Ukraine er godt i gang med at bombe Ukraine sønder og sammen med stor opbakning fra den herskende klasse i Det kollektive Vesten, kraftigt støttet af russofober og krigsgale personligheder fra hele det kendte politiske spektrum.
Meget få tænker på, at NATO’s bomber lige nu dræber ukrainere i hobetal, smadrer huse og infrastruktur, ødelægger landbrug og danner bagtæppe til en miljøkatastrofe af omfattende dimensioner.
Krigen i Ukraine lægger i øjeblikket beslag på 1/5 af Ukraines areal. Ukraine er Europas næststørste land efter den europæiske del af Rusland. Landet har et areal på 603.700 km² og en kystlinje på 2.782 km. Danmarks areal er til sammenligning: 43.093 kvadratkilometer. Ukraine er altså 14 gange større end Danmark. Rusland er 16 gange større end Ukraine.
Vi har brug for et samarbejdende frit og åbent Europa som aldrig før.
Stop krigen nu! Alle krige er historisk set før eller siden endt med forhandlinger. Mobiliser intelligensens potentialer i stedet for den løbende, umådeholdende direkte støtte til våbenindustrien!
Lad dig ikke løbe over ende af mainstreampressens nypressede jakkesæt, slips, fine kjoler, flotte frisurer, den rigtige sminke, det nydelige, korrekte sprog, de store smil, den overbevisende grafik og den herskende klasses voldsomme, vilde og overhåndtagende, russofobiske udbrud i æteren! Alt sammen set med kun ét øje, kun én vinkel, kun ét perspektiv: Våbenindustriens vådeste drømme omsat til tekst og billeder i forførende medier.
Hør godt efter, når boulevardpressen for eksempel introducerer en distraktionsmanøvre, der handler om at boykotte firmaer, der sælger øl og chokolade til russerne; mens amerikanerne sender milliarder af dollars til en krig lige midt i vores Europa – hvad skal amerikanerne for øvrigt her? Hvad skal vi med NATO’s krig? Stop nu galskaben – inden den spiser dig!
Nyhedskorridoren er fra tid til anden en meget snæver oplevelse – et forhold skabt af mennesker kan dog ofte ændres af mennesker.
Hvis der er mulighed for det, vil jeg derfor appellere til mainstreampressens gode, dygtige, selvstændige, graverjournalister om fremover at berette mere konkret, præcist, kritisk, perspektiveret og kultiveret om krigens gang på slagmarken, dens åbenlyse alternativer, dens anamnese, diagnose, prognose, behandlingsmuligheder og perspektiver for et samlet Europa.
PS!
NATO’s medieplan følger ikke nødvendigvis begivenhederne på slagmarken. NATO’s storyboard handler om manipulation med den menneskelige kognition. Projektet drejer sig om fremstilling af en mental rejseplan, der skal appellere til aktiveringen af NATO-systemets forudvalgte nervebaner og berige dig med helt nye ganglier. Æder du alt råt, vil du ende som politikerne på Christiansborg og sælge din sidste skjorte for at holde gang i krigen i Europa.
Du vil lære at slukke en brand med benzin.
Vi har brug for et samarbejdende frit og åbent Europa som aldrig før – en folkelig, venlig og bæredygtig tumleplads befriet for had, fascisme og krig. Et helt nyt eldorado for udveksling af knowhow, miljøgenskabelse, økologi, ideer, personer, kultur, varer og sprog og meget mere.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.