Arbejdsmiljølovens beskyttelse på hjemmekontoret gælder ikke frem til den 7. januar 2022.
Helt overordnet stiller arbejdsmiljøloven krav om, at arbejdsgiveren skal sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Men Arbejdstilsynet (AT) har suspenderet arbejdsmiljølovens regler for ’regelmæssigt’ hjemmearbejde til og med den første uge i det nye år.
Tilsynets melding kommer i forlængelse af, at statsminister Mette Frederiksen i sidste uge opfordrede så mange danskere som muligt til igen at arbejde hjemmefra for at begrænse smitten med corona.
HK kræver meldingen trukket tilbage, og næstformand i forbundet, Mads Samsing, undrer sig over, at AT kan nå frem til den konklusion, at næsten en måneds hjemmearbejde ikke har karakter af regelmæssighed.
– Det er som om, at så snart det handler om arbejdsmiljø på hjemmekontoret, så kan man sagtens slække på kravene. Men Arbejdstilsynet kunne jo aldrig finde på at sige: “Nu suspenderer vi arbejdsmiljøreglerne på byggepladserne i de kommende tre uger, så arbejdsgiver ikke behøver at stille høreværn og sikkerhedssko til rådighed”. For her er der en klar forståelse af arbejdsgivers ansvar for at sørge for medarbejdernes sikkerhed, siger Mads Samsing og tilføjer:
– Så hvorfor accepterer man som myndighed, at det skulle forholde sig anderledes, bare fordi arbejdet udføres med tastatur og mus i stedet for murerske eller malerrulle?
Arbejder på eget ansvar
Det er en vred næstformand, der konstaterer, at HK’ere, der arbejder hjemme de næste uger, ikke har arbejdsmiljølovens beskyttelse at læne sig op ad. Hvis de render ind i gener eller får smerter i nakke, arme eller ryg, fordi hjemmearbejdspladsen ikke er indrettet optimalt, så er det den ansattes eget ansvar.
HK vil ikke acceptere forringelser af arbejdsmiljøloven, og forbundet er bekymret for de fysiske konsekvenser af det hjemmearbejde, som er taget til, siden Danmark blev ramt af corona i marts 2020. En undersøgelse har vist, at 59 procent af HK Privats medlemmer, der arbejder hjemme, og 65 procent af HK Kommunals medlemmer har oplevet flere fysiske gener grundet dårlige arbejdsstillinger.
Brug for opdatering
Også andre faggrupper oplever gener ved hjemmearbejde. Ingeniørforeningen, IDA, gennemførte for et år siden en undersøgelse blandt 1.330 hjemmearbejdende medlemmer. Her svarer omtrent 20 procent, at de “i høj grad” eller “i nogen grad” har eller har haft fysiske gener på grund af en dårligt indrettet hjemmearbejdsplads. Blot halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen havde fået stillet et tastatur og skærm til rådighed.
– Ingen er undtaget fra reglerne i arbejdsmiljøloven. Vi har noteret os, at nogle arbejdsgiverforeninger gerne ser, at man dispenserer fra disse regelsæt. Vi mener ikke, at det er vejen frem, lød det fra Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA.
Han opfordrede til, at vejledningen for hjemmearbejde bliver opdateret, så reglerne også fremover sikrer en fornuftig og rimelig beskyttelse af lønmodtagernes sundhed.
– Smider vi det overbord, så er der tale om et tilbageskridt for arbejdsmiljøet, og det vil vi naturligvis ikke acceptere. Ingen skal blive syge og rage skavanker til sig for at passe sit arbejde. Hverken fysisk eller psykisk og uanset om det er på arbejdspladsen eller på hjemmekontoret, sagde Morten Thiessen.
Pres fra arbejdsgiverne for at lempe reglerne
Også Mads Samsing har bemærket, at der er pres på for at forenkle og lempe bestemmelserne om arbejdsmiljø på hjemmekontoret. Her mener Mads Samsing, at arbejdsgiverne i al for høj grad er sluppet afsted med en fortælling om, at det er alt for besværligt og uoverskueligt.
– Arbejdet skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Også når det foregår i hjemmet. Der skal være fleksible arbejdsformer, men det skal ikke betyde mindre beskyttelse af medarbejderne. Og arbejdsmiljøreglerne er netop til for at beskytte medarbejderne, understreger Mads Samsing.
Det er blandt andet Dansk Arbejdsgiverforening, der har talt for mere fleksible arbejdsmiljøregler under coronakrisen. Den 17. september 2020 skrev Christina Sode Haslund, arbejdsmiljøchef i arbejdsgiverforeningen, at “der lige nu er brug for øget fleksibilitet på grund af coronakrisen og de konsekvenser, der følger med”. Hun argumenterer for, at “arbejdsmiljøreglerne ændres, så det bliver muligt at arbejde en betydelig del af sin ugentlige arbejdstid hjemmefra, uden at det kræver en særlig indretning af hjemmet”.
DR Nyheder har henvendt sig til AT for en reaktion på kritikken fra HK. I et skriftlig svar lyder det:
– Reglerne for hvornår der stilles særlige krav til udstyr med videre, gælder ikke når hjemmearbejde sker i en begrænset periode som den aktuelle, hvor regeringen har opfordret til hjemmearbejde. For andet hjemmearbejde gælder reglerne som hidtil.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.