80’erne er et årti præget af store arbejdskampe. Havnearbejderstrejken i 1982, strejken på Kommunehospitalet i 1984, den store engelske minearbejderstrejke i 1984-85, storkonflikten i 1985 og den efterfølgende bryggeriarbejderstrejke.
Arbejderen dækker de store strejker. Men også en masse mindre, faglige konflikter finder vej til avisens spalter. Fra sin første dag som dagblad har avisen hovedfokus på de faglige kampe og andre folkelige bevægelser.
– Arbejderen var ikke en verdensfjern avis, men tog udgangspunkt i virkeligheden og bevægelserne, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Hun var en central kraft på redaktionen i de første årtier af dagbladets levetid – fra 1993 til 2000 som redaktør.
- 1. september 1982: Arbejderen starter med at udkomme som dagblad med fire sider mandag til torsdag og en 12-siders fredagsavis.
- Under storkonflikten i 1985: Arbejderen udvider i denne periode med otte sider til hverdag.
- 1. januar 1987: Hverdagsavisen bliver udvidet fra fire til seks sider.
- 1. maj 1989: Arbejderens hoved bliver ændret. Prikken over j’et bliver ændret til en stjerne med hammer og segl.
- 1. september 1989: Arbejderen begynder at komme fra tirsdag til lørdag. Hverdagsavisen bliver udvidet fra seks til otte sider.
- 1. september 1991: Arbejderen får nyt hoved og udvider til 12 sider alle dage.
”Arbejderens spalter står åbne for den kæmpende arbejderklasse, for alle undertrykte og udbyttede”, hedder det i en udtalelse på forsiden af det første nummer af Dagbladet Arbejderen.
Arbejderen er udkommet i fire år, inden avisen bliver dagblad den 1. september 1982. Først som et månedsblad, siden hver 14. dag, så en gang om ugen og op til overgangen til dagblad flere gange om ugen. Det er det kommunistiske parti DKP/ML, der udgiver Arbejderen.
– For DKP/ML var det essentielt, at et kommunistisk parti må have sine egne medier for at kunne fremme de kommunistiske synspunkter og analyser. Vi kan ikke regne med at få dem frem i de øvrige medier, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Mediebilledet er et helt andet i 80’erne end i dag. Der er både DKP’s dagblad Land og Folk og det socialdemokratiske Aktuelt samt mange lokale socialdemokratiske aviser.
– Monopoliseringen i medieverdenen var ikke nær så kraftig dengang som i dag. I sin første tid som dagblad opfatter Arbejderen sig i høj grad som talerør for DKP/ML, som en slags opposition til oppositionen, det vil først og fremmest sige som opposition til DKP. Det betyder, at avisen kan opleves som meget konfrontatorisk og unuanceret. Samtidig forsøger vi at spille en rolle, når der er gang i klassekampen, fortæller Lotte Rørtoft-Madsen.
På havnen med avisen
En af de første store arbejdskampe, som dagbladet dækker, er havnearbejderstrejken. Den starter i december 1982 i protest mod Schlüter-regeringens forringelse af dagpengereglerne.
Arbejderen følger konflikten tæt, er tilstede på havne over hele landet dagligt, deltager i solidaritetsbevægelsen, dækker kampene med politiet, fængslingen af havnearbejdernes talsmand og retssagen mod ham.
I de mere end to måneder, konflikten varer, bliver Arbejderen hver dag delt ud i Frihavnen i København samt flere andre af landets havne.
– Jeg var en af dem, som under strejken mødte op i Frihavnen hver morgen klokken 6.30 med avisen. Der blev taget godt imod os. De fleste af havnearbejderne var enormt glade for Arbejderen, fordi vi loyalt beskrev konflikten fra de strejkendes side, fortæller Carl-Aage Jensen, der var medlem af DKP/ML.
Arbejderen lavede gode artikler, der beskrev tingene, som de var. Det var en avis, hvor man kunne komme til orde som arbejder og tillidsmand.
Palle Nissen, tidligere fællestillidsmand
– Arbejderen lavede gode artikler, der beskrev tingene, som de var. Det var en avis, hvor man kunne komme til orde som arbejder og tillidsmand. Dengang var der også Aktuelt, som vi fik tilsendt gratis i en periode, hver gang vi havde været på tillidsmandskursus. Men det var et lorteblad, som ikke ville skrive om vores konflikter. Der var også Land og Folk, men det blev mindre aktivt i løbet af 80’erne, siger Palle Nissen.
