Kommenteret referat fra møde i DIIS fredag den 24. februar klokken 10:00 til 11:30
Oplægsholdere: Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel Hansen.
Flemming og Niels Bo tager udgangspunkt i, at de mener, den russiske militarisme og viljen til krig gennemsyrer hele den russiske befolkning. Det understreger, at Rusland er en meget farlig fætter at danse med. Der advares direkte mod for tæt kontakt.
Det påstås, at Putin instrumentaliserer hele den russiske befolkning som rygraden i sin krig mod det helt uskyldige og demokratiske Ukraine. Det havde måske nok været på sin plads at omtale forberedelserne og indholdet i Minskaftalerne på dette sted; men det ødelægger jo fortællingen på samme måde, som hvis man omtalte resultaterne af den seneste emnerelaterede Levadaundersøgelse fra 31. marts 2022:
“64 % af russerne følger nøje situationen omkring Ukraine: 29 % – meget omhyggeligt, 35 % – ganske omhyggeligt; omkring en tredjedel (35 %) følger praktisk talt ikke med: 27 % følger uden særlig opmærksomhed, 8 % følger slet ikke.
Oftest følger personer i alderen 55 år og ældre begivenhederne: 76 procent af dem følger nøje med; fra gruppen på 40-54 år følger 70 procent af de adspurgte tæt, fra gruppen på 25-39 år – omkring halvdelen (51 procent), i den yngste gruppe, 18-24 år – 43 procent”.
Det er rigtigt, at med voksende levealder bekymrer man sig mere om krigen; måske fordi man er tættere på Sovjettiden; eller stadig husker familiemedlemmer, der mistede livet. Det var jo nu engang 27.000.000 russere, der blev ofre for nazismen.
Et lille kursus i at fremhæve begrænsninger i stedet for at søge muligheder og et skoleeksempel på, hvordan man kan dæmonisere hele den russiske nationalkarakter, så den passer som fod i hose med NATO’s nødvendige fjendebillede.
Niels Bo og Flemming fortsætter: Der gives eksempler på, hvordan militarismen dagligt kommer til udtryk i det russiske sprog og har fundet sin plads i de russiske skoler.
Men man ved tilsyneladende ikke, at det russiske teater for tiden blomstrer med forestillinger, der handler om Krig og Fred, med tryk på Fred, H. C. Andersens Snedronningen, førende amerikanske fortællinger som for eksempel First Date og Valentins Dag. Koncerter med internationalt kendte musikere og numre er i høj kurs. Amerikanske kunstnere har for lang tid siden indtaget ferniseringerne på de kendteste gallerier.
Nye russiske undersøgelser af faktorer i samfundet og verden, der påvirker sproget, omtales ikke. I Fontanka, det mest populære medie i Sankt Petersburg, kunne man i fredags læse om, at de mest anvendte ord i russiske medier i 2022 var inspireret af krigen i Ukraine; men året før var det covid-19-krisen, der tog prisen; og for at springe lidt i det: I 2018 var det VM i fodbold, der satte dagsordenen for den sproglige mediepraksis.
Niels Bo og Flemming leverer ikke en sociologisk grundig analyse. Vi befinder os under hele seancen i overfladen. Empirien stammer for det meste fra indlæg på sociale medier, tidsskrifter for den russiske hær og den russiske presse og russiske venner og bekendte. Det er meget langt hen ad vejen en uhyre traditionel kvantitativ analyse, vi præsenteres for.
Den russiske kapitalisme, der minder fuldstændigt om vores, er fredet. Ingen klasseanalyse. Det er bare klasse- og interesseløse russere en masse.
Den russiske historie skal give borgerne inspiration til uafladeligt at kæmpe mod Vesten. Via historien præsenteres vi for en latent køreplan, der kun kan føre til krig. Historien er blevet russernes mentale spændetrøje.
Men alle nationer har deres helte og store historiske begivenheder, de ser tilbage på, mindes og i en vis udstrækning lader deres politiske og sociale handlinger styre af. Franskmændene er stadig vilde med revolutionen i 1789 – 92. Det var simpelthen nødvendigt at skaffe sig af med monarkiet for at skabe plads til spirende demokrati, fri handel og frugtbare relationer til faktisk hele verden.
Den 14. juli er stadig Frankrigs nationaldag.
Полк Бессмертных – De udødeliges Regiment den 9. maj på dagen for Ruslands sejr over nazismen beskrives som en civil-patriotisk bevægelse for at bevare personlig erindring om generationen af den store patriotiske krig for at styrke den historiske bevidsthed og patriotismen i Rusland.
Fortielser
Krigen mod Ukraine begrundes med historie. Ikke et ord om, at 17,3 procent af befolkningen er etniske russere. Ikke et ord om den amerikanske revolution i 2014 og Ukraines løbende militære angreb på LPR og DPR, der har kostet måske 10.000 mennesker livet fra 2014 til 2022. Ikke bare et lille pip om massakren i Odessa den 2. maj 2014, hvor 42 arbejdere blev brændt inde i Fagforeningshuset og dræbt. Oleg Muzyka har beskrevet den forfærdelige begivenhed i sin bog Fem år Efter.
