Kigger man i historiebøgerne har fagbevægelsen ikke alene stået på mål for medlemmernes løn og arbejdsforhold. Fagbevægelsen har også en årelang tradition for at arbejde for fred, demokrati og nedrustning, ligesom fagbevægelsen har talt imod at sende arbejdere i et land i krig mod arbejdere i et andet.
Men hvordan ser det ud i dag? Hvor står den danske fagbevægelse i spørgsmålet om at opruste massivt, som et stort set samlet Folketing er enige om er nødvendig, og som mainstream medierne flittigt understøtter.
Det har Arbejderen forsøgt at finde svar på. Vi har sendt en lang stribe spørgsmål til formændene for de tre største fagforbund – 3F, HK Danmark og FOA, og som det fremgår har de svaret mere eller mindre udførligt.
I det lys ser vi ikke en modsætning, men nærmere en sammenhæng mellem dansk oprustning og fagbevægelsens værdier om fred, demokrati og international solidaritet.
Anja C. Jensen, Forbundsformand HK/Danmark.
– Fagbevægelsens rolle er at stå vagt om det stærke samfund, vi i Danmark har bygget op, hvor vi passer på fællesskabet, så fællesskabet kan passe på os, lyder det fra forbundsformanden for 232.000 medlemmer af HK/Danmark Anja C. Jensen.
Hun tilføjer:
– Vi står i den situation, at en fremmed – og udemokratisk – magt har invaderet en selvstændig, suveræn nation og startet en forfærdelig krig på vores kontinent, der koster utallige menneskeliv. I det lys ser vi ikke en modsætning, men nærmere en sammenhæng mellem dansk oprustning og fagbevægelsens værdier om fred, demokrati og international solidaritet.
Mona Striib, forbundsformand for 176.00 medlemmer i FOA, anerkender, at fagbevægelsen historisk har arbejdet for fred:
– Men historisk har fagbevægelsen også været en del af modstandsbevægelsen. Vi skal kunne forsvare os. Fagbevægelsens rolle er i øjeblikket at sikre sammenhængskraften, og vi vil altid have en opgave i, at der satses på fred i verden og støtte civilbefolkninger, der lever i krigens rædsel.
Forbundsformændene stiller sådan set ikke spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at opruste, men mere hvor pengene til oprustning skal komme fra.
– 3F anerkender, at vi som land er nødt til at bidrage mere til vores eget forsvar – og at forsvarsbudgettet i lyset af den aktuelle situation i verden er nødt til at vokse, siger Henning Overgaard.
Han sidder i spidsen for 3F, der med 270.000 medlemmer er Danmarks største fagforbund.
Anja C. Jensen påpeger, at Danmark har en bundsolid økonomi, og at det økonomiske råderum er blevet opskrevet igen og igen, senest til 59 mia. kroner:
– Det giver os gode kort på hånden i forhold til at sikre, at det ikke ender med at være helt almindelige lønmodtagere, der står med regningen i form af nedskæringer i velfærden og højere skatter. Og det er helt afgørende.
3F anerkender, at vi som land er nødt til at bidrage mere til vores eget forsvar – og at forsvarsbudgettet i lyset af den aktuelle situation i verden er nødt til at vokse.
Henning Overgaard, forbundsformand 3F.
Et af de konkrete forslag, der er blevet nævnt til finansiering af oprustningen, er krigsskat. Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, er åben for en krigsskat for både borgere og virksomheder:
– Lønmodtagerne bidrager allerede ekstremt meget til det her samfund. Men når vi står foran så stor en ændring af økonomien, skal vi være ærlige at sige, at en krigsskat kan være nødvendig, udtalte han således til Børsen den 3. februar.
FH-formanden tilføjede, at det kunne ske eksempelvis ved at forhøje bundskatten, som alle skatteydere betaler. Og i så fald supplere det med skattestigninger for dem, der betaler en høj løn.
Men hvad mener formændene for FOA, HK/Danmark og 3F om en krigsskat?
Først Mona Striib:
– FOA’s holdning er, at vi skal styrke forsvaret, sikre at vi har et beredskab, øge indsatsen mod klimaudfordringerne og satse på et stærkt velfærdssamfund. Det har vi råd til uden at snakke om at øge skatten. Og vi har stadig et værktøj, der kan anvendes, nemlig at skrue skattelettelser tilbage.
