Dansk aktivist afsted
Vi har været her, ved en forbeholdsafstemning, før. I år 2000 fik man fra ja-siden nærmest fornemmelsen af, at vi ville gå statsbankerot, hvis vi ikke godtog euroen som vor valuta. I 2015 var alle vi, der stemte nej, noget nær pædofile. I år er vi så Putin-elskere over en kam, og et nej vil være at gå ufredens ærinde. I hvert fald i forhold til de seneste par afstemninger lader det til, at vi får prædikat efter, hvad der nu engang er tidsåndens værste skældsord. Det er ikke imponerende politisk argumentation, men derimod ynkelige skræmmekampagner.
Et nej kan vi gøre om. Et ja er uden fortrydelsesret.
Skal vi afskaffe forsvarsforbeholdet, skal det være baseret på rationelle argumenter, og dem kniber det med. End ikke regeringen, der udskrev afstemningen, og dens nærmeste synes at have styr på de gode argumenter.
Da Socialdemokratiet og med partiet også daværende forsvarsminister Trine Bramsen i en meget nær fortid var modstandere af at afskaffe forsvarsforbeholdet, lød det i 2020 fra ministeren, at “Det, der jo er bekymringen, det er ikke de operationer, der er nu i EU. Det er, hvad det kan udvikle sig til på den lange bane. Og der må jeg bare sige, at vi har set så mange områder i EU, at vi har tiltrådt noget, og lige pludselig har vi ikke stået selv og været herre over de beslutninger, som træffes i Danmark. Og det er jo en reel bekymring. Jeg synes, der er gentagne eksempler på, at det er sket”. Her har hun så ganske ret, og det har ikke ændret sig med krigsudbruddet i Ukraine. Nu er der blot risiko for, at vi kaster os hovedkulds ind EU’s militære dimension uden i tilstrækkelig grad at have overvejet konsekvenserne på længere sigt.
Ud fra Lissabontraktaten er afrustning eller alene nedrustning ikke mulig. I den aktuelle sikkerhedspolitiske situation er det nok heller ikke det, der skal tages op netop nu, men det bør til stadighed være en mulighed. Bundet til en traktat, hvori det blandt andet lyder, at medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet, og med en EU-elite, hvoraf flere er varme fortalere for en decideret EU-hær, er det i høj grad værd at minde sig selv og andre om vigtigheden af et nej på onsdag den 1. juni. Et nej kan vi gøre om. Et ja er uden fortrydelsesret.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
