– Er 3F overhovedet vores venner?
Sådan lyder en besked, som Rasmus Emil Hjorth har modtaget fra sine udenlandske kolleger i sit job som madbud. Beskeden kommer på baggrund af, at artikler i Fagbladet 3F, ifølge Rasmus Emil Hjorth, har portrætteret udenlandske arbejdere som nogle, der kommer og tager jobs fra andre 3F-medlemmer.
– Det er ikke den eneste af den slags beskeder, jeg har fået. Det gør det jo svært for mig at overbevise mine kolleger om, at de skal melde sig ind i fagforeningen, hvis de føler, at det er sådan, de bliver fremstillet, siger Rasmus Emil Hjorth, der også er formand for Madbudenes Organisation under 3F, og tilføjer:
– Derfor har vi i vores organisation valgt, at vi ikke samarbejder med Fagbladet 3F i det næste år. Vi mener, at de puster til modsætninger mellem danske og udenlandske kolleger, som ikke findes, og som ikke gavner nogen.
Han peger også på, at Danmarksdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører Peter Skaarup har været interviewet i artikler til fagbladet om emnet. Her fremfører han også ideen om, at udenlandske arbejdere stjæler jobs, men bliver ikke sagt imod, hverken af fagbladet eller en anden kilde.
Det rammer mig personligt, at vi bruger så lang tid på at opsøge og opbygge en tillid til de her kolleger, hvor der så kun skal et par nyhedsartikler til for at bryde den tillid.
Rasmus Emil Hjorth, formand, Madbudenes Organisation
I et skriftligt svar til Arbejderen skriver nyhedschef for Fagbladet 3F David Rebouh, at han er ked af kritikken fra Madbudenes Organisation, og at de respekterer deres arbejde med at organisere udenlandske kolleger. Pointen for dem har dog været at belyse et hul i lovgivningen om udenlandske arbejdere, som åbner op for, at de kommer til Danmark og arbejder under dårlige forhold, ikke at skabe modsætninger mellem danske og udenlandske arbejdere.
Til brugen af Peter Skaarup i en af deres artikler, mener de, at det handler om deres ansvar som journalister for at høre alle sider af en sag.
– Vi har bragt politiske reaktioner fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Danmarksdemokraterne, og alle partier er enige om, at der er tale om et hul i lovgivningen, som er undergravende for det danske arbejdsmarked, skriver han.
Dækning handler om konflikt
For Rasmus Emil Hjorth handler det ikke om den journalistiske kvalitet hos Fagbladet 3F, men om vinklingen. Han fortæller, at han ser valget af vinkel hos fagbladet som værende en, der leder efter og ansporer til konflikt.
– Dækningen handler ikke om, hvordan vi bedst integrerer udenlandske kolleger på arbejdsmarkedet, eller om hvilke udfordringer det giver organiseringsmæssigt. Det handler om at skabe en modsætning mellem dem og os. Det gør bare, at de her udenlandske arbejdere bliver skubbet endnu længere væk fra det faglige fællesskab, siger han.
Han understreger, at det er et stort arbejde for Madbudenes Organisation at opbygge tillid til de udenlandske medarbejdere. De fleste af dem er i Danmark på midlertidige arbejdstilladelser eller som studerende, hvilket gør, at de ikke naturligt bliver sat ind i den danske tradition med at organisere sig i en fagforening.
– Det rammer mig personligt, at vi bruger så lang tid på at opsøge og opbygge en tillid til de her kolleger, hvor der så kun skal et par nyhedsartikler til for at bryde den tillid. Det gør, at færre af de her arbejdere har lyst til at organisere sig, siger Rasmus Emil Hjorth.
David Rebouh er ikke enig i kritikken om, at Fagbladet 3F’s dækning ikke handler om de udenlandske arbejderes vilkår. Han skriver til Arbejderen, at fagbladet har lavet meget journalistik, også prisbelønnet, om udenlandske arbejders vilkår i Danmark, og at det er et stort fokusområde for dem i deres dækning.
– Men vi er samtidig forpligtet til at fortælle om de problemer, der kan opstå, når udenlandske arbejdere kommer til Danmark, skriver han.
Misforstået pointen
Madbudenes Organisation har forsøgt at række ud til fagbladet og indgå i en dialog med dem om deres kritik. Men ifølge Rasmus Emil Hjorth har svarene fra fagbladet været langt fra tilfredsstillende.
– Vi har fået at vide, at vi har misforstået pointen med artiklerne. At de bare vil undersøge migrationsvejene for de udenlandske kolleger og ikke skabe en modsætning eller udskamme dem, siger han.
Dog mener han ikke, at det er lykkedes, da artiklerne fokuserer for meget på individerne og ikke strukturen bag, hvorfor de ender med at arbejde i Danmark.
– Jeg er jo enig i, at folk ikke skal bringes hertil for at arbejde under kummerlige forhold, eller at nogen skal sidde bagved og tjene penge på det. Men fagbladets dækning har for mig at se fokuseret for meget på, at de tager andre 3F’eres jobs, og for lidt på, hvilke forhold de faktisk arbejder under, og hvordan vi gør noget ved det, understreger Rasmus Emil Hjorth.
David Rebouh fortæller i sit skriftlige svar, at pointen for fagbladet med historierne netop har været at sætte fokus på en ordning, som åbner op for, at tusindvis af udenlandske arbejdere kommer til Danmark, får fri adgang til det danske arbejdsmarked og risikerer at arbejde under dårlige forhold i brancher, der allerede er presset af social dumping.
– Vores historier handler om en ordning, som både 3F, den ansvarlige minister og politiet beskriver som en bagdør til det danske arbejdsmarked. Det er en relevant historie for hele det faglærte og ufaglærte arbejdsmarked, ikke mindst 3F’s medlemmer, som møder de udenlandske studerende ude på arbejdspladserne, skriver han.
Beslutningen om ikke at samarbejde med Fagbladet 3F går som udgangspunkt til næste generalforsamling i Madbudenes Organisation. Der vil beslutningen blive evalueret, og de vil beslutte sig for, om de vil genoptage samarbejdet igen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.