Omtale
Regeringen har for nylig lanceret endnu en handlingsplan mod antisemitisme. Det er den tredje på fire år. Sådanne initiativer er vigtige og nødvendige. Men samtidig rejser det et ubehageligt spørgsmål: Hvorfor findes der ingen tilsvarende national handlingsplan mod islamofobi, når danske muslimer i dag er den mest udsatte religiøse minoritet i landet?
Dette er ikke en kritik af danske jøder. Tværtimod. Antisemitisme skal bekæmpes – ubetinget og uden tøven. Men Danmark har fået et alvorligt problem: Vi bekæmper had selektivt. Vi giver nogle minoriteter politisk opmærksomhed og målrettede indsatser, mens andre, som statistisk udsættes for langt flere tilfælde af had, stadig ignoreres.
Danmark skylder alle sine borgere en ligeværdig beskyttelse. Alt andet er uforeneligt med et demokrati, der vil tages alvorligt.
De nyeste tal taler deres eget tydelige sprog. TrygFondens rapport “Angreb & had i den offentlige debat på Facebook” viser, at 84 procent af alt etnisk eller nationalt baseret had i Danmark er rettet mod personer fra Mellemøsten. Hele 92 procent af alt religiøst baseret had rammer muslimer. Kun 6 procent er rettet mod jøder. Og ifølge Institut for Menneskerettigheder har 80 procent af personer med ikke-vestlig baggrund oplevet racisme eller diskrimination. Det er ikke små afvigelser; det er et nationalt mønster.
Alligevel har Danmark ikke én eneste handlingsplan mod islamofobi. Ikke ét nationalt initiativ, der søger at beskytte danske muslimer mod den form for had og diskrimination, der fylder mest i det offentlige rum, i medierne og i mødet med myndigheder. Danske muslimer var end ikke nævnt en eneste gang i regeringens længe ventede handlingsplan mod racisme. Forskelsbehandlingen er ikke til at tage fejl af, og det synes at være helt bevidst.
Samtidig advarer både eksperter og danske jøder mod den skæve prioritering og understreger, at antisemitisme ikke må bekæmpes på en måde, der marginaliserer andre minoriteter eller skaber et hierarki for, hvem staten anser som “mere beskyttelsesværdige”. Alligevel bliver deres perspektiver ikke hørt.
Kontrasten bliver endnu tydeligere, når man ser på den politiske udvikling i Danmark. I takt med at regeringen lancerer sin tredje handlingsplan mod antisemitisme, vælger danske universiteter at lukke deres stillerum – ikke fordi de ikke bruges, men fordi muslimske studerende bruger dem til det formål, de var skabt til: bøn og fordybelse. Københavns Universitet samt Syddansk Universitet fremhæver “neutralitet”, men effekten er alt andet end neutral. Mens én minoritet får udvidet beskyttelse, får en anden indskrænket sin helt basale religionsfrihed.
Det sender et klart signal: Nogle minoriteter skal skærmes og støttes. Andre skal tåle begrænsninger og mistænkeliggørelse. Det er ikke bare inkonsekvent – det er uretfærdigt, og det er farligt.
Hvis vi skal tage kampen mod hadforbrydelser alvorligt, må vi turde stille spørgsmålet: Hvorfor findes der planer og ressourcer, når én minoritet rammes, men ingen, når en anden i mindst lige så høj grad rammes? Et demokrati kan ikke overleve, hvis det kun beskytter udvalgte grupper. Når staten selv skaber forskelsbehandling, bliver forskelsbehandlingen en form for diskrimination i sig selv.
Konsekvenserne er dybe og alvorlige. For danske muslimer betyder det øget risiko for hadforbrydelser, normalisering af stigmatisering og et tab af tillid til institutionerne. For andre minoriteter skaber det splittelse og et indtryk af konkurrence om politisk beskyttelse. For Danmark som helhed underminerer det vores sociale sammenhængskraft, tillid og demokratiske integritet.
Kampen mod antisemitisme er vigtig. Kampen mod islamofobi er vigtig. Kampen mod alle former for racisme er vigtig. Men Danmark kan ikke længere kalde sig forkæmper for frihedsrettigheder, hvis vi kun bekæmper had, når det rammer nogle, og vender ryggen til, når det rammer andre. Danmark skylder alle sine borgere en ligeværdig beskyttelse. Alt andet er uforeneligt med et demokrati, der vil tages alvorligt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