Med henvisning til den bundsolide danske økonomi og den tidligere nævnte opskrivning af det økonomiske råderum til 59 mia. kroner udtaler Anja C. Jensen:
– Prisen for oprustning skal ikke bare tørres af på lønmodtagerne. Og det gør politikerne klogt i at huske, hvis de vil sikre befolkningens opbakning til oprustning.
I marts måned søsatte tre fagligt aktive en underskriftsindsamling med overskriften “Vi vil fred og velfærd – ikke krig og bomber” ud fra ønsket om, at den kunne bidrage til at rejse debatten om oprustning eller velfærd på arbejdspladserne, i faglige klubber og fagforeninger.
Initiativtagerne til underskriftsindsamlingen efterlyser, at fagbevægelsen tager sin historiske rolle alvorligt og tager til genmæle mod politikerne, der har sat gang i omlægning til krigsøkonomi, krigsskat og oprustning. De er imod den oprustningsspiral, der er sat i gang, og mener, at den frem for fred øger risikoen for en ny storkrig. De mener også, at regningen bliver dyr for arbejderklassen og altså for medlemmerne af de tre største fagforbund.
– Når alle de milliarder, som et flertal i Folketinget vil bruge på oprustning, skal findes, så kommer det til at gå ud over den kollektive velfærd og dermed de svageste i samfundet. Oprustningen kan blive en meget dyr erfaring for den danske arbejderklasse, udtalte Brian Majland, havnearbejder i Esbjerg og formand for Havnearbejdernes Landsklub, til Arbejderen, i forbindelse med offentliggørelse af underskriftsindsamlingen.
Artiklen fortsætter …
På spørgsmålet, om det er muligt at opruste, uden at det går ud over velfærden, svarer Mona Striib helt kort:
– Vi hverken kan eller skal skære på velfærden. Vi har råd til både at øge forsvaret og bevare vores velfærd.
HK/Danmarks forbundsformand stemmer i:
– Danmark har råd til oprustning OG velfærd, selv om flere stemmer i debatten ellers giver indtryk af noget andet. Så længe vi for eksempel ikke klatter pengene væk på selskabsskattelettelser, har vi gode muligheder for at undgå at skære i velfærden. Vores sikkerhed handler ikke bare om krudt og kugler. Det handler også om, at vi har et solidt velfærdssamfund, der hænger sammen, hvor vi passer på hinanden. Der er jo også politiske kræfter, som bruger ethvert påskud til at forsøge at svække og afmontere velerhvervede rettigheder. Det er en forkert og skadelig vej at gå.
FOA siger nej til produktion af kontroversielle våben, klyngebomber osv. Men produktion til forsvarsindustrien har vi ikke modstand mod.
Mona Striib, forbundsformand FOA.
Henning Overgaard fra 3F deler de kvindelige kollegaers holdning til, at øgede udgifter til oprustning ikke må gå ud over velfærden:
– Det er for tidligt at låse sig fast på, hvordan der skal betales for de øgede udgifter. Vi ved reelt ikke, hvor stor regningen bliver. Men det er åbenlyst, at vi mener, at det ikke må gå ud over velfærden, for de, der har mest brug for den, når regningen skal betales. Vores vurdering er, at der er rigeligt med råderum i den offentlige økonomi til både at investere i velfærd og i forsvar.
I virkeligheden er omfordelingen fra velfærd til oprustning allerede startet, mener Peter Christensen, der var medinitiativtager til underskriftsindsamlingen for fred og velfærd.
– Vores pensionsalder skal sættes op, så vi er tvunget til blive længere på arbejdsmarkedet. Og i forvejen har politikerne stjålet vores store bededag og dermed udvidet vores arbejdstid – med direkte henvisning til at pengene skal gå til oprustning.
– Vi får konstant at vide, at ikke er råd til velfærd og til at investere i flere varme hænder i den offentlige velfærd. Men politikerne har ingen problemer med at finde penge til flere værnepligtige og professionelle soldater. Det er svært at komme i tanke om koldere hænder end soldater.
Den 23. april fremlagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) en omfattende plan – en ny hærplan – for opbygningen af det danske militær, der øger antallet af ansatte fra cirka 23.000 til mere end 28.000 frem mod 2033. Samtidig skal antallet af værnepligtige i samme periode stige fra 4679 til 6500.
