Kapitalismen skaber de nødvendige materielle betingelser og sociale former for overgangen til socialismen. Det vil sige, overgangen til et nyt samfundssystem foregår primært som en lovmæssig proces. Forudsætningen er, at både de materielle betingelser og de sociale former er modne til overgangen.
Den ideologiske kamp
De fordomme, som de borgerlige fremmer i befolkningen, er en væsentlig hindring for en samfundsforandring. Opløsningen af socialismen i Østeuropa og kontrarevolutionen i Vesteuropa betød en ændring af historiens gang og en midlertidig afbrydelse af kapitalismens overgang til socialisme.
For arbejderbevægelsen er det nødvendigt at analysere årsagerne til sammenbruddet og den kritik, der efterfølgende er rettet mod centrale dele af den marxistiske teori og metode.
Dette debatindlæg er viet en præsentation af kritikken mere end færdige løsninger og svar på de socialistiske erfaringer.
Det er helt afgørende, at vores bevægelse kommer med konklusioner på denne kritik, men det må ske som et led i en proces, hvor de forskellige kritikpunkter bliver diskuteret og afklaret.
Kritik af marxismen
Kritikken af socialismen er forbundet med de klassemæssige tilhørsforhold. Allerede inden reformpolitikken begyndte i Sovjetunionen i midten af 1980’erne, var der blandt universitetsungdommen i Vesteuropa en voksende kritik af socialismen; en kritik der i store træk fulgte de borgerlige mediers antikommunisme.
Det medførte nye strømninger i arbejderbevægelsen som den rød-grønne bevægelse, der blev præsenteret som en tredje vej til socialismen. Denne retning fik en betydelig tilslutning blandt småborgerskabet og i mellemlagene.
Kritikken af socialismen er nu almindelig udbredt på universiteter og de højere uddannelser. Den generelle holdning er, at der ikke var tale om socialisme, men om statskapitalisme.
Det gælder menneskehedens overlevelse på planeten Jorden og muligheden for at skabe et liv, der ikke er dikteret af kapitalens behov!
Lars Ulrik Thomsen
Ser vi på den geografiske fordeling af kritikken, er den mest markant i de højtudviklede kapitalistiske lande: Vesteuropa, USA og Canada. Det er ikke nogen tilfældighed, fordi disse lande stod til at skifte kapitalismen ud med socialisme i 1970’erne.
Antikommunismen er vokset markant efter sammenbruddet i Østeuropa, det gælder alle partier, medierne og på uddannelsesstederne.
Der er tale om en enslydende fordømmelse af socialismen og “den stalinistiske model”, som man hævder blev praktiseret i Østeuropa. Dermed har borgerskabet opnået at isolere kommunisterne fra at udøve deres grundlovmæssige rettigheder.
Statens rolle
Et andet emne, som har betydning i denne forbindelse, er statens rolle og overgangen til socialisme i den kapitalistiske verden. Vi har et rigt materiale i de chilenske erfaringer under Allende-regeringen i tiden 1970-73.
Hvis man læser Luis Corvalans beretning til CK-mødet i PCC i Moskva i 1977, får man et godt indtryk af de problemer, der er forbundet med statens rolle under overgangen.
I beretning skildrer Corvalan, hvordan der var en opadgående linje i reformer og den folkelige støtte til at gennemføre dem frem til midten af 1972. Grunden til, at folkeenheden mistede initiativet, var blandt andet:
Intern uenighed i folkeenheden, den manglende eller ufuldstændige strategi for de væbnede styrker og venstreekstremisternes illoyale optræden over for folkeenheden.
I Lenins værk “Staten og revolutionen” er der klare anvisninger for, hvordan kapitalisternes indflydelse skal fjernes fra det offentlige liv, i det som Marx definerede som proletariatets diktatur.
Det forsøgte Corvalan og de chilenske kommunister at gøre gældende i regeringsforhandlingerne med socialisterne, men uden held. Her er en problematik, der må bearbejdes, både når det gælder overgangsformer og holdningen til reaktionen.
