En væbnet afkolonisering
Denne artikel vil med udgangspunkt i OK21 tage dig med på en rejse i kampen om de offentlige overenskomstfornyelser og de rammer, mekanismer og dilemmaer, som har været styrende for diverse regeringer og forhandlingsfællesskaber ved de sidste mange overenskomstfornyelser på det offentlige område. Samt belyse forskelle på overenskomstfornyelser på henholdsvis det private og det offentlige arbejdsmarked.
Afstemningen blandt de over 800.000 ansatte er i skrivende stund endnu ikke afsluttet. Vi har kun resultatet fra sygeplejerskernes nej og til BUPL’s ja, men intet tyder på, at der samlet vil udmønte sig et nej i det kommunale og statslige forhandlingsfællesskab.
Vi kan konstatere, at pandemien gjorde det nemt for arbejdsgiverne denne gang.
Enhver overenskomstfornyelse har sin egen fortælling og kendetegn. Vi vender tilbage til historien om OK21 løbende.
En vred jordemoder
Vi starter til gengæld med en skuffet men også vred jordemoder, Thea Thetmark, som skriver i et debatindlæg i Politiken den 11. marts 2021: (Fremhævelser er mine til senere fordybelse).
”… Vi skal nu stemme om den overenskomstaftale, der netop er indgået. Men hvad er det reelt, vi stemmer om? Jeg kan som jordemoder hverken med hjerte eller hjerne stemme ‘ja’ til den aftale, der er forhandlet på plads. Så er der kun tilbage at stemme ‘nej’.
Et nej til de rammer der forhandles inden for. Rammer der ikke tillader, at vi reelt kan forhandle, men kun kan sikre, at lønnen i det offentlige følger nogenlunde med det private. Min faggruppe er fanget af den danske model. En model der skal sikre arbejdstageres løn og pension, men samtidig fastholder og undertrykker traditionelle kvindefags løn. En fastholdelse og undertrykkelse som har fundet sted, siden Tjenestemandsreformen blev vedtaget i 1969…
I år prøver man at skjule det dårlige resultat med undskyldningen ‘corona’; der er simpelthen ikke flere penge i kassen, skal det forstås. Hermed lader man selvsamme arbejdstagere, som har skullet yde en ekstra indsats under krisen, betale for ekstraudgifterne med deres egen løn.
De fleste vil nok tænke, ‘så strejk dog’… Det har vi prøvet før, og det resulterede vitterligt i, at forholdene på fødegangene blev forbedret, da vores nødberedskab var bedre, end det vi til dagligt arbejder under.
Derved bliver dette konfliktredskab, som var tænkt som en måde at vise sin utilfredshed på, udelukkende til en udgift uden resultat, da vi som faggruppe selv skal betale vores lønninger under en strejke.
Jeg har fået nok. Og det har mange af mine kolleger også…”
Vores jordemoder er her retfærdigvis både vred og skuffet, men nok så væsentligt sætter hun fingeren ned i en række ømme og betændte punkter ved overenskomstfornyelse generelt og aktuelt på det offentlige område:
– Pandemien.
– Rammer der begrænser forhandlingsresultaterne.
– Ligelønsproblematikken og OK-fornyelsen.
– Strejkevåbenet på det offentlige område.
Listen er ikke udtømmende – og det vender vi tilbage til.
Pandemien
Vi kan konstatere, at pandemien gjorde det nemt for arbejdsgiverne denne gang. De fleste forbund var indstillede på at udsætte/forlænge/en et-årig aftale, men netop de forbund, sygeplejerskerne og pædagogerne, som har de største udfordringer med ligeløn, insisterede eller rettere, deres medlemmer insisterede.
Disse faggrupper blev og bliver også daglig omtalt som hverdagens helte. Så det er også svært ikke at tro på, at det også ville materialisere sig i kroner og øre! Men sådan spillede klaveret bare ikke!
Nu blev der forhandlet. Vores forhandlere valgte at følge spille- og forhandlingsreglerne. Man nåede frem til et resultat. Og med til det hører, at medlemmerne skal høres.
Arbejdsgiverne ønskede ingen gentagelse af OK18. Dels forhindrede pandemien, at overenskomstfornyelsen blev sat på dagsordenen ude på de offentlige arbejdspladser – her har man haft rigeligt at gøre med at bekæmpe smitten – men arbejdsgiverne valgte også at holde lav profil ved deres kravsudtagelse og deltog samtidig i hyldesten af ”hverdagens helte” med uddeling af honninghjerter!
