Åbent brev
Den negative forskelsbehandling må føles voldsom i disse dage, hvis man er kommet til Danmark som flygtning fra et ikkevestligt land. For mens der er enorm velvilje over for ukrainske flygtninge blandt danske politikere, befolkningen og civilsamfundet, kommer den positive særbehandling ingen andre grupper af asylansøgere og flygtninge til gode.
Vi tager imod ukrainske flygtninge med åbne arme, men sender stadig syriske flygtninge tilbage til utryghed og krig. Vi splitter familier ad, frihedsberøver og tvangsdeporterer mennesker til de samme lande, som de er flygtet fra, og vi fastholder fortsat mennesker på flugt i midlertidighed, utryghed og i kummerlige vilkår på asylcentre eller udrejsecentre på ubestemt tid.
Forskelsbehandlingen blev cementeret med politikernes vedtagelse af en særlov for ukrainske flygtninge, som trods gode intentioner og udtryk for stor velvilje over for mennesker på flugt udgør en voldsom diskrimination over for alle andre flygtninge. For hvorfor skal de samme rettigheder og mulighed for hurtig adgang til at gå i skole, studere eller arbejde ikke gælde for alle flygtninge?
Danmark var det første land i verden til at underskrive FN’s Flygtningekonvention, der slår fast, at alle flygtninge skal have samme muligheder og rettigheder uden forskelsbehandling på grund af race, religion eller oprindelsesland.
Så når folketingspolitikere som Pia Olsen Dyhr (SF), Lars Aslan Rasmussen (S), Morten Dahlin (V) og Marcus Knuth (K) forsøger at legitimere denne forskelsbehandling med henvisninger til, at Ukraine er et “nærområde”, og at ukrainske flygtninge deler vores værdier, holder argumenterne ikke.
Konsekvensen bliver, at mennesker på flugt inddeles i første- og andenrangsflygtninge, i et A- og B-hold, hvor retten til beskyttelse og de vilkår, man tilbydes, netop – i direkte strid med FN’s Flygtningekonvention – kommer til at afhænge af, hvor man flygter fra, og om man ligner os.
Hvornår går det op for regeringen og de selv samme politikere, der står bag den diskriminerende politik og stigmatiserende retorik, at den nuværende kurs ikke er holdbar?
Der er 2000 kilometer fra København til Kyjiv, og der er 3000 kilometer fra København til Damaskus. Hvordan mon det føles at være syrer og være flygtet fra de samme russiske bomber og opleve en så fundamental forskel i den politiske velvilje over for ukrainske og syriske flygtninge?
Hvor fremmende er det for integrationen, når man skelner mellem første- og andenrangsflygtninge og dermed skaber en følelse af, at nogle er mere værd end andre?
Der hersker tilsyneladende fortsat en bred politisk enighed om at føre en så hård og ekstrem flygtningepolitik som muligt for at skræmme flygtninge væk, der ellers flygter fra krig og ødelæggelse og har ret til tryghed og beskyttelse.
Men behovet for at lave særlove for enkelte grupper af mennesker på flugt illustrerer, at vi har en restriktiv asylpraksis, der ikke kan give tilstrækkelig beskyttelse, og derfor løser særlove heller ikke de grundlæggende problemer i dansk udlændingepolitik.
Udlændingepolitikken er kun blevet strammet siden 2002, og vi har i dag et modsætningsfyldt forhold til flygtninges rettigheder i Danmark. På den ene side hævder vi at respektere konventionerne i forhold til de mennesker, for hvem det er lykkedes at komme hertil. På den anden side gør vi alt, hvad vi kan, for at nægte flygtninge retten til at søge asyl og for, at de aldrig skal føle sig velkomne.
Ud over diskriminerende lovgivning er herboende medborgere med anden etnisk herkomst også genstand for konstant ’udlændingebashing’ og en hård retorik, som ikke kun er psykisk nedbrydende, men som øger afstanden til og stigmatiserer den samme gruppe af mennesker, som vi ønsker skal tage aktiv del i vores samfund. Her har danske politikere en skræmmende evne til at forstærke ’os’ og ’dem’-følelser, når for eksempel statsminister Mette Frederiksen bevidst fremhæver, at indvandrerdrenge skaber utryghed i S-togene, og vælger at bruge blandt andet sine nytårstaler til at udskamme udlændinge, hvilket ikke fremmer integrationen, men derimod øger følelsen af at være ekskluderet og uden for fællesskabet.
Der er mere end nogensinde behov for, at Danmark som et rigt og ressourcestærkt land udviser større ansvar og solidaritet med alle flygtninge.
Ja, der er udfordringer og plads til forbedring. Men hvad med at anerkende alle de flygtninge, som hver dag aktivt deltager i og bidrager til det danske samfund, og fokusere på nogle af de utallige positive integrationshistorier i stedet for at benytte enhver lejlighed til at fremføre en overvejende negativ og stigmatiserende retorik?
Vi er gået alt for langt og for ekstremt i vores behandling af mennesker på flugt, når familier splittes ad, og mennesker med ressourcer, som kan blive en gevinst for vores samfund, enten nedbrydes i udrejsecentre eller tvangsdeporteres til det samme land, som de er flygtet fra, og når den hårde linje møder sønderlemmende kritik fra FN, EU, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de politiske partiers eget bagland.
Hvornår går det op for regeringen og de selv samme politikere, der står bag den diskriminerende politik og stigmatiserende retorik, at den nuværende kurs ikke er holdbar?
Der er mere end nogensinde behov for, at Danmark som et rigt og ressourcestærkt land udviser større ansvar og solidaritet med alle flygtninge, og at vi samtidig sikrer bedre beskyttelse, tryghed og værdighed for dem, som kommer hertil, hvilket fremmer en vellykket integration.
Følgende forslag illustrerer, at der findes et mere humant og solidarisk alternativ til den nuværende kurs, og repræsenterer de områder, hvor forskning og praktiske erfaringer understøtter, at der er mest behov for handling:
- Danmark skal igen tage imod kvoteflygtninge på mindst samme niveau som før 2016, det vil sige mindst 500 om året og gerne flere.
- Danmark skal genoptage muligheden for, at asylansøgninger kan indgives direkte på ambassader og konsulater.
- Udrejsecentre og såkaldte motivationsfremmende foranstaltninger bør udfases.
- Mennesker på flugt skal ikke mødes med midlertidighed, men med stabilitet og skal derfor tildeles fem års ophold ad gangen med mulighed for at gå i skole, studere og arbejde fra dag et.
- Kriterierne for permanent ophold og statsborgerskab skal lettes, uddannelse skal tælle med.
- Ophæve loven om midlertidig beskyttelsesstatus, paragraf 7,3 (L 72), som giver en svagere beskyttelse, færre rettigheder og et usikkert opholdsgrundlag.
- Ophæve paradigmeskiftet (L 142), fokus skal tilbage på integration frem for hjemrejse.
- Ophæve loven om overførsel af asylansøgere til asylbehandling i tredjelande (L 226), som begrænser adgang til asyl, forringer beskyttelse af flygtninge og øger presset på de i forvejen hårdest belastede lande, der huser størstedelen af verdens flygtninge.
Krigen i Ukraine har vist, at folketingspartierne er i stand til at samles om at sikre en god modtagelse og beskyttelse af flygtninge. Der er behov for samme handlekraft og politiske velvilje, så de samme muligheder og rettigheder sikres for alle mennesker på flugt. Uanset om man er flygtet fra Kyjiv eller Damaskus.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
