For godt en måned siden – midt i juni måned – tog fire ansatte i det private rengøringsfirma Rengoering.com bladet fra munden. I et åbent brev til byrådspolitkerne i Jammerbugt Kommune fortalte de om dårlige arbejdsvilkår. 3F Midtvendsyssel og 3F Skagerak indkaldte til en demonstration ved rådhuset i Aabybro for at få lokalpolitikerne til at reagere. Nu viser det sig, at sagen er langt fra slut.
I juli måned blev Louise Kær Nielsen, som var en af frontfigurerne bag de rengøringsansattes opråb til kommunen, fyret af Rengoering.com. Det har haft en stor indflydelse på, at otte ansatte i firmaet tirsdag besluttede at nedlægge arbejdet, fortæller Per Kjeldsen, der er formand i 3F Midtvendsyssel, hvor de rengøringsansatte er organiseret:
– Konsekvensen af, at man fyrer en medarbejder har udløst strejken. De siger selv, at det har en sammenhæng, og at det er helt til grin, at vi i dagens Danmark i 2022 ikke har lov til at tale frit om sine arbejdsforhold. Hende, der blev fyret på vådt papir, er selvfølgelig i de rengøringsansattes tanker, og det er jo at træde endnu mere på dem, at fordi man har gjort opmærksom på et problem, så får man en fyreseddel, siger han og tilføjer:
– De strejkende er meget opmærksomme på, at deres reaktion også kan ramme dem, og derfor gør vi alt, vi kan, for at beskytte dem.
Rengøringsassistenterne og 3F oplever, at arbejdsforholdene er blevet væsentligt forringet, siden Jammerbugt Kommune for tre år siden valgte at udlicitere rengøringsarbejdet i det offentlige til den private virksomhed Rengoering.com. Eksempelvis har de rengøringsansatte færre timer til samme mængde arbejdsopgaver. Det psykiske arbejdsmiljø er elendigt, og der er fejl og forsinkelser i udbetaling af løn og pension.
Løsningen er at hjemkalde rengøringen
Selvom der er sket forbedringer, siden rengøringspersonalets reaktion i juni, så modtager 3F løbende nye sager, der vidner om, at der stadig er problemer. De strejkende peger konkret på et tiltagende psykisk hårdt arbejdsmiljø.
Per Kjeldsen ser ingen anden løsning på problemet end, at rengøringen bliver hjemkaldt med det samme. Han peger på, at de dårlige arbejdsvilkår er en direkte konsekvens af udliciteringen, og han mener også, at hvis politikerne ønsker at udlicitere i fremtiden, så skal det ske på et meget skarpere grundlag.
– Jammerbugt Kommunes skatteborgere og politikere kan ikke holde til, at man behandler medarbejdere på den her måde, fordi det går op i penge i stedet for det, som det skulle handle om: god rengøring. Det skal hjemkaldes, det kan ikke være anderledes, siger fagforeningsformanden til Arbejderen.
Per Kjeldsen kritiserer også det politiske flertal i Jammerbugt Kommunes byråd, der på trods af de rengøringsansattes opråb, stadig har tillid til, at Rengoering.com kan varetage opgaven.
– Jeg kan kun ryste på hovedet over, at et flertal af byrådspolitikerne fortsat har tillid til Rengoering.com. Det må jo være ideologi og økonomi, der kommer før mennesket i den her sammenhæng, når det flertal har den indgang til det. Så er de ligeglade med mennesker, bemærker Per Kjeldsen.
Efter de rengøringsansattes åbne brev i juni skulle Rengoering.com svare på en række spørgsmål, og svarene var tilfredsstillende nok til, at flertallet gav firmaet lov til fortsat at stå for rengøringsarbejdet i den nordjyske kommune.
Per Kjeldsen håber, at de byrådspolitikere og administrationen i Jammerbugt Kommune, der har læst svarene, har en kritisk sans, og at de kan gennemskue, hvad der er blevet sagt.
Strejken er slut
Per Kjeldsen kan godt sætte sig ind i, hvorfor de otte rengøringsansatte strejker, men ærgrer sig alligevel over at sagen er kommet så langt ud.
– Det er jo i sig selv en katastrofe. Det her er ikke mennesker, der har lyst til at løbe rundt med flaget hver dag og markere en eller anden parole. Det er nogle kvinder, der gerne vil passe deres job og gøre det ordentligt, og det får de ikke muligheden for eller lov til. At de strækker sig så langt, at de strejker, fortæller alt om, at det er helt galt, mener han.
3F har opfordret de strejkende til at genoptage arbejdet. Den opfordring har de taget til sig, og i dag torsdag bliver der igen gjort rent på rådhuset i Aabybro og i kommunens øvrige bygninger.
– Jeg håber, at vi nu får muligheden for at få en seriøs drøftelse af de reelle problemstillinger og derved får løst det hele. Det er ikke en løsning generelt at strejke, det er en mulighed man tyer til, når det virkelig er grelt, og det er det, de har gjort, så jeg håber, at det slutter meget hurtigt, og at vi så kan bruge forhandlingsmulighederne,. Men vi slipper den ikke fra 3F’s side, før der er bedre forhold, siger Per Kjeldsen.
3F er klar til forhandlinger
Per Kjeldsen fortæller til Arbejderen, at fagforeningens opgave først og fremmest er at hjælpe medlemmerne med de problemstillinger, der præsenterer sig hver dag, hvilket for eksempel kunne være problemer med udbetaling af løn.
Han siger også, at fagforeningen på nuværende tidspunkt gør alt, hvad den kan for at presse politikerne til at forholde sig til konsekvensen af deres beslutning om at udlicitere rengøringen, for eksempel ved at fortælle om rengøringspersonalets sag i medierne.
– Vi er tæt på sagen hele tiden, og vi trykker på alle de knapper vi kan. Vi vurderer hele tiden, hvor meget vi skal gå ind i det, og hvor meget vi skal kaste ud i forhold til aktiviteter imod Jammerbugt Kommunes indstilling. Det er jo et spørgsmål om dækning af ressourcer og om de medarbejdere, der er i det. De har en stor del at skulle have sagt i forhold til, hvad vi gør som fagforening. Vi kan jo godt have en politisk interesse i noget, men det er medarbejderne, der bestemmer farten på vores aktiviteter, forklarer Per Kjeldsen.
Han påpeger også, at fagforeningen er klar til forhandlingerne lige så snart lokalpolitikerne er.
– Vi er klar hele tiden, og vi vil også lægge pres på og sørge for, at vi kommer langt med forhandlinger, at der kommer noget action på det her. Vi venter ikke på noget.
– Vi skal have et udspil fra politikerne, de er nødt til at byde ind med, hvad de har tænkt sig. Hvis ikke de har tænkt sig andet end at sige, at de har tillid til Rengoering.com, så må vi jo blive ved med at bearbejde dem, indtil der er ordnede forhold. Hvis man er politiker i Jammerbugt Kommune, så burde man have en interesse i at få skubbet på den her proces, ellers ved jeg ikke, hvorfor de sidder der, siger fagforeningsformanden.
Per Kjeldsen slutter samtalen af med at sige, at politikerne simpelthen skal have strengere krav til den standard man forlanger af de private virksomheder, man hyrer, og at det aldrig må blive et spørgsmål om, at økonomien kommer før mennesket, hvilket han mener er tilfældet med rengøringen i Jammerbugt.
Læs også
Privat rengøring er blevet en beskidt sag i Jammerbugt Kommune
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.