Efter 15 dages strejke lykkedes det i sidste uge for de nordiske pilotforeninger og ledelsen i SAS at blive enige om en ny overenskomst.
Piloterne har fået opfyldt deres vigtigste krav: 450 piloter, der blev fyret under coronaepidemien, bliver genansat. Samtidig kommer den nye overenskomst til at omfatte alle piloter i både moderselskabet SAS og de to datterselskaber SAS Connect og SAS Link.
– Piloterne har med den nye overenskomst fået en garanti for, at de er en del af fremtiden i SAS, og at SAS ikke vil oprette nye datterselskaber på andre vilkår end dem, som er aftalt med Dansk Pilotforening, siger Keld Bækkelund Hansen, forhandlingschef i Dansk Metal i en pressemeddelelse.
Henrik Thyregod, formand for Dansk Pilotforening, understreger, at det er et meget vigtigt resultat. Pilotforeningen er med i Dansk Metal.
– Med en fælles overenskomst og genansættelse af de fyrede har vi helt bestemt fået noget ud af strejken. Det er vigtigt, at vi allesammen arbejder under samme overenskomst. Men vi har måtte betale dyrt for aftalen. Piloterne kommer til at gå meget tilbage i løn og arbejdsvilkår, siger Henrik Thyregod til Arbejderen.
Maksimal ugentlig arbejdstid på 60 timer
Piloterne får samlet set forringet deres løn og arbejdsvilkår med, hvad der svarer til 25 procent.
Ud over en direkte lønnedgang forringes arbejdsvilkårene på en række områder.
For eksempel stiger den maksimale ugentlige arbejdstid fra 47,5 til 60 timer. Samtidig skal piloterne arbejde på fuld tid hele sommeren, mens de går på tvungen deltid resten af året, hvor arbejdstiden og lønnen bliver sat ned til 80 procent.
– Det passer perfekt til SAS. Der er brug for flere flyvninger om sommeren end den øvrige del af året, konstaterer Henrik Thyregod.
Med en fælles overenskomst og genansættelse af de fyrede har vi helt bestemt fået noget ud af strejken. Det er vigtigt, at vi allesammen arbejder under samme overenskomst.
Henrik Thyregod, formand Dansk Pilotforening
Af samme årsag vil ti procent af piloterne fremover være forhindret i at få ferie i juni, juli og august. Det svarer til, at den enkelte pilot hvert tiende år ikke kan få ferie i sommermånederne. I dag har alle piloter krav på ferie om sommeren.
Piloterne har forhandlet med ryggen mod muren i en situation, hvor SAS står i voldsomme økonomiske problemer og har oparbejdet en kæmpe gæld. Coronakrisen har gjort en svær situation for selskabet endnu mere tilspidset.
Forhandlingerne om en ny overenskomst for piloterne i SAS har stået på i over otte måneder. Den 1. april i år udløb overenskomsten. Da der ikke var opnået et forhandlingsresultat i starten af juni, varslede pilotforeningerne strejke for 1000 piloter fra Danmark, Sverige og Norge.
I håb om at nå et forhandlingsresultat udskød pilotforeningerne flere gange strejken. Men da det stadig viste sig umuligt at nå et resultat, selvom piloterne sagde ja til en forringelse på 25 procent af løn og arbejdsvilkår, gik strejken i gang den 4. juli.
Vigtig sympatikonflikt
Tre dage efter startede flymekanikerne en sympatikonflikt.
– Sympatikonflikten ramte SAS hårdt. Den var med til at skubbe forhandlingerne i gang igen, vurderer Henrik Thyregod.
Som modtræk mod strejkerne lockoutede SAS kabinepersonalet fra den 12. juli. Det betød, at de blev sendt hjem uden løn, og at SAS sparede de penge, de ellers skulle have udbetalt i løn til kabinepersonalet.
Sent om aftenen den 18. juli efter 15 dages strejke blev parterne endelig enige om en overenskomstaftale, der helt usædvanligt gælder i over fem år. Aftalen løber frem til september 2027.
Medlemmerne i de nordiske pilotforeninger skal nu stemme om aftalen. Samtidig skal en amerikansk domstol også godkende aftalen, fordi SAS har søgt om konkursbeskyttelse i USA.
– På de medlemsmøder, vi har afholdt indtil nu, er det mit indtryk, at medlemmerne er positive overfor aftalen og forstår nødvendigheden af den, siger Henrik Thyregod.
Genansættelse af 450 fyrede
Han ser det som en sejr, at SAS med den nye aftale ikke kan fortsætte med at ansætte udenlandske piloter i datterselskaberne SAS Connect og SAS Link samtidig med, at de coronafyrede danske piloter ikke får opfyldt løftet om genansættelse.
Kravet om genansættelse af de 450 fyrede har været helt centralt for piloterne. De 450 vil blive genansat løbende frem mod 2024. Nogle vil komme til at starte på deltid og gradvist komme op på fuld tid i takt med, at flytrafikken bliver øget, oplyser SAS i en pressemeddelelse.
At der nu bliver fælles overenskomst for moderselskabet SAS og de to datterselskaber betyder også, at piloterne bevarer deres anciennitet, hvis de skifter mellem de forskellige selskaber.
SAS har ellers benyttet sig af en praksis, hvor corona-fyrede piloter, der blev ansat i et af datterselskaberne, fik slettet deres anciennitet og skulle starte forfra på et lavere løntrin.
Spillet om datterselskaberne
SAS dannede datterselskaberne SAS Connect og SAS Link under coronakrisen og begyndte at ansætte både danske og udenlandske piloter til dårligere løn og arbejdsforhold end i den gældende SAS-overenskomst.
For at stå stærkere i en svær forhandlingssituation fusionerede Dansk Pilotforening sammen med kabinepersonalet organiseret i CAU i februar i år med Dansk Metal.
De to datterselskaber SAS Connect og SAS Link har modsat moderselskabet tegnet overenskomst for piloterne med FPU, Flybranchens Personaleunion.
Den overenskomstaftale, der nu er indgået mellem SAS og Dansk Pilotforening, betyder, at FPU-overenskomsterne på sigt bliver udfaset.
FPU’s pilotoverenskomst for SAS Connect løber til 2025 og for SAS Link til 2027. De to overenskomster vil være gældende indtil udløb, og de ansatte kan i den periode selv vælge, om de vil være på Metals eller FPU’s overenskomst. Nyansatte vil blive ansat på Metal-overenskomsten.
På nogle områder er FPU’s overenskomst bedre end den nye Metal-overenskomst. For eksempel er startlønningerne for styrmænd højere i FPU-aftalen, oplyser Henrik Thyregod.
– Men samlet set er den nye overenskomst bedre. For eksempel åbner den ikke for, at der kan lejes fly ind fra andre selskaber på ringere vilkår, siger han.
Resultatet af afstemningen om overenskomstaftalen blandt medlemmerne af de nordiske pilotforeninger forventes at ligge klar i starten af august, hvorefter aftalen enten vil træde i kraft eller strejken genoptages.
Læs også
Pilot-formand: "Det virker, som om SAS hele tiden har ønsket en konflikt"
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.