Læserbrev
København den 23. april 2024
Overskriften er en omskrivning af den gamle frase “Stakkels Cuba – så langt fra Gud – så tæt på USA”. En frase, der får gamle cubavenner til at smile og nikke bifaldende.
Men det er ikke sjovt. USA’s økonomiske krig mod Cuba er ikke for sjov. Det er blodig alvor, når Cuba må lægge befolkning til, at USA læner sig op ad jungleloven for at undergrave styret i Havanna. USA har tydeligvis ingen skrupler med at bryde international lov og ret i relation til Cuba.
Som et lille land i en verden, hvor stormagter tillader sig at bruge deres magt til overgreb på andre lande, bakker vi danskere op om international lov og ret. Det bør også gælde for Cuba.
Fra internationalt hold må vi selvfølgelig insistere på, at Cuba – som ethvert andet uafhængigt land – har ret til at leve i fred uden indblanding fra andre lande.
Derfor var det ikke nogen overraskelse, at USA’s blokade mod Cuba sidste år blev dømt som værende fuldstændig uberettiget og i strid med folkeretten. Det skete ved et internationalt tribunal i Bruxelles med en dom, der baserer sig på disse anerkendte internationale love og regulativer:
- FN-pagtens artikel 2, stk. 4 og 7 om beskyttelse af suverænitet, selvbestemmelse og forbud mod intervention,
- Artiklerne i verdenserklæringen om menneskerettigheder (UDHR) fra 1948, navnlig den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR) fra 1966,
- Verdenshandelsorganisationen (WTO’s) bestemmelser om beskyttelse af fri handel, samt
- En række principper i traktaten om Den Europæiske Union (TEU, Maastrichttraktaten)
(Det internationale Tribunals dom fra den 17. november 2023 findes oversat på Dansk-Cubansk Forenings hjemmeside under overskriften “Det internationale Tribunal om USA’s sanktioner mod Republikken Cuba”.
Lad os se lidt nærmere på den virkelighed, cubanerne lever i: Landets økonomi er helt i knæ, efter at USA i efterhånden 62 år har ført økonomisk krig mod landet, og befolkningen lider under den mest alvorlige mangelsituation siden 1990’erne. Alvoren illustreres af, at Cuba nu har været nødt til at bede FN om mælkepulver til børn.
Ved udgangen af 2010’erne blev økonomien forværret af de voldsomme stramninger af blokaden, præsident Trump gennemførte. Stramninger, som præsident Biden har videreført, og som blandt andet forhindrer Cuba i at indtjene udenlandsk valuta og tiltrække udenlandske investeringer – hvilket jo også er meningen. Samtidigt med stramningerne af blokaden ramte coronapandemien, hvilket betød, at landets indtægter fra turismen brat faldt.
Senest har de voldsomt stigende råvarepriser på grund af Ukrainekrigen påvirket Cubas mulighed for import negativt. Alle de forskellige økonomiske problemer tilsammen har desuden ramt Cubas planer for at omlægge og opdatere sin økonomi og give små og mellemstore private virksomheder en større rolle – ikke mindst inden for landbrugs- og fødevaresektoren. Endelig er implementeringen af et nyt skattesystem blevet vanskeliggjort af den forværrede økonomiske situation.
Tidligere i år, den 17. marts, opstod der folkelige protester i flere byer, blandt andet i Santiago de Cuba, Bayamo og Matanzas. Folk er utilfredse med, at der er mangel på stort set alt – fra fødevarer til brændstof til elproduktion. Demonstrationerne var fredelige, og cubanske politikere var meget hurtige til at møde op for at drøfte problemerne med demonstranterne. Men det er klart, at der ikke findes nogen hurtig løsning på så alvorlig en mangelsituation. Bortset fra – naturligvis – en omgående ophævelse af blokaden.
I stedet herfor valgte den amerikanske charge d’affaires i Cuba, Benjamin Ziff, at føje spot til skade. Han udsendte en opfordring til den cubanske regering om “at respektere cubanernes menneskerettigheder og gøre noget ved den cubanske befolknings legitime behov”.
Protesterne den 17. marts er blevet omtalt i danske medier. Men desværre har dækningen af den situation, der har ledt til demonstrationerne, ikke været særligt oplysende. Vinklen på dækningen har frem for alt været spekulationer over, hvor længe styret mon kan holde til befolkningens utilfredshed med den elendighed, som USA’s sanktioner har hovedansvaret for.
Man skulle næsten tro, at blokaden efter 62 år bare er blevet for triviel en virkelighed at beskæftige sig med; at blokaden er blevet stadig mere nådesløs og kvælende siden Trump, hører vi ikke meget om i medierne.
Der spekuleres heller ikke over, hvor længe mon USA kan og vil tillade sig at fortsætte sine overgreb mod et uafhængigt land og dets befolkning trods international lov og ret. Eller hvor længe vi i Vesten de fakto vælger at vende det blinde øje til, hvad USA tillader sig over for deres lille nabo mod syd.
Hvert år på FN’s generalforsamling stemmer Danmark sammen med landene i resten af verden – bortset fra USA og Israel – for, at USA’s blokade mod Cuba skal ophøre. Endnu uden resultat.
Så USA fortsætter på alle måder sit pres mod styret i Havanna. Amerikanske sociale medier og US-subsidierede europæiske medier og grupper som The Cuban Observatory of Human Rights i Madrid udnyttede situationen til at puste til ilden og opfordre til oprør mod styret. Eksilcubanere og modstandere af styret, hvoraf mange modtager økonomisk støtte fra USA’s regering, annoncerede for eksempel på sociale medier, at dag 0 for et nyt Cuba nærmede sig.
Som et lille land i en verden, hvor stormagter tillader sig at bruge deres magt til overgreb på andre lande, bakker vi danskere op om international lov og ret. Det bør også gælde for Cuba. Derfor vi må forlange, at USA straks standser sine uberettigede sanktioner mod Cuba: At USA ophæver sin ulovlige blokade mod Cuba; at USA fjerner Cuba fra sin liste over lande, der støtter terrorisme; og at USA straks stopper sin illegitime indblanding i Cubas indre anliggender gennem blandt andet cyberkrig.
Jeg opfordrer alle danske politikere, alle danske fagforbund samt alle humanitære og juridiske organisationer i Danmark til at støtte disse krav.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