Det ukrainske regimes endeløse propagandafortællinger rettet mod ledende vestlige centrum-højre-ledere forbigås i tavshed. Man fornemmer, der er forhold, som NATO bliver nødt til at tie ihjel for at sikre sig en militær sejr i Ukraine.
Til gengæld fremstilles Putins taler som stærkt overdrevne og helt utilslørede, grundløse angreb på det helt uskyldige Vesten. Putin forsøger at optræde som international, politisk spilfordeler. Hans evindelige omtale af USA som en hegemonistisk stat er langt ude. Putin må lære at affinde sig med, at det er Vesten, der har teten. Enhver tale om en multipolær verden må forstumme.
Putins præsidentmagt afspejler en skråsikker autokrat, der lever i slagskyggen fra Stalins totalitarisme. Putin instrumentaliserer frygten for Vesten og appellerer til den undertrykte russiske befolknings etik og kampmoral: Vi slog nazisterne i 45 gennem en fælles opofrende indsats. Nu er vi igen truet. Vi må fremfor alt ikke give op.
Det er på tide, at russerne reformerer deres samfundssystem og finder deres rette plads i verden, som den ser ud i dag. På samme måde som det er sket med held for tyskerne, der skulle igennem to svære nederlag for at vinde accept i Europa.
Ikke et ord om Zbigniew Brzezinski og hans advarsler om, at Europa aldrig må forbrødres med Rusland. Ifølge Brzezinski er det slut med amerikansk overherredømme, hvis Rusland får noget som helst at skulle sige i Europa – bare en lille lyd er nok til at vælte hele det amerikanske korthus.
For øvrigt lægger russerne hele tiden vægt på, at de ikke ønsker at bestemme noget. De søger dialog, konsensus og fælles handlen – ikke på nogen måde et hegemoni.
Historiske analogier
Oplægsholderne dyrker i vid udstrækning historiske analogier. Historien åbner en verden fyldt med muligheder for os; men vi kan ikke blot støve historien af: Vi må også handle. Lige nu er det nødvendigt at gribe til militære løsninger. Russerne forstår ikke diplomati; men der er ingen tilgængelig facitliste for nuværende. Russerne forstår kun hårdt mod hårdt.
Oplægget var spækket med interessante historiske analogier. Napoleons eskapader i Rusland blev omtalt som et projekt, der gik grueligt galt på grund af manglende omtanke og fuldstændig negligering af proportioner. Rusland har bare altid været noget så irriterende stort.
Rusland militære kultur er præget af gamle spilleregler, hvor den enkelte militærperson skal finde sin plads i hierarkiet og kende betingelserne for avancement. Militærets rolle er vold med politisk øjemed.
Det indrømmes dog, at det er meget tæt på at være det samme, der gør sig gældende i vores eget Forsvar; men den russiske hær er kendetegnet ved en række kontraproduktive forhold, der i meget høj grad svækker effektiviteten: 3000 selvmord om året. Dårlig udrustning, manglende ammunition, upræcise kommandoveje krydret med manglen på kommunikation og for lidt plads til selvstændig tænkning og handling: Bliv på denne post, til du får en ny instruks! Der er mere røgslør end adækvate tilbagemeldinger.
Hæren har ikke magtet at løsrive sig fra sovjettidens militære managementforhold. Sovjettidens helte fremstilles ukritisk som rollemodeller for nye rekrutter. Krig fremstilles som noget helt normalt; som normen i forsvaret. Forberedelse af krig er en nødvendig del af uddannelsen. Du skal vise både evne og vilje. Militarismen er grundlaget for genuin patriotisme.
Det anslås, at det russiske militær koster i omegnen af 5% af det russiske BNP per år. Det amerikanske forsvar betales hovedsageligt af arbejderne i EU. En deltager i mødet spurgte om, hvorfor han skal betale 2% af sit BNP til Nato, hvis han fx ikke mener, han behøver at give så mange penge ud – han forsikrer fx ikke sit hus mere end nødvendigt – heller ikke sin bil.
Wagnerkompagniet omtales som et moderne skræmmebillede på iscenesat krigsforberedelse og nådesløs udførelse. Militarismen legitimerer krig.
Det fortælles, at krigen mod Georgien i 2008 medførte små reformer af hæren; men der lægges stadig låg på uheldigt udførte opgaver; mens små sejre overestimeres.
Man kom også ind på massakren i Bucha. De russiske kilder siger, det er et forfærdeligt værk udført af folk fra Azovbataljonen, Højre Sektor eller Svoboda. Niels Bo og Flemming mener at have bevis for, at grusomhederne er udført af menige fra etniske grupper i Sibirien med ry for meget voldsomme udfald og rå omgangsformer.
Det var det
Det var det. Et lille kursus i at fremhæve begrænsninger i stedet for at søge muligheder og et skoleeksempel på, hvordan man kan dæmonisere hele den russiske nationalkarakter, så den passer som fod i hose med NATO’s nødvendige fjendebillede.
Flemming Splidsboel Hansen og Niels Bo Poulsen har netop udgivet bogen ‘Putins krig – Rusland mellem styrke og svaghed’, der tager afsæt i krigen i Ukraine og gennem en række nedslag i russisk politisk tænkning, identitet, økonomi og demografi giver en række vigtige svar på “vejen derhen” og tiden efter.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér