Folkering om Christiansborg
Modtaget den 17. oktober 2024.
Der har i de seneste uger været en smædekampagne imod os, da vi er blevet fremstillet som “voldelige” og “antisemitiske” i et forsøg på at undertrykke vores aktivisme. Dette er baseret på to demonstrationer på vores campus, som forløb fuldstændig fredeligt, men som bliver beskyldt for at skabe utryghed uden andet grundlag end, at vi siger ting som ‘intifada’ og ‘from the river to the sea’, og at et par stykker havde kuffiyeh rundt om ansigtet med hensigt om at forblive anonyme under demonstrationerne. Denne udtalelse er i lavet i den forbindelse.
I 1961, samme år som Paris-massakren af algierere og mordet på Patrice Lumumba i Congo med hjælp fra Belgien, udkom Frantz Fanons Les Damnés de la Terre. Blandt mange andre ting skrev Fanon, at dekolonisering kun kunne lykkes med de europæiske massers deltagelse. Fanon opfordrede os til at vågne op, bruge vores hoveder og droppe den uansvarlige leg som Tornerose (Sleeping Beauty).
Vores krav fokuserer på RUC, men vores mål er meget større.
Mere end 60 år senere, kan vi se, at de globale antiracistiske og antikoloniale kampe har vundet en betydelig politisk sejr, nemlig det faktum, at de ‘europæiske masser’ er ved at vågne op fra deres tornerosesøvn. RUC Intifada er stolt over at tage del i denne proces.
Det er afslørende, at skiftet i kulturel og social praksis, som denne opvågnen medfører, ofte hånes og stemples som voldelig af dem, der har magten til at forsvare et system, der ikke kan forsvares. Dette er tilfældet med RUC-rektoratets seneste e-mails til ansatte og studerende, og det er tilfældet med diverse politikeres angreb på os.
Organisationen, der kalder sig selv RUC’s rektorat, hævder, at e-mailen der opfordrede til en strejke fredag den 4. oktober, var præget af “en hård retorik”, der har ført til “flere bekymrede henvendelser”. Rektoratet har ikke specificeret nøjagtigt, hvilke specifike ord eller sætninger der får retorikken til at virke hård i deres øjne, hvilket efterlader det uklart, hvad problemet er. Alligevel påstår rektoratet “at have forståelse for den voksende bekymring”, og at opfordringen til strejke “kan opfattes som ubehagelig”.
Rektoratet er dog fortsat uforstyrret af den barske virkelighed fra det seneste år med stigende brutalitet begået af den zionistiske besættelsesmagt. Den kontinuerlige tæppebombning og de igangværende massakrer i Palæstina og Libanon er stadig ikke en grund til bekymring for rektoratet.
Det er tydeligt, at folkedrab ikke gør rektoratet utilpas, og rektoratet har endnu ikke udtrykt nogen form for forståelse for mennesker, der er påvirket af det konstante og fortsatte drab af mennesker i Palæstina og Libanon. Derudover har rektoratet påstået, at vores demonstration den 4. oktober gjorde andre studerende utrygge, at “maskerede” mennesker deltog, og at det “forstyrrede freden”.
Vi vil gerne minde rektoratet om, at Keffiyeh’en er en del af den palæstinensiske kulturarv og bæres af frihedselskende mennesker overalt. Den kan bæres på en række forskellige måder, herunder den klassiske hatta hovedbeklædning – som rektoratet omtaler som “maskeret”.
En sådan bevidst uvidenhed, som rektoratet udviser, sætter spørgsmålstegn ved oprigtigheden i deres påstand om at omfavne mangfoldighed. I stedet er forsøget på at knytte hatta-beklædningsstilen til noget, der forårsager bekymring, illustrativ for den racistiske logik, som rektoratet er meget komfortabel med at operere efter. At omfavne mangfoldighed må og skal starte med at befri organisationen fra racistisk logik og praksis; en bestræbelse som RUC ikke har været villig til at tage seriøs.
