”I hope the Russians love their children too”, sang Sting i DR P4’s sidste sang inden middagsradioavisen 5. juli.
Den 38 år gamle sang er desværre mere aktuel end nogensinde.
“There’s no such thing as a winnable war
It’s a lie we don’t believe anymore”
Jo, desværre. Her over tre årtier efter Den Kolde Krig lykkeligvis imploderede, er en ny krigsgalskab vokset frem.
Regeringen bevilgede forleden yderligere 1.400 kroner millioner til granater til Ukraine samt lovede endnu flere penge fremover. Oven på de 21.900 millioner allerede doneret til krigen.
Andre landes (skatteydere) har måttet betale 10 eller 100 gange så meget som vi danskere til krigsoptrapningen. Mens for eksempel overbebyrdede offentligt ansatte i Danmark; Frankrig, Storbritannien kan rende og hoppe.
Vesten udkæmper da heller ikke sin katastrofale stedfortræderkrig i Ukraine for frihed og demokrati, som det hævdes. Nej, man beskytter primært sine enorme investeringer i Ukraine (og Østeuropa). Desuden er krigen i sig selv en billionforretning.
”I hope the Americans and Europeans love their children too”
Hvordan kan Vestens ledere slippe afsted med at smide så mange penge og ressourcer ud på noget så destruktivt som krig og våben?
Der er p.t. rekordmange flygtninge i verden. Over 100 millioner. Med udsigt til endnu flere, blandt andet som følge af verdens krigspolitik. Ikke primært Ruslands, men i højere grad USA’s.
Ledere, som er ægte optagede af vor ve og vel, ville prioritere de millioner af flygtninge og 500-1.000 millioner, der ikke får nok at spise, højere end de fede forretninger i en inhuman krigsindustri.
DR-middagsradioavisens indslag nummer to 5. juli var, at Rusland, ifølge Ukraine, formentlig har anbragt sprængladninger på Zaporizjzja-værkets reaktortage med den hensigt at sprænge værket i luften. Påstanden (selvfølgelig) afvist af Rusland, der i stedet anklager Ukraine for at ville skabe en atomkatastrofe ved at bombe Europas største A-kraftværk.
En større atomkatastrofe a la Tjernobyl er der dog ingen grund til at frygte, beroligede en ekspert afslutningsvis.
Journalisten glemte at spørge, “hvorfor?”
Men den slags er vi blevet så vant til, at de færreste bemærker det mere.
“Krig er fred”, “frihed er slaveri” og “uvidenhed er styrke”. Som George Orwell skrev i 1948 i sin berømte roman “1984” om et fremtidigt mareridtssamfund, hvor masserne styres af falske fjendebilleder, overvågning, tankepoliti, blandt andet via store skærme opsat overalt repeterende ovennævnte mantraer.
Siden 24. februar 2022 har medierne dag og nat tæppebombet milliarder af skærme og avissider med tendentiøs, krigsliderlig journalistik og politiske udtalelser.
DR-, TV2-seere og -lyttere, avislæsere med flere bliver stopfodret med ligegyldige reportager, for eksempel af dristige journalister iført skudsikker vest og stålhjelm så tæt på fronten som deres risikotillæg tillader.
2. juli hed overskriften i topnyheden på TV2.dk: ”Ukraine frigiver video af angreb mod russisk kampvogn”. Med en repeterende video af en kampvogn, filmet spektakulært oppefra, der kommer kørende på en vej langs en mark og et skovbryn for så at eksplodere i en kæmpe ild- og røgkugle.
Denne slags krigsnormaliserende nul-informationer hjernevaskes vi dagligt med.
Omtrent hver eneste cirka 10.000 dræbte civile er nærmest breaking news. Sådan set en på sin vis et respektfuld pressepolitik, som man imidlertid ikke praktiserede over for de flere hundrede tusinde civile dræbte i Irak, Afghanistan med mere fra 2003 og to årtier frem.
Problemet er ikke kritikken af Ruslands invasion. Problemet er det glorificerede billede af Ukraine og os selv samt NATO-landenes katastrofale armering af Ukraine og eskalering af krig, lidelser, ødelæggelser og det, der er værre. En bombning af Zaporizjzja-atomkraftværket. Eller i værste fald en atomkrig.