Vores egne forhandlere accepterede rammen uden modstand og talte om ”det bedst opnåelige resultat situationen taget i betragtning”.
Det var på alle måder en mission impossible!
Et ordentligt overenskomstresultat skal forberedes, skal koordineres mellem forhandlingsfællesskaber, der skal findes fælles fodslag dels i forhold til resultater, men også i tilfælde af sammenbrud i forhandlingerne, og sidst men ikke mindst: Medlemmerne skal mobiliseres, der skal arbejdes med den offentlige mening”. Alt dette skete ikke – og resultatet af forhandlingerne afspejler vel også ganske fint dette.
Reelle forhandlinger?
Ud over at skulle forhandle under en pandemi så sætter en række indbyggede mekanismer i forhandlingssystemet nogle klare rammer for forhandlingerne.
Enhver overenskomstfornyelse på det offentlige område starter med (med enkelte undtagelser), at arbejdsgiveren, den siddende regering, sammen med de ansattes repræsentanter på statens område, nu CFU, aftaler rammen. Denne aftaleproces sker igen med begge parters forståelse af, at rammen for lønudviklingen IKKE må overstige den forventede lønstigning på det private område.
Skulle dette alligevel indtræffe, så klarer reguleringsordningen resten.
Hvor ”reelle” disse forhandlinger så kan betegnes, kan diskuteres; de er jo godkendt af begge parter, men vores jordemoder har jo en sag, hun vil have løst: løngabet for hendes medlemmer og alle andre kvindefag i den offentlige sektor.
Denne økonomiske ramme og reguleringsordningen er en af de væsentlige forskelle mellem overenskomstfornyelser på de to arbejdsmarkeder.
Kampen for ligeløn
Vores vrede jordemoder tager med ligelønsspørgsmålet fat i en af de absolut største uløste konflikter i den offentlige sektor: lønstrukturen.
Lønindplaceringen af offentligt ansatte blev foretaget i 1969 med den konsekvens, at særligt de kvindedominerede fag blev indplaceret typisk fem-seks lønrammer under eksempelvis lærere og politibetjente. Det er dog værd at bemærke, at kvinder generelt også før Tjenestemandsreformen blev aflønnet væsentligt under deres mandlige kollegaer, også for samme job.
- Tjenestemandsreformen er en omfattende reform af tjenestemandsområdet vedtaget af Folketinget den 18. juni 1969. Forud for vedtagelsen lå fem års kommissionsarbejde.
- Formålet med reformen var blandt andet at sikre en større ensartethed i ansættelsesforholdene og en øget central styring med lønudviklingen på tværs af den offentlige sektor. Reformpakken bestod blandt andet af en revision af tjenestemændenes pensionsordning.
- Det blev fastsat som et forhandlingsmæssigt princip, at staten forhandlede sine forhold først – og at tjenestemændenes forhandlinger gik forud for de overenskomstansattes.
- Ved siden af Tjenestekommissionens arbejde var der en selvstændig forhandling, hvor Folketingets politikere besluttede indplaceringen af de forskellige offentligt ansatte faggrupper på lønskalaen. Her blev de kvindedominerede fag indplaceret omkring 18 procent under de mandedominerede fag.
Kilder: Kvindefag i historisk skruetvinge – en analyse at tjenestemandsreformens betydning for hierarkiet i offentlige lønninger fra 1969 til 2019 samt arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen
Disse interne lønrelationer har overlevet til i dag uden væsentlige ændringer og været et hyppigt arnested for en række konflikter i den offentlige sektor, senest i 2008, hvor både sygeplejerskerne med Sundhedskartellet samt BUPL og FOA var ude i en lang strejke, som kun kastede minimale lønforbedringer af sig, i forhold til de 12,8 procent som de øvrige forbund i de to forhandlingsforbund havde forhandlet sig til.
Knap var blækket tørt på forligene i 2008, før verdensøkonomien brød sammen og med den markant lavere lønstigning på det private område. Hvor konsekvensen blev dels en nedregulering i perioden, men også ved OK11 og OK13, hvor lønmodtagerne måtte ”betale tilbage”, blandt andet på grund af negativ reguleringsordning.
