Mangel på pædagoger har længe været et centralt emne i den ulmende krise for velfærdssystemet. Hver tredje ledige pædagogstilling bliver ikke besat, og ifølge pædagogernes fagforbund BUPL er det under halvdelen af alle de ansatte i landets daginstitutioner, der har en pædagoguddannelse.
Derfor glæder det også forbundet, at SVM-regeringen nu vil afsætte ressourcer til at opkvalificere landets pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter. Regeringen har afsat 196 millioner kroner i en pulje på finansloven årligt til kommunerne, som skal gå til at løfte fagligheden og sørge for, at flere får en uddannelse som meritpædagog.
Jeg er ikke i tvivl om, at der er brug for en højere løn og bedre muligheder for at bruge sin faglighed, hvis vi skal vende rekrutteringskrisen.
Elise Rimpler, formand, BUPL
Ifølge formanden for BUPL, Elisa Rimpler, så er pengene tiltrængt. I en mail til Arbejderen skriver hun:
– Vi mangler akut 4000 pædagoger og endnu flere i fremtiden. Opkvalificeringspuljen giver kommunerne en vigtig mulighed for at løfte fagligheden ude hos vores børn og unge. Der er 4000 erfarne pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, der lever op til kravene til at gå i gang med en meritpædagoguddannelse, og vi håber selvfølgelig, at opkvalificeringspuljen får flere af dem i gang med en uddannelse.
Meritpædagoguddannelsen er et tilbud til ansatte, som har lang tids erfaring som enten pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter, som kan få en pædagoguddannelse på kortere tid.
Dalende ansøgningstal
Tidligere på sommeren kom det også frem, at antallet af ansøgere til landets pædagoguddannelser er faldet for 7. år i træk. Siden 2016 er antallet af ansøgere, der havde pædagoguddannelsen som første prioritet, faldet med 39 procent.
Det sammenholdt med, at der vil komme op mod 60.000 nye småbørn over de næste 10 år, så vil manglen på pædagoger kun blive mere akut, har BUPL tidligere påpeget. I sin mail til Arbejderen skriver Elisa Rimpler også, at selvom den nye pulje giver et tiltrængt løft, så kan den ikke stå alene.
– Der er også brug for, at flere unge vælger pædagoguddannelsen til, når de skal vælge uddannelsesvej, ligesom vi skal finde ordninger, der tager godt imod nyuddannede pædagoger, skriver hun.
Løn skal lokke flere til
Spørger man, hvordan der skal lokkes flere unge til faget, så er svaret entydigt hos Elisa Rimpler, lønnen skal op, og arbejdsforholdene skal forbedres.
– En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at over halvdelen af de unge, der overvejer en pædagoguddannelse, men vælger den fra, peger på lønnen som en årsag til deres fravalg. Arbejdsvilkårene skræmmer også de unge væk. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at der er brug for en højere løn og bedre muligheder for at bruge sin faglighed, hvis vi skal vende rekrutteringskrisen, skriver hun til Arbejderen.
Elisa Rimpler ser derfor heller ikke opkvalificeringspuljen som et endeligt svar på udfordringerne på pædagogområdet. Den skal ifølge hende give et løft af de mange nuværende ufaglærtes kvalifikationer og løn, men andre tiltag er også nødvendige, hvis man skal vende udviklingen.
– Selvfølgelig kommer det til at gøre en forskel, men det kan ikke stå alene. Opkvalificeringen kan ikke bruges til et lønløft til pædagogerne, men til at sikre løn under uddannelse til kommende meritpædagoger, som dermed får både et uddannelses- og lønløft. Og det er der hårdt brug for, skriver hun.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.