Hvordan kan vi forhindre en gentagelse af tragedien i Chile, når andre lande med et lignende borgerligt parlamentarisk styre ønsker at gå over til socialismen?
Der er behov for en videreudvikling af den marxistiske teori på dette område, netop på baggrund af de chilenske erfaringer.
Arbejderklassens rolle
Et andet spørgsmål som har spillet en væsentlig rolle i debatten, er arbejderklassen som det revolutionære subjekt. I takt med den videnskabelig-tekniske revolution har teorien om “videnssamfundet” fået ny næring.
Teorien konkluderer, at arbejderklassen har mistet sin revolutionære rolle i samfundet, og at den nu varetages af de højtuddannede og mellemlagene. Derfor må man også stille spørgsmålet: Hvad er disse lags styrke i klassekampen?
Hvilke konsekvenser vil det få, hvis de nedlægger arbejdet på universiteter, højere uddannelsessteder, daginstitutioner og i folkeskolen? Vil det kunne ændre på ejendomsforholdene i samfundet?
Det er naturligvis ikke uvæsentligt, hvis det sker som led i en samlet antimonopolistisk strategi, men det er fuldstændigt virkningsløst, hvis det sker som en isoleret faggruppe. Det så vi klart under lærernes overenskomststrejke for nogle år siden.
Trods alle borgerlige spådomme vokser arbejderklassen år for år, og det er den eneste klasse, der kan lamme vitale samfundsfunktioner, som gør, at kapitalakkumulationen sættes i stå.
Det var Marx’ og Engels forudsætning i “Det kommunistiske Manifest”, at arbejderklassen spiller den afgørende rolle i samfundsforandringen, og det er også forudsætningen i dag. Teorien om videnssamfundet er knyttet til “Det nye Venstre” og den utopiske socialisme og derfor også et klart brud med marxismen.
Vi må arbejde for en samling af alle demokratiske kræfter, der har en fælles interesse i en forandring af samfundet. Den antimonopolistiske strategi blev udviklet i 1970’erne, og det er den eneste realistiske vej til socialismen i lande med et borgerligt demokrati.
Ny fremgang
Sammenfattende er der i de nævnte spørgsmål brug for kritik og selvkritik, hvis den kommunistiske bevægelse skal få fornyet fremgang. Vores holdning til Sovjetunionen er fortsat vigtig for kommunister, uanset den historiske udvikling.
Den virkeliggjorte socialisme var ikke fuldkommen og kunne ikke være det under betingelserne i den internationale klassekamp. Hvis man tilsidesætter disse erfaringer, betyder det, at man skal gøre historien om og starte forfra!
Den dialektiske logik forudsætter en bestandig udvikling af materialismen, hvor man skiller sig af med det, der er forældet, og bevarer den sunde kerne. Det sker ikke tilfældigt, men lovmæssigt gennem en videnskabelig analyse. Det bør være vores holdning til socialismen og samfundet som helhed. Her er et stort arbejde at udføre, særligt inden for de emner der er berørt her, men også inden for alle de andre spørgsmål som arbejderbevægelsen må løse.
Vi har et forbillede i den antifascistiske kamp i 1920’erne og 30’erne, hvor arbejderklassen skiftede strategi for at bekæmpe fascismen og monopolkapitalen. Dengang var det en defensiv strategi for forhindre en ny verdenskrig og overfaldet på Sovjetunionen.
Det lykkedes ikke, men de brede alliancer både nationalt og internationalt sikrede sejren over fascismen.
Disse erfaringer kan også bruges under de vanskelige betingelser, som vi lever under i den krisebefængte kapitalisme og imperialisme i dag.
Vi må evne at skabe brede alliancer, der kan skabe de samfundsforandringer, som åbner vejen til socialismen. Mængden og dybden af kriserne gør det bydende nødvendigt!
Det gælder menneskehedens overlevelse på planeten Jorden og muligheden for at skabe et liv, der ikke er dikteret af kapitalens behov!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.