Kommentar
På et pressemøde i København den 30. januar 2026 lagde Mette Frederiksen en hård linje frem: Det er “uholdbart“, sagde hun, at menneskerettighederne efter hendes opfattelse beskytter de forkerte, og hun pegede på grov kriminalitet som begrundelse for at presse Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til en praksis, der gør udvisning lettere.
Lad mig være helt tydelig: Kritikken af den linje handler ikke om sympati for voldsmænd eller voldtægtsmænd. Den handler om to nøgterne forhold, som fagbevægelsen har en direkte interesse i:
1) Udvisning løser ikke kriminalitet som samfundsproblem.
2) Når rettigheder gøres ’betingede’, kan det senere bruges på andre områder – og mod helt almindelige mennesker.
Rettigheder er ikke en præmie
Når rettigheder fremstilles som noget, der primært er til for ’de rigtige’, bliver de gjort til et moralsk fordelingsspørgsmål: Hvem fortjener beskyttelse, og hvem gør ikke? Men rettigheder er netop konstrueret som formelle grænser for statens magt over for alle mennesker – også over for dem, man ikke kan lide, også dem der er skyldige, og især dem som det politisk er lettest at gøre retsløse.
Hvis rettigheder kun gælder, når flertallet synes, at personen fortjener dem, så er de ikke længere rettigheder. Så er de politiske indrømmelser, som regeringen kan trække tilbage, når stemningen vender. Det er en farlig standard – ikke fordi kriminalitet skal undskyldes, men fordi selve grænsen for, hvad staten kan gøre ved mennesker, bliver gjort flytbar.
Udvisning som genvej – og pseudoløsning
Selv hvis man accepterer udvisning som et redskab, står et helt konkret spørgsmål tilbage: Hvad gør vi ved den kriminalitet, der ikke kan udvises?
Kriminalitet forsvinder ikke, fordi nogle kan sendes ud. Der vil stadig være gerningsmænd og miljøer tilbage, som staten skal håndtere herhjemme – blandt danske statsborgere og herboende udlændinge. Og de betingelser, der producerer kriminalitet, bliver stående: rekruttering, illegale økonomier, misbrug, psykiske problemer, socialt svigt, institutionel svækkelse og tilbagefald.
Hvis regeringen reelt vil reducere kriminalitet, kræver det langsigtet kapacitetsopbygning og stabil drift: hurtigere opklaring og mere konsekvent retsforfølgning, bedre beskyttelse af ofre og vidner, målrettet indsats mod kriminelle netværk og økonomi, fængsels- og resocialiseringsindsatser der mindsker tilbagefald, og social og psykiatrisk kapacitet før rekruttering. Meget af dette foregår selvfølgelig allerede – men for alt ofte for svagt, for fragmenteret og for sent. Og det er netop her, ’udvisning’ bliver politisk attraktivt: det ser handlekraftigt ud, mens de tunge løsninger tager tid, drift og prioritering.
Hvorfor fagbevægelsen skal blande sig
Når man én gang har accepteret, at rettigheder kan gøres svagere for ’de forkerte’, flytter man også standarden for, hvad staten kan gøre i det næste ’særlige tilfælde’. Det kan brede sig til andre felter: Mere administrativ magt, svagere domstolskontrol, lavere proportionalitetskrav, mere overvågning og flere indgreb, begrundet med ’samfundshensyn’.
Og så står vi dér, hvor det vedrører lønmodtagere direkte: En arbejdsløs, en ung i et udsat boligområde, en gældsplaget kollega, en med misbrug eller psykiske problemer – eller bare en, der havner i en kontrolsituation – kan møde en stat, der lettere griber ind ’hurtigt og effektivt’, mens retssikkerhed fremstilles som en luksus.
Når den målestok først er rykket, kan en senere regering bruge den mere bredt – ikke fordi alt nødvendigvis ændrer sig fra dag ét, men fordi tærsklen allerede er sænket.
Bundlinjen
Det her er ikke et forsvar for forbrydere. Det er en kritik af en fiks idé, der ikke løser kriminalitet – og som kan svække de retslige værn, der også beskytter almindelige mennesker i hverdagen. Derfor bør fagbevægelsen insistere på, at ’tryghed’ ikke bruges som argument for friere hænder til myndighederne og ringere rettigheder for os alle.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
