Læserbrev
Hotel- og restaurationsområdet var det sidste store område, der faldt på plads ved forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked.
I både 2017 og 2020 endte området i Forligsinstitutionen, fordi parterne ikke kunne blive enige. Denne gang gik det anderledes, og 3F Privat Service, Hotel og Restauration (PSHR), HORESTA Arbejdsgiver og Dansk Erhverv Arbejdsgiver underskrev den 13. marts OK-forliget og 67 protokollater, der gælder for 40.000 ansatte indenfor hotel og restauration.
Overenskomstforliget indeholder blandt andet en sundhedsordning for eleverne, som har været et af de store krav. Man får også en lønstigning på fire procent samt blandt andet mere efteruddannelse, bedre barselsmuligheder og styrkelse af tillidsrepræsentanternes rolle. Man kan læse mere her.
Det er tydeligt, at der er blandede holdninger til forliget. Arbejderen har talt med to ansatte inden for området – en der vil stemme ja, og en der vil stemme nej.
Nogle ting ser lidt underlige ud
Britt Schmidt Andersen er medlem af 3F Frederikshavn og tillidsrepræsentant på et hotel i Skagen. Hun er overbevist om, at hun vil stemme ja til forliget, men undrer sig alligevel over nogle af protokollaterne.
Britt Schmidt Andersen lægger især vægt på, at man med den nye aftale kan varsle mere ferie, end den enkelte medarbejder har optjent. Den fik hun lidt galt i halsen, siger hun.
– Ferieloven er lagt ud fra de flestes normale feriemønster. Du holder højst sandsynligt en tre ugers sommerferie, en uges efterårsferie og noget henover jul og en uge til vinter eller påske. I vores branche har vi ofte meget travlt henover sommeren, så det kan være rigtig svært for virksomhederne at lade folk holde deres ferie henover sommeren, måske holder man det i maj eller september, men der er også nogle, der har klare aftaler om, at de holder hovedferie i januar eller februar. Hvis man er nyopstartet i virksomheden, har man jo ikke tre ugers ferie, når man når til januar eller februar, og her kan man som virksomhed åbenbart lave en lokalaftale, hvor man går ind og varsler dig tre ugers ferie, forklarer hun og fortsætter:
– En virksomhed kan jo altid varsle ferie på bestemte tidspunkter, hvis de gør det rettidigt, men her kan de varsle ferie, du endnu ikke har optjent. Lad os antage, at jeg starter som medarbejder den 1. oktober, og jeg så bliver varslet tre ugers ferie i januar, som jeg ikke har optjent, og så opsiger jeg måske min stilling den 1. marts, og så har jeg lige pludselig holdt ferie, jeg ikke har optjent, og så kan man modregne det i den løn, jeg skal have udbetalt som den sidste løn. Det, synes jeg, er lidt sketchy, siger hun.
Åbner op for ekstrarbejde uden tillæg
Britt Schmidt Andersen undrer sig også over, at man med det nye forlig kan give reserver lov til at arbejde videre på almindelig timeløn.
– En reservetjener skal have et bestemt timetal, når de møder ind, og de skal jo egentlig have en vagt. Her får de måske fri klokken 2:00, og så kan det være, at det går rigtig godt med et selskab, og de bestemmer sig for, at de ønsker at holde festen kørende. I princippet kan man jo som reserve sige, at man har fri klokken 2:00 og så tage hjem, men der står her, at hvis selskabet rykker sluttidspunkt, så kan man som arbejdsgiver bede vedkommende om at blive til almindelig timeløn.
– Når man bliver kaldt ind som reserve, får man 50 procent tillæg på grund af overarbejde fra den ottende time og 100 procent fra den tiende time. Her kan du så komme til at sige ja til at blive længere til almindelig timeløn. Det er sådan, jeg læser det. Jeg tror, at det er de her to ting, som Dansk Erhverv henviser til, når de taler om mere fleksibilitet i deres pressemeddelelse, forklarer hun.
Britt Schmidt Andersen er dog stadig fast besluttet på at stemme ja.
– Overordnet når jeg læser protokollaterne, så er jeg tilfreds. Jeg er enormt begejstret over, at vores elever er omfattet af vores sundhedsordning, og det, tror jeg, kan være med til at skabe nogle situationer, hvor der er nogle mennesker, som holder meget længere i vores branche. Jeg vil stemme ja. Der er dog allerede nogle, der taler om modregningen på det personlige tillæg, siger hun.
