Nye prioriteter
På tur med toget i Danmark kører jeg gennem Hillerød og undrer mig over den store fysiske forandring, der er ved at ske langs med ikke alene S-toget, men også langs banen mod Frederiksværk. I et område syd for Hillerød, mellem byen og Frederiksværkbanen, ved det som tilsyneladende skal hedde Favrholm Station, og hvor der skal være mulighed for at skifte mellem S-tog og lokalbane. Jeg spørger mine danske venner og får at vide, at der ud over den nye station skal bygges dels en del nye boliger, dels et nyt supersygehus. Samtidig læser jeg, at de nye CO2-afgifter, som regeringen har indført, ikke gælder for Danmarks største udleder af CO2, Aalborg Portland Cement.
Alt dette er på sin vis forudsigelige nyheder, men det gør dem ikke mindre beskæmmende. Der er jo en del forudsætninger, som i den grad ikke holder, og som holdes hemmelige, fordi de ikke tåler dagens lys. Samtidig med at der er en del gode forklaringer på, hvorfor det forholder sig, som det gør, inklusive at de skjulte forudsætninger skal holdes hemmelige. Skal de holdes hemmelige, fordi de ikke holder?
To banale spørgsmål
Men først et par forundringer.
1. Hvem er det tænkt skal arbejde i supersygehuset, og:
2. Hvor er det tænkt, at de skal bo?
Svaret på det første spørgsmål er banalt: Dem der skal arbejde på det nye supersygehus, er sygeplejersker (og en masse andet personale). Spørgsmålet holder dog op med at være banalt, når man samtidig husker på, at flere uddannelsessteder klager over et markant fald i antallet af ansøgere til uddannelserne til sygeplejerske, og når man husker på, at et stigende antal sygeplejersker søger til Norge for at få mere i løn, hvilket tilmed lettes af Dansk Sygeplejeråds internationale samarbejde.
Med det i tankerne bliver spørgsmålet om, hvem der skal arbejde på det nye supersygehus, ikke længere banalt, for hvem er det egentlig, der er tænkt at skulle arbejde på sygehuset, når der ikke ér nogen til at arbejde på sygehuset?
Som hos Storm P. hvor det er en fulderik, som leder efter de nøgler, han har tabt, under gadelygten, hvor lyset er godt, og ikke derovre i mørket hvor han har tabt nøglerne.
Det andet spørgsmål – hvem skal bo i de nybyggede boliger? – kan også besvares banalt: Det skal det personale, som arbejder på sygehuset. Det er da meget smart at bygge begge dele samtidig, er det ikke?
Men også dette spørgsmål holder op med at være banalt, når man tænker på, at hvis der overhovedet er nogen sygeplejersker, som arbejder på sygehuset, så sikrer jordrenten (økonomernes svar på Matthæus-effekten) og de dermed stigende boligpriser, at ingen sygeplejerske nogensinde kan få råd til at bo i en nybygget bolig.
Risikoen er dermed overhængende for, at boligerne kommer til at fungere som rene investeringsobjekter og derfor kommer til at stå tomme, samtidig med at de rent konkret fysisk står i vejen for boliger, som sygeplejerskerne faktisk kunne have råd til at bo i.
Denne form for strategi kaldes ofte The Drunkard’s Search eller The Streetlight Effect. Som hos Storm P., hvor det er en fulderik, som leder efter de nøgler, han har tabt, under gadelygten, hvor lyset er godt, og ikke derovre i mørket hvor han har tabt nøglerne. Planlæggerne svarer på et behov (billige boliger) ved at opfylde et andet behov (boliger som investeringsobjekter).
CO2-afgiften
Vender man sig derefter til CO2-afgiften og især til nyheden om, at Aalborg Portland Cement får reduceret sin CO2-afgift, så bliver den noget mere forståelig, hvis man sammenholder den med den udbredte politiske forestilling om, at det er strengt nødvendigt at bygge, bygge, bygge. Og bygge. Huse, sygehuse, motorveje, broer, fabrikker, Lynetteholme og så videre og så videre og så videre.
Alt dette var jo ikke muligt uden “cement, masser af cement”, som de i sin tid udtrykte det i radioens både udskældte og elskede søndagformiddags-satireprogram Holdningsløse Tidende. Argumentet for at sænke afgifterne for visse store virksomheder er ofte, at for høje skatter og afgifter vil skræmme de pågældende til at flage ud, eller at hele branchen lukker.
Et hurtigt kig på kortet og på beliggenheden af Aalborg Portland Cement umiddelbart øst for Aalborg viser dog, at fabrikken ligger så at sige lige midt i de krævede resurser (frem for alt kalk og sand) og med direkte adgang til egen havn. En beliggenhed som er så lukrativ, at der næppe er nogen fare for, at fabrikken flytter, hvis de blev pålagt helt almindelige afgifter som helt almindelige miljøsvin. Og skulle fabrikken endelig blive lukket eller flyttet, er de miljømæssige fordele nok så store, at de kunne opveje tabet af arbejdspladser.
Men lidt kontraintuitivt er det, som om miljøet ikke udgør et særlig tungtvejende argument for miljøafgifter og i det mindste udgør (falske) økonomiske overvejelser et vægtigere argument imod.
Uholdbare argumenter og skjulte forudsætninger
Sammenlagt får vi altså flere uholdbare eller falske argumenter for visse af forholdene i forbindelse med byggeriet af supersygehus og tilhørende boliger i området omkring NCC’s byggeplads syd for Hillerød. Samtidig får vi en opklaring af visse af de skjulte eller hemmeligholdte forudsætninger for de samme industrielle udfoldelser.
Billig cement er en forudsætning for, at byggeriet af boliger og supersygehus kan betale sig. Ikke fordi det giver bedre økonomi for de mennesker, det eller var tanken skulle bo i de nye boliger og arbejde i det nye supersygehus, men for at investorerne kan have råd til at investere eller måske tilmed kan få en billigere investering, så profitten efterhånden bliver endnu større.
Konklusionen og forklaringen bliver således, at staten som sådan, ved Folketinget og Hillerød Kommune beskytter én slags virksomhed (cementindustrien, konkret Aalborg Portland Cement) for at en anden slags virksomhed (byggeindustrien, konkret entreprenørvirksomheden NCC) også kan udfolde sig beskyttet, og sådan at denne udfoldelse kan tilgodese en tredje virksomhed (ejendomsinvestorer, konkret de investorer eller kommende ejere af boliger som opføres med supersygehuset som argument), så også denne virksomhed kan udfolde sig beskyttet.
At Rockwool, som producerer isoleringsmateriale, som kunne bruges i de nye huse, også er fritaget for dele af CO2-afgiften, lægger blot mere skam til de i forvejen meget skammelige politiske strategier.
Ser man det på den måde, er det ikke underligt, at det går ad H til med miljøet. Samtidig med at man ser yderligere, substantielle argumenter for, at man ikke kan forstå miljøødelæggelserne uden at se på de klassemæssige konsekvenser af dem, det vil sige, at også miljøkampen er en del af klassekampen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
