Høring på Arbejdermuseet 6. august
Den 12. maj 2024 var der valg til det catalanske parlament. Den spanske og internationale presse fremhævede kun det faktum, at Puigdemont ikke kom først.
Den vindende kandidat, Salvador Illa fra PSC (den catalanske afdeling af PSOE), bliver næsten ikke nævnt, for han ser ikke ud til at have vundet på grund af sin person, men fordi han står i spidsen for den statslige kampagne, der skal forsøge at besejre den catalanske uafhængighedsbevægelse, som har vundet hvert eneste valg siden 2012 med absolut flertal.
Og fra “Catalansk uafhængighed har tabt!” vil de sige “Catalansk uafhængighed er forbi!”, selv om det ikke er klart, at Illa kan danne en anti-uafhængighedsregering (fordi han ville have brug for deltagelse af ERC, et parti, der går ind for uafhængighed). Og ERC vil måske hellere støtte Puigdemont i at danne en pro-uafhængighedsregering, eller hvis der ikke er nogen aftale, vil de gå til nyvalg.
For at vende tilbage til nutiden er det stadig uvist, hvem der ender med at danne regering i Catalonien.
PSC (pro-spanske socialdemokrater) fik 42 parlamentsmedlemmer, Junts de Puigdemont (pro-uafhængigheds socialdemokrater og liberale) fik 35 parlamentsmedlemmer, 20 til ERC (pro-uafhængigheds socialdemokrater), 15 til PP (pro-spansk højrefløj), 11 til VOX (spansk ekstrem højrefløj), 6 til Comunes (nationalt udefineret venstrefløj), 4 til CUP (uafhængighedsvenlig venstrefløj) og 2 til Aliança Catalana (et nyt ekstremt højreorienteret uafhængighedsparti, i tråd med hvad der sker i Europa, men i modstrid med uafhængighedsbevægelsens antifascistiske tradition).
På trods af at en amnestilov er ved at blive vedtaget for at afværge den “lawfare” (beskidte krig), som den spanske nationalisme har brugt mod catalansk uafhængighed, har der stadig været forfølgelse ved dette valg: Puigdemont har været nødt til at føre valgkamp fra det nordlige Catalonien (i øjeblikket på fransk territorium), han har ikke kunnet rejse rundt i Catalonien, fordi han ville være blevet arresteret, og han har heller ikke kunnet deltage i tv-debatter. Og på trods af denne ulempe (som i andre lande ville have annulleret valget på grund af manglende lighed mellem kandidaterne), har Puigdemonts resultat været meget acceptabelt: Han har overgået sit tidligere resultat med 100.000 stemmer og er kommet inden for syv pladser fra vinderen.
Uafhængighedsbevægelsen som helhed har fastholdt stemmerne fra de foregående valg, men har mistet 700.000 stemmer i forhold til 2017. Dette tab skyldes hovedsageligt ERC, som allerede havde mistet stemmer i nogen tid, og som nu har mistet 170.000 stemmer i forhold til det foregående valg, men 500.000 i forhold til 2017. Vælgerne har straffet ERC’s catalanske regering for at ændre kurs, for at ville stoppe frigørelsesbevægelsen, for at tale om at udskyde uafhængigheden i mere end 20 år og for hele tiden at underkaste sig den spanske regerings planer. Denne valgnedgang har fået ERC’s ledelse til at træde tilbage og annoncere en proces med selvkritik og nyorientering.
Derfor vil enhver, der ønsker at se tabet af det absolutte flertal i uafhængighedsbevægelsen som udtryk for, at denne bevægelse er forbi, have svært ved at forstå, hvad der kommer til at ske, for længslen efter frihed er stadig levende, og dette har kun været en valgturbulens på grund af vanskelighederne med at blive enige om, hvordan man skal håndtere den spanske fjendtlighed. Dette valgnederlag er derfor ikke et nederlag for dem, der stadig er i konflikt med staten, men for det parti, der havde henvist kampen for uafhængighed til at håndtere indenrigspolitiske anliggender.
Og i forlængelse af denne følelse af vrede tilgiver mange vælgere ikke, at alle uafhængighedspartier generelt ikke turde gå ind for uafhængighed i 2017 (af frygt for, at Spanien ville fremprovokere et blodbad), eller at de efter at have haft 52 procent af stemmerne i det catalanske parlament er blevet forhindret i at bevæge sig i retning af uafhængighed.
For at vende tilbage til nutiden er det stadig uvist, hvem der ender med at danne regering i Catalonien, men selv hvis uafhængighedspartierne ikke er i stand til det, vil det fortsætte med at gå fremad, fordi (i modsætning til hvad de tror i Madrid) partierne ikke er drivkraften bag uafhængighed, men snarere er det en tværgående social bevægelse, der er født af en reel og historisk allestedsnærværende længsel i Catalonien. Men da denne kamp også har brug for institutionel styrke, vil vejen til uafhængighed igen være ubønhørlig, hvis valgstraffen tjener til at bryde dødvandet og får bevægelsen til at gå fremad sammen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