Modregningsreglen beholdes igen
Netop modregningsreglen, som Britt Schmidt Andersen her nævner, er en deal-breaker for mange, når det kommer til at skulle stemme ja eller nej til overenskomsten.
Modregningsreglen på det personlige tillæg går ud på, at man som ansat på hotel- og restaurationsområdet både får sin minimalløn samt et personligt tillæg. Hvis du så får en lønstigning på for eksempel 200 kroner, kan din arbejdsgiver modregne det i dit personlige tillæg, så det bliver 200 kroner lavere. Det vil altså sige, at man reelt set ikke vil kunne mærke en lønstigning, hvis man er ansat til minimallønnen på området. Ved de sidste to overenskomstforhandlinger fyldte spørgsmålet om modregningsreglen, og ifølge Britt Schmidt Andersen var det kravet om afskaffelsen af den regel, som sendte dem i Forligsen begge gange.
– Det er en lorteopfindelse, og jeg ved ikke, hvilken brain-fart vedkommende, der har sagt ja til det i sin tid, har fået, og jeg kan ikke finde ud af, hvad vi har fået til gengæld for den vanvittige regel. Samtidig er det en regel, der er så favorabel for arbejdsgiverne, at det er den, der har sendt os i Forligsen to gange i træk.
– Sidste gang var det en af hovedtingene, og vi endte igen med mæglingsskitsen. Nogle gange skal man lade sine kampe ligge et stykke tid og så tage dem op igen. Hvis man ser på resultatet af den her forhandling, så er det fra mit synspunkt, bortset fra modregningsreglen der er vanvittig, et godt resultat, siger Britt Schmidt Andersen til Arbejderen.
Sinem Demir, der er fagligt tjener og med i bestyrelsen i 3F København, mener, at det er helt essentielt, at reglen om modregning bliver afskaffet.
– For at kunne stemme ja til en aftale, hvor modregningsreglen ikke er fjernet, så skal aftalen virkelig være god, eller der skal være nogle ekstraordinære ting for nogle andre i branchen, eksempelvis bedre rettigheder for udenlandske medarbejdere. Der skal være noget helt exceptionelt, for at jeg skulle stemme ja til en aftale, hvor modregningen ikke er fjernet. Det er så vanvittigt, at den aftale med modregningen overhovedet er blevet indgået i sin tid, og jeg forstår ikke, hvorfor man ikke i højere grad kæmper for at få den afskaffet, for det betyder jo, at tjenere, som eksempelvis har været på en arbejdsplads i et stykke tid, ikke får noget ud af deres lønforhøjelser, siger hun til Arbejderen.
Ikke meget anderledes end industriforliget
For Sinem Demir er det aftalte forlig på hotel- og restaurationsområdet ikke særlig meget anderledes end gennembrudsforliget, som er industriens forlig.
– Jeg synes ikke, aftalen er særlig god. Den lønforhøjelse, der er forhandlet ind på timelønnen på 4,5 kroner i timen om året, er på ingen måde tilsvarende det reallønstab, vi har oplevet med inflationen. Det rækker på ingen måde til hverken prisstigningerne i butikkerne, el- og gaspriserne eller rentestigningerne hos bankerne, siger hun til Arbejderen.
Britt Schmidt Andersen mener ikke, at det bliver lige foreløbig, at man kommer af med modregningsreglen, og synes, at man skal stemme ja til de fordele, man får i den her omgang, så man ikke ender i Forligsen for tredje gang i træk.
– Jeg synes, man skal sige ja tak til de fordele, man får i den her overenskomst, og så må vi se på det med modregningen næste gang. Jeg synes, det har været fornuftigt at tage brodden af det og forhandle om det, man kan rykke på. Der er bare nogle, der på et tidspunkt har givet arbejdsgiverne den sejr, og den har de ikke tænkt sig at slippe. Jeg tænker, at det er langt væk, men ikke urealistisk. De har jo forsøgt det et par gange, og jeg tror ikke på, at de ville forsøge, hvis det var urealistisk. Men jeg forstår godt valget om at fokusere på andre ting denne her gang, mener hun.
For Sinem Demir er det ikke frygten om at ende i Forligsen igen, der påvirker, hvad hun stemmer. Hun mener nemlig, at man nok ville få nogenlunde det samme, hvis man endte i Forligsen, som det, der er blevet forhandlet frem her.
