Hvad får arbejderklassen ud af sådan et eventyr? Krudt og kugler! Det gælder åbenbart, at fordumme arbejderklassen, og gøre dem endnu fattigere!
Fagforbundet Dansk Metal er gået sammen med industriarbejdsgiverne i lobbyorganisationen Dansk Brint Alliance.
Danmark har unikke forudsætninger for at lykkes med dette næste erhvervseventyr.
Troels Ranis, vicedirektør i Dansk Industri
Dansk Brint Alliance betegner sig selv som “et strategisk partnerskab om udvikling af den danske Power-to-X (PtX)- og brintindustri mellem en række af Danmarks mest centrale aktører.”
Alliancens formål er at skabe “de bedst mulige rammevilkår for udviklingen af PtX og brint i Danmark” og udgøres af arbejdsgiverne i Dansk Industri Energi, hovedorganisationen for brint og PtX i Danmark Brintbranchen og Dansk Metal.
PtX og hockeystaven
Power to X – eller PtX – og såkaldt grøn brint er en væsentlig del af den danske stats ambitioner om en 70 procents CO2-reduktion inden 2030, hvor man går efter den såkaldte hockeystav-model; hvor der i en lang periode ikke sker reduktioner af nævneværdig karakter, mens man afventer ny teknologi, som så kan få reduktionskurven til at stige brat – som en hockeystav.
PtX er en af disse teknologier, som ikke findes endnu, men som man håber kan gøre det muligt at fortsætte vores overforbrug, trods CO2-reduktioner.
Med tanke på at flere af de planetære grænser allerede er overskredet – og at både PtX og såkaldt grøn brint kræver enorme mængder energi – bliver dette løsningsforslag af mange fagfolk forkastet som syltekrukke for den nødvendige klimahandling.
Danske arbejdspladser
I en pressemeddelelse fra lobbyorganisationen hedder det, at det er af stor betydning for organisationens arbejde, at Dansk Metal nu går med:
“Dansk Metal bringer et stærkt fokus på beskæftigelse, uddannelse og faglige kompetencer ind i partnerskabet”, hedder det.
– Når vi ser på de erhvervsmæssige styrkepositioner inden for brint og nye brændsler, så er det afgørende, at vi som fagforening er med i front til at skubbe på udviklingen og sikre, at der kommer danske jobs ud af den her industri, siger Emil Drevsfeldt Nielsen, erhvervspolitisk chef i Dansk Metal og tidligere public affairs consultant hos Rud Pedersen Public Affairs.
Et firma som blandt andet assisterer danske og udenlandske våbenproducenter igennem udbudsprocesser til dansk militær, og som identificerer og kortlægger strategiske muligheder for at profitere på forsvars- og sikkerhedspolitiske anliggender.
Stærk international konkurrence
Hos den tidligere ansvarlige for public affairs hos De Danske Bilimportører, nuværende direktør i Dansk Brint Alliance Tejs Laustsen Jensen, er der stor glæde over fagforbundets indtræden:
– Det er glædeligt for den industrielle udvikling af den danske brintindustri, at en stærk organisation som Dansk Metal nu tilslutter sig Dansk Brint Alliance, siger direktør Tejs Laustsen Jensen, som tidligere har bestridt en række internationale poster i blandt andet den europæiske bilproducentorganisation ACEA.
– Der er stærk international konkurrence og massiv statsstøtte i landene uden for EU, som er en voksende udfordring for den danske og europæiske brintindustri. Det er derfor rigtig godt, at vi styrker vores nationale samarbejde, så Danmark fortsat kan være blandt de stærkeste brintlande med de bedste vilkår for branchen og skabe grønne industrijob. Jeg glæder mig til samarbejdet.
Glæder sig til erhverseventyr
Troels Ranis, vicedirektør i den magtfulde arbejdsgiverorganisation Dansk Industri (DI) og direktør for energibranchen i DI, glæder sig til at få fart på erhvervseventyret i 2023:
– Danmark har unikke forudsætninger for at lykkes med dette næste erhvervseventyr. Hele PtX-værdikæden er repræsenteret, geografisk er vi fordelagtigt placeret til udnyttelse af vindressourcer og i nærheden store aftagermarkeder som Tyskland, og vi har historik for tværgående samarbejde, siger Troels Ranis.
– Det samarbejde har før sat Danmark på verdenskortet, og det er den erfaring, vi har bygget Dansk Brint Alliance på. Dansk Metals engagement i alliancen er stærkt imødeset, og med deres arbejde i jobskabelse og uddannelse af grønne hænder og hoveder ser vi frem til at få spaden i jorden i 2023. Vi må ikke forspilde vores mulige førerposition på de danske, europæiske og internationale brint-korridorer, derfor trykker vi på speederen nu.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.