Danmark, den 31. oktober 2022
I denne uge skal FN’s Generalforsamling i New York diskutere USA’s blokade mod Cuba. De 193 medlemslande skal stemme om en cubansk resolution, som kræver, at USA ophæver sin 60 år lange økonomiske, handelsmæssige og finansielle blokade mod Cuba.
30 år i træk har Cuba stillet dette krav i FN. 30 år i træk har en næsten enig Generalforsamling støttet Cubas krav om ophævelse af blokaden – kun USA og Israel har hvert år stemt imod. I 2021 stemte således 184 lande for resolutionen, USA og Israel imod, mens Ukraine, Brasilien og Colombia undlod at stemme. Men 30 år i træk har USA ignoreret dette klare krav fra verdens lande. NU skal kravet om ophævelse af blokaden følges op af den nødvendige handling. NU skal blokaden stoppe!
I anledning af debatten om blokaden ved FN udtrykker vi vores solidaritet med det cubanske folk.
Af rapporter fra Cuba og fra uafhængige internationale organisationer fremgår det, at blokaden er illegal, i strid med FN-pagten og international lov. Den koster menneskeliv, og den holder Cuba i et økonomisk kvælergreb.
Sagen er alvorlig, og i anledning af debatten om blokaden ved FN udtrykker vi vores solidaritet med det cubanske folk. Sammen med mennesker i hele verden gentager og understreger vi vores krav om, at den danske regerings og andre regeringers erklærede modstand mod blokaden følges op af handling.
USA må bøje sig og stoppe blokaden, der har ødelæggende konsekvenser for Cubas handel, turisme og samarbejde med andre lande. Cubas ret til en fri og ligeværdig plads i det internationale samfund skal sikres og respekteres.
På vegne af Dansk-Cubansk Forening *)
Sven-Erik Simonsen
*) Dansk-Cubansk Forening har 750 individuelle medlemmer og 9 kollektive medlemmer. Det er: 3F BJMF i København, Murersvendenes Stiftelse i København, DKU, DKP, KPID, KP, Murernes Brancheklub i 3F Transport Logistik og Byg i Aarhus, Malerforbundet i Horsens/Midtjylland og 3F Aalborg.
Udtalelsen er også underskrevet af herboende cubanere i netværket ”Cuba-Dinamarca” – herunder foreløbigt: Idalia Perez Infante, Alexis Lafargue Duran, Ana Luisa Hourrutin, Lino Luis, Evalina Bordow og Mary Guerra.
Andre organisationer, partier og bevægelser opfordres til at sætte sit navn under denne udtalelse/appel og støtte den. Det kan man gøre ved at sende en mail til post@cubavenner,dk og ikke mindste ved at offentliggøre teksten. På forhånd tak.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.