Økonomistyring i kommunerne
I en tale på DKP’s landsmøde i 1989 anbefalede Anker Schjerning varmt Enhedslisten. Han understregede udtrykkeligt, at der ikke var tale om et partisamarbejde mellem DKP, VS og SAP, men om en “valgliste som var åben for politiske partier, enkeltpersoner, grupper, organisationer og andre, der arbejder for listens formål og nyder tillid blandt de andre kræfter, der tilslutter sig listen.” (Tiden, nr. 9-10, 1989, s. 21).
Virkeligheden viste sig at blive en helt anden. Det blev et partisamarbejde, hvor DKP mere og mere blev skubbet til side til fordel for VS og SAP.
Det er vigtigt at understrege denne kendsgerning, fordi beslutningen på landsmødet i 1989 reelt var et brud med DKP’s 1976-program, hvor aktionsenhedens metode var i centrum.
Disse fundamentale brud på partiprogram, beslutninger fra landmøder og kongresser karakteriserer også Enhedslistens historie.
Enhedslisten vedtog i 2003 et program, der klart og utvetydigt indeholder kampen for socialismen og kampen mod EU som målsætning. Men som i alle andre politiske spørgsmål viger Enhedslisten tilbage, når det for alvor gælder, og tilslutter sig reformismen i S og SF.
Tilliden til Enhedslistens politik er ved at slippe op.
Det så vi tydeligt i 2019, da Enhedslisten valgte at stille op til EU-parlamentet i konkurrence med Folkebevægelsen mod EU, og i foråret, da Enhedslisten tilsluttede sig NATO’s krigsførelse i Ukraine.
Her har vi årsagen til Enhedslistens nederlag ved valgene i 2019 og 2022.
Tilliden til Enhedslistens politik er ved at slippe op, og selv partiets egne medlemmer nægtede at stemme ved valget. De spørger med rette. Cui bono? Hvem gavner det at stemme på Enhedslisten?
Anker Schjerning sluttede sin tale i 1989 med følgende erklæring:
“En række kammerater, der vil forny dette parti, må indse, at fornyelse kun vil føre fremad, hvis det sker med udgangspunkt i partiets basis og kadrer, der arbejder i dansk arbejderklasse, fagbevægelsen og i befolkningens masseorganisationer. Fornyelse kan ikke gennemføres af en intellektuel elite i partiet uden om store dele af partiets basis.”
Det, som Schjerning tager afstand fra, var nøjagtigt det, der skete. Store dele af de faglige kammerater og en række fagforeninger tog afstand fra Enhedsliste-projektet. Alligevel trumfede “fornyerne” projektet igennem på partiet 30. kongres i 1990.
Tiden er inde til at genoverveje beslutningen fra 1989 og erstatte reformismen med den revolutionære linje! Quo vadis DKP?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