– Jeg vil ikke lyde som en, der siger, at forhandlerne intet har lavet. Jeg er sikker på, at de har gjort deres bedste. Men i den aftale, de har fået her, er der jo ikke meget nyt i forhold til rammeaftalen fra industrien. Jeg tror ikke, vi ville ende med noget meget anderledes, hvis forhandlingerne endte i Forligsen, da de netop også ville se på, hvad der er indgået på de andre områder, slår hun fast.
Det skal kunne betale sig at være i en fagforening
Under overenskomstforhandlingerne er medlemsfordele blevet diskuteret heftigt og talt om, at det skal kunne betale sig at være med i en rigtig fagforening i stedet for en af de gule eller måske endda slet ikke at være i en.
I forvejen er PSHR-området (Privat, Service, Hotel og Restauration) et af de sværeste områder at organisere. Området har en meget lav organisationsprocent sammenholdt med andre store fagområder, og det spiller også ind på overenskomstforhandlingerne.
– Vi er desværre en branche, hvor folk ikke engagerer sig så meget i, hvad der kommer, fordi de ikke har overskud til at sætte sig ind i det. Jeg har lige talt med min formand om, at vi skal lave et informationsmøde, og havde det været industri, så ville vi kun indkalde tillidsrepræsentanterne og bede dem informere på arbejdspladserne. Her indkalder vi alle for at få folk til at komme og for at sikre, at det kommer ud i branchen, hvad der er sket, fortæller Britt Schmidt Andersen.
Sinem Demir oplever en ligegyldighed i forhold til forhandlingerne fra sine kolleger.
– Det sted, jeg arbejder lige nu, har ikke overenskomst, og tjenerne har derfor selv forhandlet deres løn. De få, der er medlemmer af fagforeningen, er sådan lidt ligeglade med aftalen. Indstillingen fra deres side er desværre, at den aftale, der er landet, ikke er bedre end det, vi får her, siger hun og slår fast, at det skal kunne betale sig at være med i en fagforening og være på et sted med overenskomst:
– Jeg havde ellers håbet, der kom så god en aftale, at de tjenere, der arbejder på gode restauranter uden overenskomst, ville tænke: “Gid vi også kunne få de ting her.”
Medlemsfordele er praktisk talt umuligt
Når der bliver talt om medlemsfordele, så handler det om, at man godt kunne tænke sig, at det skal kunne betale sig at være i en fagforening. Som det er nu, får alle på en arbejdsplads glæde af overenskomsten, uanset om de er medlem i fagforeningen, der har forhandlet overenskomsten hjem, eller ej. Det, mener mange, er uretfærdigt, for så kan man jo lige så godt undlade at være medlem i fagforeningen.
På papiret synes Britt Schmidt Andersen også, at medlemsfordele er en god idé, men hun kan ikke se, at det kan lade sig gøre på hotel- og restaurationsområdet, som det ser ud med den nuværende organisationsprocent.
– Det ville være fuldstændig umuligt. Det skulle jo så være en fondsløsning ligesom kompetenceudviklingsfonden, hvor du indbetaler per medarbejder, men her får alle jo fordele, og her skulle vi så overbevise arbejdsgiverne om, at det kun skulle være medlemmerne, der skal have en fordel. Jeg siger ikke, at idéen er dum, og at jeg ikke godt kunne tænke mig det, men vi er nødt til at huske, at vi ikke sidder alene i det forhandlingslokale, siger hun til Arbejderen.
Nej-kampagne er sat i gang
Britt Schmidt Andersen fortæller, at de kommer til at anbefale et ja i hendes afdeling, og at der ikke er stor tradition for, at afdelinger og klubber indenfor hotel- og restaurationsområdet anbefaler nej.
Sådan er det dog i Sinem Demirs tilfælde. Sinem Demir fortæller til Arbejderen, at hun sammen med blandt andet nogle andre tjenere er i gang med at få en nej-kampagne op at stå. Lige nu er det på et lavpraktisk niveau, hvor de koordinerer, så der kan komme en større nej-konference på benene ligesom det stormøde, blandt andre 3F BJMF holder i Fredericia den 1. april.
Det er ikke til at sige, hvor mange der vil stemme ja eller nej på hotel- og restaurationsområdet endnu. Sinem Demir mener, at det er realistisk, at de får deres nej-kampagne på benene, men hun er bange for, at der på trods af det stadig kommer en overvægt af ja-stemmer på et forlig, som hun mener i virkeligheden lige så godt kunne have været en forligsskitse.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
