Hvad forestiller Arbejderen sig at man skulle tømme strejkekasssen og stemme nej til de højeste nominelle lønstigninger siden 1987. Som følge af reguleringsordningen ville en eventuel større lønstigning end den private sektor falde bort. Hvis medlemmerne ikke føler sig hørt kan man undre sig over den højere stemmeprocent og den massive vedtagelse. Jeg undrer mig over at folk på venstrefløjen ikke er mere rationelle og strategiske i valg af faglige slag fremfor at føre fagbevægelsen ud i meningsløse konflikter. Hvis man troede på egne teorier ville man jo vide at der kommer en tid hvor den faglige kamp er relevant og med større sandsynlighed kan vindes. Som det er nu er holdningerne ren eventyrpolitik hvor man skyder på alt hvad der lægges frem uanset indhold.
Det blev som ventet et stort JA til overenskomstfornyelsen på det offentlige område, OK24.
Et usædvanligt overenskomstforløb er afsluttet, et uskønt forløb, som ingen af de faglige ledere ønsker gentaget, selv om flere af dem har rost resultatet til skyerne! Dette kræver en forklaring.
Regeringen havde i starten af 2023 meldt ud, at de ønskede en trepartsdrøftelse og aftale med fagbevægelse om at tilføre tre mia. kroner til særlige grupper af offentligt ansatte, hvor der var tydelige udfordringer med rekruttering. Disse forhandlinger startede op efter sommerferien og skulle oprindeligt være færdige, inden overenskomstforhandlingerne skulle starte.
Men trepartsforhandlingerne trak ud, og trak ud, og blev kun delvis færdige, da startskuddet lød til OK- forhandlingerne. Det blev aftalt, at en lang række spørgsmål skulle færdigforhandles sammen med de øvrige OK- spørgsmål.
Regeringen styrede showet
Et gammelt ordsprog siger, at det er dem, “der betaler, som bestemmer musikken”, og dette gjaldt så sandelig også for indholdet i treparten, lige fra, hvem der skulle “belønnes”, til betingelserne for at stige i løn, til at der skulle foretages en sammenkædning af afstemningen ved OK24.
Så det blev en fuldstændig sammenfletning af trepart- og OK-forhandling og proces, hvor regeringen med finansministeren i spidsen kunne svinge dirigentstokken.
OK24 har været et uskønt forløb. Når fagbevægelsen ikke inddrager sine medlemmer og aktive tillidsrepræsentanter i en overenskomstfornyelse, står man tilbage med et yderst tvivlsomt resultat, som medlemmerne ikke har andel og ejerskab i.
Jan Andreasen
Nu er OK-fornyelser på det offentlige område altid en politisk styret proces, hvor det dog er muligt at sløre den politiske kontrol, men denne gang faldt maskerne tungt og hurtigt, helt ned til den præcise økonomiske ramme på 8,8 procent dikteret på forhånd af finansminister Wammen (S).
Et kæmpe hold kæft-bolsje og et knæfald
Ingen af de faglige ledere ønskede at udfordre finansmisterens økonomiske ramme, på trods af, at de selv samme ledere havde annonceret nødvendigheden af et to-cifret resultat, for at holde inflationen og historisk høje prisstigninger stangen. Og de faglige ledere, som havde fået gavn af trepartsmidlerne, var hurtigt ude og tale om historisk store lønstigninger, som der selvfølgelig skulle stemmes ja til.
Både treparten og OK-resultatet blev øjeblikkeligt blandet sammen. Kun ganske få faglige ledere var ædruelige og saglige nok til at beskrive, at OK-resultatet IKKE var nok til at dække det reallønstab, som inflationen havde skabt i 2021-22.
Treparten kom til at skygge fuldstændig for OK-forhandlingerne, forhindrede enhver form for aktiviteter på tværs. Den samlede fagbevægelse nikkede ja til treparten, nogle mere begejstret end andre. De, som fik andel af trepartsmidlerne, havde ingen interesser i at udfordre rammen, og de øvrige faglige ledere havde bundet sig til masten ved at nikke til resultatet af treparten.
Så en splittet, bundet og delvis lammet fagbevægelse skulle bare have denne overenskomstfornyelse overstået.
Hvad med det med småt?
Hverken før, under eller efter denne overenskomstfornyelse har der været nogen større debat og diskussion. Trepartens resultater blev rost til skyerne af de forhandlere, som selv havde forhandlet med regeringen, mens de samme forhandlere i samme moment slog fast, at det skal ikke gentages!
Informationen om treparten og OK resultatet har været utrolig enøjet. Nogle eksempler:
Hvor stammer de midler fra, som regeringen afsatte til treparten?
Hvilken pris og konsekvenser vil de kommende besparelser på de regionale og kommunale budgetter få for velfærden? Det er her finansieringen skal komme fra.
Hvad er prisen for at få del i trepartsmidlerne? Så som merarbejde, weekendarbejde, flere vagter.
Hvordan skal seniordagene administreres for de grupper, som er opfattet af trepartsmidlerne, når man nu har aftalt at, “seniordagene skal i udgangspunktet udbetales”.
Hvor stor skulle den økonomiske ramme have været for at undgå det tab i købekraften, som inflationen og de historiske prisstigninger har skabt?
Hvordan får vi styrket vores tillidsrepræsentanters indflydelse?
Denne række af spørgsmål og svar var total fraværende i den information, som fagforeningerne har lanceret.
OK24 har været et uskønt forløb. Når fagbevægelsen ikke inddrager sine medlemmer og aktive tillidsrepræsentanter i en overenskomstfornyelse, står man tilbage med et yderst tvivlsomt resultat, som medlemmerne ikke har andel og ejerskab i.
Selv om et stor flertal har stemt JA, ændrer det ikke på, at den offentlige sektor og dens ansatte står med større udfordringer i morgen end i dag. Reallønnen er ikke sikret for flertallet, mange grupper skal arbejde mere og på ubekvemme tider. Rekrutteringsproblemerne er på ingen måde løst med denne overenskomstfornyelse med tilhørende trepart. Besparelserne og nedskæringerne og kravet om at løbe stærkere vil fortsætte.
Hvis fagbevægelsen i morgen skal bevare sin eksistensberettigelse, er man nødt til at omfavne medlemmernes liv, interesser, problemer og ønsker. Denne overenskomstfornyelse handlede om regeringens behov og interesser og ikke medlemmernes.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.