Rektoratet hævder også, at de ønsker at sikre, at “campus er et sikkert og trygt sted”, men hvis sikkerhed taler de om? For et par uger siden tilbød det samme rektorat ikke nogen form for støtte til de studerende, der blev angrebet af racistiske og voldelige vagter på campus, i en begivenhed der tydeligt havde til formål at undertrykke vores aktivisme.
Rektoratet hævder at have kontaktet RUC Intifada, hvilket er en åbenlys løgn. Vi har ikke modtaget nogen korrespondance fra nogen repræsentant for universitetet. Dette er efter et år med kontinuerlige forsøg fra studerende, der støtter Palæstina, på at kontakte den såkaldte “ledelse” af RUC – et år hvor RUC har ignoreret sine studerende.
Det er også det seneste år i 76 år med folkedrab, massakrer og tyveri af den palæstinensiske jord, og RUC forbliver tavs og medskyldig. RUC’s løgne og manipulation fortsætter gennem deres udtalelser. I et forsøg på at frame vores protest som voldelig hævder de, at nogle ansatte har rapporteret, at de følte sig “utilpas”.
Senere antyder de, at protesten fik folk til at føle sig “utrygge”, hvilket er en åbenlyst manipulation af ord: At privilegerede medarbejdere føler sig ukomfortable eller bliver en smule generet, gør ikke vores protester farlige. Hvis en person på RUC føler sig ukomfortabel på grund af demonstranter, der bærer Keffiyehs, er det kun en afspejling af den persons racisme.
Hykleriet er enormt, når RUC vælger at ignorere den virkelige vold, som det palæstinensiske folk er udsat for, og i stedet udtrykker “bekymring” over en uspecificeret “hård retorik”.
RUC kalder vores protest for en “eskalering”, den virkelige eskalering er imidlertid den nye ‘policing’ på campus såvel som deres manglende fordømmelse af et åbenlyst ‘white supremacist’ banner-drop fra “Nye Borgerliges Ungdom”. Bannerets budskab, “Danmarks fremtid er dansk og stolt”, stod ubestridt af rektoratet, mens vores handlinger angiveligt er dem, der forårsager studerende ubehag og utryghed.
Dette tydeliggøre universitetets racisme og er faktisk det, der skader studerendes sikkerhed. Efter at “sikkerhedsvagter” angreb studerende i kantinen, rakte de studerende ud til RUC Intifada i stedet for gruppen, der kalder sig selv “rektoratet”, da de ved, at RUC ikke er interesseret i alle studerendes sikkerhed. “Rektoratet” skaber utryghed blandt studerende, mens vi, de studerende, beskytter os selv mod deres vold.
RUC nægter at fordømme de grusomheder, som den zionistiske enhed begår, nægter at sikre, at deres investeringer ikke støtter disse grusomheder, nægter at gennemføre en akademisk boykot og nægter endda at fordømme ‘scholasticide’ i Palæstina.
Det er i virkeligheden disse handlinger, der skaber et fjendtligt og utrygt miljø på RUC, især for ikke-hvide studerende, hvis liv og velbefindende ikke virker til at betyde noget for den såkaldte ledelse på RUC.
Hvad racisme gør, er, at det ikke tager specifikke grupper af mennesker alvorligt som mennesker: I Danmark har politikerne udvidet racisme gennem deportationsregimet, statsborgerskabslovgivning, den såkaldte “ghettolov”, “maskeringsforbuddet”, og lovforslaget om “den nye antisemitisme”.
Sidstnævnte, såvel som en socialdemokratisk politikers nylige kommentar til vores navn RUC Intifada, er baseret på en af søjlerne af racisme, nemlig epistemisk racisme. Overvej, hvorfor afrikanske, sorte, arabiske, islamiske, latinamerikanske og indigenous tænkere næsten ikke findes på vores universiteter, som er en af samfundets institutioner – dermed en del af samfundsstrukturen.
