Siden Jon Olufson den 3. oktober 2019 blev valgt til ny formand for BUPL Storkøbenhavn, har der været rigeligt at se til. Det er ikke ment som en beklagelse, tilføjer fagforeningsformanden.
– For det har været godt at sætte sig i formandsstolen. Men der er meget at lave, og det er bestemt ikke et arbejde, man kommer sovende til, siger Jon Olufson til Arbejderen.
I dag får han debut som faglig blogger på arbejderen.dk og får dermed endnu en opgave på sit bord. Men det er det daglige tillidshverv og arbejdet for bedre løn og arbejdsvilkår for fagforeningens godt 6.400 pædagoger og ledere, der fylder.
– Det er altid en vigtig opgave at sikre medlemmerne en ordentlig løn. I dag svarer lønnen slet ikke til det ansvar, pædagogerne har, og flugter heller ikke pædagoguddannelsens længde. Vi har brug for at få hævet lønnen til et anstændigt niveau, så pædagoger kan leve af deres uddannelse.
Overenskomster løser ikke ligelønsproblemet
De kvindedominerede fag, herunder pædagogerne, blev med Tjenestemandsreformen fra 1969 indplaceret lavest i lønhierarkiet, men det gør ikke den lave løn mere retfærdig, lyder det fra Jon Olufson.
– Ved de forrige to overenskomstforhandlinger er der blevet aftalt ligelønspuljer, som er brugt på at give de kvindedominerede fag et tiltrængt lønløft, men det er tydeligt, at overenskomsterne kan noget, nemlig fordele goder indenfor egne rækker, men hvis man vil i mål med ligeløn, så kræver det et opgør med Tjenestemandsreformen fra 1969. Den er politisk skabt og skal også ændres politisk.
Problemerne med uligeløn er godt beskrevet gennem diverse rapporter, og en tidligere lønkommission peger også på, hvor der er problemer. Derfor fortsætter BUPL kampen for ligeløn ved at forfølge det politiske spor, konkret i forhold til den lønkomité, der blev spillet på banen i Forligsinstitutionen i et forsøg på at få sygeplejerskerne til at acceptere OK21.
– Jeg opfatter, at alle er klar til at tage kampen i den lønkomité, der kommer. En samlet fagbevægelse står bag forslaget, og der er også politisk lydhørhed til, at der skal ske noget, så jeg synes, at vi står med mange gode muligheder for, at der denne gang kommer konkrete forbedringer ud af det.
Elendige normeringer slider
Også medlemmernes arbejdsmiljø ligger Jon Olufson meget på sinde.
– Vores medlemmer har nogle svære arbejdsbetingelser. Desværre er der mange steder så dårlige normeringer, at arbejdsvilkårene og dermed arbejdsmiljøet gør det svært for pædagogerne at gøre det, de er uddannet til.
Det kan ses på stress-, volds- og trusselsstatistikkerne, hvor pædagogerne er blandt de faggrupper, der ligger højest.
– Vi har minimumsnormeringer på vej, men det er endnu langtfra, at de kan mærkes på gulvet. Vi har udfordringer med de mange børn med særlige behov, både i dagpasningen og i klasseværelserne. Der bliver stadig flere børn med svære diagnoser, som har brug for ekstra opmærksomhed og støtte, men det bliver ikke prioriteret, og så ender det nogle gange ulykkeligvis med vold eller trusler mod vores medlemmer. Jeg vil vove den påstand, at både børn og voksne er blevet svigtet hele vejen.
Pædagogik i blodet
Kigger Jon Olufson tilbage på sit liv, så har der ikke været mange brancheskift, efter at pædagogjobbet gik ham i blodet.
– Efter gymnasiet vidste jeg ikke helt, hvilken vej jeg ville gå, men jeg var så heldig at få et medhjælperjob i en institution i Vanløse. Det var en aldersintegrereret institution med børn i alderen 3 til 10 år, og her endte jeg med at blive i tre et halvt år.
Nu havde Jon Olufson sporet ind på, hvad han ville, så nu gjaldt det om at få koblet noget teori på de praktiske erfaringer, han havde fået. I 2008 kunne han kalde sig uddannet pædagog og har som sådan arbejdet i i vuggestue, børnehave, på behandlingshjem og SFO/skole.
Det første pædagogjob var i en SFO i Bagsværd, og her startede den faglige løbebane.
– Jeg blev valgt som tillidsrepræsentantsuppleant allerede efter en måned og blev også valgt som arbejdsmiljørepræsentant (AMR). Jeg var helt frisk fra fad og havde masser af gåpåmod.
– Der var en del uro på arbejdspladsen, som tillidsrepræsentanten spurgte, om jeg ville hjælpe med at få styr på. Selvom jeg kun havde været der i kort tid, kunne jeg jo godt se, at der var udfordringer, og det ville jeg gerne være med til at finde gode løsninger på.
Næste job er i en SFO i Birkerød, og også her får Jon Olufson kollegernes tillid og bliver valgt til arbejdsmiljørepræsentant. Senere vender han igen tilbage til Gladsaxe og bliver tillidsrepræsentant.
Inden formandsvalget arbejdede Jon Olufson som pædagog på Søborg Skole. Her var han tillidsrepræsentant og suppleant for fællestillidsrepræsentanten og godt i gang med uddannelsen som fællestillidsrepræsentant.
Værdier med hjemmefra
Det at engagere sig har Jon Olufson fået med hjemmefra. Med en far, der var tillidsrepræsentant i El-Forbundet, og en mor, der var politisk engageret, undgik han og storebroren ikke at lægge øre til faglige og politiske diskussioner. Og det er nærmest en selvfølge, at Jon Olufson i dag lægger stor vægt på værdier som retfærdighed, fællesskab og solidaritet.
Det forsøger han at føre med sig i fagforeningsarbejdet, og ambitionen er klar:
– En tydelig fagforening, der involverer medlemmerne og kæmper for bedre løn og arbejdsvilkår for medlemmerne.
Jon Olufson håber på, at han kan være med til, at BUPL kommer endnu tættere på medlemmerne, og at det lykkedes at engagere og involvere endnu flere medlemmer.
– For det er dem, der skal være med til at føre forbedringer og ændringer igennem. Det kommer ikke alene gennem arbejdet fra et fagforeningskontor.
Spilleglad familiefar
Jon Olufson rundede 40 år i foråret. Han beskriver sig selv som et udpræget familiemenneske, der godt kan lide at have mennesker omkring sig. Han er gift og har to drenge på syv og 13 år, som han bruger meget tid med:
– De fylder godt, som de også skal. Og så kan jeg godt lide at røre mig. Jeg dyrker motion, når jeg kan. Jeg styrketræner, cykler og går til fodbold, hvor jeg nu er kommet på old boys-holdet, som spiller i mesterrækken.
Jon Olufson kan også sidde stille. Han nyder at spille brætspil – strategispil – og gør det gerne både med venner og børnene.

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.