At det er meget vanskeligt at få ledige stillinger på hospitalerne besat er velkendt, ligesom man skal være både døv og blind, hvis man ikke kender til det enorme arbejdspres, som personalet i sundhedsvæsenet udsættes for dagligt.
Men at det også går ud over tillidsrepræsentanters (TR) og arbejdsmiljørepræsentanters (AMR) tid til at passe deres tillidshverv og varetage kollegernes interesser, er en problemstilling, der nu har vist sig i Region Nordjylland.
– Vi har igennem længere tid oplevet, at MED-samarbejdet bliver nedprioriteret. De tillidsvalgte har fået sværere ved at deltage i MED-udvalgene, enten fordi møderne er lagt på deres fridage, og de så skal bruge deres fritid på det, eller fordi de er blevet kaldt på arbejde, når møderne finder sted, siger Bente Yder, repræsentant for Dansk Sygeplejeråd (DSR) og næstformand i regionens hovedudvalg, til Arbejderen og tilføjer, at ledelserne ikke vil betale for, at TR og AMR deltager, hvilket, hun synes, er helt forkert.
Det er vilkårene, vi arbejder under, der er for dårlige
Bente Yder, repræsentant for DSR i region Nordjyllands hovedudvalg.
MED-udvalgene er det forum, hvor repræsentanter for direktionen, ledelserne og medarbejdergrupperne løbende tager spørgsmål op om blandt andet arbejdsvilkår og arbejdsmiljø.
TR og AMR oplever således, at tillidshvervet kommer udover den daglige drift og at hensynet til den, forhindrer dem i at deltage i aftalte MED-udvalgsmøder eller resulterer i, at de får inddraget den aftalte tid, de har ret til at bruge på deres tillidshverv.
De tillidsvalgte havde derfor bedt om, at det kom på dagsorden til det seneste møde i hovedudvalget den 28. juli.
– Mødet besluttede, at jeg sammen med vores chef i lønadministrationen skal kigge nærmere på den vejledning, som gives videre herfra til lederne. Vejledningen stemmer ikke overens med det, der er aftalt, og derfor er der brug for en revidering, mener Bente Yder.
Samarbejdet lokalt er vigtigt
Hun er personligt af den opfattelse, at det gode samarbejde i dagligdagen fungerer bedst lokalt ude på de enkelte afdelinger / arbejdspladser:
– Ledernes primære opgave er at få vagtplanerne til at hænge sammen af hensyn til patienterne, og det nytter ikke, at der ikke er nogen til at passe patienterne. Det er ikke lederne, vi er efter. Vi har dygtige personaleledere. Det er vilkårene, vi arbejder under, der er for dårlige, og det er under de vilkår, at vi har et overordnet ansvar for at få samarbejdet til at fungere.
Det er Christina Windau Hay Lund, forkvinde for DSR kreds Nordjylland, helt enig i, og hun håber, at problemerne i Region Nordjylland bliver løst, da hun ellers forudser negative konsekvenser på sigt:
– Når man ikke har mulighed for at deltage i MED-møderne, så er man jo forhindret i at sikre kollegernes medindflydelse. Det kan betyde, at der går vigtig gensidig information tabt, som kan sætte skår i samarbejdet, siger hun til Arbejderen.
Problemer skal tages i opløbet
Forudsætningen for at sikre god kvalitet i arbejdet og at medarbejderne trives med deres arbejdsopgaver i regionen, er efter den Nordjyske kredsforkvindes mening, at eventuelle problemer tages i opløbet.
– Derfor er det helt afgørende, at de tillidsvalgte fra alle de berørte faggrupper har mulighed for at deltage i møder med ledelsesrepræsentanterne og inddrages i de beslutninger, der vedrører dem.
Christina Windau Hay Lund vurderer, at udviklingen er taget til i takt med det stigende pres i hverdagen og blevet særligt synligt efter corona.
– Mit bud på, hvorfor det sker, er, at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen. Så bliver det nedprioriteret af ledelserne, ikke nødvendigvis fordi de ikke mener, at samarbejdet har en værdi, men fordi de måske oplever, at de er nødt til at inddrage de tillidsvalgte for at få det til at hænge sammen ude på afdelingerne.
– Måske løser ledelsen et arbejdspres lige den dag, hvor der er ekstra tryk på, men det bliver et problem, hvis medarbejderne mister indflydelse og oplever ikke at blive taget med på råd.
På spørgsmålet om hvem der har ansvaret for udviklingen, om det er ledelserne eller politikerne, som beslutter de økonomiske rammer for sundhedsvæsenet, lyder det fra Christina Windau Hay Lund:
– Man kan sige, det er et delt ansvar. Lederne handler ud fra en hverdag, hvor det er deres ansvar at få de mangelfulde ressourcer til at hænge sammen. Så i bund og grund tror jeg, at det vi oplever i Region Nordjylland er en konsekvens af den måde, sundhedsvæsenet ser ud på lige nu. Det har politikerne et ansvar for og det er kun dem, der kan løse det.
Næste møde i hovedudvalget er torsdag den 11. august.
Læs også
Dansk Sygeplejeråd: Ubesatte stillinger er det mest presserende problem lige nu
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.