”NATO can easily smash the Russian military”, lød det fra Anders Fogh Rasmussen få uger inden i krigen på Aljazeera Tv-stationen. Heldigvis har jeg ikke siden set Danmarks krigsgale statsminister på Aljazeera. Der i øvrigt allerede 21. oktober 2016 trak bukserne af Foghs sidste af flig af troværdighed i et ti minutter langt højkvalitetsinterview. At se via link her: https://www.aljazeera.com/program/upfront/2016/10/21/crisis-in-libya-who-is-to-blame
Foreløbigt har Ukrainekrigen kostet mellem 100.000 og 200.000 soldater livet og påført endnu flere de forfærdeligste sorger og traumer.
Rusland er verdens største atommagt. Med omtrent nul fundering i virkeligheden vil Vestens utroværdige ledere bilde os ind, at et presset Ruslands gentagne trussel om brug af atomvåben, hvis Ruslands sikkerhed er truet, er bluff.
Vest-propagandaen til retfærdiggørelse af den brutale krig (læs: krigsforretning plus Vestens meget store investeringer/gældsforretninger i Ukraine og Østeuropa) fortæller, at den russiske befolkningen på grund af de støt voksende menneskelige ofre vil vende sig mod Putin.
Der er imidlertid meget lidt, der tyder på det. For trods Vestens massive sanktioner og de hårde krigstider med store tabstal for begge parter, er et stort flertal fortsat bag Putin.
Selv Vestens nyligt afdøde glasnost-helt, Gorbatjov støttede Putin. Og de har alle – desværre – rigtig god grund til det. For Putin reddede russerne og Rusland, da de på 10. år døde i millionvis efter Sovjetunionens opløsning i 1991.
De fleste vesterlændinge er helt uvidende om dette dramatiske faktum: At åbningen til Vesten var et mareridt a la Stalintiden for almindelige russere.
Sovjetunionens enorme værdier blev under Jeltsin ranet fra dem, der havde skabt dem af en kynisk treenighed bestående af mafiaen/oligarker samt kyniske og grådige vestlige/internationale forretningsfolk og banker.
Den gangsterkapitalisme, som Jeltsin og Vesten var de to vigtigste skabere af i Rusland frem til Putins magtovertagelse, ønsker 99 procent af russerne ikke at genopleve.
Ingen mad i butikkerne, varme i radiatorerne, elektricitet, løn, arbejde, pensioner, politi, sundheds- og retsvæsen med mere.
Jeg så det ved selvsyn i Polen i 1993 og 94 og skrev om, hvordan Vesten, Verdensbanken med flere stjal Polens skove og omdannede (også) dem til gigantiske gældsforretninger for de Vest-styrede “frie” markedskræfter. Ligesom man har gjort i udviklingslandene.
Læs mere via link her: https://holmegaardmose.dk/images/bialowieza.pdf
4-7 millioner russere døde af nød og elendighed i tiåret frem til Putins magtovertagelse (ifølge Wikipedia). Mens mafiaen og en hær af vestlige pengemænd tilegnede sig enorme værdier, blandt andet på forladte fabrikker, skabt af millioner af sovjetborgere i en kæmpestor kommunistisk supermagt.
En ungdomsven, der i 1990’erne blev direktør, fortalte om en jublende virksomhedsejer han kendte, som for en slik havde skaffet sig en ekstremt dyr specialmaskine fra en af de titusindvis af nedlukkede USSR-fabrikker. Selv om maskiner, jord, ejendomme, fabrikker med mere blev køb/ranet for en brøkdel af deres værdi, så var verdens største land så stort og enormt rigt, at selv de lokale tyveknægte, mafiaen og oligarkerne, der solgte alt til ekstreme underpriser, blev stinkende rige.
Mens skaberne af al rigdommen, det russiske folk, blev snydt. Nogle vi sige for anden gang. Men sidste gang uden sammenligning den værste.
Jeg husker en vestlig forretningsmand, der i en avisartikel i 90’erne udtalte, at han egentlig havde besluttet sig for ikke at lave forretning i Rusland, men de astronomiske profitter var for stor en fristelse.
USA fløj B52-fly helt ind i det centrale Rusland og hentede ubevogtede atomraketter.
Hundredtusindvis, ja formentlig millioner, af østeuropæiske og russiske kvinder endte som prostituerede og i arrangerede ægteskaber i Vesteuropas og USA’s sexindustri i et desperat forsøg på at undslippe elendigheden.
