De omkring 4.000 studerende, der er medlemmer af de it-professionelles fagforbund PROSA, vil ikke finde sig i yderligere forringelser af dagpenge til nyuddannede, som regeringen foreslår.
Og de forventer, at Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) bakker op om de unge og i stedet for at acceptere en omfordeling fra én gruppe arbejdsløse til en anden står fast på, at der er brug for flere penge til et generelt løft af dagpengesystemet.
Det var budskabet, da Amanda Christiansen, forbundssekretær i PROSA, fredag den 15. oktober troppede op foran FH på Islands Brygge i København. Med sig havde hun musiker Karina Willumsen, der havde skrevet en protestsang med titlen “Vi råber op”, som hun fremførte på stedet.
– Vi synes, det er uacceptabelt, at FH støtter en reform, der slår så hårdt på de unge. Når de støtter reformen, støtter de også den tåbelige tilgang til arbejdsløse dimittender, nemlig at de er dovne og kan tvinges i arbejde, hvis vi bare presser dem nok på pengepungen, siger Amanda Christiansen.
Allerede i dag har dimittender en lavere dagpengesats end andre arbejdsløse. I regeringens udspil lægges der op til at sænke den med yderligere tredjedel for alle, der ikke har børn. I dag får nyuddannede 13.815 kroner om måneden før skat. For unge under 30 år vil beløbet falde helt ned til 9500 kroner, mens dimittender over 30 år vil få 12.000 kroner om måneden før skat.
Samtidig foreslår regeringen, at det skal være et krav at man kan tale dansk for at få dimittendsats, og dagpengeperioden for dimittender halveres til kun et år.
Læs også
Nyuddannede skal betale for forbedringer for andre i dagpengesystemet, og arbejdsløse skal samle cigaretskodder
Spareplanen flytter penge fra dimittenderne til de mangeårige a-kassemedlemmer, som til gengæld kan få en højere dagpengesats i de første måneders ledighed. Men det falder ikke i god jord hos PROSAs studerende.
– FH skal støtte op om de unge og tale for de unge. FH skal understrege over for regeringen, at der stadig er brug for flere midler til dagpengesystemet, som FH selv beskriver som udhulet, og at det ikke er en løsning bare at omfordele midlerne, siger Amanda Christiansen på vegne af de cirka 4.000 medlemmer af PROSA/UNG og PROSA/STUD, som er de it-studerendes lokalafdeling i PROSA.
Med protestsangen håber hun, at ledelsen i FH, der hidtil har været tavs i spørgsmålet om at beskære de nyuddannedes dagpengesats, endelig åbner munden.
– Vi vil sørge for, at de hører os, og vi håber, at de kan genfinde fællesskabsfølelsen og solidariteten gennem musikkens gave. Vi vil ikke længere sidde i stilhed, når vi bliver kastet under bussen, siger Amanda Christiansen.
Forslaget om en højere dagpengesats i de første tre måneders arbejdsløshed kaldes for en trappemodel, og det forslag kommer fra FH. Det medførte kritik fra ikke mindst en stribe 3F afdelinger, fordi en realisering af det forslag efter deres mening vil være et afgørende brud på solidariteten i dagpengesystemet.
I sidste måned afleverede 3F afdelingerne så for anden gang i år et brev til Socialdemokratiets, SF’s og Enhedslistens medlemmer af Folketingets Beskæftigelsesudvalg. I brevet lufter afdelingsformændene deres bekymring over forslaget om at lade nyuddannede betale for forhøjede dagpenge til udvalgte grupper af arbejdsløse og foreslår i stedet en generel forhøjelse af dagpengesatsen.
Læs også
3F-afdelinger kritiserer S-udspil for at gøre op med det solidariske dagpengesystem
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.