OK08 nedsatte en Lønkommission, som efter 1½ år barslede med en betænkning, som glimrede ved sine manglende forslag og uklare meldinger, og den fortsatte økonomiske krise ved OK11 stoppede midlertidigt kampen for ligeløn i overenskomstfornyelsesregi. I stedet voksede et krav om lavtlønsværn frem i en række forbund.
Den offentlige fagbevægelse og fællesskabet har ikke kunnet løse denne knude. Arbejdsgiverne anerkender ikke problemets omfang, og internt i fagbevægelsen har der ikke kunnet findes løsninger, som for alvor bryder den ulige løn. Nogle af de indbyggede mekanismer, rammen og reguleringsordningen, spænder også tydeligvis ben for en løsning.
FOA med Dennis Kristensen foreslog efter OK08 at afskaffe reguleringsordningen ud fra samme logik, at en større lønudvikling til specifikke kvindefag ikke var mulig med den gældende regulering. Dette forslag blev hurtig pillet ned af brættet af de øvrige forbund.
Små løsninger har ved OK13 + 15 + 18 været tiltag med begrænsede lavtløns- og ligelønspuljer, som de øvrige forbund har nikket ja til, men som ikke for alvor har taget fat om problemets rod.
Men så store uligheder i lønniveauet forsvinder ikke af sig selv. Og vores jordemor og sygeplejersker er fortsat vrede – så vrede, at sygeplejerskerne trods alle odds imod sig stemte nej til OK21.
Så strejk dog!
Magtrelationerne mellem parterne på det offentlige område er mere ulige end på det private.
Strejkevåbenet har derfor en ganske anden styrke og funktion i den offentlige sektor sammenlignet med det private arbejdsmarked. Forestil dig, at fabrikant Andersen & Søn ved en strejke ligefrem havde en god forretning ud af strejken og efter konflikten har overskud til aktionærerne!
For det er realiteten, når offentlige ansatte konflikter eller lockoutes. Kommunerne, staten og regionerne sparer millioner i lønudgifter. Deres kasser bugner, mens strejkekasserne efterhånden tømmes.
Til gengæld er der en masse borgere, der ikke får den service, som de forventer, og det er langtfra givet, at vreden og utilfredsheden med dette tilskrives arbejdsgiverne! Konflikten rammer først og fremmest de børn, forældre, unge, ældre og patienter, som de selvsamme ansatte arbejder for og med!!
Et andet træk, der i den offentlige sektor svækker de faglige organisationers kampvåben, er nødberedskabet. I henhold til hovedaftalerne er der indbygget en gensidig forpligtigelse til at etablere nødberedskab indenfor de områder, hvor man leverer offentlige serviceydelser til svage grupper som plejekrævende ældre og syge, der skal behandles. Formålet med et sådant nødberedskab er, at konflikter ikke må føre til hverken tab af menneskeliv eller til varige skader.
Da ikke mindst sygehusene i det daglige er ”stramt” bemandet, er det ikke unormalt, at nødberedskabet endda er bedre normeret end hverdagens normering – jævnfør jordemoderens fortælling. Dette nødberedskab svækker tydeligvis konfliktvåbenet og forhindrer, at kampen og strejken kan resultere i et så stærkt pres på arbejdsgiverne og de bagvedstående politikere, at de giver sig.
Tilbage står det indtryk, at strejken bare kan køre uendeligt, uden at nogen rokker sig – i alt fald så længe fagforeningen kan skaffe midler nok og har medlemmernes opbakning. Konflikterne på sundhedsområdet har lidt under dette både i 2008 og i 1990’erne.
Den politiserende OK-fornyelse og den danske model
Den danske model bygger på et aftalesystem baseret på princippet om parternes selvregulering og med mulighed for konflikt, hvis parterne ikke kan blive enige. Eller sagt med lidt andre ord af en for længst afgået LO-formand: ”Nødderne knækker vi selv”.
Det holder ikke helt på det offentlige arbejdsmarked.
To tredjedele af det offentlige forbrug går til de offentlige ansattes løn og arbejdsvilkår, så udgiften til disse løn- og arbejdsvilkår er en af hjørnestenene i den økonomiske politik. Det offentlige aftalesystem er politisk styret af en arbejdsgiver med en tredobbelt rolle: som arbejdsgiver, som politisk myndighed og som politisk aktør.
Hvis man ser på de sidste 40-50 år i aftalesystemets historie, kan udviklingen af det kollektive aftalesystem blandt andet ses som en kamp om arbejdsgivernes ledelsesret.