Et er imidlertid, hvem der skal betale den gigantiske regning for oprustningen. Noget andet er, hvad pengene skal bruges til, og hvad det er for et forsvar, Danmark skal have.
HK/Danmark anerkender og bakker op om, at Danmark har brug for at styrke sit forsvar.
– Det gør vi, fordi vi står i en ekstraordinær sikkerhedspolitisk situation. Men pengene til oprustning skal findes på en socialt retfærdig måde. Fordi alt andet vil være urimeligt. Men også fordi opbakningen ikke bare i fagbevægelsen, men i befolkningen vil smuldre, hvis de sociale balancer skrider, siger Anja C. Jensen.
Hun ser oprustning som andet våben og militært udstyr, og peger som eksempel på de mennesker, der på en lang række forskellige måder bidrager til Danmarks sikkerhed og forsvar.
– Og her spiller HK’erne en helt central rolle i alt fra beredskab, internationale operationer og cybersikkerhed. HK Stat har derfor også tæt dialog med regeringen om, hvordan HK’erne kan medvirke til at sikre den fortsatte genopretning og opbygning af Forsvaret, uddyber HK’s forbundsformand.
Peter Christensen giver ikke meget for argumenterne om, at oprustningen er nødvendig af hensyn til forsvaret af Danmark og for at sikre de vestlige, demokratiske værdier.
– Jeg tror ikke på, at de nye våben og andet militært udstyr, der nu bliver brugt milliarder af kroner på at indkøbe, skal bruges til at forsvare Danmark. De nye våbensystemer skal først og fremmest bruges til at forsvare vestlige kapitalinteresser i udlandet og på at sikre NATO’s fortsatte geopolitiske overherredømme, som vi har set det med krigene i Irak, Libyen osv., siger Peter Christensen og fortsætter:
– Hvad er det for nogle “demokratiske værdier”, vi står for? Vores “forsvar” bliver sendt til Yemens kyst for at beskytte de store virksomheders handelsinteresser – men man gør ingenting, når vores allierede Israel begår folkemord på palæstinenserne. Det her handler ikke om at forsvare hverken Danmark eller vores demokratiske værdier.
I forlængelse heraf rejser sig endnu en problematik: at danske virksomheder, som eksempelvis Terma, gennem deres produktion til våben- og militærudstyr bidrager til krige langt væk fra Danmark.
Artiklen fortsætter under linket……
Hvad siger fagforbundene til, at danske virksomheder på den måde bidrager til spændinger i verden? Vægter hensynet til arbejdspladser tungest?
– I FOA er vores holdning klar. Vi siger nej til produktion af kontroversielle våben, klyngebomber osv. Men produktion til forsvarsindustrien har vi ikke modstand mod, svarer Mona Striib.
FOA-formanden mener, det er nødvendigt at forsvare sig, hvis man vil undgå at blive “udraderet af fantaster i denne verden” og skal hun komme med et alternativ til oprsutning så lyder det:
– Det er at satse både på forsvar, på klima og på velfærd i de gode balancer, og så må verden stå sammen mod fantaster.
I Danmark har fagbevægelsen tidligere spillet en stor og afgørende rolle i fredsarbejdet. Vi skal dog tilbage til starten af 1980’erne, konkret 1983, hvor Fagbevægelsen for Fred blev stiftet. Formålet var at samle forbund, fagforeninger og arbejdspladser for at skabe størst mulig aktivitet i fagbevægelsen mod atomkrig, for fred og afspænding.
I 80’erne og 20-25 år frem havde mange fagforeninger et egentligt fredsudvalg. I dag er det de færreste fagforeninger, der har et fredsudvalg, og hvis de har, så er det ofte mere af navn end af gavn.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
DET ER MED STOR FORAGT AT HØRE 3 F FORMANDEN !!
SOM TIDLIGERE SID – ER – DET HEDDER JO 3 F I DAG.
JEG VAR MEGET TROFAST OVER FOR SID DENGANG. SAD ENDDA I LOKAL BESTYRELSE.
NU VIL 3F SENDE ARBEJDERKLASSENS BØRN I KRIG.
HVORFOR ER FAGBEVÆGELSEN ENDT – SÅ ET MODBYDELIG STED ???
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