Når ikke-hvid viden er fraværende fra uddannelsessystemet, som viden der er gyldig og vigtigt at engagere sig i, er der ikke noget forhold. Hvis man ikke møder det, så “eksisterer” det faktisk ikke. Disse intellektuelle traditioner er ikke engang struktureret som “andre traditioner” – de kan simpelthen pure afvises.
Hvis den omtalte politiker havde modtaget kvalitetsuddannelse i sin tid på RUC, ville han vide, hvad intifada betyder og indebærer. Intifada er et arabisk ord, der betyder at ryste noget af. Retorisk bruges det i forskellige sammenhænge. I en socio-politisk kontekst refererer det til at “ryste” koloniale, uretfærdige regimer af sig.
I arabisk-sproglige historiske traditioner bruges ordet til at henvise til mange populære opstande, herunder oprøreret i Warszawaghettoen og oprør mod zionistisk kolonisering i Palæstina. Det er derfor, at ordet er uacceptabelt for dem, der støtter imperialisme og folkedrab.
Ethvert forsøg på at delegitimere eller fordreje Intifada som “antisemitisk” er en klar racistisk handling og tjener kun til at dehumanisere palæstinensere og deres kamp for selvbestemmelse.
Det, som politikere, universitetsledelser og andre forsøger at gøre, når de udtrykker “bekymring” over RUC Intifada og den pro-palæstinensiske bevægelse, er at tilsidesætte videnskab, se bort fra fakta og benægte sandheden.
Videnskab handler om søgen efter sandhed. Det, som politikere ønsker, er at få os, der er engagerede i at afdække de barske realiteter i vores samfund og kæmper mod uretfærdighed, til at fremstå, som om vi er ligeglade med sandheden. Vi accepterer ikke deres præmis, og vi vil ikke lade os påvirke.
Deres problem er imidlertid, at vi kender sandheden. Vi kender den ubestridelige sandhed om det kapitalistisk-imperialistiske verdenssystems udnyttende, undertrykkende og dødelige natur. Et system, der er baseret på diskrimination, ekspropriering og drab af undertrykte mennesker, og annektering og ødelæggelsen af deres jord og levebrød.
Et system, der har muliggjort oprettelsen af det zionistiske dødsprojekt. Et system, hvis reproduktion kun kan stoppes ved at afmontere det, ved at bryde med det. Vi er derfor nødt til at stå i utvetydig solidaritet med modstandsaksen i Palæstina og regionen, der fører an i kampen for befrielse fra imperialismen. At optrappe modstanden mod den imperialistiske danske stat og dens institutioner er den største solidariske handling, vi kan udøve for at støtte modstandsbevægelsen i Palæstina.
Dette er virkeligheden, en materiel virkelighed, som ingen form for “dialog” kan være med til at ændre. Enhver form for “dialog” baseret på benægtelse af virkeligheden og sandheden er kun et forsøg af tilhængere af imperialisme, kolonialisme, racisme og folkedrab på at standse vores bevægelse, beskytte deres interesser og position i det kapitalistiske-imperialistiske system – for endnu en gang at drage fordel af undertrykkelse, død og ødelæggelse af undertrykte folk.
Imperialisme kan ikke tales til fornuft. Vi nægter at gå med på den uansvarlige leg, vi nægter at spille med på den diskurs, der er baseret på løgne, som den såkaldte ledelse af RUC har sat i bevægelse, og som er fremdrevet af medierne vedrørende “antisemitisme” og “vold”.
RUC Intifada står på skuldrene af de antikoloniale og antiimperialistiske kampe over hele verden. Kampen for palæstinensisk frigørelse er en kamp for global frigørelse. Som en global bevægelse har vi vist, at sådanne løgne ikke har nogen virkning og kun tjener som en påmindelse om, at vi rammer dem, hvor det gør ondt.
At afvise den zionistiske enhed er at afvise antisemitisme. At afvise antisemitisme er at afvise zionisme.
Vores krav fokuserer på RUC, men vores mål er meget større.
Længe leve intifadaen!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
