Det går som en rød tråd gennem mange artikler og kommentarer i dagspressen, at folk er frustrerede og oprørte over de mange besparelser i kommuner og regioner, der rammer sundhed, uddannelse, ældrepleje, transport mv.
De ansatte appellerer til politikere om at lempe på bevillingerne, og løse problemerne ad den vej. Men det er ikke gået op for folk, at vi er underlagt EU´s direktiver og forordninger, som netop foreskriver en stram indkomstpolitik og prioriterer privatiseringer og udliciteringer.
I stedet for bønskrifter og spredte protester, bør der rejse sig en storm mod EU – fredens projekt – hvor vi nu skal betale milliarder til krigen i Ukraine og andre steder, for at forsvare storkapitalens interesser.
Hvis du som borger vil ændre på forholdene, betyder det at vi skal ud af EU – det kan ikke gå stærkt nok!
Næste år skal de offentlige fagforeninger og de kommunale, regionale og statslige arbejdsgivere forhandle nye offentlige overenskomster.
Som optakt til OK24 holder fagforbundet FOA fem regionale debatarrangementer – det første fandt sted i dag den 6. september i København. På møderne får medlemmerne mulighed for at give deres besyv med om deres krav og forventninger. Interessen for at deltage har været overvældende, så de i alt 2.000 pladser er stort set booket, oplyser forbundet, og det glæder forbundsformand Mona Striib:
– Det er så stærkt, at så mange har lyst til at deltage i de her debatarrangementer. Det fortæller mig, hvor dedikerede medlemmer vi har, og hvor meget OK24 betyder for dem. Men det fortæller mig også, at vi har dem i ryggen, når vi går til forhandlingsbordet, og det er noget, der styrker mandatet.
Der er ekstremt meget på spil for vores medlemmer ved OK24, og jeg har sjældent oplevet så stort et engagement forud for en overenskomstforhandling.
Mona Striib, FOA’s forbundsformand
Sidst, der blev forhandlet nye offentlige overenskomster, var i 2021. Danmark – og resten af verden – stod midt i en coronakrise, som satte sit præg på hele samfundet. Økonomien var stram og udsigterne for fremtiden usikre, hvilket kom til at præge det endelige overenskomstresultat. Trods en beskeden økonomisk ramme på 6,75 procent over de næste tre år, stemte et flertal af FOA’s medlemmer ja til det forhandlede resultat.
Men forventningerne er denne gang skruet helt anderledes i vejret, lyder det fra tillidsvalgte, som Fagbladet FOA har snakket med. Det helt overskyggende krav fra dem hedder løn, løn og atter løn.
Mona Striib forklarer, at inflationen har været ekstra hård ved de lavtlønnede.
– Det betyder, at der er ekstremt meget på spil for vores medlemmer ved OK24, og jeg har sjældent oplevet så stort et engagement forud for en overenskomstforhandling, siger Mona Striib.
Efter hendes opfattelse skyldes den store fokus på løn denne gang ikke alene inflationen, men også Lønstrukturkomiteens rapport og de forestående trepartsforhandlinger om et lønløft af udvalgte offentlige faggrupper.
Læs også
Skuffede sygeplejersker: Kampen for ligeløn slutter ikke med rapporten fra Lønstrukturkomitéen
Regeringen fremlagde i sidste uge sit forslag til finanslov for 2024 og konstaterer, at dansk økonomi både er “stærk og solid”.
– Når politikerne siger, at penge har vi mange af, så bliver jeg lidt provokeret, for FOA’s medlemmer deler ikke den oplevelse. På den anden side giver det for mig at se et fint afsæt for forhandlingerne om en ny overenskomst, siger Mona Striib.
De fem debatmøder, FOA afholder i løbet af september, skal være med til at finpudse medlemmernes og forbundets krav frem mod OK24-forhandlingerne.
FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund – med cirka 169.000 medlemmer fordelt på 32 afdelinger. Størstedelen arbejder i kommuner og regioner som social- og sundhedsansatte, pædagogiske assistenter, husassistenter, ambulancebehandlere og mange andre fag. FOA organiserer også privatansatte.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.