Se billederne
Hej socialdemokrater!
Det er ikke rart at opleve den adfærd, regeringens ministre udviser i relation til konflikten med Rusland. Regeringen i vores lille land, beliggende i det der kunne blive en krigszone, burde af al kraft søge indflydelse i konflikten med idéer til afspænding og løsning eller i hvert fald opblødning af konflikten.
Det er imidlertid slet ikke den slags initiativer, der dominerer vores ministres adfærd. Tværtimod har både Trine Bramsen og Jeppe Kofod foruroligende travlt med at reklamere over for NATO, Ukraine og omverdenen i øvrigt for vores vilje til at deltage i militære aktioner mod Rusland.
De seneste årtiers skiftende danske regeringer har ladet Danmark spille rollen som militær fortrop for USA og NATO’s angreb rundt i verden. Det har ført til forfærdelige menneskelige tab og naturligvis til, at mange mennesker, som har fået ødelagt tilværelsen af Danmarks krigsførelse, ser os som fjender.
Det burde den nuværende regering være blevet klogere af.
Vi bryder os absolut ikke om det russiske styre, men vi vil ikke i flere krige eller true med krige, vi vil ikke, at politikere taler flere konflikter op til krig, vi vil afspænding og fredeligt samarbejde!
Og hvorfor taler den danske regering og DR konstant og udelukkende om truslen om aggression fra Rusland, hvorfor taler ingen her om NATO’s rolle i konflikten? Hvordan er konflikten egentlig opstået, hvorfor taler russerne om aftalebrud og truslen fra NATO?
“Den første udvidelse af NATO efter den kolde krig skete med genforeningen af Tyskland 3. oktober 1990 efter Berlinmurens fald. Det tidligere Østtyskland blev en del af Tyskland og dermed også af NATO-alliancen. For at sikre en sovjetisk godkendelse af et forenet Tyskland, der fortsat var en del af NATO, blev det aftalt, at udenlandske tropper og atomvåben ikke måtte udstationeres i Østtyskland, og at NATO aldrig ville blive udvidet længere østpå.” (Wikipedia) (Vores fremhævelse).
“Ungarn, Tjekkiet og Polen blev formelt indlemmet i NATO i 1999.
… Udvidelsen med nye medlemslande fortsatte, og syv nye lande blev NATO-medlemmer: Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien … 29. marts 2004. Udvidelsen var den største i NATO’s historie.” (Wikipedia).
I betragtning af USA’s og NATO’s aggressionspolitik i de seneste årtier og tradition med etablering af militære anlæg i organisationens ydergrænser, er det vel egentlig ikke mærkeligt, at Rusland peger på denne gamle aftale imellem øst og vest og det klare brud på den. Ej heller at Rusland føler sig så truet af NATO, at de markerer klart, at grænsen er nået.
Lad os forestille os, at Kina eller Rusland i for eksempel alliance med Canada, Mexico og Cuba opstillede militære anlæg langs USA’s grænser!
Vi bryder os absolut ikke om det russiske styre, men vi vil ikke i flere krige eller true med krige, vi vil ikke, at politikere taler flere konflikter op til krig, vi vil afspænding og fredeligt samarbejde!
Venlig hilsen, Claus Grahndin, Marcel Rose
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