Ud over de faglige kampe er 80’erne også præget af bz-bevægelsens mange aktioner for ungdomsboliger. En af de mest markante kampe drejer sig om Ryesgade 58 i København. Her har bz’erne haft et hus besat i mere end tre år og arbejder på at få det lavet til et bz-kollektiv.
Da kommunen afviser en sådan løsning, barrikaderer bz’erne Ryesgade for at forsvare huset. Barrikaden varer i ni dage, før bz’erne selv forlader barrikaderne. Arbejderen dækker kampen tæt.
– Arbejderen blev delt ud ved barrikaderne hver dag, og pludselig kunne vi se behovet for et dagblad, der dækkede kampene, og hvor vores synspunkt stod klart. Mange havde et positivt syn på Arbejderen. Men ellers mente vi, at DKP/ML havde nogle forældede teorier om klassekampen, hvor I mente, at det var muligt at mobilisere arbejderne til revolution, siger René Karpantschof, der var aktiv i bz-bevægelsen.
– Vi syntes også, avisen var overdreven optimistisk i forhold til situationen i ungdommen. Omvendt havde vi selv et noget indskrænket syn på bevægelserne, det skulle helst være militant på vores måde, tilføjer han.
Slid og entusiasme
Det er en kæmpe kraftanstrengelse for et lille parti som DKP/ML at udgive et dagblad.
– Jeg kan huske i dagbladets første tid, hvor jeg tog på arbejde også om aftenen og havde min spæde datter stående i en lift ved siden af skrivebordet, fortæller Lotte Rørtoft-Madsen.
En af redaktionens andre journalister i 80’erne, Peter Jørgensen, husker det også som en tid med hårdt arbejde både dag, aften og lørdagen med.
– Men der var også en enorm entusiasme omkring avisen. Selv skrev jeg på mange forskellige områder: Krig og fredsbevægelse, EU, internationalt, kultur og indimellem fagligt, hvis der var brug for en vikar, siger Peter Jørgensen.
Jeg kan huske i dagbladets første tid, hvor jeg tog på arbejde også om aftenen og havde min spæde datter stående i en lift ved siden af skrivebordet.
Lotte Rørtoft-Madsen, tidligere redaktør
– Vi favnede bredt og var af og til på tynd is. Det var et krydspres mellem tid og kvalitet. Alligevel fik læserne et konsistent – og modigt – skarptskårent billede af verden set fra Ryesgade hver dag, mener han.
På det tidspunkt og mange år fremover ligger redaktionen i Ryesgade.
Det er før internettets tid. Redaktionen abonnerer på blade, statistiske bøger og bestiller EU-rapporter hjem for at få input til historier. EU er allerede på det tidspunkt et højt prioriteret område for avisen.
I starten af 80’erne er avisen præget af en del lange, teoretiske artikler og en ret ens type historier, som typisk gengiver DKP/ML’s holdninger.
– Vi var meget konkluderende i dagbladets første periode. Det førte med tiden til diskussioner om, at alle artikler ikke behøvede at ende med, at ”i øvrigt går vi ind for socialismen”. Vi havde også diskussioner om troværdighed. Der var for mange fejl i avisen. Det prøvede vi at slå ned på og få slået fast, at man skulle kunne stole på facts i avisen, forklarer Lotte Rørtoft-Madsen.
I løbet af 80’erne begynder redaktionen også at arbejde med de journalistiske former – med at lave interviews og reportager.
– Vi var journalistisk bagefter og var ikke uddannede journalister, men vi begyndte at uddanne os selv og fik øje på det journalistiske redskab. Pludselig begyndte man at kunne mærke det i blodet. Der skete en stor journalistisk udvikling gennem de første 10 år som dagblad, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Med skrivemaskine og limstift
Ved overgangen til dagblad bliver artiklerne skrevet på almindelige skrivemaskiner. Det er en hel revolution, da der bliver indkøbt IBM-skrivemaskiner med kuglehoved og slettebånd.
– Det larmede en del, når alle gik i gang ved skrivemaskinerne. Efter at redaktøren havde rettet manuskriptet til, blev det til fods bragt over på trykkeriet, som lå nogle gader væk. Her sad satsfolk og skrev hele teksten ind en gang til på store fotosatsmaskiner. Når man kom derover, hang de våde strimler med den udkørte sats fra tråde, hvor de var hæftet fast med metalklemmer, fortæller Peter Jørgensen.
De store satsmaskiner koster en formue, selvom de bliver købt brugt. Flere hundrede tusinder kroner hver.
