Forhandlingerne om nye overenskomster mellem HK, Dansk Metal, 3F og TV2 er gået i hårdknude. Derfor har de tre fagforbund varslet strejke, der kan træde i kraft den 1. oktober, hvis parterne ikke inden bliver enige.
TV2 har lagt en lønstigning på 2,25 procent og en etårig overenskomst på bordet, men det rækker ikke, siger Keld Bækkelund Hansen, der er forbundssekretær og daglig leder af Forhandlingssekretariatet i Dansk Metal, til Arbejderen:
– Lad os nu se, om ikke der kommer gang i forhandlingerne igen, og vi finder en løsning. Der er jo stadig et stykke tid til den 1. oktober.
Han forklarer, at der har været tale om et atypisk forhandlingsforløb. Sædvanligvis plejer Dansk Journalistforbund at lægge ud, og når så de har rammerne på plads, følger de resterende fagforbund efter.
Journalisterne kunne ikke strejke på grund af en procedurefejl, men det kan vi, hvis det bliver nødvendigt.
Keld Bækkelund Hansen, forbundssekretær Dansk Metal
Denne gang blev journalisternes nye overenskomst forhandlet på plads under vanskelige vilkår, da Dansk Journalistforbund ved en fejl havde glemt at opsige den eksisterende overenskomst på TV2 rettidigt. Den manglende opsigelse bevirkede, at tillidsfolkene ikke kunne benytte sig af de almindelige våben i en forhandling, som for eksempel truslen om strejke eller konfliktvarsel.
– Det har været som at blive sendt i krig med legetøjsvåben. Forestil dig, at du står og peger med en pistol, og når du trykker på aftrækkeren, så kommer der en stang ud med et flag, hvor der står ’bang’, har TV2’s hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten udtalt til fagbladet Journalisten.
Keld Bækkelund Hansen gør opmærksom på, at de tre forbund, der nu har sendt strejkevarsel, står i en væsentlig bedre forhandlingssituation.
– Journalisterne kunne ikke strejke på grund af en procedurefejl, men det kan vi, hvis det bliver nødvendigt. Og nu står vi midt i en tid med høj inflation, så den lønforhøjelse, TV2 har tilbudt, er slet ikke tilstrækkeligt, siger Keld Bækkelund Hansen.
Dansk Metal har koordineret med 3F og HK Stat under forhandlingerne.
HK Stats chefforhandler, Lina Gisselbæk Lauritsen, er heller ikke tilfreds med den lønstigning og etårige overenskomst, som TV2 Danmark har tilbudt HK-medlemmerne.
– HK’erne har fortjent mere, og vi forhandler selvstændigt. Så nu må Forligsinstitutionen hjælpe os videre, udtaler hun på HK’s hjemmeside.
– Dybest set er det et økonomisk spørgsmål, der får os til at reagere. I en situation med høj inflation er det ikke en tilstrækkelig ramme med de 2,25 procent, siger Lina Gisselbæk Lauritsen.
Den tilbudte lønstigning er ikke det eneste, som HK Stat gerne ser ændret til det bedre.
– Journalisternes lønstigning er delt op. Noget bliver lagt på deres basisløn, og noget andet fordeles efter individuelle forhandlinger uden garanti for, at alle får ekstra, forklarer Lina Gisselbæk Lauritsen til Arbejderen og fortsætter:
– Når der er lagt op til en etårig overenskomst, så foretrækker vi, at det hele ryger på de generelle lønstigninger, så alle får en højere lønramme – også i en situation med inflation, hvor hver lønkrone tæller for medlemmerne.
HK Stats ansatte i TV2’s regionale stationer har forhandlet sig frem til en treårig aftale. Så det er kun TV2 Danmark, der udestår.
– Økonomien i TV2 Danmark ser positiv ud, og der er et større overskud, end de har haft i mange år. Så der er baggrund for at give noget ekstra, slutter Lina Gisselbæk Lauritsen.
De HK-ansatte på TV2 arbejder typisk på kontor med eksempelvis løn eller økonomi, mens medlemmerne af Dansk Metal tager sig af it-systemer og digital support, der gør det muligt at sende et tv-signal ud af huset. 3F’erne tager sig af praktiske opgaver.
TV2 Danmark håber på, at parterne kan finde en løsning, så konflikten kan undgås, skriver tv-stationen til Journalisten.
Organisationerne afventer en indkaldelse til møde i Forligsinstitutionen. Det forventer de bliver i starten af september.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.