Læserbrev
I en udtalelse fra DKP´s faglige udvalg den 24 februar i år hed det bl.a.:
”Men på trods af at de danske industrivirksomheder og de danske arbejdsgivere fortsat klarer sig ganske glimrende, er denne overenskomst ikke væsentlig anderledes end de tidligere. De utilstrækkelige lønstigninger, der også vil få afsmitning på normallønsområdet, vil med sikkerhed betyde reallønsfald en rum tid endnu.
Et afgørende gennembrud i kampen for overenskomster til alle – og mod social dumping – er heller ikke opnået. En nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til 30 timer – eller i det mindste flere feriefridage – burde være et naturligt svar på regeringens fridagstyveri.”
I denne fælles udtalelse med KPiD er der pludselig positive takter i overenskomsten. Det er udtryk for en bovlam holdning, at man det ene øjeblik kritiserer overenskomsten sønder og sammen, for det næste øjeblik at rose den!
Arbejderbevægelsens svaghed og passivitet skyldes flere ting. Hvis der var blevet konflikt ville det medføre et regeringsindgreb som for andre overenskomstområder. Den frie forhandling er reelt afskaffet, og overenskomstforhandlingerne forvandlet til et spil for galleriet.
Den anden årsag er splittelsen på venstrefløjen. K-partierne konkurrerer indbyrdes om medlemmerne, og forslag om fælles optræden afvises blankt.
De to partier DKP og KPiD burde eller vide hvordan man skaber enhed i arbejderklassen. Jeg bringer her et uddrag af Kommunisternes Program fra 1976 om aktionsenhedens metode:
”Aktionsenhedens metode
Eksistensen af forskellige retninger i arbejderbevægelsen får nogle til at benægte muligheden af at samle kræfterne i arbejderklassen og det arbejdende folk til en samfundsforandrende kraft. Det er rigtigt, at det er afgørende principielle indstillinger, som skiller de forskellige retninger.
På sin vej frem kommer arbejderbevægelsen ikke uden om at træffe et valg mellem klassekamp og klassesamarbejde, at frigøre sig fra alle former for borgerlig ideologis indflydelse. Men det er ikke rigtigt, at arbejderbevægelsen af den grund blot kan afvente, at man diskuterer sig til afklaring. Virkeligheden trænger sig på og stiller sine krav.
De fælles interesser sætter sig igennem og kræver fælles kamp. Heroverfor er enhedens vej mulig og den eneste, der fører frem. Det er nødvendigt at overvinde de kræfter, der stiller sig i vejen for den. Samfundets krise stiller det arbejdende folk over for så afgørende fælles problemer, at samlet optræden i en række sager er både nødvendig og mulig. Men man kan og bør ikke begynde med at forlange enhed om alt. Aktionsenhedens metode må anvendes.
Den består i på tværs af uoverensstemmelser at drage det, der er enighed om, i forgrunden som grundlag for fælles aktion. Enhed kræver loyalitet over for det fælles aktionsgrundlag, så den gensidige tillid styrkes til en videreførelse af den fælles indsats. Enhed er frem for alt fælles handling.
Af fælles kamp vokser fælles erfaring. Derfor baner selv en begrænset aktionsenhed vej for en videre udvikling. Enhed forhindrer ikke, at partierne selvstændigt virker ud fra deres forskellige grundopfattelser, men den fælles kamp skaber bedre betingelser for en frugtbar meningsudveksling og gensidig kritik. Sådanne diskussioner bliver også nødvendige, når enheden drager flere kræfter til og rejser nye kampopgaver.
Den praktiske kamps erfaringer er den sikreste vej til at rydde fordomme og falske forestillinger til side og til at fremme afklaring og forståelse af den samfundsmæssige kamps krav. Fælles drøftelse -enhed — handling – det er vejen frem.” (Kommunisternes Program, 25. kongres 1976.
Vejen til at bryde dødvandet i arbejderbevægelsen er at genoptage aktionsenhedens metode, som den eneste farbare vej til at skabe samling om en anden politik. Det handler om at ændre styrkeforholdet i klassekampen!
Log ind for at svare
