Nye prioriteter
I konferencesalen hos 3F København var der onsdag middag fyldt helt op. Omkring 100 fagligt aktive havde taget et par timer ud af kalenderen for at diskutere emnet arbejdstid. Det gjorde de i forbindelse med OK25, hvor forhandlingerne begynder om et par måneder.
Udover 3F København var arrangementet stablet på benene af blandt andre Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) og en lang række andre fagforeninger, både offentlige og private. Konferencen ville forsøge at gøre deltagerne klogere på, hvordan arbejdstiden historisk har haft det, samt hvad man eventuelt kunne gøre fremadrettet.
– Vi ser ind i en fortsat stigende pensionsalder, fjernelse af helligdage samt en diskurs om, at vi skal blive længere ved “samlebåndene”. Dette sker i en tid med øget produktivitet, og hvor stress og nedslidning er folkesygdomme, skrev arrangørerne blandt andet i deres indbydelse og tilføjede:
– Derfor mener vi, at det igen er tid til for alvor at begynde snakken om arbejdstiden i fagbevægelsen.
Dagen var delt op i to primære sektioner. Den første var et oplæg med forsker i arbejdsliv Henrik Lund fra Roskilde Universitetscenter, som skulle give det historiske og forskningsmæssige grundlag for debatten om arbejdstid. Herefter skulle fire “stemmer fra det virkelige liv” fortælle om deres erfaringer ude fra arbejdspladserne.
Højere produktivitet, men samme arbejdstid
Konferencen blev introduceret af Mirza Cirkinagic fra PROSA. Han fortalte, at han igennem stort set hele sit arbejdsliv ikke har oplevet, at arbejdstiden er blevet sat ned. Det er på trods af, at arbejdstiden ellers blev sat ned mange gange i løbet af det 20. århundrede.
– Men siden 1990 har vi fastholdt arbejdsugen på 37 timer. Det er på trods af, at produktiviteten siden da er gået op med næsten 200 procent. Derfor synes jeg, at det er på rette tid at tage en diskussion om arbejdstiden, sagde han.
Herefter indtog Henrik Lund scenen. Som forsker i arbejdsliv talte han om, hvordan arbejdstiden har en effekt på folks helt personlige liv. Han påpegede blandt andet, at der er dukket en diskurs op, hvori man taler mere om at leve for at arbejde frem for at arbejde for at leve.
– Det ser vi blandt andet i hele fænomenet “quiet quitting”, som går ud på, at flere og flere gør en dyd ud af kun at arbejde i den tid, de reelt er ansat til. Det burde ikke være en kontroversiel holdning, men når tendensen i dag er, at man arbejder mere og mere, også i sin fritid, så bliver det et større emne, sagde han.
Han kom også med nogle tal, som kunne bruges i diskussionen om arbejdstid. Blandt andet viste han, at det faktisk kun er halvdelen af arbejdsmarkedet, som arbejder omkring de 37 timer.
Flere og flere krav
Henrik Lund understregede også, at arbejdslivet i dag er præget af en høj grad af uforudsigelighed. Blandt andet med stadig større krav til produktivitet, flere opgaver og mindre indflydelse over, hvad vi faktisk laver på vores arbejdspladser.
– Derfor er den mest farbare vej frem for at løse den store mængde stress, vi ser i samfundet, at vi kommer ind i nogle mere faste rytmer i vores arbejde, sagde han og tilføjede:
– Men selv med faste rytmer kan vi have for høj intensitet i den tid. Derfor er et andet virkelig stort element nemlig indflydelse på vores opgaver. Forudsigelighed og medbestemmelse må være kernebegreberne for et godt arbejdsliv.
Debatten om mere faste rytmer blev også bragt op i konferencens anden del. Her var der fire fagligt aktive på scenen, som repræsenterede hver deres fagområde, der delte deres erfaringer ude fra det virkelige liv.
Taget i røven
Panelet bestod af Karsten Clausen fra Blik- og Rørarbejderforbundet, Panos Papazoglou fra 3F Københavns græske klub, Bjarke Brandt fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) og Majbritt Kronbøl fra Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS).
– Da jeg begyndte mit arbejdsliv, så var der dummebøder for at tale om arbejde i pauserne. De var jo ikke betalte, så derfor skulle arbejdssnak holdes ude, sagde Karsten Clausen og tilføjede:
– Men i dag bruger vi pauserne på at koordinere og planlægge, og det er en tendens, som kommer allevegne, at selv i vores pauser skal vi stadig arbejde.
Vi må bare erkende, at vi i de sidste 35 år er blevet taget i røven af arbejdsgiverne. Det er kun dem, der får noget ud af, at vi arbejder så meget mere.
Karsten Clausen, Blik- og Rørarbejderforbundet
Panos fra den græske klub fortalte, at der på det område, han organiserer, primært i servicebranchen, også var problemer med både arbejdstid og for lave lønninger. Der er generelt i servicebranchen mange nultimerskontrakter, hvilket giver en stor usikkerhed i, om der overhovedet er nok arbejde.
– På mit område kræver vi først og fremmest faste tider. Vi støtter op om den generelle nedsættelse af arbejdstiden, men det skal også ses i sammenhæng. I dag har mange svært ved overhovedet at leve for den løn, de får, det skal der også gøres op med, understregede han.
Karsten Clausen bakkede op om det synspunkt. Han påpegede også, at ikke nok med at arbejdstiden har været den samme i næsten 35 år, så ser man også med stigende pensionsalder og afskaffelse af store bededag, at mængden af tid, man arbejder, er øget.
– Vi må bare erkende, at vi i de sidste 35 år er blevet taget i røven af arbejdsgiverne. Det er kun dem, der får noget ud af, at vi arbejder så meget mere. Jeg synes, det ville være godt, hvis vi tog et opgør med det til OK25, sagde han.
Forskellige forhold
De to andre deltagere i panelet bakkede generelt op om kravet om at nedsætte den generelle arbejdstid. De påpegede dog begge, at det kan være svært at gøre i deres specifikke brancher.
Majbritt Kronbøl fra LFS er selv dagplejemor. Hun fortalte, at de i hendes fag generelt arbejder omkring 48 timer om ugen. Det er fordi, at dagplejerne både skal holde åbent før, de fleste arbejdspladser åbner, samt holde åbent senere end deres lukketider.
– Selvom det selvfølgelig ville nedsætte vores arbejdstid lidt, hvis resten af arbejdsmarkedet gik over til 30 timer om ugen, så arbejder vi stadig en del mere. Derfor forestiller vi os for eksempel, at dagplejeansatte skal kunne gå tidligere på pension for at kompensere for det, sagde hun.
Bjarke Brandt fra DSR mente også, at der inden for sygeplejefeltet skulle overvejes alternative modeller. Han understregede dog, at en generel nedsættelse af arbejdstiden måske kan lede til færre ulykker på arbejdspladserne.
– Hvis I andre fik ordentlig tid til at restituere og ikke kom ud for ulykker, så kan det være, I slet ikke skal ind til mig på skadestuen. Det ville jo alt andet lige lede til mindre arbejde for mig og mine kollegaer, sagde han og tilføjede:
– Derfor hænger det hele i sidste ende sammen. Derfor skal vi både stille kravet om en generel nedsættelse af arbejdstiden, men ikke glemme, at der kan være forskellige forhold i forskellige fag.
Læs også
Fagligt
Efter OK-konference
Nu skal argumenterne for nedsat arbejdstid følges op af konkrete aktiviteter
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