Jeg har i de sidste par måneder spurgt tilfældige danskere, om de véd, at cirka en halv million russere årligt døde af nød i tiåret efter USSR’s opløsning. Og at mænds levealder faldt til under 50 år. Foreløbig har jeg mødt én, der delvis vidste det.
Det er veldokumenteret, at Nordkoreas atomraketter er sovjetiske, fra Ukraine, som entreprenante forretningsfolk/mafiaen her har stjålet og tjent formentlig milliarder på at gøre verden til et stadig farligere sted at leve.
Meget muligt takket være for eksempel præsident Zelinskys forgænger, Porosjenko. Der blev indsat, efter at den demokratisk valgte russiskvenlige forgænger, Janukovitj, blev tvunget til at gå af efter uroligheder i Kyjiv, hvor 130 civile blev skudt af ukendte snigskytter på Majdanpladsen. Og landet efterfølgende kastet ud i borgerkrig med 14.000 døde frem til Ruslands invasion for halvandet år siden.
Forbes opgiver Poresenkos personlige formue til én milliard US-dollar. Forestil dig Mette Frederiksen og andre vestlige ledere med lignende personlige formuer.
Rusland og Ukraine er ét fedt (også) med hensyn til korruption, mafia- og oligark-vælde. Og Vesten udkæmper da heller ikke sin katastrofale stedfortræderkrig i Ukraine for frihed og demokrati, som det hævdes. Nej, man beskytter primært sine enorme investeringer i Ukraine (og Østeuropa).
Desuden er krigen i sig selv en billionforretning.
Endelig har Vestens allermest magtfulde finansielle institutioner en våd drøm om at få fuld kontrol over de enorme ressourcer i verdens største land.
Der er mange gode grunde til at kritisere Putins Rusland. For eksempel nedslagtningen af den tjetjenske løsrivelsesbevægelse ved årtusindskiftet var en skændsel. Hvilket Vesten dog var ligeglad med. Det var jo bare fattige muslimer. I et land uden ressourcer at tjene penge på. Modsat for eksempel Europas største og mest frugtbare landbrugsland. Og Østeuropa, nu militariseret og gældsat i Vest-kontrollerede banker.
Straks efter Ruslands militærinvasion lød det som et ekko fra Vesteuropas ledere – inklusive Mette Frederiksen – at Putins opførsel kom som et chok og var noget, man aldrig i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig, det han havde gjort.
Men det var igen skinhelligheden og politisk spin. Eksempelvis var den bog, der var med til at få journalisten Anna Politkovskaja myrdet i 2006, “Putins Rusland”, meget grundigt omtalt i Vesten. Udgivet på dansk med forord af Leif Davidsen i 2005.
Havde Vesten ægte ønsket et fredeligt og demokratisk Rusland, skulle man blandt andet have forhindret, at kyniske vestlige rigmænd og banker ranede det opløste USSR’s ubeskyttede kæmpeværdier, skabt af over 100 millioner sovjetborgere på henved et århundrede.
I dag er eneste mulighed hurtige fredsforhandlinger med en tilstrækkelig grad af lydhørhed over for Ruslands berettigede krav i det østlige Ukraine.
Og så må vi håbe på, at en ny generation af troværdige ledere i Vest langsomt kan få skabt russisk tillid til Vesten og vore ægte (men stærkt truede!) positive samfundsværdier. Ikke truet af Rusland, terrorister med flere, men af magtfulde, bedrageriske kræfter hos os selv.
Her et link til et indsigtsfuldt foredrag på Yale Universitet i september 2018 af den uafhængige amerikansk-fransk-russiske journalist Vladimir Pozner med titlen “How the United States Created Vladimir Putin”.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Flot kronik med nyttige links, der er værd at besøge. Link til interview med Anders Fogh Rasmussen er dog forkert skulle være:
https://www.aljazeera.com/program/upfront/2016/10/21/crisis-in-libya-who-is-to-blame
Se videoen. Det er en nydelse at se Fogh blive “ristet” af en velforberedt interviewer.
Tak til redaktionen for at opdatere link til interview, men klikker man på link i teksten føres man til samme dokument som før. Klik på link i kommentar er OK. Prøv at rette fejlen.
mvh
Troels
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