Det har i starten af fortællingen været historien om en stadig tiltagende inddragelse af de ansatte i ledelsen og udviklingen i retning fra en ensidig regulering til en fælles regulering. Udbygning af lokale aftaler og hele med-systemets opbygning understøtter dette. Tidligere så mange repræsentanter fra de offentlige arbejdsgivere en udstrakt aftale- og forhandlingsret som en fordel, fordi den skabte ”medejerskab”.
Men med en dagsorden om ”modernisering af den offentlige sektor” svingede pendulet den anden vej. Over et tiår blev overenskomster og aftaler efterhånden italesat som en barriere for moderne ledelse, for effektiviseringer og for gennemførelse af reformer. Kampen om ledelsesretten svingede kraftigt over til arbejdsgiverne. Og det toppede med oprettelsen af Moderniseringsstyrelsen og lockouten af underviserne ved OK13.
Det var på ingen måde tilfældigt, at det var lærernes og undervisernes arbejdstidsaftaler, der kom i ilden. Underviserområdet var uden tvivl det fagområde, som var kommet længst med at række ind over ledelsesretten, og dette kombineret med en ikke-finansieret folkeskolereform, som krævede mange flere undervisningstimer af lærerne, gjorde, at vejen var banet for den frigørelseslockout, som arbejdsgiverne fik startet.
I dette spil er regeringer ”farveblinde”. Danmarkshistoriens største og første ensidige lockout af over 60.000 offentlige ansatte blev planlagt, iværksat og gennemført af den socialdemokratiske regering Thorning/Corydon støttet af SF og De Radikale.
Et klokkeklart eksempel på det politiske systems indblanding i en overenskomstfornyelse, hvor vi ser en arbejdsgiver med alle tre dobbeltroller i aktion, som arbejdsgiver, som politisk myndighed og politisk aktør.
En stor sejr til New Public Management, hvor metoden er at svække den kollektive aftaleret og individualisere reguleringen, det vil sige gøre det til et spørgsmål mellem den enkelte medarbejder og dennes leder.
Denne tendens er fortsat med lærerens nye arbejdstidsaftale her i 2020/21, hvor tillidsrepræsentanten har fået en drøftelsesret i stedet for en aftaleret i forhold til lærerens arbejdstid.
Nok er nok – OK18
Forhandlingerne i 2018 blev historiske og utrolig lærerige af flere årsager. Alene fordi hele det offentlige arbejdsmarked for første gang endte i Forligsinstitutionen. Ellers har Forligsinstitutionen på det offentlige område kun været i anvendelse i forbindelse med konflikter for enkeltstående organisationer.
Men mere væsentligt så dukkede flere temaer fra de seneste årtier op til overfladen:
For det første ligelønsspørgsmålet kombineret med kravet om højere løn.
Læs også
Fagligt
Protester mod Tjenestemandsreformen
Demonstrationer mod udskældt Tjenestemandsreform fra 1969 breder sig til tre storbyer
For det andet var det spørgsmålet om lærernes arbejdstid, der gennem det politiske indgreb, som sluttede lockouten i 2013, blev fastsat ved lov, lov 409. Denne situation var ikke blevet ændret under OK15. Men forud for OK18 stillede lønmodtagerkoalitionerne samlet – som betingelse for at starte de generelle forhandlinger – krav om reelle forhandlinger for lærergrupperne, så deres arbejdstid igen kunne blive reguleret gennem aftaler.
Dertil kom for det tredje, at et nyt konfliktudløsende krav dukkede op i forbindelse med arbejdsgivernes forsøg på at angribe den betalte frokostpause, der havde været gældende i et helt århundred. Dette fik de faglige organisationer til at stille noget, der lignede et ultimativt krav om, at den betalte frokostpause skulle indskrives som en rettighed i overenskomsterne.
Til yderligere forståelse af situationen skal nævnes, at samarbejdsklimaet mellem parterne var nærmest ikke-eksisterende og placeret i dybfryseren. På statens område havde forhandlingsfællesskabet CFU (Centralorganisationernes Fællesudvalg) i perioden afbrudt deres deltagelse i en række samarbejdsprojekter, som ofte kører mellem overenskomstfornyelserne. Moderniseringsstyrelsen havde i samme periode opsagt kutymefridage i en række styrelser, og man var generelt ikke enige om den statistik, som danner grundlag for de økonomiske forhandlinger!