De lange strimler med sats bliver klippet over, og teksten bliver med limstift klistret op på et hvidt ark. Det sker, at der bliver byttet rundt på strimlerne, så teksten ikke giver nogen mening. Hele arket bliver fotograferet og spændt op på en særlig metalplade, som bliver belyst og fremkaldt. Det er trykpladen, som bliver brugt på offsetmaskinen.
En af avisens trykkere ved overgangen til dagblad er Erik Damsager. Han har arbejde som lærer, men kommer op på avisen efter arbejde en gang om ugen og bruger aftenen på at trykke morgendagens avis. Det gør han uge efter uge fra starten af 1982 helt frem til 2011 – altså næsten 30 år.
– Jeg kunne godt li’ det med at lave et konkret produkt. Man kunne se, at man fik noget fra hånden. Det kan nogle gange godt være svært at se i et intellektuelt job som mit, fortæller Erik Damsager.
Han er kun en enkelt af de mange frivillige aktivister, der er med til at skrive, tage fotos, trykke, false, pakke avisen og sprede den.
I starten af 80’erne bliver avisen samlet i hånden. Det er noget af en opgave fredag aften, fordi weekendavisen er på 12 sider.
– Der var vi otte på arbejde. Fire stod og samlede avisen, to puttede den ind i falsemaskinen på skift, og to pakkede til abonnenterne, fortæller Erik Damsager.
Teknisk revolution
Sidst i 80’erne får avisen en samlemaskine. På omtrent samme tid bliver der indkøbt en Mac og en laserprinter – det betyder, at man nu er i stand til at lave helsidesombrydning af artiklerne. Det er en revolution i den grafiske verden, og på det felt er Arbejderen først med den nye udvikling.
Samtidig sker der i slutningen af 80’erne store ting rundt omkring i verden og i Danmark. Mange af de tidligere socialistiske lande bryder sammen, DKP bliver splittet, og i 1990 stopper Land og Folk med at udkomme.
– Det var vældig voldsomt. Vi vidste, at det ville få enorme konsekvenser, og at verden aldrig ville blive den samme mere. Der var god brug for Arbejderen i den periode til at analysere og give retning i en verden, som faldt sammen om ørerne på os. Det har altid været Arbejderens styrke – at se bagom tingene og skabe klarhed i et enormt mudret verdensbillede, understreger Lotte Rørtoft-Madsen.
I januar 1991 beslutter DKP/ML på partiets femte kongres, at Arbejderen skal udvikles til et større og bredere dagblad, der kan åbne sig op overfor alle progressive og revolutionære kræfter og virke som en samlende kraft i en situation, hvor alle progressive er lagt under voldsomt pres. Den beslutning kommer til at præge avisens udvikling i 90’erne.
I 2012 skrev vi Arbejderens historie som dagblad gennem 30 år. I forbindelse med overgangen til Arbejderens nye hjemmeside har vi ført historien op til 2021. Gennem fire afsnit kan du følge Arbejderens udvikling, fra avisen første gang udkom som dagblad den 1. september 1982 frem til april 2021.
1982-1992: Det kommunistiske parti DKP/ML sender Arbejderen på gaden som dagblad for første gang. De følgende år fylder strejker og bz-kampe godt på de tætskrevne sider. Tåregassen bølger gennem Ryesgade, faglige aktivister blokerer Christiansborg, og i Berlin falder muren.
1992-2002: Mens verden styrter sammen om de danske kommunister, åbner Arbejderen sig op og arbejder på at samle de splittede kræfter på venstrefløjen, mens støttearbejdet blomstrer i Arbejderens Venner. Avisen er med på blokaderne under Ri-Bus-konflikten i Esbjerg og dækker den massive EU-modstand, der resulterer i, at danskerne to gange i perioden stemmer nej til øget EU-integration.
2002-2012: Terrorlovene indføres i kølvandet på 11. september, politiet censurerer Arbejderens hjemmeside, og statsministeren meddeler, at terrorloven står over ytringsfriheden. Ungdomshuset bliver revet ned, og de offentligt ansatte mobiliserer til velfærdskamp. Efter ti år får Danmark en ny regering.
2012-2021: Til stor skuffelse for mange står Thorning-regeringen bag asociale reformer, nedskæringer og indgreb i lærerkonflikt. Derefter sætter Løkke yderligere skub over liberalisering og udlændingestramninger. Danskerne stemmer nej til retsforbeholdet, briterne vælger brexit, og klimakampen kommer højt op på den politiske dagsorden. Arbejderen står midt i klassekampen, men kæmper samtidig for at overleve og beslutter i 2019 at blive digitalt dagblad.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.