbejderen har givet os en udviklingsplads, siger Mads Nissen.
Mange andre unge er gennem 90’erne og 00’erne en tur omkring Arbejderen i forsøget på at kvalificere sig til at blive optaget på journalisthøjskolen. I takt med at avisen åbner sig op, bliver flere tiltrukket af dens miljø.
Arbejderens Venner opbygges
Mange begynder også at deltage i støttearbejdet for Arbejderen. I starten af 90’erne ser Støttekredsen Arbejderens Venner dagens lys. Her engagerer en række folk sig, blandt andre flere tidligere eller nuværende medlemmer af DKP.
De har stor erfaring fra mange års solidt støttearbejde for DKP’s tidligere dagblad Land og Folk og bruger disse erfaringer på at opbygge støttearbejdet omkring Arbejderen.
I løbet af 90’erne udvikler avisen sig. Der bliver færre af de lange, tunge taler fra Albanien.
Johnny Laugesen, tidligere formand for Arbejderens Venner
Midt i 90’erne bliver Johnny Laugesen, tidligere medlem af DKP og formand for Metal afd. 12, formand for Arbejderens Venner.
– Jeg kom til, lige da Arbejderen var i økonomisk krise i 1996, og vi skulle skaffe 100.000 kroner for at redde avisen. Det lykkedes. Vi solgte blandt andet støtteaktier, siger Johnny Laugesen.
På grund af de økonomiske problemer blev Arbejderen i en periode tvunget til at skære sit sidetal i hverdagsaviserne ned fra 16 til otte. Samtidig sendte man en appel ud til læserne om at støtte avisen, for eksempel ved at købe en støtteaktie. Der var en fantastisk positiv respons. På en måned blev der solgt støtteaktier for 85.000 kroner.
– Støttekredsen satte en række initiativer i gang. Vi lavede lotteri i avisen og afholdt kulturelle arrangementer og begyndte at lave Arbejderens Radioavis på lokalradioen Folkets Radio, fortæller Johnny Laugesen.
Lærer af Land og Folk
For ham er Arbejderen en erstatning for Land og Folk.
– I starten var avisen ikke så god, men det var den eneste, som kunne fylde tomrummet efter Land og Folk og give information fra arbejdspladserne. Og i 90’erne bliver den bedre. Den udvikler sig meget positivt i de år, også journalistisk. Vi kommer væk fra de lange, tunge artikler og gengivelser af taler fra Albanien, siger Johnny Laugesen.
I 1997 oplever DKP/ML en partikamp, som ender med, at flere ledende folk bliver ekskluderet, og en gruppe medlemmer forlader partiet. Men redaktionen arbejder hårdt på at holde partikampen ude af Arbejderens spalter. Alle husker, hvordan partikampen i DKP tidligere var med til at ødelægge Land og Folk.
Omtrent på samme tidspunkt bliver Arbejderen medlem af Danske Dagblades Forening.
– Vi føler os stærke nok til at begå os i medieverdenen og ønsker en ligeværdig plads blandt de øvrige dagblade og mulighed for at kunne få hjælp fra foreningen, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
I 1999 får avisen sit første diplom i konkurrencen om ”Årets avisside”. Året efter er der redaktørskifte på Arbejderen. Lotte Rørtoft-Madsen ønsker nyt arbejde efter mange år på redaktionen. Birthe Sørensen bliver ny redaktør.
Hun har kun siddet i redaktørstolen i et års tid, da terrorangrebet mod World Trade Center varsler et årti, som kommer til at stå i krigene og terrorlovenes tegn. Det kommer til at præge Arbejderen op gennem 00’erne.
I 2012 skrev vi Arbejderens historie som dagblad gennem 30 år. I forbindelse med overgangen til Arbejderens nye hjemmeside har vi ført historien op til 2021. Gennem fire afsnit kan du følge Arbejderens udvikling, fra avisen første gang udkom som dagblad den 1. september 1982 frem til april 2021.
1982-1992: Det kommunistiske parti DKP/ML sender Arbejderen på gaden som dagblad for første gang. De følgende år fylder strejker og bz-kampe godt på de tætskrevne sider. Tåregassen bølger gennem Ryesgade, faglige aktivister blokerer Christiansborg, og i Berlin falder muren.
1992-2002: Mens verden styrter sammen om de danske kommunister, åbner Arbejderen sig op og arbejder på at samle de splittede kræfter på venstrefløjen, mens støttearbejdet blomstrer i Arbejderens Venner. Avisen er med på blokaderne under Ri-Bus-konflikten i Esbjerg og dækker den massive EU-modstand, der resulterer i, at danskerne to gange i perioden stemmer nej til øget EU-integration.
2002-2012: Terrorlovene indføres i kølvandet på 11. september, politiet censurerer Arbejderens hjemmeside, og statsministeren meddeler, at terrorloven står over ytringsfriheden. Ungdomshuset bliver revet ned, og de offentligt ansatte mobiliserer til velfærdskamp. Efter ti år får Danmark en ny regering.
2012-2021: Til stor skuffelse for mange står Thorning-regeringen bag asociale reformer, nedskæringer og indgreb i lærerkonflikt. Derefter sætter Løkke yderligere skub over liberalisering og udlændingestramninger. Danskerne stemmer nej til retsforbeholdet, briterne vælger brexit, og klimakampen kommer højt op på den politiske dagsorden. Arbejderen står midt i klassekampen, men kæmper samtidig for at overleve og beslutter i 2019 at blive digitalt dagblad.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