Ude i samfundet var det kommet gang i kedlerne igen. Ved OK17 på det private område var der, ud over et lidt større økonomisk resultat, vanskeligheder med at få godkendt resultatet, og resultatet måtte en tur i Forligsinstitutionen som et samlet mæglingsforslag, før det kunne ”stemmes hjem”.
CO-industri havde accepteret et krav fra arbejdsgiverne om systematisk overarbejde, hvilket udløste en nej-kampagne. Medlemmerne i en række forbund, blandt andet 3F, stemte også nej, men på grund af sammenkædningsreglen blev de alligevel omfattet af resultatet.
OK18 og solidaritetspagten
Tiden kaldte på handling, og svaret blev ”solidaritetspagten”. De faglige organisationer gennemførte en stærk koordinering ikke alene internt i de to forhandlingskarteller, men også på tværs mellem CFU på statens område og Forhandlingsfællesskabet på det kommunale og regionale område.
Forhandlingsperioden blev forkortet af, at alle ventede på, at lærerne kom i gang med reelle forhandlinger. Dette tog en måned, og i slutningen af februar konstaterede forhandlingsfællesskaberne og arbejdsgiverne, at forhandlingerne var brudt sammen.
I en pressemeddelelse fra forhandlingsfællesskaberne lød det: ”Derfor er alle faglige organisationer for Danmarks offentlige ansatte parate til at gå i konflikt for at sikre det mest afgørende kernepunkt i overenskomsterne: En fremgang i reallønnen som er parallel til lønudviklingen i den private sektor”.
Dette udløste igen den hidtil største mobilisering af offentligt ansatte i mange årtier, og fagbevægelsen skrev historie med afholdelsen af TR-mødet i Fredericia med over 10.000 tillidsrepræsentanter samlet fra hele den offentlige sektor.
At den siddende regering i 2018 hed Løkke og Løhde har uden tvivl fremmet en række forbunds motivation til at mobilisere. Ligesom det modsatte kan opleves under en socialdemokratisk regering.
Men overenskomstkampen i 2018 satte dagsordenen i samfundet i flere måneder. Modstanden mod nedskæringer i årevis fik endelig luft. Solidariteten og sammenholdet fik vist sin styrke. Og gamle og eksisterende modsætninger og uenigheder mellem de faglige organisationer var for en tid skubbet i baggrunden.
Sejren ved OK18 var etableringen af en solidaritetspagt og den medfølgende mobilisering, solidaritet og sammenhold. Selve indholdet i OK18-resultatet kan karakteriseres som ”vedligeholdelse”, sejren her beror på, at næsten alle af arbejdsgivernes meget offensive krav blev forkastet.
Fagbevægelsen gik i offensiven, men det var for at forsvare gamle tilkæmpede rettigheder og ikke for at vinde ”nyt land”. Solidaritetspagten var mere undtagelsen end reglen, men demonstrerede, hvad stærkt sammenhold, koordinering og opstilling af fælles krav kan bruges og udvikles til.
Fortællingen om OK21
OK21 bliver nok fortællingen om OK18’s modpart. En overenskomstfornyelse under pandemiens svøbe. En overenskomstfornyelse som burde have været udsat, alene af den grund at en konflikt er umuliggjort under en pandemi.
Læs også
Resultatet blev et såkaldt ”smalt forlig”, hvor der ikke skal ske større samfundsøkonomiske ændringer, før reallønnen er i fare.
De små ligeløns- og lavlønspuljer, som resultatet indeholder, anerkender problemerne i lønstrukturen i den offentlige sektor, men de er fortsat uløste. Sygeplejerskernes nej fastholdt kravet og presset for en anden lønstruktur i den offentlige sektor.
OK21 rejste også spørgsmålet om det solidariske i procentuelle lønstigning kontra kroner/øre.
Disse temaer skal der arbejdes med i alle forbundene og findes løsninger og kompromiser på i den mellemliggende periode. For fremtiden og fremdriften ligger i de erfaringer og tiltag, som OK18 leverede. Og fagbevægelsens medlemmer må sætte de ledere i spidsen, som vil gå den vej.
Litteratur til inspiration om fagbevægelsen i den offentlige sektor:
Jesper Due og Jørgen Steen Madsen: Kampen om velfærd og magt – Det offentlige aftalesystems historie. Bind 4, 1990-2018.
Laust Høgedahl og Flemming Ibsen: OK18: Solidaritetspagt, musketer-ed, massemobilisering og tæt på storkonflikt i den offentlige sektor.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, maj 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
