Efter den 10 uger lange strejke greb regeringen i sidste uge ind i konflikten med det ventede regeringsindgreb.
Det var fra dag ét krystalklart, at konflikten ikke kunne løses af parterne, af ”den danske model”. Uligeløn er skabt af politikere, og problemet kan kun løses politisk.
Men denne kendsgerning ønskede og ville hverken regeringen eller den danske fagbevægelse se i øjnene. Og som ugerne gik, blev vi vidne til et absurd totalteater, hvor ingen ville tage ansvar. Regeringen gemte sig bag ”den danske model” og var radiotavs, og fagbevægelsens top brillierede med at stikke hovedet i i busken. FH havde strikket et forslag til en komité sammen, som bare fik vreden og modstanden til at vokse hos sygeplejerskerne! Og i de 10 uger løftede ledelsen i fagbevægelsen ikke en finger til støtte for de strejkende! Ikke engang når debatten blev skinger i forhold til sygeplejerskernes løn, var der hjælp at hente fra den kant! Tværtimod gik to faglige ledere fra henholdsvis Dansk Metal og HK Privat ud og advarede mod at give mere løn til sygeplejerskerne! Dybere kan man vel ikke synke! Er det OK!?
Sygeplejerskerne har måttet betale en dyr og høj pris for at sætte en dagsorden om uligeløn, som den samlede fagbevægelse for længst burde have løst ved at presse siddende regeringer til et opgør med den patriarkalske løndannelse.
Jeres konflikt har demonstreret, at den danske model på det offentlige arbejdsmarked er en illusion.
Det er jo langtfra første gang, at sygeplejerskerne og andre kvindedominerede faggrupper har råbt om hjælp.
Om prisen er for høj, vil tiden vise. Lige nu er frustrationer, skuffelsen og vreden den dominerende. Mange sygeplejersker vil nok overveje deres stilling, og den eksisterende sygeplejerskemangel vil eskalere i et sygehusvæsen, som er alt for presset og trængt, og hvor udsigten til en massiv kapitalindsprøjtning ikke er sat på dagsordenen.
Så der er mange tabere i denne konflikt.
Kære sygeplejersker: I var seje, I gjorde det flot. Jeg havde selv fornøjelsen af at tale på et par af jeres demonstrationer og markeringer. Jeg mødte ingen tvivl i jeres sind, om at I gjorde det nødvendige, det rigtige. At tage kampen når ens vilkår bare bliver for umenneskelige, for jeres egen skyld, for jeres patienter, for vores allesammens skyld.
Vi var nogle små grupper fra det offentlige og private område, som gik med og støttede jer. Herfra en stor tak.
Jeres kamp har ud over uligelønnen også sat spørgsmålet om den danske forhandlingsmodel på det offentlige arbejdsmarked på dagsordenen. Regeringen har bebudet, at de vil ”indgå i drøftelser med parterne om mulige justeringer”. Modellen er ”ikke ærlig og derfor har været et skuespil i de sidste par uger”, siger Jacob Mark.
Jeres konflikt har bidraget til at sætte lys på modellens reelle indhold og tydelige forskel fra forhandlingsmodellen på det private område. Politikerne og også de faglige ledere har italesat modellen som et særligt træfsikkert aftalesystem, hvor parterne frivilligt og uafhængigt af staten forhandler sig frem til overenskomster. Men det er lige på dette punkt – uafhængigt af staten – at filmen knækker. Aftalesystemet fungerer på ingen måde i det offentlige som på det private. I det offentlige er arbejdsgiver samtidig bevillingsmyndighed og i staten også lovgiver. Arbejdsgiver- og politikerrollen udføres af de samme, der dikterer lønrammen – og så kan vi som faggrupper slås internt om omfordelingen.
Der er således intet frit forhandlingsrum. Det er en politisk styret løndannelse fra først til sidst!
Det gør selvfølgelig rigtig ondt at anerkende det – både for fagbevægelsen, men også for det politiske system, som altid på det offentlige område har holdt ”den danske model” ud fra sig i strakt arm. Som et skjold.
Jeres konflikt har demonstreret, at den danske model på det offentlige arbejdsmarked er en illusion.
Solidariteten der fordampede
”Det havde været rart, hvis opfattelsen af fælles kamp også havde været til stede i de sidste 9-10 uger”, udtalte en tillidsrepræsentant fra Riget.
Og her rammer tillidsrepræsentanten et utroligt ømt punkt i fagbevægelsen, nemlig solidariteten. Vores forhandlingsmodel fremmer nemlig mere den interne konflikt end den fælles solidaritet, når vi som forbund skal kæmpe internt om de rammer, som siddende regeringer udstikker.
Vi havde aldrig haft de vilkår, som mange af vores medlemmer nyder godt af, uden de mange arbejdskampe de sidste 100 år.
De faglige ledere valgte radiotavsheden i løbet af de 10 uger, men da regeringsindgrebet var en realitet, kom de på banen med følgende: ”Det er en misforståelse, at det var os i den øvrige fagbevægelse, der svigtede”. ”Sygeplejerskerne lyttede ikke godt nok”. (Mona Striib) Vi kunne jo ikke tage den kamp, fordi vi havde aftalt noget andet med vores medlemmer” (Elisa Rimpler) ”Alle vi andre havde jo sagt ja til resultatet” (Gordon Ø. Madsen).
Undskyld mig, men det er nogle sølle søgte bortforklaringer! Det er helt korrekt, at medlemmerne stemte ja. I øvrigt efter jeres anbefalinger. Men om nogen burde I have vidst, at som det første så kunne det forlig, som I anbefalede, ikke være medvirkende til at løse uligheden i vores lønstruktur. Og som det andet: At løsningen ikke kunne findes inden for de normale OK-forhandlinger.
Det er også korrekt, at når medlemmerne stemmer ja, så skal de ikke ud i konflikt i solidaritet med de strejkende sygeplejersker. Men: Solidariteten har som bekendt mange ansigter.
Blot en anerkendelse af kampen for ligeløn ville have været passende. Og når netop løsningen ikke skal findes ved det normale OK-forhandlingsbord, men skal findes politisk via et flertal i Folketinget, ville det have været ganske gratis og uden risiko, for at jeres medlemmer ville blive belastet – læs: miste løn – hvis I havde gået ud med dén besked!
Fagbevægelsen har ellers et akut behov for at vise, at den kan stille sig solidarisk med de grupper på arbejdsmarkedet, der søger at rokke ved de indbyggede uretfærdigheder. Men det skete som bekendt ikke. FH kom med en komité, som hverken indeholdt en anerkendelse af lønproblemerne eller krav om afsættelse af nødvendige midler på sigt til at løse lønuligheden. Så langt strakte solidariteten i fagbevægelsen her i 2021.
Det kan virke temmelig opgivende at være del af og vidne til denne konflikt. Og det er næsten en flabet trøst at minde om, at kampe af denne art aldrig er forgæves. Vi havde aldrig haft de vilkår, som mange af vores medlemmer nyder godt af, uden de mange arbejdskampe de sidste 100 år og mere.
Men der er nok et og andet, vi lige skal have vendt sammen, i tiden der kommer. Tak for jeres kamp!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
